/i , , /af , ,

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Ny reformpakke der skal øge “arbejdsudbuddet”

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Sent fredag indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne endnu en såkaldt “reformpakke” der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft ~ blandt andet skal virksomhederne have lettere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft. Det er det store dyr i åbenbaringen lige i øjeblikket.

Når jeg antager, regeringen ikke bryder sig om uddannelse, skyldes det to forhold:

  1. Udflytning af uddannelser betyder i realiteten, at man nedlægger uddannelsespladser og
  2. Markant reduktion af dimittendsatsen

Ad 1: om udflytningen af uddannelser

Danmark er et lille land, der må basere sig på viden, og derfor har vi højt kvalificerede forskere på internationalt niveau, som kan gøre sig gældende i debatten. Mange af dem, sikkert hovedparten, er uddannede i de store byer, og det mener regeringen er et problem. Den har derfor den 25. juni 2021 indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, som kaldes “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Realiteten er, at det bestemt ikke betyder flere uddannelsesmuligheder men derimod færre, som kilderne ovenfor viser. Når der bliver færre pladser på uddannelserne i de store byer, og man fortsat vurderer studieegnethed på baggrund af karaktergennemsnittet fra gymnasiet/studenterkursus/HF, betyder det også, at det bliver sværere at komme ind. Altså: man have et højere gennemsnit. Det medfører atter, at karakterræset på ungdomsuddannelserne øges til hidtil uanede højder. Det er ellers højt nok i forvejen.

Radikale Venstre var i det mindste ikke med i denne aftale, og det klæder dem. Fra gammel tid og fra partiets opståen, hvor det var husmændenes parti, har man satset på uddannelse, og det startede netop med husmænd og folkehøjskoler.

Både min morfar, som var fattig husmand på heden, og hans far var på højskole. Jeg har fundet beviser for, at de frekventerede Rødding Folkehøjskole, som vist nok var den første, der blev oprettet. Jeg ved ikke, hvad de lærte i Rødding, men det er ikke svært at se, at det var banebrydende, at fattige bønder, der var gået ud af landsbyskolen, kunne forøge deres viden. Min morfars egentlige skolegang var meget begrænset, for i hele sommerhalvåret gik han kun i skole om lørdagen. Pasningen af de 54 hektarer med en hel del køer kom i første række.

“Udflytningsplanen”, der også kunne kaldes “Afviklingsplanen”, er vanvittig. Uddannelsesinstitutionerne har fået pistolen for panden: “Flyt ud eller luk”, som er blevet til “Flyt ud og luk”, som eksemplet med Aarhus Universitet viser. Hvad er idéen i at flytte medicinstudiet til Køge, når vi har et velfungerende sådant i København? Hvad er idéen i at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, som går ud over Landbohøjskolen? Det giver ingen mening. Tror man eksempelvis, det er gratis at bygge nye laboratorier? Flytter forskere og teknisk administrativt personale uden videre med? Næh det gør de nok ikke, hvis de er etablerede med bolig, børn, skoler, fritidshjem osv., altså må den enkelte institution begynde forfra med rekruttering og oplæring af egnede medarbejdere.

Regeringen vil ikke bare få de unge til at uddanne sig i de mindre byer. Den ser også gerne, at de, efter færdiggjorte studier, bliver boende i de mindre byer. Imidlertid viser forskning, at det ikke sker. Et andet interessant punkt i den forskning er, at 65  pct. af de unge hjemmeboende under 30 år har mindre end 30 kilometer til et universitet. Er det et problem at flytte sig 30 km. for at tage en uddannelse?

Og hvad er egentlig problemet i, de unge søger til de store byer med et etableret studiemiljø? Af og til peges på, at det er for svært at finde en billig bollig. Jamen så byg da nogle flere kollegier i stedet for at smadre uddannelserne.

Ad 2: om reduktionen af dimittendsatsen

Reformpakken barberer 31,2 pct. af dimittendsatsen, der går fra 13.836 kr. til 9.514 kr. før skat. Det lille regneeksempel herunder viser, at en dimittend vil have 7.482 kr. udbetalt efter skat. Ikke engang i Foulum kan man leve og betale husleje for det beløb.

