/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg melder mig ind i FOA

Jeg melder mig ind i FOA

Udskældt medlem af Djøf

Jeg melder mig ind i FOA

Gad vide om der nogensinde er nogen andre end mig, der har overvejet, hvor ubehageligt og trist det er at blive lagt for had som menneske, blot fordi man er medlem af en bestemt fagforening?

Jeg er medlem af Djøf og det har jeg været siden 1. september 1984. Jeg mener, man skal være organiseret i en rigtig fagforening ctr. en “gul”, idet de rettigheder, lønmodtagerne har, ikke er kommet af sig selv.

Selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, melder jeg mig aldrig ud. De har en pensionistpris på 150 kr. i kvartalet. Det er en fin service. Jeg har haft brug for Djøf et par gange i løbet af et langt arbejdsliv, og jeg har fået god hjælp.

Selvfølgelig melder jeg mig ikke ind i FOA, hvad skulle jeg der? men jeg er evindeligt træt af alle de hadske udtalelser på TV og på sociale medier.

  1. Jeg bliver ked af det hver eneste gang.
  2. Jeg tænker over, at udtalelser og skriblerier stammer fra mennesker, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet – uanset fagforening.

Forestil dig ganske kortvarigt

  1. Prøv et kort øjeblik at tænke over, at social- og sundhedsassistenterne blev hængt ud og lagt for had, fordi der ikke er tid nok til de ældre på landets plejehjem. Giv lige assistenterne skylden.
  2. P.t. er der katastrofal mangel på anæstesisygeplejersker i flere regioner. Der mangler så mange anæstesisygeplejersker, at flere regioner udskyder operationer på ubestemt tid. Det går blandt andet ud over mennesker, der har været plagede af smerter i måske meget lang tid. Giv sygeplejerskerne skylden for disse smerter eller tilbyd patienterne operationen uden bedøvelse.

Disse to tåbelige eksempler skulle gerne vise, at medarbejdere – uanset organisatorisk tilhørsforhold – passer arbejdet på de betingelser, der nu en gang er. Det gælder også os, der er medlemmer af Djøf.

Vi beskyldes fx for urimelige og umenneskelige afgørelser i sager om opholdstilladelse, vi laver for mange Excelark og fortsæt selv remsen. Du kan den sikkert udenad.

Er det uretfærdigt?

Vi passer arbejdet og administrerer fx en lovgivning, der er vedtaget af de medlemmer af Folketinget, vælgerne har ønsket sig. Djøferne sidder ikke og skalter og valter med fx udlændinges liv og fremtid efter eget forgodtbefindende. Forestil dig ramaskriget, hvis vi ikke fulgte gældende regelsæt og praksis. Det er årsagen til, at jeg bliver ked af det og regner med, at der er befolkningsgrupper, der ikke forstår ret meget af logikkerne på arbejdsmarkedet.

Jeg har gemt to bøger fra min studietid. Den ene er et hovedværk med titlen “Ret og retfærdighed” af Alf Ross. Jeg husker tydeligt, at Ross’ hovedkonklusion er: “Retfærdighed er korrekt regelanvendelse modsat vilkårlighed”. (Jeg slog lige efter, og det står faktisk på side 365 i 1966-udgaven. Af og til fejler hukommelsen intet eller også gjorde det bare et stort indtryk i 1986.) Den anden gemte bog er Eva Smiths disputats “Vidnebeviset”, som jeg læste, som var den en kriminalroman.

Det er slet ikke rart på daglig basis at blive udstillet som et menneske uden empati mv. Det fandt hverken social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker sig i ret længe. Djøferne har bøjet nakken og lyttet til tåbelighederne i årtier. Nu er det nok.

Huslejen skal betales

Mit første job efter kandidateksamen (forår 1990) bestod i behandling af kirurgiske sager i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. Det er en menneskealder siden, men jeg husker tydeligt, hvordan det var at være ansat på en arbejdsplads, der konstant blev lagt for had i pressen. Facebook og Instagram var jo ikke opfundet dengang. Kritikken lød dagligt på langsommelig sagsbehandling, urimelige afgørelser, forkerte afgørelser, erstatningen for erhvervsevnetabet kunne man ikke leve af osv.

