/4 Kommentarer/i , /af ,

De marginaliserede

Jeg læser mange artikler på POV International, der er en relativt ny platform med frie skribenter og uden reklamer. De lever af små private bidrag enten til den enkelte forfatter eller til foretagendet som sådan. Jeg sender af og til en tyver. De skriver om sig selv:

POV International er et samlingssted for talentfulde skribenter med internationalt udsyn og noget på hjerte. Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle debatter – eller omvendt!

Vi har ingen begrænsninger på emner, så længe der er troværdighed og kvalitet bag.

Vores mål med POV International er, at læserne får noget at tænke over, samtidig med at de er godt underholdt.

I dag har de en særdeles velskrevet og gruopvækkende artikel fra virkeligheden. De kalder artiklen “Stemmer fra underdanmark.” Den beskriver det liv man har – eller måske rettere ikke har – når man er omfattet af det “moderne” kontanthjælpsloft. Ingen har hidtil kunnet forklare mig, hvori det moderne består.

Det er rystende læsning. Bidragyderen har en eller anden lidelse, der gør, at hun ikke kan arbejde. Hun har to teenagebørn, hvis værelser hun har lejet ud for at have penge til mad. Nu bor de alle tre på madrasser i stuen. Sønnen er særdeles kvik og får kun 12-taller i skolen, men han bærer på en evig skam, nemlig den at mor ikke kan forsørge sig selv, men lever på en overførselsindkomst. Det fortæller han ikke til kammeraterne.

Artiklen rammer lige ned i min hjertekule, for i to år var jeg hver dag bange for at havne i samme suppedas. Når det gik særlig hårdt for sig inde i mit hoved, frygtede jeg at ende som hjemløs. Psykologen sagde ganske vist, at sådan ville det ikke gå, men den angst kunne hun trods stor dygtighed ikke fjerne.

Af det lille udklip øverst fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside fremgår det, at jeg ville have haft 11.000 kr. brutto pr. måned. Da skatten – som jeg betaler med glæde – sluger ca. det halve, havde der været 5.500 til mig selv. Bare de faste udgifter udgør 8.500 kr. Hvad med mad og medicin? Alene medicinen koster hver uge 300 kr. Hvordan udligne dette månedlige minus? Jeg tænkte på, hvordan andre mennesker bar sig ad, men det blev gudskelov aldrig nødvendigt at grave dybere efter svaret.

Jeg blev reddet på målstregen, og det er jeg taknemmelig for – og stadig meget lettet over.

 

/10 Kommentarer/i , /af ,

Staten som arbejdsplads

Jeg har haft besøg af en rigtig dejlig tidligere kollega. Vi har talt og talt i fem timer, for vores kemi er i orden, og vi har meget at tale om.

Vi arbejdede sammen fra 2000 til 2004 i en statslig styrelse. Vi har begge været dygtige, stræbsomme, loyale, omstillingsparate, robuste osv. – altså alt det man skal for at hænge på i en statslig sektor, der årligt skal fremvise produktivitetsstigninger på mellem to og tre pct.

Og man kan spørge, hvad vi så egentlig har fået ud af det?

Jeg har ikke fået noget ud af det kvarte århundrede, der gik med altid at være på pletten og være “firmaets mand”. Jeg har haft spændende jobs og blevet lyttet til, og det var jo dejligt, men retrospektivt var det ikke godt for mig. Psykologen sagde – og jeg er enig – at meget af mit arbejdsliv sikkert har været båret af manier. Og nu sidder jeg så i et fleksjob…

Vores fælles styrelse er omfattet af regeringens storstilede udflytningsplan, hvor 3.900 arbejdspladser skal flyttes ud i landet – mest til Jylland forstås. Det koster kun en milliard, siger Finansministeriet selv.