Nuværende dimittendsats:       13.836
Barberet dimittendsats:          9.514
Månedligt fradrag (50.000 årligt er meget normalt):          4.167
Skattepligtigt beløb:          5.347
Skat 38 pct. (38 pct. er meget normalt):          2.032
Udbetalt efter skat:          7.482
  • Herudover halverer aftalen perioden, man kan modtage dimittendsatsen fra to til et år og
  • aftalen øger fribeløbet, der må tjenes ved siden af SU, så de studerende “motiveres” til at finde studiejobs, der kan give lidt erhvervserfaring. Regeringen og aftalepartierne er tydeligvis ikke klar over, at det er et fuldtidsarbejde at studere. Hvis man skal arbejde (endnu mere) ved siden af studierne, vil det for mange betyde, at karaktergennemsnittet falder. Det øger bestemt ikke chancen for job efter endt uddannelse.

Der ligger en mærkelig logik bag disse tiltag, som Radikale Venstre er med i, nemlig at dimittenderne nok ikke gider arbejde, og derfor må samfundet finde måder at straffe dem, så de får fingeren ud.

Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en lang uddannelse og ikke herefter har et stort ønske om at komme i gang med at bruge den så hurtigt som muligt. Aftalen viser mærkeligt nok ikke tal for, hvor stort problemet med dimittendledighed er, og jeg kan ikke finde noget hos Danmarks Statistik, men Dansk Industri har lavet en masse interessante tal, der blandt andet viser, at blandt de samfundsvidenskabelige kandidater er 80 pct. i arbejde efter et år. Det er selvfølgelig et problem, at en femtedel er ledige i mere end et år – men det kunne jo meget let skyldes, at arbejdsgiverne ikke er begejstrede for medarbejdere uden erfaring.

Da jeg selv blev færdig i januar 1990, var der stor ledighed blandt jurister. Jeg var desperat og søgte alt, for lejekontrakten med kollegiet ville løbe ud, så jeg skulle have et job, så jeg kunne betale en “normal” husleje, hvis jeg altså kunne finde en lejlighed at betale for. Jeg søgte fx også på Grønland. Jeg havde et pænt gennemsnit og mange relevante studiejobs med både forskning og administration, men til samtale kom jeg ikke. Jeg organiserede mig i “Foreningen af arbejdsløse djøffere” og var med til at søsætte et projekt sammen firmaet Manpower, der skulle få især jurister i arbejde. Det gav “forbindelser”, og ad bagvejen lykkedes det langt om længe at finde det første job som kandidat. Men de otte måneders usikkerhed om fremtiden var slet ikke rare.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have gjort rent, slagtet grise, plukket jordbær eller lignende i stedet for at søge relevante jobs. Det ville jeg ikke have problemer med. Men hvilken arbejdsgiver ville være så dum at at ansætte en medarbejder, han vidste ville springe fra, så snart der viste sig et job, der svarede til min uddannelse? Det koster penge at ansætte nye medarbejdere: oplæring og introduktion går fra en erfaren medarbejders produktion. Selvom det er 32 år siden, føler jeg mig overbevist om, at arbejdsgiverne (forståeligt nok) ikke har ændret deres tænkning på dette område. Hvad skulle dog få dem til det?

Samlet set får jeg fornemmelsen af, at regeringen ikke bryder sig om uddannelse.

 

/3 Kommentarer/i , /af ,

Import af udenlandsk arbejdskraft

Import af udenlandsk arbejdskraft

Danmark mangler hænder

Import af udenlandsk arbejdskraft

Indlægget er inspireret af et opslag på Facebook af Lotte Ladegaard og et opslag sammesteds af Sofie Carsten Nielsen (Radikale Venstre).

Lotte forstår ikke, der hentes arbejdskraft fra Sydeuropa, når

  1. Der bruges millioner på at holde flygtning i udrejsecentre,
  2. Når nogle flygtninge fra Syrien og Somalia søger til andre lande, fordi de ikke har en fremtid i Danmark,
  3. Når nogle flygtninge lever under jorden,
  4. Mange flygtninge er udvist – for eksempel til Afghanistan, og
  5. Mange af disse mennesker taler dansk, har danske uddannelser og erfaring fra det danske arbejdsmarked.

Sofie Carsten Nielsen skriver blandt andet

Der mangler hænder både offentligt og privat. “…vi bør sænke beløbsgrænsen, hæve topskattegrænsen og sikre forsknings- og udviklingsfradraget…” og

Uden mennesker nok i økonomien risikerer vi, at vi ikke har råd til at løse de store problemer: Vi har stadig en folkeskole, hvor for mange mistrives. Og vi skal have råd til at løse den klimakrise, vi alle oplever.

