/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?

Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?

Der kunne spares en del!

Hvorfor er psykiatri og psykologi adskilt?

Lad det være sagt straks: Jeg er ikke ude på at spare. Jeg er bare ude på at bruge pengene bedre og på at brænde min sociale indignation af.

I TV Avisen i morges kl. 7:00 blev det oplyst, at Region Hovedstadens Psykiatri i 2022 havde brugt 71 mio. kr. på vagter/mennesker, der skulle være med til at forebygge, at tvang skulle blive en løsning og at sikre, at alle patienter har det sikkert og trygt, mens de er på afsnittet. Det er naturligvis et ædelt formål.

Her er der et korps, der vist kaldes “forebyggelseskonsulenter” eller sådan noget. På 808 har de heldigvis ikke noget at give sig til; lidt som alle de andre, der leder efter en ledig patient. Hvor meget egentligt uddannet personale kunne vi få for de penge?

Højt sat får en offentligt ansat, erfaren psykolog vel ca. 500.000 kr. (Det er nemt at regne med). Altså kunne vi have fået minimum 142 unge “Sofie’er” for de 71 mio. kr. Behovet for vagter ville selvfølgelig ikke forsvinde som dug for solen, men gad vide hvor meget behovet kunne reduceres, hvis man pudsede nogle Sofie’er på de mest udsatte/de dårligste?

C og jeg røg en af dagens utallige smøger, mens vi talte om det fuldkommen absurde i, at det er kropumuligt at skaffe en psykolog på dette kæmpe psykiatriske center (PC Glostrup på Brøndbyøstervej). C har fået tilbuddet om psykolog, og det er dejligt for ham. Jeg mis-under ham ikke; jeg under ham det godt.

Jeg klarede mig selv, og jeg har en skarp og dygtig psykolog at vende retur til, som tilfældigvis også orker at hjælpe med en henvisning i samarbejde med min egen læge – helt uberørt af min menneskehånd. Men jeg måtte selv finde ud af det, da jeg gav op her. Der var faktisk en medarbejder, der sagde til mig “Det er fantastisk, at vi i det hele taget har en psykolog her nu. I lang tid havde vi ingen”. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle med den information. Jeg fik jo hverken flere eller færre samtaler af den grund.

Men hvad med alle dem, der ikke har en at vende tilbage til, og som ikke kan få et tilbud, fordi den stedlige psykolog har meget travlt? Hvad med alle dem på kontanthjælp med et rådighedsbeløb på fx 2.200 kr.? Hvad med alle dem på en førtidspension, der ikke er suppleret af en arbejdsmarkedspension på grund af en mangeårig opsparing fra arbejdsmarkedet. De unge over 30, der aldrig har været på arbejdsmarkedet? De kan ikke betale en privatpraktiserende psykolog! Og kan de betale, siger ingen, at problemerne er løst på de 12 gange, der dækkes af en henvisning. Ikke alle praktiserende læger er lige dygtige til at opdage de yderligere henvisningsårsager.

Og hvad hvis de kan betale, men ikke evner at finde en god og erfaren med kort ventetid? Hvad med dem? Hvor længe skal de optage en dyr hospitalsseng?

Der er altså et eller andet, der er helt skævt.

Tænk hvis Region Hovedstadens Psykiatri kunne fremtrylle nogle psykologer?

Hvad er det, der gør, at vi anser psykiatri og psykologi som to inkommensurable størrelser? Hvorfor hænger tingene ikke sammen? Skal vi virkelig rive psykiatrien ned og begynde forfra for at skabe den nødvendige sammenhæng? Det overvejede jeg engang sammen med en medarbejder ansat i psykiatrien.

Decideret psykisk sygdom kan selvfølgelig ikke helbredes ved hjælp af en psykolog – en psykopat er og bliver vel en psykopat(?) – men jeg har endnu aldrig mødt en medpatient, der ikke også rummede problemstillinger, som en psykolog kunne afhjælpe.

Jeg har selv adskillige gange oplevet, at den egentlige sygdom blev lettere ved psykologens hjælp. Da jeg for flere år siden var “nærpsykotisk” eller “psykosenær”, lyttede hun til mine tanker og turde se billederne fra mit indre skærmbillede sammen med mig. Det var modus operandi, død, begravelse, de få gæster og salmerne osv. Depressionen blev lettere, da den fik lov at tale. Der er helbredelse bare i at sætte ord på.