Som medarbejdere løste vi imidlertid opgaverne bedst muligt inden for regelsæt og praksis. Det var de skadelidtes sikkerhed for korrekt sagsbehandling og retfærdighed. Utilfredshed kunne indklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Som djøfer kunne man selvfølgelig lade være at lade sig ansætte de steder, hvor borgerne ikke bryder sig om afgørelserne. Det er vel eneste udvej? Men selv medlemmer af Djøf skal betale husleje, der skal mad på bordet, studiegælden skal betales osv. Heller ikke her adskiller vi os altså fra hverken social- og sundhedshjælpere eller sygeplejersker. Og hvis vi ikke søgte og tog ansættelse de forhadte steder, ville sagsbehandlingstiden vokse ind i himlen. Så fat det dog.

Idiotiske ord og vendinger

Hvis du nu læser denne artikel om ord og vendinger, vi synes er de værste på jobbet, kan du muligvis få et bare lidt anderledes billede af medlemmer af Djøf. Som “sprogidiot” er jeg fuldkommen enig i hele listen over ord, der er det rene vrøvl. Mange af ordene forstår jeg ikke engang. Måske kan artiklen være med til at reducere dine fordomme?

Og når vi nu er ved det med ordene: Tænk på et ord som “djøfisering”. Man kunne da ikke forestille sig ord som “Foaisering” eller “Dsrisering” vel?

/2 Kommentarer/i , /af ,

Forskningsfriheden er i fare

Forskningsfriheden er i fare

Forskere bliver systematisk chikanerede

Forskningsfriheden er i fare

Denne artikel er vigtig, fordi den beskriver, hvordan forskere bliver systematisk chikanerede af højrefløjspolitikere som Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA). Hertil kommer systematisk chikane i form af endeløse klager fra en Jacob Naur, der kalder sig selv “borgerlig aktivist” og er stolt af det.

Artiklen er lang og uhyggelig, fordi det dokumenteres, hvorledes forskere bliver “stalked”, må have hemmelige adresser, må sygemelde sig i længere perioder og det hele taget udsættes for en systematisk chikane, der tydeligvis hører under straffeloven. Citatet herunder stammer fra artiklen:

En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. Flere forskere, som Forskerforum har været i kontakt med, bekræfter, at de er blevet chikaneret, men de ønsker ikke at stå frem af frygt for, at hadet på nettet vil blusse op igen.

Messerschmidt, Dahl og Naur kan ikke lide autoetnografi

Autoetnografi er en nyere metode (kun ca. 25 år gammel…), der bruger den personlige oplevelse til forståelse af helheden. Metoden er internationalt anerkendt indenfor både humaniora og samfundsvidenskab. De navngivne kalder det imidlertid for “pseudovidenskab”, da de ikke kan lide det. Naaur har sendt adskillige klager til universiteternes ledelser og praksisudvalgene, og de er alle afvist som åbenbart grundløse. Efter det er sket, sender han dem videre til Messerschmidt og/eller Dahl, der stiller spørgsmål til ministeren. Artiklen henviser til et dokument på Folketingets hjemmeside, men det er internt, så man kan ikke få lov at se det, hvilket undrer mig lidt.

Det er interessant og/eller uhyggeligt, at det udelukkende er højrefløjen, der står bag chikanen. Det bærer ved til det bål, der hedder, at universiteterne er drevet af venstrefløjen og at alle de ansatte – fra forskningsassistenter til professorer – er venstreorienterede.

Professor på RUC Rikke Andreassen har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademails og trusler, men det seneste år har været særligt slemt og det selvom autoetnografien kun dækker en meget lille del af hendes forskningsproduktion.

Hun fortæller blandt andet

…autoetnografi drejer sig om kritisk at reflektere over sin egen rolle som forsker og tage kritisk stilling til, hvordan ens tilstedeværelse påvirker det område eller de individer, man studerer. Det kan fx være, hvis en etnisk dansk hvid forsker studerer indvandrermiljøer.

Da jeg var ung, arbejdede jeg på Kriminalistisk Institut

 

Mens jeg for adskillige år siden læste, arbejdede jeg for en ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, Kriminalistisk institut. Hun forskede i “gadevold”.

Forskningsobjektet var nærmere bestemt, at vi alle går rundt og tror, at det, der hos politiet rubriceres som “gadevold”, drejer sig om vold begået af ukendte gerningsmænd mod sagesløse ofre. Vi gennemgik ca. 500 straffesager i fem storkøbenhavnske politikredse, udfyldte kodeskemaer og hjemme på kontoret i Studiestræde 6, tastede jeg kodeskemaerne ind på “edb” i et program, man i dag ville anse for fuldkommen håbløst og som havde sin basis i 5¼”-disketter.