Hun er en af dem, der ikke vil med til Jylland, for hvad skulle hun egentlig lave der? Og hendes mand har med sit job ikke mulighed for at flytte med. Så hun er nu efter 25 år afskediget. “Start forfra søster, du er jo kun 59, og hvad er der nu galt med Jylland?” – sådan lyder parolen overfor de statsligt ansatte, der – hvis de har været tilstrækkeligt højt rangerende – kan få en fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement forløb. Det er altså nemt at blive lidt bitter og at have svært ved at få øje på fremtiden.

Jo mere hun fortalte om sin sidste tid derude, om alle fyringsrunderne og om de fire år, der gik forud, jo mere kunne jeg mærke, at jeg er lykkelig over at være sluppet ud af det statslige favntag, hvor alle hypper egne kartofler. Min karriere er forbi, men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Til gengæld jeg er glad og optimistisk, når vækkeuret sætter ind kl. 06 tre dage om ugen. Og jeg er glad for at åbne porten til en arbejdsplads, hvor alle har en mission, og til et sted, som jeg kan identificere mig med. Jeg gør ikke direkte noget for verdens 800 millioner fattige, men jeg kan levere noget FKN har brug for for at kunne hjælpe alle disse mennesker. En lille brik i puslespillet men dog en brik.

Når medarbejderne i staten ytrer sig om, at der er langt til Jylland, er beskeden typisk “tag en tudekiks”. Det er efter min opfattelse et utilgiveligt og ringeagtende udsagn, eller mindre pænt sagt: noget svineri. Regeringens sølle argumenter går på, at der også er dygtige medarbejdere i Jylland. Tåbeligt argument. Der er jo ingen, der desavouerer de jyske medarbejdere!

Der er i den styrelse tale om folk, der i mange, mange år har stået last og brast med den og båret med ved den ene effektiviseringsproces efter den anden. Pludselig kan de ikke bruges til noget længere.

Det var så en af de personlige historier bag udflytningerne. Der er også tabet for kunderne:

Vores styrelse laver højt specialiseret sagsbehandling med både akademikere og HK-ansatte som sagsbehandlere. Vores kunder er primært private virksomheder, der betaler et ret stort gebyr for at få behandlet deres sager. Området er præget af mange internationalt fastlagte tidsfrister og Den Europæiske Union-bestemte processer.

Det tager typisk tre til fire år med sidemandsoplæring at blive kvalificeret til at varetage sagsbehandlingen på egen hånd. Og det gælder for begge faggrupper. Den type sager er et håndværk.

  • Når nu virkelig mange af medarbejderne ikke vil med til Jylland hvad så?
  • Hvordan finder man en ny flok medarbejdere til dette meget specielle sagsområde?
  • Hvordan får man behandlet sagerne korrekt i de år, der går til sidemandsoplæringen er slut og medarbejderne kan klare opgaverne på egen hånd?

 

Kunderne klager, hvis der er fejl, og det skal de naturligvis også. De er jo netop kunder, og de har betalt et højt gebyr.

Sagsbehandlingstiden vil som konsekvens heraf stige ind i himlen – så klager kunderne også, og det er de i deres gode ret til.

 

/19 Kommentarer/i , /af ,

Hej

Jeg bor på Københavns Vestegn i Hvidovre, og her er dejligt at bo, og jeg har boet her siden november 2007.

Vi har mange mennesker med anden etnisk baggrund end dansk – men her er altså ingen vold, voldtægter, slagsmål, knivstikkerier, overfald, indbrud eller alt det andet, som de etnisk danske hadprædikanter prædiker om. Faktisk er her rigtig fredeligt og dejligt.

Jeg færdes meget på Facebook, og jeg er rystet over den forfærdelige tone i asyldebatten fx: “De skal ikke integreres, de skal sendes hjem så hurtigt som muligt”, “Skyd de perkere”, “De voldtager vores kvinder”, “Det er deres skyld, at der ikke gøres noget for de hjemløse, de fattige, de gamle og de syge”, “De tager vores boliger”, “De lorte”, “Smykkeloven viser bare, at det er velfærdsmigranter” osv. osv. (I parentes bemærket blev smykkeloven vedtaget for fire måneder siden, og nu er den for første gang blevet brugt, og der er konfiskeret 79.600 kr., som tilhørte fem personer tilsammen.)