Jeg har for to timer siden stillet dette – måske dumme – spørgsmål: “Hvilken sammenhæng er der mellem mistrivsel i folkeskolen og manglen på arbejdskraft?” Der er endnu ikke kommet et svar fra hverken Sofie selv eller nogle af de øvrige debatører. Måske skyldes det, at der ikke er en sammenhæng?

En helt anden tilgang end Sofies

1) Efter min opfattelse er det fuldkommen absurd at importere udenlandsk arbejdskraft, når man for det første indtænker det, Lotte ikke forstår om, at flygtninge ikke ansættes men udvises.

2) Hertil kommer de bruttoledige over 50 år: Lægger man de tre tal i tabellen sammen, får man 26.159.

* Bruttoledige – tal fra Statistikbanken 50-54 år 55-59 år 60 år og derover
3. kvartal 2021          7.894          8.534                           9.731

*  “Bruttoledige” består af de ikke-aktiverede (nettoledige) og aktiverede ledige.

Jeg er klar over, at der er noget, der hedder “strukturel ledighed”, som dækker over sæsonudsving, de “forkerte” kompetencer, flytning mellem landsdele mv. Det er bare et faktum, at det er utrolig vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man er faldet ud og er over 50.

I 2013/14 søgte jeg rigtig mange jobs gennem et helt år, uanset sæsonen, jeg havde de rigtige kompetencer, jeg flyttede ikke og havde et ret pænt CV uden “huller”. Diverse konsulenter sagde samstemmende, at CV’et var rigtigt og at ansøgningerne næppe kunne optimeres yderligere. Jeg kom ikke engang til samtale en eneste gang. Til sidst blev jeg modløs og konkluderede, at det var fordi, jeg var blevet 50 år.

Seniorerne står klar, ansæt dem!. Erhvervslivet skriger på arbejdskraft. Alligevel indrømmer flere end hver femte af alle private arbejdsgivere, at de i strid med loven frasorterer ældre ansøgere til jobs i deres virksomhed. Det er uacceptabelt, og det skal stoppes. Kilde: FH og Ældresagen.

3) Når vi har brug for flere faglærte medarbejdere i industrien, kunne vi starte med at sørge for, at de 8.000 unge uden læreplads fik en læreplads. Tallet 8.000 har jeg fra Lizette Risgaard, der er formand for “Fagbevægelsens Hovedorganisation” (det vi tidligere kaldte “LO”). Hun må vel være den nærmeste til at vide det.

Endvidere er der alt for mange unge, der må uddanne sig i en skolepraktik. Tallet udgjorde i 2020: 5.141 (jf. Danmarks Statistik).

Noget kunne tyde på, at arbejdsgiverne ikke rigtig tager vores erhvervsuddannelsessystem til sig. Viljen øges næppe af Sofies model med sænkning af topskatten.

4)  Unge uden job og uddannelse: AEs chefanalytiker konkluderede 11. november 2021 i en stor analyse, at af de 15-29-årige er 76.600 er uden uddannelse og arbejde. Det er jo et fuldstændig absurd tal. Jeg har gået rundt og troet, det var halvt så stort. Set på tværs af landet er der tale om 7,6 pct.

Summa summarum

Lægger man mine tal sammen, får man 115.900 sæt hænder, vi bør gøre noget for, førend vi importerer arbejdskraft udefra. Nogle af Lottes mennesker går muligvis igen i disse tal, mens nogle kan lægges til – det må i hvert fald gælde staklerne i udrejsecentrene samt dem, der har været nødt til at gå under jorden. Altså er 115.900 udtryk for et minimumstal.

Jeg førte diskussionen en aften (indtil jeg ikke gad længere) med en person, der anklagede mig for nationalkonservatisme, fordi jeg synes, vi må sørge for mennesker i Danmark, før vi importerer udenlandsk arbejdskraft. Nationalkonservativ er jeg lige godt aldrig blev kaldt før – men en gang skal selvfølgelig være den første.

Hvilken sikkerhed er der for, at Sofie Carsten Nielsens og Lars Sandahl Sørensens (direktøren for Dansk Industri) model vil føre til flere arbejdspladser? Hvordan hænger fx lavere topskat sammen med flere arbejdspladser?

/i , , /af , ,

Dronningens kloge tale og mine planer

Dronningens kloge tale og mine planer

2022 ligger blank og vårfrisk for os

Dronningens kloge tale og mine planer

Jeg har set samtlige Hendes Majestæt Dronningens 50 nytårstaler, og jeg synes, de bliver bedre og bedre. I 2021 blev jeg naturligvis særligt berørt af følgende:

Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn.

Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.

Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje.

Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.

Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til! Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.

Hun svinger pisken (pænt) med en sætning som denne: “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”. Hvor er den skøn, næsten lige så god som de “dumsmarte bemærkninger” fra 1984. Det er kun Majestæten, der kan udtrykke afsky så pænt og dannet – men umisforståeligt.

Hvor findes fordommene?

Når ret skal være ret, og det skal det: Selv har jeg aldrig mødt manglende forståelse eller respekt som følge af mine to psykiatriske diagnoser. Jeg har aldrig mødt diskrimination. Hvis jeg har, er det i hvert fald glemt. Det blev jeg klar over, da jeg skrev ansøgningerne til Menneskebiblioteket.

De spørger i deres ansøgningsblanketter til, hvilke fordomme man har mødt og derfor kan være med til at afkræfte. For første gang nogensinde blev jeg opmærksom på, at der for mig at se er langt flere fordomme knyttet til at være medlem af Djøf end til at have en psykisk sygdom. Det er da absurd. “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”.

Forleden indledte jeg en (kort) debat med en person, der hadede djøffere. Efter to indlæg fra hver af os skrev jeg til vedkommende, at vi lige så godt kunne stoppe. Han boede i Jylland, hadede djøffere samt alle, der bor øst for Lillebæltsbroen. Det gav ikke mening at diskutere videre og jeg orker ikke at diskutere med folk, der hader mig, bare fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening.

Prøv selv at lægge mærke til hvor ofte du ser os lagt for had i den offentlige debat. Tænk hvis vi analogt anlagde en hadkampagne mod medlemmer af fx FOA eller HK…

Introduktionskursus hos Menneskebiblioteket

Jeg skal til en form for introduktionskursus hos Menneskebiblioteket den 11. januar. Det er jeg spændt på. Når jeg nu ikke skal stå i en genbrugsbutik og anrette brugt “porcelån”, leder jeg efter noget frivilligt, meningsfyldt arbejde, der ikke foregår ved mit skrivebord. Det kunne være en mulighed for at træffe interessante mennesker, men det er bestemt ikke hovedformålet. Jeg har det vældig fint ved mit skrivebord, men psykologen siger, jeg ikke kan leve på en ø, og hun plejer jo at have ret. Jeg kan da i hvert fald se på det.

Min “hovedbekymring”, hvis man kan tale om en sådan, går på deres “events”, hvor man som udlånt bog mødes med fem til syv lånere. Det dur ikke for mig, idet jeg forholder mig ordentligt til mennesker, jeg træffer, og jeg kan ikke nå at forholde mig ordentligt til fem, seks eller syv lånere. Jeg bliver for forvirret inde i hovedet og alt for træt dagen efter. Det kræver virkelig meget af mig, at være sammen med andre mennesker. Det giver sig helt konkret udslag i, at jeg sover 16 timer bagefter. Det er ikke almindeligt.

Menneskebiblioteket virker vældig velorganiseret og gennemtænkt. Det er det også nødt til at være, når det har eksisteret i næsten 20 år og er udbredt til 80 lande. Imponerende. De har en meget informativ og flot hjemmeside, der har en ulempe: skriften er lysegrå. Det ser selvfølgelig smart ud, men det nedsætter læsbarheden væsentligt. Der er en grund til at bøger sættes med sort skrift på hvidt papir. Jeg har en ven med et (stort) synshandicap; jeg tror, han ville trives dårligt på den hjemmeside. Flere hjemmesidesnedkere burde læse Jakob Nielsen et al. Det er gammeldags og stokkonservativt men læsbart.

/i /af

Vi voksne klarer det nok

Vi voksne klarer det nok

Det er de små børn, det er synd for

Vi voksne klarer det nok

Regeringen og epidemikommissionen gør det eneste rigtige, nemlig at begrænse den samlede aktivitet i samfundet for ikke helt at miste kontrollen over pandemien her til lands. Jeg synes, man kunne gøre lidt mere: lukke restauranter, barer, caféer og andre udskænkningssteder. Det er ikke logisk, at man lukker kulturlivet (men det er fint at gøre det), når man ikke lukker udskænkningsstederne helt, men bare beder dem lukke kl. 23:00 og forbyder udskænkning af alkohol fra kl. 22:00. Der må være store økonomiske interesser bag dette.

