/4 Kommentarer/i , /af ,

Er befolkningen træt

Er befolkningen træt

Lige p.t. er tonen på Facebook usædvanligt hård

Er befolkningen træt

Jeg er medlem af nogle usædvanligt dejlige grupper på Facebook, og derfor melder jeg mig ikke bare ud. Det drejer sig om to fora om slægtsforskning og en om hjælp til selvhjælp med WordPress og så er der nok nogle, jeg overser i skyndingen.

Hvis det ikke var for disse grupper og nogle søde både venner og “venner”, ville jeg overveje min deltagelse meget kraftigt i hvert fald for en periode. Det skyldes, at tonen p.t. er usædvanligt hård og at folk har mere end svært ved at holde fokus, hvilket jeg finder ulideligt. Det er det, der får mig til at overveje, om befolkningen er træt? Og skyldes en eventuel træthed et år og ni måneder med Corona, som måske lige nu er krydret med angst for Omikron, der vokser eksponentielt (nu har jeg fundet ud af, at det betyder: fordobling af antal smittede hveranden dag)?

Udløst af Rigsrettens dom over Inger Støjberg

Det er 36 år siden, vi senest har haft en sag ved Rigsretten, så debatten har de seneste dage naturligvis drejet sig om den nye dom. De fleste debattører er – ligesom hovedpersonen selv – i det Freud kaldte “benægtelse“. Et andet godt ord for det samme er “fortrængning”.

Selv om Freud er død for længst, har hans forskning og begrebsapparat stadig relevans. Diskussionerne bliver ørkesløse, fordi det kommer til at dreje sig om, at vi, der mener, at Rigsrettens 25 ud af 26 medlemmer har kendt deres bestemmelse og ladet sig lede af juraen frem for politiske anskuelser, mener at gamle pædofile mænd skal have lov til at forgribe sig på småpiger på 12 år. Ja det er som om, vi mener, det er en dansk værdi at legitimere den form for kriminalitet.

Hverken hovedpersonen eller de omtalte debattører har forstået, hvad dommen drejer sig om. Ingen af dem tænker på at læse dommen eller evt. bare gense Thomas Rørdams forlæggelse den 13. december på TV, hvor han klippede ud i pap, hvorfor Inger Støjberg blev kendt skyldig og straffet med 60 dages ubetinget fængsel. Selv udbrød jeg et meget højt “Yes” kl. ca. 13:10. Så er der alligevel retfærdighed til. Så lever vi alligevel i et retssamfund, hvor selv en minister skal overholde lovgivning og forvaltningsretlige grundsætninger om fx partshøring og ikke bare kan opfinde egne regler og administrere efter dem – og ikke mindst presse forvaltningen til at gøre det samme.

Evnen til at holde fokus

En tråd kan starte med diskussion af Rigsrettens dom og eventuelt af Folketingets drøftelser om værdighed eller ej. I løbet af ingen ting drejer den sig i stedet om statsministerens pressemøde om aflivning af alle mink, SMS-beskeder, der er “væk”, en gammel straffesag mod Rosa Lund, “næser” uddelt af tinget osv.

Det kan næsten sammenlignes med, at en person får en bøde for en færdselsforseelse men nægter at acceptere den, fordi der også var en anden, der kørte for hurtigt evt. med slukkede baglygter.

Kun få forstår alvorligheden af en 25:1 dom fældet af Rigsretten. Ordene “historisk” og “markant” er allerede brugt (for) mange gange, så det vil jeg undlade. Det er som om, diverse debatter er drevet af medlemmer af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som uden videre anfører, at så skal Mette Frederiksen også ind og sidde.

