I had a dream
Går det mon an?
I had a dream
Min største og vigtigste drøm er at komme i arbejde de 15 timer om ugen, som det nu, af alle instanser, er vurderet, at jeg kan arbejde. Men pludselig tænker jeg på, om jeg er alt for urealistisk. Måske er jeg slet ikke i stand til det? Måske er det rette en pension? Jeg er jo mit arbejde, ergo: hvis jeg ikke arbejder, er jeg ingenting.
Det, der bringer mig til at tvivle er, at:
- jeg skal skrive alting ned
- jeg skal lave skemaer for at få gjort selv de mest banale ting så som at vaske, tømme postkasse og papirkurv en gang om ugen – alt det som andre mennesker bare gør
- der kræves et arbejde og skemaer for at få struktur
- jeg er ved at drukne i lister, skemaer, kalendere og alarmer på telefonen, der sikrer, at jeg husker at tage medicinen
- jeg behøver dosispakninger
Jeg har en ven, der flere gange har ytret, at alt det ovenstående, plus mere, er de rene falliterklæringer. Jeg ved snart ikke. Måske kan jeg slet ikke noget mere? Måske skal jeg bare opgive kampen om at komme ind på arbejdsmarkedet igen?
Jeg har møde med fleksjobkonsulenten i Hvidovre Kommune i dag kl. 13:00 i dag, og jeg har sådan set tænkt mig at lægge de fleste af kortene på bordet, dog vil jeg ikke vise ham ugeskemaet, for så får jeg da aldrig så meget/lidt som et fleksjob.
Jeg vil ganske enkelt spørge ham, om han tror, en pension kunne være relevant. Hvidovre Kommune er en god og fair kommune at bo i. Jeg synes, man bliver behandlet godt.
Jeg har bare medlidenhed med mig selv.
Citrusfrugterne herunder er bare pæne at se på. De har bestemt ingen sammenhæng med teksten, men der skal også være lidt godt (til ganen).
Er psykosen forsvundet eller ovre
Det var en lørdag aften
Er psykosen forsvundet eller ovre
Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.
Tidligere hjem?
Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.
Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at hendes patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.
Intet svar fra regionen
Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.
“Allerede” den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup.
Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.”
Det har taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke kommentarer til. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.
De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det?
Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup
Apropos Akutmodtagelsen i Glostrup, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige blandt os patienter. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet.
Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker. Tror de virkelig, at man har en “kognitiv rest” til så mange rubrikker?
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.