/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.

/4 Kommentarer/i /af

Corona – regeringen gør det godt

Corona – regeringen gør det godt

Så du også pressemødet i aftes?

Corona – regeringen gør det godt

Der er lang tid, til jeg (igen) bliver socialdemokrat, men derfor kan man jo godt lytte til, hvad de siger. Jeg lyttede fx. til, hvad de sagde på pressemødet i aftes kl. 19:00, hvor de (igen) stillede op med alt det “tunge skyts” i form af Henrik Ullum (SSI) og Søren Brostrøm (SST). Ærligt må jeg dog indrømme, at jeg slukkede for Stephanie Lose (V) og journalisterne, der alle mener, de udgør den fjerde statsmagt og er åh så kloge. Dem gider jeg ikke høre på.

Jeg bliver altid lidt bange, når der er nye pressemøder. Mine tanker går ikke på mig selv men på samfundet, da jeg faktisk ikke mærkede den første (og sidste/seneste?)  nedlukning, der varede fire måneder. Mig generede det ikke. Det betyder bare ikke, at jeg er blind for, hvad det betyder for andre mennesker.

De gør det godt

Jeg kan ikke lade være at mene, at de gør det godt. Det er fagligt og sagligt korrekt; især sådan en som Henrik Ullum fra Statens Serum Institut er ikke bange for at stille sig op sammen med Søren Brostrøm (Sundhedsstyrelsen) og sige: “Vi ved ikke så meget om Omkrikon-varianten endnu, men vi må bruge supervåbenet altså lig vaccinerne, hvis vi skal komme helskindede gennem den vinter, der står foran os.” Det er ærlig snak. At kun otte – eller er det 11? –  der er smittede med Omikron-varianten indtil videre kan jo synes lige gyldigt i de store tals lov, når ca. 4½ million mennesker er vaccinerede med både 1. og 2. stik. Problemet er, at den smitter ad h….. til. U-vaccinerede medarbejdere kan bringe den ind på plejehjemmene, og så er det ude med de gamle. Hvem ønsker egentlig at være skyld i det?

Østrig har valgt den rette vej

Tvang vil altid være den gale retning. Alligevel kan jeg ikke lade være at mene, at Østrig med sin “tvangs-politik” har valgt den rette vej. Hvis fjolserne ikke vil forstå det via den bløde og forstående vej, må vi tvinge dem med ubehagelige midler. Det gælder også hertil lands. Og de har jo altså valget via den bløde og forstående vej. Ingen tvinger dem til tvang, de kan bare gå ned og får første, andet og tredje stik. Det frembyder sikkerhed for både dem selv og deres medmennesker. Der er fx et moment i forhold til vores gamle på plejehjemmene: Hvis medarbejderne ikke sørger for at blive testede/vaccinerede, går det ud over beboerne.

Jeg hørte her til formiddag om en medarbejder i en kirke, der ikke ville lade sig vaccinere og heller ikke ville lade sig teste. Efter min ringe opfattelse er der kun en  vej: den hedder afskedigelse. Hvis Danmark på nogen mulig måde skal komme ud over pandemien inden for en overskuelig årrække, må vi tage skrappere midler i brug.

Bivirkninger?

I dag har jeg for første gang hørt om et menneske, der muligvis har fået længerevarende bivirkninger af en vaccine. Lægerne tør ikke sige noget endeligt, og derfor skal jeg heller ikke fælde nogen endelig dom. Selvfølgelig er det alvorligt, hvis der kan opstå halvsidige lammelser som følge af vaccinen! Det er rigtig alvorligt – men igen de store tals lov: “hvor mange kunne han have smittet i u-vaccineret tilstand?”

Blik til AfD i vores naboland

Alternative für Deutschland (AfD): Her er et stort problem med, at folk ikke lader sig vaccinere, fordi de tror på, at fortiden klarer det for dem! Herre Jemini! Det minder en anelse om den fornylig offentliggjorte undersøgelse, hvor det blev vist, at de fremmedfjendtlige partier stod stærkest i områder, hvor der rent faktisk ikke boede ret mange mennesker med anden-etnisk-baggrund-end-dansk, som det så smukt heder.