De to partier har intet imod kriminelle højtstående medlemmer men ser det som deres ypperste formål at slagte statsministeren. Det er tænkeligt, at hun har handlet ulovligt; i hvert fald har hun fra Folketingets talerstol sagt højt, at det er rigtigt, at der manglede hjemmel til aflivningen af alle mink. Hun vidste det bare ikke, da hun udstedte ordren på pressemødet; altså manglede der forsæt. Det var det, Inger Støjberg havde til overflod. Personhetzen mod Mette Frederiksen er så væmmelig og modbydelig.

Der er nedsat en granskningskommission. Lad nu den gøre sit arbejde færdigt. Hvis den kommer frem til, at der var/er ugler i mosen, må Folketingets medlemmer tage stilling til, om de mener, der skal rejses tiltale ved Rigsretten mod Mette Frederiksen. Hun er – i modsætning til Inger Støjberg – ikke hverken anklaget eller dømt for et eller flere kriminelle forhold. Det er indtil videre kun folkedomstolene på de sociale medier, der har rejst anklage. Også statsministre har krav på retsgrundsætningen om at “enhver berettiget tvivl skal komme den anklagede til gode” (“In dubio pro reo” som ikke står noget sted i lovgivningen, men som uden tvivl gudskelov er både rigtig og gældende i et retssamfund). Ordet “berettiget” er fremhævet, fordi de fleste glemmer det. Måske kan jeg medvirke en smule til påvirkning af den kollektive hukommelse?

Men uanset hvad: diskussionerne mangler fokus, og det er ikke til at holde ud. Og derfor holder jeg mig ude.

Og så er der det med vaccinationerne

En diskussion kan også meget let bevæge sig fra Rigsrettens klare dom til, at Bill Gates har iværksat pandemien, at der er “noget” i vaccinerne, der bevirker, at vi efter dem kan overvåges, at pandemien er en verdensomspændende løgn, at vaccinerne er farlige, at politikernes vacciner ikke er rigtige vacciner men bare saltvand eller evt. slet ikke gives (ledsaget af photoshoppede billeder hvor nålen er retoucheret ud) osv.

Så bliver jeg noget så træt i hjernen – og skriver helt bestemt ikke et indlæg. Man kan lige så godt lade være; de fleste er alligevel faktaresistente. Det er sundere (for mig) at transskribere kirkebøger fra 1700-tallet, hvis jeg ellers kan læse hieroglyfferne.

Folk er meget hårde ved hinanden

Jeg kan ikke lade være at overveje, om ikke angsten for Covid-19, evt. undertrykt og u-erkendt, der nu har varet knapt to år er med til at splitte mennesker ud mod hinanden? Gør det ikke noget ved os, at vi fx. lige nu skal læse om Omikrons fremmarch og se Søren Brostrøm og Henrik Ullum hver aften i TV Avisen opfordre os til supervåbnet og fortælle, at der er så meget, vi ikke ved om den nye variant?

Det er en velkendt menneskelig reaktion at sparke udad – og gerne nedad – når man selv er presset. Og vi er pressede lige for tiden. Jeg tror, det er det, der bevirker, at folk er så hårde ved hinanden og skriver så pokkers grimt til dem, de er uenige med.

Hvad tror du? Har du tænkt over det?

/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.

/4 Kommentarer/i /af

Corona – regeringen gør det godt

Corona – regeringen gør det godt

Så du også pressemødet i aftes?

Corona – regeringen gør det godt

Der er lang tid, til jeg (igen) bliver socialdemokrat, men derfor kan man jo godt lytte til, hvad de siger. Jeg lyttede fx. til, hvad de sagde på pressemødet i aftes kl. 19:00, hvor de (igen) stillede op med alt det “tunge skyts” i form af Henrik Ullum (SSI) og Søren Brostrøm (SST). Ærligt må jeg dog indrømme, at jeg slukkede for Stephanie Lose (V) og journalisterne, der alle mener, de udgør den fjerde statsmagt og er åh så kloge. Dem gider jeg ikke høre på.

