, ,

Ugeskemaer 2

Ugeskemaer 2

Struktur mv.

Ugeskemaer 2

Noget af det, der var med til at få læsset til at vælte denne gang, var at tiden flød ud og timerne flød sammen, inden lydene overmandede mig og filteret faldt.

Jeg producerede meget, men der blev for mange dage i joggingbukser og forvaskede T-shirts, hvor jeg kun kiggede ind i min højt besungne 32” skærm.

Hvordan ser din hverdag ud?

Kasper Reff spurgte “Hvordan ser din hverdag ud?” Jeg måtte svare, at jeg ingen havde. Gitte i Distriktspsykiatrien sagde “Struktur”. I fire år har “systemet” sagt til mig, at jeg skulle lave ugeskemaer, men jeg har følt mig for god til det. Jeg har ment, at jeg sagtens kunne bevare en struktur og få ting ordnet uden at skrive dem ned. Til tider er jeg krøbet til korset og har lavet to-do-lister, men jeg har ikke kunnet få det til at fungere.

Af alle disse årsager har jeg nu siddet og lavet en skitse – i Excel naturligvis – til, hvordan det kan gøres. Idéen er god nok, det skal nok lykkes men ikke på en iPad i en hospitalsseng… formler, funktioner, formatering og alt muligt er simpelthen så besværligt. Men nu ved jeg, hvordan det skal laves, og så kan jeg hygge mig med at lave det derhjemme.

Skemaerne vil blive printet ud og placeret centralt på skrivebordet!

Delt opmærksomhed

Noget af det, der skal stå, er “Delt opmærksomhed” bare 15 minutter om dagen. Jeg kan ikke lave mad og tale samtidig. Jeg kan ikke høre musik og være på Facebook samtidig. Jeg kan ikke lægge puslespil og høre opera samtidig. Den slags kan andre mennesker sagtens. Jeg har af samme grund altid ment, at multitasking var temmelig opreklameret. Det går nu op for mig, at det er en manglende færdighed hos mig. Peter Lund Madsen og psykologen siger/sagde, at hjernen kan trænes, så nu prøver jeg men kun et kvarter…

Der skal også være en bitte smule motion, vasketøj hver lørdag og i den dur. Jeg tror på det. Alt dette betyder ikke, at jeg ikke fortsat vil gøre de ting, jeg elsker, men det betyder, at jeg også af og til skal gøre noget andet. Og alt dette har jeg endda selv fundet på.

Det, der vil give allermest og naturlig struktur, er, at få et arbejde igen. Det er mit største ønske, men mon ikke det snart lykkes.

VBA-kurset

Så vidt jeg husker, har jeg skrevet om det før, men: jeg har besluttet et online kursus i VBA til Excel hos Proximo. Det er bare lidt dyrt, så jeg har holdt mig tilbage, indtil jeg havde et svar fra Jobcenteret om, hvorvidt de vil betale et sådant kompetenceløft, uanset jeg er klar over, at man ikke lærer det ved at tage på kursus men ved at arbejde med det. Normalprisen er 5.000 kr., men i aftes sendte Proximo et tilbud lydende på 2.000 kr., vist fordi jeg er tidligere kunde. Det er absolut spiseligt, for Kasper, der underviser, er rigtig god. Mon ikke det også er spiseligt for Jobcenteret?

En anden årsag til, at jeg har været tilbageholdende,er, at det er på engelsk, og jeg har være bekymret for, om jeg var god nok til det. Kasper har garanteret, at det ikke er avancerede ord, da det kan gøres simpelt.

En forudsætning er, at man har gennemført 1. kursus, hvor jeg er gået i stå i “arrays” for flere måneder siden. Men det kan jo så passende komme ind i ugeskemaet. Jeg glæder mig.

Erstatningen for stikkontakterne

Alle medarbejderne har set vores klart ulovlige ledningshelvede, men ingen har sagt noget. Jeg tror, det skyldes, at de kan se problemet singlekontakten, når både iPad, tandbørste mv. skal oplades for to mennesker.

Ugeskemaer 2


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

En medicinstuderende optog journal

En medicinstuderende optog journal

Dygtighed – for det meste

En medicinstuderende optog journal

Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en medicinstuderende med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem.

Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se næste afsnit.

Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere det. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.

Senere

Den studerende fremlagde sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.

Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.

Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg, eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.

På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bedt om udredning for Aspergers syndrom. Mentoren bad om årsagerne til mit ønske. Og det er garanteret et helt okay spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om siden 2003. Det knækkede mig lidt.

De medstuderende var temmelig tilbagelænede

Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.

En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar affektiv sindslidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!

Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “mere syg”.

Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.

Lige nu

  • Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ude i det virkelige liv
  • Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
  • For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg, end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!