 

/i /af

Coronapasset og et stik er en lav pris at betale

Coronapasset og et stik er en lav pris at betale

Jeg så kun forelæggelsen

Coronapasset og et stik er en lav pris at betale

“Så står vi her igen. Med fletningerne langt nede i postkassen” sang Trille på LP’en “Hej Søster” for mange år siden. Vi står ikke helt det samme sted som for et år siden, vi står et langt bedre sted, idet 3/4 af befolkningen er vaccineret, men der er grund til at tage situationen meget alvorligt og at udvise rettidig omhu.

Jeg så kun forelæggelsen og slukkede, da den “kvikke” journalist fra TV2 begyndte at stille “spidsfindige” spørgsmål. Jeg regnede med, at der primært ville komme mere af den slags, og det gider jeg ikke høre på.

Det, jeg så, var en (af-)lang reklamesøjle for vaccinationerne, og jeg synes, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Søren Brostrøm og Henrik Ullum gjorde det rigtig godt. Henrik Ullum havde måske lidt vel mange tal og grafer, når henses til, at det var en TV-transmission, men 25 pct. af befolkningen skal åbenbart have det ind med skeer samtidig med, de kræver et åbent samfund med fravær af mundbind, Coronapas, håndsprit og restriktioner.

Covid-19 klassificeres atter som en samfundskritisk sygdom

Problemet er, at smitten ikke må løbe løbsk, for det sundhedsvæsen, der allerede er i knæ, kan ganske enkelt ikke bære mere. Folk er så trætte. Personalet kan ikke både afvikle pukler og passe mange, mange Covid-syge, når de i forvejen er pressede af ekstra ekstra-vagter. Vi kan ikke forvente mere af dem, der skal passe os på intensiv og i respiratoren! Der er 16.000 nye smittede den seneste uge.

Så smut da ned og få det stik eller to eller tre. Det er at vise samfundssind og tage hensyn til dine medmennesker. Magnus Heunicke sagde det meget præcist: “Deltavarianten er ikke for børn”. Den er ekstremt ubehagelig, og den smitter ekstremt nemt.

Hvis du har nåleskræk, kan du sikkert få stikket hos egen læge og ligge på en briks, eller der kan arrangeres noget andet for særlige grupper med særlige undskyldninger. Mit indtryk er, at sundhedsvæsenet og myndighederne vil gøre alt, der står i deres magt, for at få de sidste med ombord. Og 25 pct. er ganske urimeligt mange, når man indtænker det utrolig flotte og velorganiserede tilbud der er med mange vaccinationssteder, oplysningskampagner osv.

“Supersprederbegivenheder”

I Ishøj blev der afholdt en form for oktoberfest. Der var 80 deltagere, hvoraf 51 blev smittede. Det er en smitteandel på 63,8. Det er vildt og viser, at der er grund til at punke de sidste, og at det altså er sandt, når myndighederne siger, at Deltavarianten er ekstremt smitsom. Der er grund til at lytte til eksperterne, hvis vi ved fælles hjælp ønsker at bevare samfundet åbent. De siger det ikke for at genere os.

Søren Brostrøm er min helt

Det er en lise at høre Søren Brostrøm udtale sig. Han er både ekspert og menneske på en gang. Han forklarede med hele sin faglighed, at vaccinerne altså virker, og at de virker ekstremt godt, men de kan ikke stå alene. De kan naturligvis ikke bryde smittekæderne hos de u-vaccinerede. Nej da. Så dumme er vi heller ikke. Men så længe 25 pct. af befolkningen ikke er tullet ned og fået det lille prik i armen – som ikke kan mærkes, fordi nålen er ultratynd – kan smitten vokse og løbe afsted med samfundet, og det er det, vi for enhver pris skal undgå.

Jeg blev kun en lille smule stødt over, at han kaldte mig “ældre”, fordi jeg er over 50, for sådan opfatter jeg endnu ikke mig selv. Men jeg kan sagtens være bagud (igen). Af en eller anden grund har jeg allerede fået tilbud om tredje stik og selvfølgelig sagt “ja tak” uden betænkningstid, selvom jeg ikke er over 65 år. Jeg skal ikke dø af Covid-19. Der er så mange andre muligheder.

Vinteren synes at komme lidt vel tidligt i år og det sammen med den tilstundende jul bevirker, at vi søger sammen, og det er dejligt, men samfundsmæssigt er det problematisk, hvis ikke de sidste 25 pct. ser at lette måsen. Det gør altså ikke ondt! Kom nu afsted for pokker.

