/3 Kommentarer/i , /af ,

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

headspace spørger "Hvad kan vi hjælpe dig med?"

Poul Nyrup om headspace

headspace spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Jeg har hørt Hjernekassen på P1 fra den 3. december 2024, hvor Poul Nyrup fortæller om headspace. Det er faktisk anden gang, jeg hørte udsendelsen, for jeg elsker at høre på Poul Nyrup. Han er menneske før system, og jeg er herudover gammel nok til at huske “Stuerene, det bliver I aldrig”.

Jeg har haft en oplevelse (herom til sidst), der aktualiserede hans helt centrale tilgang: Når en ung henvender sig i headspace er det første, den frivillige spørger om “Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Man siger, at 20 pct. af de unge mistrives, men det betyder ikke, at de hører til i psykiatrien, de hører til i headspace, for det er ikke en sygdom at være ked af det, faktisk er det lige så naturligt som at være glad. Livet er ganske enkelt ikke en perlerække af succeser, men det har vi på en eller anden måde fået bildt dem ind.

Problemet er, at vores samfund har indsnævret normalitetsbegrebet så meget, at det næsten er umuligt ikke at falde uden for. Det øger presset på ventelisterne så meget, at de unge, der virkelig har behov for psykiatriens eksperter og vildt dygtige medarbejdere, må vente urimeligt længe på at få hjælp.

Fokuserer vi mere på det forebyggende arbejde, kan det være med til at løse ventelisteproblemerne.

Når headspace opgør, hvad de unge henvender sig om, er det:

  1. Relationen til forældrene
  2. Bøvl med kærester og venner
  3. Problemer med at få hverdagen til at hænge sammen
  4. Selvværd – de trænger til at høre “Du er god nok”
  5. Angst – men uden at det er patologisk – herunder angsten for fremtiden

20 pct. af de unge, der henvises til psykiatrien, hører slet ikke til der, for de er ikke syge, de trænger “bare” til nogen, der spørger “Hvad kan vi hjælpe dig med?”.

Henvisningen til psykiatrien udløses ofte efter at to eller flere kommunale tilbud er gået helt Anders And, og sagsbehandleren nu ikke kan finde på andet. De skal henvises til headspace, længe før “systemet” sætter ind med kommune og psykiatri. Man er ikke enten rask eller psykisk syg – der er også noget midt imellem.

Poul Nyrup havde en skøn sætning: “Diagnosen er en ‘overfrakke’, men hvem har overfrakken på?”

De store valg

Noget af det, de unge er bange for (men ikke patologisk angste) er fremtiden og uddannelsesvalget. Vi har på en eller anden måde fået bildt dem ind, at det første valg ikke er førstevalget, og at de ikke kan vælge om. Men selvfølgelig kan de vælge om senere, hvis det viser sig, at de aldrig skulle have været jurister men hellere elektrikere. Det er ikke en katastrofe at måtte vælge om.

Selv husker jeg i min barndom/ungdom at sidde alene på værelset og bladre i bogen, der hed “Hvad kan jeg blive?”. Jeg var simpelthen så bange for at vælge forkert. For det første var det noget, man løbende skulle have talt om i familien, så jeg ikke skulle sidde alene, og så var der nogen, der skulle have sagt “Du kan altid vælge om”. Og der var heller ikke nogen, der sagde “Du er god nok”. Det havde nu været rart.

Jeg havde været i erhvervspraktik som apoteksassistent på Nexø Apotek, hvor jeg i en uge betjente den maskine, der spyttede Kodimagnyl ud. Det næste år var jeg i erhvervspraktik som agronom på Bornholms Landøkonomiske Forening. Jeg kunne ikke se mig selv i nogen af rollerne. På den anden side set kunne jeg heller ikke finde på noget andet.

Jeg blev jo så af mange årsager jurist. En af dem var, at det var den korteste akademiske uddannelse, man på det tidspunkt kunne tage, og der var kun mig til at betale studiegælden, da der trods alt var grænser for, hvor meget jeg kunne arbejde ved siden af. I virkeligheden skulle jeg jo have været cand. polit., men arbejdslivet tilbød ved tilfældigheder alligevel helt de samme opgaver, bare man havde en længerevarende uddannelse. Der var en medarbejder i sekretariatet, der døde, og jeg fik et vink med en vognstang om at søge det ledige job, fordi vicedirektøren havde fået øje på mig. Det blev vejen fra de kirurgiske arbejdsskadesager til tal og analyser.