  • Hvor meget ville den gennemsnitlige liggetid falde, hvis man “investerede” i psykologer?
  • Hvad ville besparelsen udgøre i mio. kr.?
  • Hvor store udgifter til medicin – og håndteringen af den – kunne spares?
  • Hvor meget ville den gennemsnitlige psykiatribrugers gennemsnitlige levetid øges? (Lige nu dør vi gennemsnitligt 10 – 15 år før andre)
  • Hvor mange selvmord kunne forebygges? Her i landet har vi ca. 600 selvmord årligt. Tallet har ligget ret fast i årevis. Man ved, at halvdelen af de mennesker, der vælger selv at slutte livet, har en psykiatrisk diagnose. Men selvfølgelig ved man ikke, om der var kausalitet – og man kan jo ikke spørge. Det er for sent.

Der er meget, man skal selv. Hvad med de, der ikke kan?

C havde fra sin søster tilfældigvis hørt lidt om et skrivekursus for psykiatribrugere, og vil spørge hende til detaljerne.

Han skriver også – og han gør det virkelig godt –  måske er vi i målgruppen? Måske er det noget, der stadig findes, eller er det det to år gamle projektforløb på Digevej på Amager (“Rewritalize”)? Hvor henvender man sig? Hvorfor skal vi selv finde ud af det ved et tilfælde? Hvorfor bliver det ikke sagt højt, når vi er to, svarende til lige knapt 20 pct. af patienterne på dette afsnit, der elsker ord? Hvorfor ligger der ikke en flyer om det? Evt. til højre for menukortet fra den clearede pizzamand.

Er det fordi, hverken han eller jeg passer til automatskuffens “løsninger”? Hvis svaret er “ja”, hvor går vi så hen? Hvad med dem, der ikke tilfældigvis har en søster, der har set et billede af Tordenskjold?

C havde også spurgt om at få en samtale med socialrådgiveren. Svar “Jeg sender lige en mail til xyz”. Xyz må vel så bruge al sin tid på at besvare mails og i svarene skrive “Jeg tager mig kun af akutte henvendelser”. Det kunne vel egl. laves som et autosvar?

Det var det, jeg ventede 14 dage på at få at vide og at jeg i øvrigt skulle henvende mig i Distriktspsykiatrien. Det gjorde jeg, men jeg tror, min kontaktperson har ferie (og det er hun i sin gode ret til). Da jeg ikke orkede at vente længere på ingenting, bryggede jeg selv en skrivelse sammen til kommunen, da jeg endelig fandt ud af hvilken afdeling, jeg skulle henvende mig i.

C og jeg klarer os nok – om end ikke andet kan vi vel hjælpe hinanden? Han har søsteren og jeg kan §§. Men hvad med dem, der går rundt i deres egen boble? Har socialrådgiveren mon tid til dem? Skal de også selv finde ud af det? Har kontaktpersonerne tid til at støtte dem?

Som man siger inden for økonomisk teori: “Det vender den tunge ende nedad”. Alle de problemstillinger, jeg har berørt her “vender den tunge ende nedad”.

Har man ikke en akademisk uddannelse, tabes man? Eller samles man mon netop op af automatskuffens løsninger? Er svaret “ja”, er det selvfølgelig godt! Det mener jeg virkelig, og så er de gode for nogle.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Onkologi versus psykiatri 2

Onkologi versus psykiatri 2

Diskussion med en tidligere kræftpatient

Onkologi versus psykiatri 2

Dette er artikel nummer to om onkologi versus psykiatri. Den første artikel finder du her.

Så lærte jeg også det: Jeg skal ikke diskutere psykiatripolitik med en tidligere kræftpatient! Det går bare galt.

Vi diskuterede, om det var rimeligt, at psykiatrien er blevet lovet (indtil videre er der intet sket, jfr. artiklen i Altinget den 26. april 2023) 4½ mia. kr. i regeringsgrundlaget (se side 18 og 19) til en genopretning. Det mente de ikke, når tarmkræftpatienter ikke bliver behandlet inden for behandlingsgarantien.

Desværre kunne jeg ikke alle tallene fra “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan. Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser” udenad. Men selvom jeg havde kunnet dem, havde jeg ikke kunnet kæmpe mod faktaresistensen.

Jeg bryder mig meget lidt om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden, men den politiske virkelighed er, at der må prioriteres. Og prioritering er valget mellem det ene og det andet. Når man ikke vil være med til en genopretning, betyder det samtidig, at man mener, at psykiatrien for evigt skal halte bagud. Det kan jeg selvfølgelig ikke være med til.