Som et led i det man kunne kalde hverdagsintegration og som min egen lille private protest mod de danske hadprædikanter, er jeg begyndt at sige “Hej”, hver gang jeg møder en kvinde med tørklæde. Jeg har nok sagt hej 50 gange nu, og det er ikke én gang sket, at de ikke har lyst op i et stort smil og kvitteret med et hej. De er nok ikke rigtig vant til det.

Gad vide hvad der ville ske, hvis vi var flere, der sagde hej?

/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Brexit

Alle taler om det – også jeg:

For så vidt angår det europæiske projekt – Den Europæiske Union, er jeg ikke på linje med Enhedslisten. Jeg har altid syntes, at staterne bedre kan løse problemerne (nej ikke “udfordringerne” 🙂 ) i fællesskab end hver for sig.

Jeg er derimod enig med statsministeren i, at der kan være en idé i at skabe et “slankere Den Europæiske Union”. Den Europæiske Union forekommer at være meget langt væk fra den menige vælger, og det er et alvorligt demokratisk problem! – eller måske ligefrem et demokratisk underskud? Det er uheldigt, og det bør der korrigeres for.

Ergo synes jeg også, at den britiske beslutning er meget trist, og bør mane til eftertanke. Marginen mellem de to poler er så lille, at det kan kaldes flertalstyranni og tilfældigheder.

Det vil være en mindre katastrofe, hvis og EL og DF kan opildne danskerne til også at kræve en afstemning om vores forbliven i samarbejdet, og det så resulterer i, at vi ikke vil være med længere. Sammenslutningen “Nyt Europa” har mange gode synspunkter, og jeg fandt denne gode og klare artikel, hvor det blandt andet fremgår at:

Det sker samtidig med, at vi i Europa står over for massive aktuelle problemer. Flygtninge og migrationskrisen, forholdet til Rusland efter annekteringen af Krim, risiko for terrorangreb, overvindelse af den økonomiske krise samtidig med grøn klimaomstilling og genopretning af økonomien i Sydeuropa. Alt sammen problemer, som vi kun kan håndtere i fællesskab.

Jeg synes, at der i citatet mangler noget om, at staterne i fællesskab også bedre kan styrke kampen mod nationalismen, som netop var noget af det, der fik briterne til at stemme “Leave”. Det må være vigtigt fortsat at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er for let at mele sin egen kage og lade de andre rydde op. Det kommer i næste afsnit:

Dertil kan vi lægge en omfattende tillidskrise til det politiske system, der bare fik et hak opad i kampagnen i Storbritannien. Det var jo først og fremmest nationalistiske og nyliberalistiske kræfter, der vandt kampagnen med modstand mod immigration og fremmede som en helt afgørende motor. En helt uhellig alliance, men faktisk den, der præger den nye højrepopulisme overalt i verden. Når den så også forenes med dele af venstrefløjen, står vi som samfund et rigtigt farligt sted.

Noget af det, der samlede staterne i den spæde start kort efter 2. verdenskrig, var ønsket om fravær af krig og det især mellem Tyskland og Frankrig. Tanken var, at hvis de var forenede og forpligtede på et eller flere punkter, ville de ikke så let fare i totterne på hinanden, som det blev set i begge verdenskrige. Vi kan konstatere, at der ikke har været krig i Europa i ca. 70 år. Det tyder på, at medicinen har virket.

Det, der vil være interessant, er en grundig debat om, hvad det er, vil vi have ud af fællesskabet vel at mærke på den præmis, der hedder, at vi gerne fortsat vil være med.