Der er en saerlig stemning foer en bestigning.
Er det medbragte toej rigtigt? Hvor koldt vil der vaere paa toppen? Hvor stejlt er det? Kan jeg klare det? Kommer jeg med helt til toppen eller er det mig, der bliver sat af? Hvor meget vand, skal jeg bringe med? Kan jeg sove tidligt nok i aften? Er min sovepose varm nok? Klarer mine knae strabadserne?
Jeg tror, de fleste taenker lidt som mig, for stemningen er “tense”.
En lille Update til jer skrevet på iPhone, så det vil skorte på stor lyrik.
Hanoi er i den grad blevet motoriseret; der er næsten ingen cykler mere, men millioner af scootere i en endeløs strøm, hvor jeg de første fire timer næsten ikke tør krydse gaden. Men pludselig kommer følelsen “det er fedt!”
Jeg rejser med Topas i en gruppe på 12, og allerede i flyet til Singapore har vi sludret lidt. Alle er super søde og alle hjælper hinanden med alt.
Halvandet døgn i Hanoi og så har jeg også fået nok byliv – havde helt glemt min gamle konklusion: Asien larmer! Det passer mig glimrende, at vi den 24-12 kl 20 tager nattoget de 280 km nordpå til Lao Cai. Viet Nam railway uddeler generøst nissehuer, og vi hygger og snakker til kl 22. I køjen til kl 5, hvor der er hvid the (smager dejligt -slet ikke af the), og vi bliver hældt af på Lao Cai.
Morgenmad et dejligt sted med mulighed for at få lidt vand i hovedet og en tandbørste i kæften. Det er tid at sende jer derhjemme en glædelig jul-SMS, men julen er surrealistisk her. Måske er det sådan jeg skal gøre: tage hele den fine december hjemme og så rejse, før det går løs?
Vi startede med at køre op og se grænse til Kina blive åbnet kl 7. Vietnameserne løb alt hvad deres små ben kunne holde med højtbelæssede cykler med kul, grøntsager og andre varer for at blive dagens første og måske at gøre den bedste handel i dag.
Videre til et fascinerende marked hos hmong-stammen (14 mio. mennesker i Vietnam tilhører en Hill-Tribe). Alskens varer faldbydes; jeg nøjes nu med 12 clementiner til 10.000 Dong (3 kr).
Vi kører længere ud i ingenmandsland og starter to timers vandring til madpakke-stedet. Her er så smukt og grønt, solen skinner gennem disen og vi skulle så alligevel have haft solcreme på; men vi kommer lige fra Danmark og har glemt konceptet Sol!
Efter frokost en dejlig bådtur på floden. Jeg elsker at blive transporteret fra punkt A til punkt B og bare sidde at kigge ud på sceneriets.
Chaufføren henter os efter at tolv danskere har tømt endnu et lille sted helt for alt, hvad der ligner kaffe. Vi kører to timer op i bjergene ad smukke serpetinerveje med risterasser til begge sider. Der er 1600 højdemeters forskel og pludselig er det både mørkt og koldt.
I Sapa har vi det mest fantastiske hotel og et bad og rene sokker mv gør underværker. Fantastisk vietnamesisk mad og ditto kaffe – og en bæogpost skrevet med skælvende fingre (kulden) og jeg er klar til at ønske godnat på denne første juledag 2009. God jul derhjemme. De næste to dage byder på Mountainbike – gad vide hvordan det vil gå?
Nyeste kommentarer