Resultatet stod hurtigt klart: gerningsmand og offer kendte i langt, langt de fleste tilfælde hinanden temmelig godt, ofte var de i familie – fx var de gift! Højrefløjen kunne sikkert udråbe det som venstreorienteret populisme, men det var jo sandheden. Vi sad ikke og snød, når vi gennemgik sagerne. Vi uddrog de faktiske forhold.

Jeg blev naturligvis ikke selv forsker af at udføre et delvist idiotarbejde med at taste ind, men jeg omgikkes forskere som fx Britta Kyvsgaard, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard.

Over frokosten blev der diskuteret både kvalitative og kvantitative metoder. Jeg lærte en masse om kilder, som jeg tog med mig. Og jeg lærte noget om videnskabelig metode og redelighed. Det er en af årsagerne til, at jeg nu til dags bliver irriteret over alle de, der fremsætter postulater på fx sociale medier uden at opgive kilden eller fortælle, hvordan de er kommet frem til resultatet. Som eksempel læste jeg her til formiddag, at nutidens forskel mellem rig og fattig i sundhedsvæsenet svarer til den forskel, der fandtes i 1500-tallet. Det kan være, det er rigtigt, men det er noget af en påstand, når der ikke er en kildeangivelse.

Tilbage til udgangspunktet!

Systematisk chikane af forskere udført af højrefløjen burde aldrig kunne finde sted i et land, der bryster sig af et “armslængdeprincip”, en “forskningsfrihed” og hvor alle publikationer drøftes på tværs og udsættes for “peer review”, inden de publiceres.

Det er vist på høje tid, vi begynder at chikanere højrefløjen og påvise dens uredelighed og ukvalificerede metoder.

/i , /af ,

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Rige folks dumme børn?

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Først og fremmest: jeg har ikke set udsendelsen, da jeg ikke ser TV2, men jeg har læst tilstrækkeligt til at vide, at jeg havde slukket, hvis jeg havde tændt! Jeg ønsker ikke at se seksuelle krænkelser på TV, da jeg har rigeligt i dem, jeg selv har oplevet gennem seks år, og ved, de sætter livslange spor i et menneske. Det koster en formue, og kræver adskillige års terapi hos Danmarks dygtigste psykolog, at slippe af med dem.

Jeg har ikke børn, for jeg var blevet en elendig mor, men havde jeg haft børn, og havde de gået på Herlufsholm, var de taget ud. Mette Vuns og ikke et sekund senere. Mine børn skulle ikke opleve at hænge med hovedet nedad over en sø i et træ, opleve at skubbe en tegnestift med næsen henad et koldt stengulv, opleve at sove ved et vindue, hvor sne og regn føg ind, opleve at få væltet en seng ned over sig eller – helt vanvittigt – opleve at få en finger stukket op i numsen, mens de sov. Hvad (fanden) er det for noget?

Rektor stillede op i TV Avisen og sagde, at de allerede for nogle måneder siden “havde sat gang i en proces…”. Tjah – så er der ikke meget andet at sige, end at han ikke er sin opgave voksen, at processen ikke har haft tilstrækkelig effekt, at bestyrelsen må tage sit gode tøj og gå og at der straks må andre boller på suppen.

Skjuler adelen dumheden?

Det har været fremme, at de børn, der går på Herlufsholm, måske er dummere end gennemsnittet. I min barndom talte man om “Rige folks dumme børn”. Men det var nok bare en slet skjult misundelse.

Det er nok ikke rigtigt, at de børn er dummere end gennemsnittet og måske er det en helt forfejlet tilgang til de børn, for det er børn, det handler om. Der mangler kildeangivelser, der mangler empiri og måske er det bare ondsindet sladder? Måske er det, hvad man griber til, når man ikke har andre argumenter?

På den anden side: Det er de riges børn, der frekventerer Herlufsholm. Mange er adelige. Kongehusets børn går der også (så længe det varer). Der skabes et lukket miljø, hvor man i ly af forældrenes indtægt og status, kan te sig som man vil. Et modbydeligt præfektsystem, der på jævnt dansk betyder, at den ondskab, man selv har været udsat for, skal videreføres til dem, man pludselig bare qua alder får magt over. Jeg ved med sikkerhed, min psykolog her ville mene, at mit “kompas var rigtigt indstillet”.

