,

Bornholm, Bornholm, Bornholm

Dengang da…

Billetten til “Rute 700” er købt med afgang på mandag den 14. maj kl. 16:15. Destinationen er “Bornholm, Bornholm, Bornholm, du er min dejlige ferieø“. Sangen stammer fra filmen “Far til fire på Bornholm” fra 1959. Bussen standser præcist i Aakirkeby, hvor jeg skal af. Her bor mine værter.

Jeg boede på øen fra 12. juli 1978 til 1. august 1980, hvor jeg var 16 år; 9 måneder; 1 uge; 2 dage 🙂 Den dag flyttede jeg til København. Det var et kulturchok af dimensioner at komme fra klipperne i Svaneke og pludselig at stå af linje fem på Nørrebros Runddel og tage bolig på femte sal ud mod en baggård med lokum på trappen, som “kusinen” og jeg delte med naboen. Det var kun mig, der gjorde rent på lokummet. Bad tog vi i De gamles By, hvor vi begge gjorde rent.

Dengang stod man af bornholmerbåden i Københavns inderhavn. Det vil sige, at man stort set stod af på Kongens Nytorv. Jeg husker tydeligt følelsen af at være som en fugl, der kom ud af et bur. Pludselig fik jeg min frihed og kom ud af rollen som Askepot og/eller tjenestepige.

Muligvis var jeg på Bornholm i 2003, men jeg er usikker. Måske husker jeg at sidde i en bus i venstre side på vej til Svaneke fra Rønne kigge ud af vinduet og lægge mærke til den middelalderlige skønhed. Den skønhed var ny for mig, for den ser man selvfølgelig ikke som barn. Hvis dette ikke er sandt, har jeg altså ikke været der i 38 år.

Jeg skal besøge de mennesker, der var mine arbejdsgivere dengang. De havde en stor isenkram på torvet i Aakirkeby. Jeg har truffet dem igen i november 2017, og det gik fint. De er skønne mennesker med overskud, og det var de også dengang. De tog sig meget af mig, og jeg var meget ofte hos dem et par dage ad gangen. Jeg havde vist nærmest mit eget værelse hos dem. De udgjorde et meget vigtigt fristed. De mig.

De synes ikke, de gjorde noget særligt. Jeg synes, at det, de ikke synes var noget særligt, udgjorde en enorm forskel for mig. Det er svært at være 15 – 16 år og alene.

Salomon xa pro 3d trail shoes

Kønne er de ikke – altså skoene!

Vi skal ud at vandre mest muligt, og jeg vil gerne have det rigtige grej. Jeg elsker grej. Jeg havde kun “bysko”, og de egner sig ikke til vandreturen “Hammerknuden rundt” eller til noget som helst andet end turen til Hvidovre Torv nedenfor mine vinduer. Derfor har jeg investeret i et par ordentlige vandresko. De er ikke kønne endsige sexede, men de føles rigtige i størrelse 41½. Sko skal ikke gås til. De skal passe med det samme. Jeg kan heldigvis ikke selv se de fluorisende striber på siden. Ekspedienten mente, de var fine, hvis man vil gå aften/nat. Det er ikke så relevant, men ellers var ekspedient og service fremragende.

Jeg har svigtet turene omkring Damhussøen, fordi jeg ikke havde relevante sko; jeg fik simpelthen ondt i forfoden efter en kilometer i mine ganske fine eccosko. Nu skal jeg have genoptaget min ture!

Det er svært for mig at købe sko, da jeg har nogle ret besværlige fødder. Min (adoptiv-)mor sagde altid, at børnehjemmet gav børnene for små sko på, at det er baggrunden for besværet. Knoglerne formes i vidt omfang i de første leveår, så historien passer sådan set meget godt, idet jeg var på børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup fra fødslen, og til jeg var 2½ og kom til mine nye forældre, der på det tidspunkt boede i Skjern i Vestjylland.

Men altså det åbne “program” byder på:

  1. Hammerknuden
  2. Andre steder – måske Almindingen eller et andet smukt sted
  3. Saltstegte sild med rødbeder og vist nok sennep. Jeg er noget mere forbeholden overfor de røgede sild. Jeg husker dem som havende millioner af ben.
  4. Christiansø med postbåden Peter fra Svaneke. Jeg har boet i Svaneke fra 1. december 1978 til 1. august 1980 men har absurd nok aldrig været på Christiansø.
  5. Hotel Østersøen i Svaneke hvor jeg vaskede op et par somre. Måske kunne jeg også stege nogle frikadeller eller lignende. Jeg ved i hvert fald ret præcist, hvad en “kippande” er.
  6. Hvad vi har lyst til. Mine dejlige værter er åbne overfor alt det, jeg måtte have lyst til!

Jeg tager min kugledyne med – og jeg glæder mig helt vildt. Det skal nok gå!

, , , , ,

Bloggens fødselsdag

12 år

Bloggen fylder i dag 12 år, og jeg spørger mig selv, “hvor er alle drømmene…” (en schlager med Maria Stenz fra 1973)? Jeg ved det ikke, og måske er det også ligegyldigt. Faktisk kan jeg ikke huske at have haft drømme. Måske er det også bedre bare at leve her og nu?

Posterne har været kopieret adskillige gange mellem forskellige databaser, platforme og CMS’er, og på en eller anden måde er meget fra de første år gået tabt, så der kun vises en fejlbesked. Google bryder sig ikke om den slags. For et par uger siden gjorde jeg derfor kort proces og slettede alt fra 2005 og 2006. Det er bedre sådan.

Jeg har meget glæde af at skrive, at prøve at lave pæne sætninger og finde de helt rigtige ord. Herudover medfører bloggen et virtuelt fællesskab. De blogs, jeg følger, har jeg fulgt i årevis, og nogle af forfatterne har jeg sågar mødt. Det har været hyggeligt. Pudsigt at træffe mennesker, man kender ret godt, uden nogensinde før at have mødt dem.

Bloggen er også et værn mod ensomhed. Føler jeg mig ensom, hiver jeg mig selv op med hårrødderne og skriver et indlæg. Det virker godt. Måske kan man kalde det endnu en kompenserende strategi?

Den seneste periode har budt på en del erindringer. Det er godt at dele dem, også selv om det er tydeligt, at mine kære læsere ikke ved, hvad de skal svare. I forbindelse med mit helhjertede forsøg på at skrive en bog, har flere spurgt mig, om jeg gør det for at blive klogere på mig selv. Det korte og klare svar er “nej, for det er jeg allerede blevet”. Det seneste års tid har virkelig rykket på den front. Det er i sig selv fantastisk.

Tanzania 2010

Dagens slideshow (og så har jeg vist heller ikke flere billeder at gøre godt med) bygger på en rejse til Karagwe stift i Tanzania i 2010, hvor jeg deltog i en mellemkirkelig rejse for at opleve, hvordan et evangelisk-luthersk kirkesamfund fungerer langt pokker i vold, et sted hvor alle jordvejene er røde.

Der er måske lidt vel mange tomater, med den røde farve gør sig så godt på billeder. Herudover er det slående, hvor mange farver der er på alle mulige dagligdags ting.

Musikken er Dire Straits’ “You are so far away” fra albummet “Brothers in arms” fra 1985. Slideshowet varer 4:46 minutter.

God fornøjelse hvis du kigger med.