Vi voksne klarer det nok. Vi kan læse en (kirke-)bog, se en film, tale i telefon, gå en tur i skoven osv. Det er de små børn, det er synd for. TV Avisen bragte en kort udtalelse fra en pige i 2. klasse, der var ked af, at hun nu igen skulle klare skolen hjemmefra bag skærmen, for så kunne hun ikke lege med sine kammerater i frikvartererne. Hende og hendes aldersklasse er det (sgu) synd for. De lærer ikke alene af undervisningen i timerne men også af samværet med kammeraterne. Den læring er med et slag aflyst.

Det er dog helt rigtigt at lukke skolerne, for det er børnene, der er de største smittebærere. De bliver vist ikke så syge af Omikron, men de bærer smitten rundt i samfundet og bedsteforældrene klarer den måske ikke og ender måske i det i forvejen overbelastede sundhedsvæsen.

Hensyntagen til fællesskabet

Som jeg læser Henrik Ullums grafer og hørte Mette Frederiksens alvorstunge ord, har vi mistet kontrollen over smitten, fordi Omikron smitter helt vildt. Nu drejer det sig om at begrænse smitten og at sikre, at sygehusvæsenet ikke bryder (helt) sammen.

Alle deltagerne på gårsdagens pressemøde takkede ligefrem alle os, der er vaccinerede. Det synes jeg ikke, de behøvede, for det at deltage i det flotte vaccinationsprogram, der er stablet på benene på ingen tid, betyder blandt andet, at man ikke bare tænker på sig selv men også på de andre. Det er at tage hensyn til fællesskabet, selvom det ikke er så moderne længere.

Det tredje stik og Omikron

Jeg synes stadig, myndighederne er forsigtige, når de taler om vaccinernes forventede effekt på Omikron. I hvert fald hørte jeg Søren Brostrøm indflette et lille “nok”, da han omtalte effekten. Det kan man ikke klandre myndighederne for. Det er naturligt, da vi endnu ikke har så mange danske tal for varianten. Derfor henter man blandt andet data fra Israel.

Myndighederne gør alt, hvad de kan. Alt andet er skubbet til side. Det er ganske imponerende, hvad man – presset af omstændighederne – har stablet på benene på ingen tid.

Jeg forestiller mig, at alle medarbejderne i både Sundhedsstyrelsen og Statens SerumInstitut hjælper til, hvor de kan, og at deres daglige opgaver er lagt til side. Jeg takker min Gud og skaber for, at jeg ikke længere er ansat i staten og sikkert på en eller anden måde skulle deltage i hele dette cirkus. Det må være et Helvede at komme igennem. Endnu engang: vi må hjælpe hinanden og ikke bare tænke på os selv. Når jeg tænker tilbage på min mange ansættelser rundt omkring i staten gennem i alt 23 år, var de prægede af en høj grad af fællesskab og at “vi hjælper hinanden”.

Min lille pussenusse skal da ikke vaccineres

Jeg har læst om en del forældre til de 5- til 12-årige, der ikke lader deres børn vaccinere, da børnene ikke bliver ret syge af Covid. De mener ikke, man skal lade raske børn vaccinere. Igen synes jeg, der mangler samfundssind. Det hjælper ikke at tænke tilbage på fx Calmette-vaccinationerne for 50 år siden, for læger og myndigheder er blevet meget klogere/dygtigere siden da. Dengang var der ingen, der spurgte, om vi ville lade os vaccinere. Nej vi stillede uden videre op i køen til at få de to stik og to ret store ar på skulderen. Jeg har dem også. Det er så mange år siden, så jeg husker ikke, om vi havde bivirkninger, men vi – dvs. vores forældre – tænkte mere på fællesskabet end på den lille pussenusse.

Over-information

Nogle mener, vi er alt for godt informerede om Covid og at det er med til at udløse i hvert fald min angst. Det kan godt være, det er rigtigt. Men hvis myndighederne nu ikke lagde alle data og al viden frem for os, er jeg sikker på, mange ville mene, magthaverne skjulte fakta og på den måde bare sikrede egne magtpositioner. Det kan vi jo heller ikke have. Jeg synes, de gør det godt, og jeg synes, Mette Frederiksen var usædvanligt klar i spyttet på pressemødet. Jeg stemmer ikke på hendes parti, men derfor kan jeg godt sympatisere med hendes tagen action i den aktuelle krisesituation. Og jeg ser ingen grund til at inficere debatten med manglende SMS-beskeder og aflivningen af alle mink i Danmark.