Når det er nok at blive ældre og rykke en klasse op, betyder det ikke så meget, om man er dygtig fagligt. Alle skriver p.t. om forholdene på Herlufsholm, faktisk har det næsten fjernet fokus fra krigen i Ukraine… det er da tankevækkende, men ingen skriver om, at Herlufsholm uddanner nogle hammer-dygtige børn/unge, der virkelig kan flytte noget i samfundet. Næh, de kan skubbe tegnestifter og leve med en finger i numsen.

Jeg har større respekt for de børn/unge fra København NV, der stiller op til noget ingeniør-noget og vinder en check på 10.000 kr., fordi de har opdaget noget fantastisk, som de har udviklet og arbejdet med gennem flere år.

Er der et næste skridt?

Ja. Jeg tror på, der sker noget nu, idet både kongehuset ved Kronprinsparret, statsministeren og undervisningsministeren er på stikkerne. Sidstnævnte siger fx, at det er det værste, hun har set, gennem alle de år hun har beskæftiget sig med børn. Men der skal også ske noget. Det er ikke nok, at der står en hændervridende rektor med flakkende øjne, som siger, at de skam satte noget i gang i november 2021. Det har åbenbart ikke virket. “Hvis du gør noget, der virker, så gør noget mere af det. Virker det ikke, så gør noget andet.”

Kronprinsesse Mary arbejde meget med seksuel vold, så hun kan få nok at gøre her. Jeg tror på, hun har nosser nok til at tage affære – og om end ikke andet vil der være en voldsom signalværdi i, at Kronprinsparret evt. tager deres barn og barn in spe ud fra Herlufsholm, fordi forholdene er helt uacceptable.

 

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

/i , , /af , ,

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Ny reformpakke der skal øge “arbejdsudbuddet”

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Sent fredag indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne endnu en såkaldt “reformpakke” der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft ~ blandt andet skal virksomhederne have lettere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft. Det er det store dyr i åbenbaringen lige i øjeblikket.

Når jeg antager, regeringen ikke bryder sig om uddannelse, skyldes det to forhold:

  1. Udflytning af uddannelser betyder i realiteten, at man nedlægger uddannelsespladser og
  2. Markant reduktion af dimittendsatsen

Ad 1: om udflytningen af uddannelser

Danmark er et lille land, der må basere sig på viden, og derfor har vi højt kvalificerede forskere på internationalt niveau, som kan gøre sig gældende i debatten. Mange af dem, sikkert hovedparten, er uddannede i de store byer, og det mener regeringen er et problem. Den har derfor den 25. juni 2021 indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, som kaldes “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Realiteten er, at det bestemt ikke betyder flere uddannelsesmuligheder men derimod færre, som kilderne ovenfor viser. Når der bliver færre pladser på uddannelserne i de store byer, og man fortsat vurderer studieegnethed på baggrund af karaktergennemsnittet fra gymnasiet/studenterkursus/HF, betyder det også, at det bliver sværere at komme ind. Altså: man have et højere gennemsnit. Det medfører atter, at karakterræset på ungdomsuddannelserne øges til hidtil uanede højder. Det er ellers højt nok i forvejen.

Radikale Venstre var i det mindste ikke med i denne aftale, og det klæder dem. Fra gammel tid og fra partiets opståen, hvor det var husmændenes parti, har man satset på uddannelse, og det startede netop med husmænd og folkehøjskoler.

Både min morfar, som var fattig husmand på heden, og hans far var på højskole. Jeg har fundet beviser for, at de frekventerede Rødding Folkehøjskole, som vist nok var den første, der blev oprettet. Jeg ved ikke, hvad de lærte i Rødding, men det er ikke svært at se, at det var banebrydende, at fattige bønder, der var gået ud af landsbyskolen, kunne forøge deres viden. Min morfars egentlige skolegang var meget begrænset, for i hele sommerhalvåret gik han kun i skole om lørdagen. Pasningen af de 54 hektarer med en hel del køer kom i første række.

“Udflytningsplanen”, der også kunne kaldes “Afviklingsplanen”, er vanvittig. Uddannelsesinstitutionerne har fået pistolen for panden: “Flyt ud eller luk”, som er blevet til “Flyt ud og luk”, som eksemplet med Aarhus Universitet viser. Hvad er idéen i at flytte medicinstudiet til Køge, når vi har et velfungerende sådant i København? Hvad er idéen i at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, som går ud over Landbohøjskolen? Det giver ingen mening. Tror man eksempelvis, det er gratis at bygge nye laboratorier? Flytter forskere og teknisk administrativt personale uden videre med? Næh det gør de nok ikke, hvis de er etablerede med bolig, børn, skoler, fritidshjem osv., altså må den enkelte institution begynde forfra med rekruttering og oplæring af egnede medarbejdere.