Onkologi versus psykiatri 2Jeg kunne huske, at antallet af psykiatriske patienter er voldsomt stigende, men at bevillingerne aldrig er fulgt med og at den udvikling har været i gang siden særforsorgens nedlæggelse i 1980. Samtidig er der vedtaget tre eller fire kræftpakker. Det skyldes blandt andet, at Kræftens Bekæmpelse er en meget mere slagkraftig patientforening end både SIND, Depressionsforeningen, Psykiatrialliancen og Psykiatrifonden tilsammen.

De var tindrende ligeglade med historikken og mente, at man alene skulle se på den aktuelle status. Igen: inddrager man ikke historikken, accepterer man, at psykiatrien halter bagud, og man mener, at det skal den fortsætte med.

Endnu en gang ønskede jeg, at man kendte årsagerne til de 600 selvmord årligt, hvor det i hvert fald er kendt, at 50 pct. af ofrene havde en psykiatrisk diagnose. Det viser tal fra Center for selvmordsforskning.

Om der er kausalitet mellem diagnosen og beslutningen om ikke at ville leve længere, kan man af gode grunde ikke vide. Man kan jo ikke spørge de 300 døde. Argumenterne var nærmest, at psykiatrien ikke er et vigtigt område, når man kan dø af kræft men ikke uden videre af en psykisk lidelse.

Så gav jeg op. Men skuffelsen sidder stadig i mig, eftersom psykiatrien er mit hjertebarn. Jeg er oprigtigt ked af det!

Fakta hentet fra Pixiudgaven

  1. Psykiske lidelser medfører en markant overdødelighed
  2. Mennesker med psykiske lidelser mødes ikke med samme niveau af kvalitet i indsatsen som mennesker med fysiske lidelser
  3. Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40-50 % af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse
  4. Mennesker med svære psykiske lidelser lever op til 15-20 år kortere end baggrundsbefolkningen
  5. På blot et årti er der sket en stigning på ca. 30 % i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 % i samme periode
  6. Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser er i dag præget af manglende sammenhæng, utilstrækkelig kvalitet, manglende tilbud, væsentlige udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, utilstrækkelig faglig udvikling og forskning, stigmatisering og manglende prioritering
  7. Der er mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige, som har bedre muligheder og rammer for at fastholde og udvikle udredningen og behandlingen af patienterne med høj faglig kvalitet og ambitioner.
  8. I socialpsykiatrien er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte
  9. Mennesker, der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse, har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.

Onkologi versus psykiatri 2

Om tvang i psykiatrien

Det fremgår også af Pixiudgaven, at man siden 2014 har arbejdet målrettet på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien – men man er ikke i mål med det.

Som eksempel tester man p.t. brugen af virtual reality-briller til psykotiske patienter på Psykiatrisk Center Glostrup som et led i at nedbringe brugen af tvang. Det er umådelig positivt.

Af og til er tvang desværre nødvendigt i en kort periode. Et eksempel er, at nogle patienter holder op med eksempelvis at tage den antipsykotiske medicin, fordi de føler sig raske. Og hvem tager medicin, hvis man er rask? Det kan man naturligvis ikke tvinge nogen til! Og det skal man heller ikke kunne. Problemet er, at af og til kan “systemet” så bare vente på, at patienten igen bliver så syg, at vedkommende kan blive indlagt med tvang og medicineret.

Der burde være en mellemvej og mulighed for at gribe ind noget tidligere – ikke mindst af hensyn til patienten selv, da tvangsindlæggelse og evt. tvangsmedicinering er et voldsomt indgreb. Det kræver naturligvis lovændringer, men spørgsmålet er, om det ikke vil være det bedste.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Børn og unges mistrivsel 2

Børn og unges mistrivsel 2

Unge presses vanvittigt hårdt

Børn og unges mistrivsel 2

Denne artikel er en fortsættelse af “Børn og unges mistrivsel”.

Forleden talte jeg med en ung mand på 23 år, dvs. jeg er næsten tre gange så gammel som ham, idet jeg bliver 60 i år (hvilket er lidt skræmmende, men det går nok). Havde jeg været hurtig til at få børn, og havde mine børn også været hurtige, kunne jeg altså have været den unge mands bedstemor …

Han fortalte om sin hverdag:

  • Han er fuldtids bachelorstuderende på RUC
  • Han har deltidserhvervsarbejde i Hvidovre
  • Han har 30 timers transporttid pr. uge, da han ikke har råd til en bolig i København
  • Han har kun fri, når han sidder i toget fra Roskilde
  • Han vil i virkeligheden gerne fortsætte to mere år på RUC og blive kandidat, inden regeringen reducerer det til et år.