Jeg bliver altid lidt bange, når der er nye pressemøder. Mine tanker går ikke på mig selv men på samfundet, da jeg faktisk ikke mærkede den første (og sidste/seneste?)  nedlukning, der varede fire måneder. Mig generede det ikke. Det betyder bare ikke, at jeg er blind for, hvad det betyder for andre mennesker.

De gør det godt

Jeg kan ikke lade være at mene, at de gør det godt. Det er fagligt og sagligt korrekt; især sådan en som Henrik Ullum fra Statens Serum Institut er ikke bange for at stille sig op sammen med Søren Brostrøm (Sundhedsstyrelsen) og sige: “Vi ved ikke så meget om Omkrikon-varianten endnu, men vi må bruge supervåbenet altså lig vaccinerne, hvis vi skal komme helskindede gennem den vinter, der står foran os.” Det er ærlig snak. At kun otte – eller er det 11? –  der er smittede med Omikron-varianten indtil videre kan jo synes lige gyldigt i de store tals lov, når ca. 4½ million mennesker er vaccinerede med både 1. og 2. stik. Problemet er, at den smitter ad h….. til. U-vaccinerede medarbejdere kan bringe den ind på plejehjemmene, og så er det ude med de gamle. Hvem ønsker egentlig at være skyld i det?

Østrig har valgt den rette vej

Tvang vil altid være den gale retning. Alligevel kan jeg ikke lade være at mene, at Østrig med sin “tvangs-politik” har valgt den rette vej. Hvis fjolserne ikke vil forstå det via den bløde og forstående vej, må vi tvinge dem med ubehagelige midler. Det gælder også hertil lands. Og de har jo altså valget via den bløde og forstående vej. Ingen tvinger dem til tvang, de kan bare gå ned og får første, andet og tredje stik. Det frembyder sikkerhed for både dem selv og deres medmennesker. Der er fx et moment i forhold til vores gamle på plejehjemmene: Hvis medarbejderne ikke sørger for at blive testede/vaccinerede, går det ud over beboerne.

Jeg hørte her til formiddag om en medarbejder i en kirke, der ikke ville lade sig vaccinere og heller ikke ville lade sig teste. Efter min ringe opfattelse er der kun en  vej: den hedder afskedigelse. Hvis Danmark på nogen mulig måde skal komme ud over pandemien inden for en overskuelig årrække, må vi tage skrappere midler i brug.

Bivirkninger?

I dag har jeg for første gang hørt om et menneske, der muligvis har fået længerevarende bivirkninger af en vaccine. Lægerne tør ikke sige noget endeligt, og derfor skal jeg heller ikke fælde nogen endelig dom. Selvfølgelig er det alvorligt, hvis der kan opstå halvsidige lammelser som følge af vaccinen! Det er rigtig alvorligt – men igen de store tals lov: “hvor mange kunne han have smittet i u-vaccineret tilstand?”

Blik til AfD i vores naboland

Alternative für Deutschland (AfD): Her er et stort problem med, at folk ikke lader sig vaccinere, fordi de tror på, at fortiden klarer det for dem! Herre Jemini! Det minder en anelse om den fornylig offentliggjorte undersøgelse, hvor det blev vist, at de fremmedfjendtlige partier stod stærkest i områder, hvor der rent faktisk ikke boede ret mange mennesker med anden-etnisk-baggrund-end-dansk, som det så smukt heder.

 

/i /af

Coronapasset og et stik er en lav pris at betale

Coronapasset og et stik er en lav pris at betale

Jeg så kun forelæggelsen

Coronapasset og et stik er en lav pris at betale

“Så står vi her igen. Med fletningerne langt nede i postkassen” sang Trille på LP’en “Hej Søster” for mange år siden. Vi står ikke helt det samme sted som for et år siden, vi står et langt bedre sted, idet 3/4 af befolkningen er vaccineret, men der er grund til at tage situationen meget alvorligt og at udvise rettidig omhu.