/2 Kommentarer/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Efter fem måneder skete det

3 kvinder med 14 børn er fløjet hjem til Danmark. Det er fem måneder siden, regeringen blev presset af støttepartierne til at ændre holdning og pludselig gerne ville sørge for at hente børn og kvinder hjem til Danmark. Forud for det var man parat til at hente børnene men ikke kvinderne. Du finder en post fra 19. maj i år om samme emne her.

I aftes kom det frem, at kvinderne og børnene er sat på amerikanske militærfly og via omveje flyver til Danmark. Med på flyet er også kvinder og børn, der skal til Tyskland.

De rejste for syv år siden til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. De seneste år har de tilbragt i fangelejren Al Roj i Syrien, eftersom Kalifatet heldigvis bukkede under i 2019.

Både kvinderne og børnene (som der godt nok er mange af) er danske statsborgere.

Retsfølelsen – hvad er op og ned?

Den Danske Ordbog skriver om “Retsfølelse”: “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er“. Det må siges at være en noget kortfattet – omend korrekt – definition på ordet. Retsfølelse er så meget mere.

Flere politikere lavede i aftes opslag på Facebook om, hvor glade de var for, at det endelig, endelig er lykkedes at hente disse mennesker hjem til Danmark. Og Danmark er altså deres hjemland.

Jeg deltog lidt on and off i debatterne. Jeg skrev blandt andet:

Ja de mennesker er jo altså danske statsborgere, så det kan ikke være anderledes, uanset om hr. og fru Danmark bryder sig om det eller ej.
Kvinderne er allerede sigtede efter terrorbestemmelserne og varetægtsfængslede in absentia, så når de lander på dansk jord, skal de stilles for en dommer inden for 24 timer.
Har de gjort noget, der er strafbart efter dansk ret, vil de blive straffede af danske domstole, og det skal de selvfølgelig også.
Jeg håber, der findes muligheder for at finde gode og varige løsninger for børnene, der kun har haft deres mødre som primære omsorgspersoner i årevis.
Det kan ikke være sandt, de skal betale den højeste pris.
*Note*: Hvis du har kommentarer, er du velkommen, men man kan ikke debattere via små figurer, så dem gider jeg ikke have. Du kan sende nogle ord, og så vil du i de fleste tilfælde få et svar. Du får ikke et svar, hvis du bare sviner mig til.
En eller anden fra Dansk Folkeparti skrev, og han er at finde på Christiansborg, jeg kan bare ikke finde kommentaren igen, at det var jo bare ærgerligt for både kvinder og børn, for når de frivilligt var rejst derned, kunne de bare blive der. Så ved man ikke meget om folkeret og internationale konventioner. Er det virkelig tilladt at have den slags dumhed på “borgen”?  Ja – det er det. Sådan er det i et demokrati. Jeg ved det godt.
Uha hvor er der mange, der får deres retsfølelse krænket af denne evakuering. Heldigvis er der nogle få, der får styrket deres retsfølelse ved bevidstheden om, at de pæredanske kvinder retsforfølges af en dansk domstol med danske dommere efter dansk ret. Kvinderne er jo allerede varetægtsfængslede in absentia og stilles straks for en dommer. Og det er allerede sket jf. næste afsnit.

Socialstyrelsen skriver i en pressemeddelelse blandt andet i dag:

“De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Børnene står i en svær situation på grund af deres forældres valg. De skal have den hjælp og støtte, de har brug for – tilpasset det enkelte barns behov. Som i andre konkrete sager og af hensyn til børnene vil der ikke blive orienteret om børnenes tilstand, ligesom der ikke vil blive givet løbende statusmeldinger vedrørende børnenes tilstand og udvikling.”

Pressemeddelelsen kan i sin helhed læses her.

Kvinderne er sigtede efter straffelovens §§ 114 e og 114 j. Begge bestemmelser kan give op til otte års fængsel. Det er altså alvor.

Det dobbelte statsborgerskab

En af kvinderne har dobbelt statsborgerskab, idet hun også er statsborger i et østeuropæisk land.

Følgende er pudsigt: I debatten på Facebook er der flere, der måske har erkendt, at to af kvinderne har vi forpligtelser overfor, men den tredje kunne vi vi det mindste være sluppet for, da vi kunne have afskibet hende til det andet land.

Det er som om folk tænker på mennesker som genstande, der kan skubbes rundt i verden. Hver enkelt, vi kan slippe for, tæller i den positive statistik. Jeg forstår det ikke.

Du finder andre poster om politik og/eller jura her (åbner i nyt vindue).