Erhvervsarbejde er nødvendigt for at få et arbejde efter endt studie, da arbejdsgiverne vil have mennesker med erhvervserfaring, når de kommer frisk fra fad fra universitetet … Det er sådan set ikke meget anderledes, end da jeg selv læste. Også dengang kom kandidater med relevant erhvervserfaring foran i jobkøen. Nogen sikkerhed gav det dog ikke.

Jeg husker min studietid som hård. Jeg elskede at studere og få ny viden, men fri havde jeg aldrig, da jeg også arbejdede på deltid. Noget af det er dog en erindringsforskydning, idet jeg boede på kollegium og var ret social der, og jeg havde da også kærester. Men studeret blev der.

Som årene gik, blev erhvervsarbejdet mere og mere kvalificeret og relevant. Det var slut med at forsøge at være hjemmehjælper (stakkels de gamle der fik besøg af mig) og at vaske op hos Frelsens Hær på Hørhusvej. Det var noget bedre at være i det daværende “Registertilsynet” og at være forskningsassistent på Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet.

Da jeg talte med ham, fik jeg bare indtrykket af, at kravene er væsentligt større i dag end dengang. Jeg havde da fri; det har han aldrig, og der er ikke meget tid til at studere. Han bruger en masse tid med at føre kalender og planlægge sin tid. Jeg foreslog ham – som en anden bedstemor – at lægge tid ind i kalenderen, hvor der bare står “Fri”. Det var trods alt ikke nødvendigt, da jeg startede på Uni for næsten 40 år siden.

Regeringens påtænkte uddannelsesreform

Er det virkelig i orden at presse de unge så vanvittigt? Svaret er et klart “Nej”.

Psykologen har tit og ofte fortalt om de unge, hun har i sin klinik; de er ved at bukke under af stress, og de spørger hende, hvordan de skal vide, hvad de vil med fremtiden. Det er måske i orden at blive stresset i et job, når man vil have en karriere. Men det skal ikke begynde allerede på studiet.

Det er simpelthen ikke i orden, når nyeste forskning fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.viser, at den væsentligste årsag til mistrivslen er tempo, tempo, tempo. Der er sket en voldsom acceleration på de 40 år.

– Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson, der er en forfatterne bag rapporten.”

Noemi Katznelson peger på, at “acceleration” er den absolut væsentligste årsag. “Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet …”

Stress, angst og depression er folkesygdomme i Danmark, og der er ikke noget, der synes at blive bedre. For de unge på en videregående uddannelse, der gerne vil tage en kandidatgrad, bliver det bare værre, da SVM-regeringen planlægger at reducere den tid man “må have lov” at bruge på kandidatstudiet. De unge skal altså nå det hele på den halve tid.

Den unge mand og jeg blev enige om, at vi ikke kender nogen arbejdsgivere, der ønsker sig unge, der er dårligere uddannede – tværtimod. Men regeringen er på gennemført “uddannelsesbashing” og jagter unge på en videregående uddannelse, fordi man mener, de hellere skulle være blevet smedelærlinge eller lignende.

Forleden skrev en kvinde på Facebook, at de unge er evighedsstudenter og byrder for samfundet, der har “givet” dem en lang uddannelse. Jeg bad om dokumentation og kildehenvisninger for påstandene.

Jeg så, hun sendte et svar, men jeg orkede ikke at læse det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Onkologi versus psykiatri

Onkologi versus psykiatri

I forlængelse af skandalen på AUH

Onkologi versus psykiatri

Jeg ved det allerede: Nu bliver jeg overfaldet af Kræftens Bekæmpelse, kræftpatienter, andre patienter med andre somatiske lidelser, tastaturkrigere på Facebook og mange flere. Men jeg har iført mig rustning.

Lad mig indledningsvist slå fast: Skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH) er fuldkommen utilgivelig. Der bør rulle mindst et hoved og patienterne bør have erstatning. Kunne vi forære dem et længere liv med børn og børnebørn, burde vi også gøre det.