Jeg så kun forelæggelsen og slukkede, da den “kvikke” journalist fra TV2 begyndte at stille “spidsfindige” spørgsmål. Jeg regnede med, at der primært ville komme mere af den slags, og det gider jeg ikke høre på.

Det, jeg så, var en (af-)lang reklamesøjle for vaccinationerne, og jeg synes, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Søren Brostrøm og Henrik Ullum gjorde det rigtig godt. Henrik Ullum havde måske lidt vel mange tal og grafer, når henses til, at det var en TV-transmission, men 25 pct. af befolkningen skal åbenbart have det ind med skeer samtidig med, de kræver et åbent samfund med fravær af mundbind, Coronapas, håndsprit og restriktioner.

Covid-19 klassificeres atter som en samfundskritisk sygdom

Problemet er, at smitten ikke må løbe løbsk, for det sundhedsvæsen, der allerede er i knæ, kan ganske enkelt ikke bære mere. Folk er så trætte. Personalet kan ikke både afvikle pukler og passe mange, mange Covid-syge, når de i forvejen er pressede af ekstra ekstra-vagter. Vi kan ikke forvente mere af dem, der skal passe os på intensiv og i respiratoren! Der er 16.000 nye smittede den seneste uge.

Så smut da ned og få det stik eller to eller tre. Det er at vise samfundssind og tage hensyn til dine medmennesker. Magnus Heunicke sagde det meget præcist: “Deltavarianten er ikke for børn”. Den er ekstremt ubehagelig, og den smitter ekstremt nemt.

Hvis du har nåleskræk, kan du sikkert få stikket hos egen læge og ligge på en briks, eller der kan arrangeres noget andet for særlige grupper med særlige undskyldninger. Mit indtryk er, at sundhedsvæsenet og myndighederne vil gøre alt, der står i deres magt, for at få de sidste med ombord. Og 25 pct. er ganske urimeligt mange, når man indtænker det utrolig flotte og velorganiserede tilbud der er med mange vaccinationssteder, oplysningskampagner osv.

“Supersprederbegivenheder”

I Ishøj blev der afholdt en form for oktoberfest. Der var 80 deltagere, hvoraf 51 blev smittede. Det er en smitteandel på 63,8. Det er vildt og viser, at der er grund til at punke de sidste, og at det altså er sandt, når myndighederne siger, at Deltavarianten er ekstremt smitsom. Der er grund til at lytte til eksperterne, hvis vi ved fælles hjælp ønsker at bevare samfundet åbent. De siger det ikke for at genere os.

Søren Brostrøm er min helt

Det er en lise at høre Søren Brostrøm udtale sig. Han er både ekspert og menneske på en gang. Han forklarede med hele sin faglighed, at vaccinerne altså virker, og at de virker ekstremt godt, men de kan ikke stå alene. De kan naturligvis ikke bryde smittekæderne hos de u-vaccinerede. Nej da. Så dumme er vi heller ikke. Men så længe 25 pct. af befolkningen ikke er tullet ned og fået det lille prik i armen – som ikke kan mærkes, fordi nålen er ultratynd – kan smitten vokse og løbe afsted med samfundet, og det er det, vi for enhver pris skal undgå.

Jeg blev kun en lille smule stødt over, at han kaldte mig “ældre”, fordi jeg er over 50, for sådan opfatter jeg endnu ikke mig selv. Men jeg kan sagtens være bagud (igen). Af en eller anden grund har jeg allerede fået tilbud om tredje stik og selvfølgelig sagt “ja tak” uden betænkningstid, selvom jeg ikke er over 65 år. Jeg skal ikke dø af Covid-19. Der er så mange andre muligheder.

Vinteren synes at komme lidt vel tidligt i år og det sammen med den tilstundende jul bevirker, at vi søger sammen, og det er dejligt, men samfundsmæssigt er det problematisk, hvis ikke de sidste 25 pct. ser at lette måsen. Det gør altså ikke ondt! Kom nu afsted for pokker.