En anden årsag til juraen var, at jeg var optaget af, at der er noget, der er rigtigt, og at der er noget, der er forkert, det gælder både indenfor og udenfor straffelovens rammer. Jeg var optaget af store spørgsmål så som retfærdighed og resocialisering. De spørgsmål drøfter man her 40 år efter stadig, og folkestemningen viser, at man ikke er kommet meget længere …

“Hvad kan vi hjælpe dig med?”

Det, der fik mig til endnu en gang at lytte til Poul Nyrup om headspace, var, at jeg min kontaktperson i Distriktspsykiatrien havde tilbudt mig en samtale med deres recoverymentor, fordi jeg søgte hjælp til at prøve at udbygge mit netværk. Det er jo ikke kun sundt at være så meget alene, selvom jeg faktisk trives godt med det.

Når jeg får et tilbud, siger jeg da selvfølgelig “Ja tak”, da jeg mener, det ville være dumt andet. Det kunne jo være, han kunne byde på noget godt.

Han talte vældig meget om sig selv, og først i det 29. minut ud af i alt 36 spurgte han “Hvad vil du gerne”?.

Det var efter min mening helt Anders And. Og jeg er blevet bedt om en evaluering af mødet, og der har jeg tilladt mig at være ærlig og sige, at de måske i enheden skulle tale om, at det ville være godt, hvis han vendte sin proces om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

En sag om mulig erstatning

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Nu får jeg sikkert på puklen for at prøve at se sagen lidt fra en anden side – men det klarer jeg nok.

I september 2024 meldte Psykiatrien i Region Midtjylland ud, at man var klar til at starte gennemgang af 1.614 journaler med henblik på at vurdere, om patienterne muligvis kunne være erstatningsberettigede efter at have været behandlet af den overlæge, man har fyret.

I går den 29. januar 2025 oplyste Jakob Paludan, Lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Midtjylland, at man lukker gennemgangen efter at have gennemgået 555 sager, hvor ca. halvdelen vurderes at have ligget “Under lægefaglig standard”.

Noget af det, der har været fremme i sagen er, at journalføringen har været under al kritik. Jakob Paludan begrundede desværre ikke, hvorfor man stopper gennemgangen. Min tanke er, at når journalføringen har været det rene Anders And, så kan en begrundelse være, at det simpelthen ikke giver mening at sidde og læse de resterende 1.059 (1.614 – 555) sager. Det ville da egl. være ret logisk.

Så er det rent faktisk ret fornuftigt i stedet at bruge ressourcerne på at hjælpe de patienter, der har en fornemmelse af, at “Her er vist noget galt. Jeg vil søge om erstatning”.

Billedet herunder stammer fra TV Avisen den 29. januar kl. 18:30:

Svigter psykiatrien i Region Midtjylland patienterne?

Jane Alrø Sørensen, generalsekretæren for “Bedre Psykiatri”, udtalte i TV Avisen, at der er tale om meget forpinte mennesker, der har så få ressourcer at de ikke selv kan søge om erstatning eller klage.

Det har hun måske nok ret i, men det gør jo stadig ikke, at det giver mening at gennemgå 1.059 sager, hvor journalføringen har været så mangelfuld, at man ikke bliver klogere af læse journalerne.

Jeg synes, at det er en temmelig enøjet tilgang til sagen.

Vi er fortsat i kontakt med patienterne

Jakob Paludan argumenterede med, at man ikke overlader patienterne til sig selv. En meget stor del af patienterne er man fortsat i kontakt med, fordi de stadig er psykiatribrugere.

Og det kan jeg jo selv skrive under på: Et forløb i psykiatrien er typisk langvarigt, fordi man ikke med et fingerknips bliver rask, når man har en psykiatrisk diagnose. Det er typisk et årelangt samarbejde mellem patienten og behandlerne.

De patienter, der stadig kommer i psykiatrien, kan jo spørge deres kontaktperson(er), sygeplejerske(r) og læge(r). Og måske vil disse behandlere af egen drift sige til patienterne “Jeg synes, du skal søge om erstatning”, for de ved jo typisk, hvad der er foregået, selvom det ikke står i journalen. De har jo været sammen med patienterne i kortere eller længere tid. Og lur mig om der ikke er nogen af dem, der faktisk kunne finde på at give en hånd med ansøgningen!

Hvis jeg tænker tilbage på mit eget forløb og nogle af de medarbejdere, jeg har truffet et utal af gange, kan jeg godt udpege nogle stykker, der ville hjælpe mig, hvis jeg havde behov for det.