Regeringen vil ikke bare få de unge til at uddanne sig i de mindre byer. Den ser også gerne, at de, efter færdiggjorte studier, bliver boende i de mindre byer. Imidlertid viser forskning, at det ikke sker. Et andet interessant punkt i den forskning er, at 65  pct. af de unge hjemmeboende under 30 år har mindre end 30 kilometer til et universitet. Er det et problem at flytte sig 30 km. for at tage en uddannelse?

Og hvad er egentlig problemet i, de unge søger til de store byer med et etableret studiemiljø? Af og til peges på, at det er for svært at finde en billig bollig. Jamen så byg da nogle flere kollegier i stedet for at smadre uddannelserne.

Ad 2: om reduktionen af dimittendsatsen

Reformpakken barberer 31,2 pct. af dimittendsatsen, der går fra 13.836 kr. til 9.514 kr. før skat. Det lille regneeksempel herunder viser, at en dimittend vil have 7.482 kr. udbetalt efter skat. Ikke engang i Foulum kan man leve og betale husleje for det beløb.

Nuværende dimittendsats:       13.836
Barberet dimittendsats:          9.514
Månedligt fradrag (50.000 årligt er meget normalt):          4.167
Skattepligtigt beløb:          5.347
Skat 38 pct. (38 pct. er meget normalt):          2.032
Udbetalt efter skat:          7.482
  • Herudover halverer aftalen perioden, man kan modtage dimittendsatsen fra to til et år og
  • aftalen øger fribeløbet, der må tjenes ved siden af SU, så de studerende “motiveres” til at finde studiejobs, der kan give lidt erhvervserfaring. Regeringen og aftalepartierne er tydeligvis ikke klar over, at det er et fuldtidsarbejde at studere. Hvis man skal arbejde (endnu mere) ved siden af studierne, vil det for mange betyde, at karaktergennemsnittet falder. Det øger bestemt ikke chancen for job efter endt uddannelse.

Der ligger en mærkelig logik bag disse tiltag, som Radikale Venstre er med i, nemlig at dimittenderne nok ikke gider arbejde, og derfor må samfundet finde måder at straffe dem, så de får fingeren ud.

Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en lang uddannelse og ikke herefter har et stort ønske om at komme i gang med at bruge den så hurtigt som muligt. Aftalen viser mærkeligt nok ikke tal for, hvor stort problemet med dimittendledighed er, og jeg kan ikke finde noget hos Danmarks Statistik, men Dansk Industri har lavet en masse interessante tal, der blandt andet viser, at blandt de samfundsvidenskabelige kandidater er 80 pct. i arbejde efter et år. Det er selvfølgelig et problem, at en femtedel er ledige i mere end et år – men det kunne jo meget let skyldes, at arbejdsgiverne ikke er begejstrede for medarbejdere uden erfaring.

Da jeg selv blev færdig i januar 1990, var der stor ledighed blandt jurister. Jeg var desperat og søgte alt, for lejekontrakten med kollegiet ville løbe ud, så jeg skulle have et job, så jeg kunne betale en “normal” husleje, hvis jeg altså kunne finde en lejlighed at betale for. Jeg søgte fx også på Grønland. Jeg havde et pænt gennemsnit og mange relevante studiejobs med både forskning og administration, men til samtale kom jeg ikke. Jeg organiserede mig i “Foreningen af arbejdsløse djøffere” og var med til at søsætte et projekt sammen firmaet Manpower, der skulle få især jurister i arbejde. Det gav “forbindelser”, og ad bagvejen lykkedes det langt om længe at finde det første job som kandidat. Men de otte måneders usikkerhed om fremtiden var slet ikke rare.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have gjort rent, slagtet grise, plukket jordbær eller lignende i stedet for at søge relevante jobs. Det ville jeg ikke have problemer med. Men hvilken arbejdsgiver ville være så dum at at ansætte en medarbejder, han vidste ville springe fra, så snart der viste sig et job, der svarede til min uddannelse? Det koster penge at ansætte nye medarbejdere: oplæring og introduktion går fra en erfaren medarbejders produktion. Selvom det er 32 år siden, føler jeg mig overbevist om, at arbejdsgiverne (forståeligt nok) ikke har ændret deres tænkning på dette område. Hvad skulle dog få dem til det?

Samlet set får jeg fornemmelsen af, at regeringen ikke bryder sig om uddannelse.