Det kan ikke være sandt, at en region (eller flere/alle?) holder kæft med problemerne og maler et skønmaleri. Jeg har fået stor respekt for sundhedsminister Sophie Løhde, skønt hun – og det resterende Venstre – normalt ikke er min kop te. Hun handler med det samme. Hun er indædt rasende. Hun indkalder straks til møder med alle regioner, så vi kan få løgnagtighederne frem i lyset.

Regionernes formand agerer også. Faktisk står alle relevante aktører i kø for at handle. Og det skal de også, for kræft venter ikke. Alt er godt, bortset fra at vi måske står med en tikkende bombe, vi endnu ikke kender omfanget af.

Men hvad nu hvis det havde været i psykiatrien?

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser

Nogle kræftformer er så aggressive, at patienterne er i risiko for at dø i løbet af kort tid. Det er forfærdeligt, og det er baggrunden for, at der er fastsat maksimale ventetider. Sådan skal det også være.

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser. Jeg har gudskelov mødt masser af spillevende medpatienter i mine år i psykiatrien.

Hos “Center for selvmordsforskning” har jeg fundet dette svar på myten: “Selvmord skyldes psykisk sygdom”

Det er ikke kun psykisk syge mennesker, der begår selvmord. Vi ved, at 50-60 % af de mennesker, der begår selvmord, har en psykiatrisk diagnose. Dette vil så igen sige, at 40-50 % af selvmordene skyldes andre problemer, og det er derfor som tidligere nævnt vigtigt at inddrage såvel sociologiske, psykologiske og kliniske aspekter i forståelsen af selvmordsproblematikken.

Centeret oplyser også, at “Hver dag er der i gennemsnit 2 danskere, som begår selvmord”. Det vil sige ca. 700 – 730 årligt.

Som jeg husker det, tager 600 mennesker årligt deres eget liv. Tallet har været stabilt i en årrække. Psykiatrifonden skriver også tallet 600, der så måske er lidt lavt sat. Det ved jeg ikke noget om, og det eksakte tal er heller ikke vigtigt; lad os tage gennemsnittet, hvilket vil sige ca. 650. Det er 650 for mange, og det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken hvert år.

Når ca. 50 pct. har en psykiatrisk diagnose, svarer det altså til, at ca. 325 selvmord årligt kan have forbindelse til den psykiatriske diagnose. Vi ved det ikke, for vi kan ikke spørge – længere.

Tallet ca. 325 svarer nogenlunde til antallet af patienter med mave- tarmkræft, som AUH ikke indberettede til Sundhedsstyrelsen (SST) fra 01/2022 til 02/2023. Det var helt præcist 293.

Den grimme kamp mellem kræft (onkologi) og psykiatri

Jeg bryder mig på ingen måde om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden – men nu gør jeg det selv. Det er altså bare markant, at når der er rod i onkologien, handler alle, men når psykiatrien er nødlidende, handler ingen. Det gør mig ked af det.

Som gennemgået ovenfor er tallene (måske) sammenlignelige. Størrelsesordnerne er de samme – i hvert fald indtil videre. Jeg ved ikke, om de “fristoverskredne” patienter på AUH vil dø af deres sygdom, og jeg ved heller ikke, om halvdelen af selvmordene rent faktisk skyldes den psykiatriske diagnose.

Fakta er:

  1. I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” for psykiatrien. Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Den har jeg skrevet om her i april 2022.
  2. Den 11. maj 2022 hældte statsminister Mette Frederiksen planen af brættet i spørgetimen. Hun mente, det ville være godt eller måske ligefrem bedre, om vi spillede fodbold og gik til spejder. Der var også noget med brætspil, og der var helt sikkert noget om, at civilsamfundet måtte træde til.
  3. I lang tid skete der herefter intet.
  4. Som jeg læser regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fra medio december 2022, er planen nu fuldt finansieret. I det nye papir “Ansvar for Danmark” står der side 18 og 19: “På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret [Min fremhævning]. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.”
  5. Og nu sker der igen ingen ting.

Hvor længe skal vi vente? Hvor mange skal tage deres eget liv?

Når der er rod i onkologien, er ministeren på banen få dage efter, Danmarks Radio har afsløret, at AUH lurepasser på det groveste.

Vi har indtil videre ventet 14 måneder på, at der sættes handling bag ordene i det faglige oplæg. Pengene var på plads i 12/2022, og forpersonen Merete Nordentoft fra Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) har spurgt ministeren, hvornår vi kan forvente fremdrift. Jeg husker ikke svaret, men det var i hvert fald ikke noget om, at nu rykker vi (sgu).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.