Jane Alrø Sørensen taler faktisk lidt ned til patienterne, når hun evt. ikke forestiller sig, at pateinterne kan finde ud af at spørge, “hvordan skal jeg gøre?”, når de har fået det vejledningsbrev, regionen vil udsende til samtlige patienter, der måtte være berørte. Fordi man er psykiatribruger, behøver man jo ikke at være specielt dum.

Endelig oplyste Jakob Paludan, at man har oprettet en hotline, hvor bekymrede patienter er mere end velkomne til at henvende sig.

Anders Heissel – DR Nyheders Sundhedsanalytiker

Ander Heissel gengav kritikløst en patients udsagn om, at regionen løber fra ansvaret. Han oplyste, at dette kan blive en af de største erstatningssager sundhedsvæsenet har oplevet. Den kan muligvis blive på niveau med Coronasagerne.

Patienterstatningen vurderer, at mange hundrede vil søge, hvad de så end bygger det på. Og at man søger om erstatning, betyder jo ikke, at man også vil være erstatningsberettiget!

Det er altså nemt at være “de gode” i en sag som denne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Psykisk sygdom er typisk (også) kronisk

Endnu en gang er psykiatrien udeladt

Regeringen har præsenteret et omfattende reformudkast på sundhedsområdet. Der er flere formål med reformen, og professor emeritus Syddansk Universitet, der har forsket i sundhedsvæsenet i 45 år, Jes Søgaard siger til ugeskriftet, at han er:

overrasket over, hvor ambitiøst et reformudkast, der ligger på bordet nu.

Og det er selvfølgelig positivt. Noget af reformen drejer sig ifølge både statsministeren og sundhedsministeren om, at man vil sørge for at sende lægerne derhen, hvor patienterne er mest syge. Det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren anviser arbejdsstedet, så det er vel ikke så overraskende?

Man taler hele tiden om, at man med reformen løser problemet med kronikerne. Jeg har lyttet og læst mig til, at at det drejer sig om kronikerne på det somatiske område (kol, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter, diabetes 2 og cancer).

Har man en psykisk sygdom, er man typisk også kroniker. Man kan måske behandles til et acceptabelt niveau med medicin, ECT og/eller i Distriktspsykiatrien/F-ACT, men det går aldrig helt over. Man kan aldrig sige »Nu er jeg rask!«. Det vil altid være tilstede i en eller anden grad. Man vil altid skulle følges på en eller anden måde. Når vi møder hinanden spørger vi derfor altid »Hvordan går det? Hvordan har du det?«. Om det samme gør sig gældende på det somatiske område, ved jeg ikke.

Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan det lykkes regeringen gang på gang at udelade psykiatrien?

De tro partisoldater

Jeg drøftede spørgsmålet på Facebook med en af de tro partisoldater fra en af regionerne. Hun skrev »Psykiatrien kommer senere«, men da jeg spurgte, hvornår »senere« var, fik jeg ikke noget svar.

Hvad med 10-årsplanen?

Jeg er ved at være træt af at gentage mig selv, men det fremgik af regeringsgrundlaget fra 2019 side 18 og 19, at der skulle udarbejdes en 10-årsplan for psykiatrien. Det er altså fem år siden.

I begyndelsen af maj 2022 spurgte Pia Olsen Dyhr (SF) i statsministerens spørgetime, hvor 10-årsplanen blev af. Merete Nordentoft kommenterede svaret og jeg kommenterede Merete Nordentoft. Og nej vi er ikke blevet raskere af at spille brætspil eller gå til spejder. Og civilsamfundet er ikke videre dygtigt til at behandle os!

Jeg undrer mig stadig over, hvor planen mon bliver af.

Af og til hører man ministeren til pressen glæde sig over et beløb på et eller andet antal millioner til psykiatrien. Det er naturligvis positivt, men er det varige midler eller er det engangsbevillinger? Er det dele af 10-årsplanen, der således udmøntes i dråber hist og pist? Hvem følger egentlig op på 10-årsplanen?

Skyldes det hele, at NGO’erne på det somatiske område er meget dygtigere? Helt konkret: er Kræftens Bekæmpelse meget dygtigere end SIND?

Dygtighed kan selvfølgelig ikke måles i kroner, men ser man på driftsregnskaberne for 2023, var der markante forskelle på indtægterne. Måske kan man måle befolkningens interesse i millioner kroner?

SINDs indtægter udgjorde i alt: 8.863 (dvs. 8,9 mio. kr.) og Kræftens Bekæmpelses indtægter udgjorde i alt: 781.220 (dvs. 781,2 mio. kr.).

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.