Den flotte nye forhal

En medicinstuderende optog journal

Og her bor patienterne

En medicinstuderende optog journal


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling

Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling

Var eller er det ikke sådan

Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling

  1. At der engang var et radioprogram, der hed “Dagens tekst”? Havde det med tro og kirke at gøre?
  2. At det er fantastisk, at en medarbejder (selvfølgelig Mona) lige fanger, at jeg har behov for en lang “aften”, hvor det ikke er påbudt at gå i seng kl. 22 efter aften-kemikalierne, og tale høfligt til min roomie, og jeg bare brændende ønsker mig at være alene bare en aften/nat og ikke skulle starte konversation kl. 06 i morgen. Hun fiksede et rum for en nat; nu ligger jeg og nyder freden.
  3. Medicinen fik jeg med mig, så jeg kan lægge mig til at sove, når det passer til mig. Som i alle andre fag er nogle mere fleksible end andre, men jeg kender jo mine lus på gangen. (Som barn troede jeg, det var synonymt med  “lus i korridoren”.)
  4. At man er for rask, når man kan have fokus på nr. 2? – Se dog nr. 6.
  5. At jeg har haft en super lægesamtale med en psykolog? Hun er bare så grundig. Fx spurgte hun meget omhyggeligt til bivirkninger af Abilify. Jeg tror, hun oplistede dem alle en for en, men jeg har ingen af dem fraset måske en anelse udslæt på hænderne. Men pyt og det går nok over. Og ellers:
    1. Børnene i Sjælsmark er væk
    2. Lydene er væk
    3. Skyggerne består
  6. At skyggerne har 14 dage til at skride? Vi har aftalt udskrivelse den 13. november, og det var en reel aftaleindgåelse. Går det ikke, taler vi om det igen!
  7. At det er udfordrende for overblikket at spille Backgammon? Engang havde jeg styr på det, det har jeg bestemt ikke mere. Vi spillede en del spil, og efterhånden dukkede nogle af de gamle automatreaktioner for kombinationerne af trækkene op, men at holde overblik over hele brættet med alle mulighederne og at lægge strategi uden at tænke højt, var noget problematisk. Men det var rigtig hyggeligt.
  8. At jeg nu skal høre billig tysk pop?
  9. At jeg skal ture lidt rundt på Facebook?

En rigtig hyggeaften helt alene. Jeg har brug for at være alene bare en nat.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Hele tiden nogen

Hele tiden nogen

For Søren da

Her er hele tiden nogen

Jeg brokker ikke, jeg piver ikke, (synes jeg da selv), jeg er, hvor jeg skal være, jeg er glad for at være her, jeg er ikke klar til at komme hjem endnu osv. osv. Af og til er jeg bare ved at få pip af, at der hele tiden er nogen, og ofte nogen, der vil mig noget. Og min roomie snorker ad h… til!

Men skyggerne bag mig og englene/englevingerne/menneskene i halv størrelse i det perifere synsfelt skal væk! De er på en eller anden måde blevet mere insisterende. Jeg kan ikke forklare det med andre ord. I går måtte jeg bede om et nyt betræk til kugledynen, idet blomstermønstret blev til edderkopper – altså kun en ad gangen og ikke hele tiden!

Lydene er væk. Jeg er taknemmelig.

Når man er vant til at tulle rundt i egne omgivelser, kan dette være en anelse anstrengende, hvilket selvfølgelig på den anden side er et sundhedstegn.

De opfordrer til, at man prøver at tage lidt hjem, så man ikke er her så længe, at man nærmest bliver bange for det. Jeg gør (for det meste 🙂 ) som de foreslår, og smuttede hjem de tre timer i går. Så skønt. Næste skridt er at overnatte hjemme, når de er sikre på, at man ikke går hjem og hænger sig. Det er jeg nu ikke i fare for.

En weekend

En weekend kan være lidt lang, da der intet foregår udover de tre måltider, hvoraf jeg kun spiser de to, idet jeg ikke rigtig bryder mig om morgenmaden.

I aftes hyggede jeg dog med en medpatient til kl. 00. Vi spillede Bezzerwisser, som faktisk er ret sjovt. Vi droppede alt det med bræt og brikker og stillede og besvarede bare spørgsmålene. Han er 20 år yngre end mig, så vi kunne besvare helt forskellige spørgsmål. Pudsigt at den generation ikke kender “De hvide busser” eller “D-dag” – og pudsigt at jeg ikke kender alle de nyere bands, fodboldspillere mv. Men vi hyggede os, og nød den fred, der opstår, når alle andre har indtaget diverse kemikalier og er gået til ro. Det kunne have været hyggeligt med et par stearinlys, bare et par fyrfadslys, men det er ikke tilladt.

Fodbad

Da weekends som nævnt er noget stille, har personalet tid til lidt ekstra. En sygeplejerske hjalp min roomie og en anden med omsorgsfuldt fodbad. De er begge ældre og har måske svært ved at nå hele vejen ned til fødderne, så det var faktisk rørende at se. Den slags sparer garanteret mindst ti Oxapax, og så er det meget sundere. Den slags burde der være mere af!

God søndag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.