/9 Kommentarer/i , /af ,

SU

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs og Lars Løkke Rasmussen mener, at danske studerende får for meget i SU (Statens Uddannelsesstøtte). En stor del af regeringens “Helhedsplan” skal finansieres af de studerende, alt imens der er skattelettelser til de rigeste.

Samlet set bruger staten omkring 20 milliarder kroner på SU om året. Og ifølge helhedsplanen skal halvdelen af den fremtidige SU udbetales som et lån. Kilde: dr.dk

Regeringen forslår altså lån i stedet.

Da jeg læste fra 1981 – 1990 (studenterkurset er talt med) hed muligheden – for at få en uddannelse – statsgaranterede banklån. Jeg kan ikke huske, hvad gælden lød på, da jeg blev kandidat, men jeg kan tilgengæld huske, at det tog mig 13 år at afdrage gælden trods gode og vellønnede jobs. 13 år hvor jeg ikke kunne foretage mig det samme som dem med de rige og supporterende forældre kunne. Dem var der en del af på jura. Jeg brokker ikke, jeg konstaterer bare, for jeg havde det fint nok. Jeg har aldrig regnet ud, hvor meget banken tjente i renter på, at jeg tog en langvarig universitetsuddannelse. Det var nok ikke småpenge.

Regeringen plejer at sige, at vi skal være et videnssamfund, der skaber forskere, som kan begå sig på den internationale scene. Der er ganske enkelt ikke sammenhæng mellem ord og handling længere – hvis der da nogensinde har været det?

Alle nationale og internationale undersøgelser viser, at hvis der ikke er en rimelig understøttelse af de studerende, er det kun børn af rige forældre, der får en uddannelse. De lavtlønnedes børn eller børn af folk på overførselsindkomster får ikke en chance for at bryde den negative sociale arv.

Kære Lars Løkke Rasmussen – jeg synes, du skulle tænke dette igennem en gang til.

/6 Kommentarer/i , /af ,

6,081081081

225 timer divideret med 37 er lig med 6,081081081 uger. Der er flere decimaler, men jeg gider ikke skrive flere.

De 6,081081081 uger er det antal, som en kontanthjælpsmodtager skal arbejde for ikke at få skåret i kontanthjælpen fra 1. oktober.

Regeringens oprindelige skøn var, at ca. 8.000 mennesker ville ramt af denne regel. Realiteten er, at der er gået varslingsbreve ud til lige knap 49.000 mennesker. Hvordan kan man regne så meget forkert i Finansministeriet?

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside ligger der flere forskellige såkaldte faktaark, der beskriver 225 timers reglen, fx:

“Skærpet rådighed: En 225 timers regel.
Der indføres en 225 timers regel, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde minimum 225
timer indenfor et år. Det svarer til ca. seks ugers fuldtidsarbejde og skal tilskynde
til, at alle bibeholder en tilknytning til arbejdsmarkedet.”

En ugift person over 30 år kan få lidt over 10.000 kr. før skat i kontanthjælp pr. måned. Opfylder han/hun ikke kravet om de seks ugers arbejde, bliver der trukket 1.000 kr. månedligt. Det fremgår ikke, om det er før eller efter skat, men uanset hvad, så er det et stort beløb ud af kontanthjælpssatsen. Jeg vil faktisk mene, at det ikke er muligt at overleve.

En interessant detalje, som man kan finde på borger.dk er, at det skal være helt ordinært og ustøttet arbejde i de seks uger – dvs. at et job i løntilskud ikke medregnes. Så er man da helt sikker på at få lagt de dårligst stillede helt ned.

Mit ærinde her er i virkeligheden at tænke over (og måske få andre til at tænke over), hvordan man skaffer sig seks ugers arbejde?

Hvordan kan man motivere arbejdsgivere til at ansætte folk i så kort en periode? Hvad får de ud af det?

Fra alle de jobs jeg selv har haft, er det min erfaring, at de første tre måneder ikke er en god forretning for arbejdsgiveren – det er nærmest ren tilsætning: man kender ikke opgaverne, man har ikke et netværk, man kender ikke processerne og kan derfor let lave fejl, man kender ikke hierarkiet osv. Den slags essentielle forudsætninger for at kunne klare jobbet tager det tre måneder at komme ind i. Først på det tidspunkt kan man blive en del af virksomheden.

Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg ikke ansætte nogen i 6 uger:

  • Hvorfor pokker skulle jeg gør det?
  • Hvilken benefice ville der være for mig?

 

 

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Gentagelser

Det kan sagtens være, at jeg er langt bagud, og så kan I bare ryste på hovedet, men på det seneste har jeg lagt mærke til, hvor meget interviewofre gentager sig selv.

Jeg ser altid TV-avisen 18:30, og i dag var den indledende satsning lagt på flygtningebørn under 18, der ikke kan finde ud af at begå sig på en festivalplads på Langeland.

Ask Rostrup spurgte Inger Støjberg, hvordan hun forholdt sig til forslaget om en slags “stuearrest” til de unge mennesker. Forslaget kommer fra S og DF. Inger gentog sig selv intet mindre end tre gange, og det var ikke engang forskellige drejninger, ord eller vendinger, nej det var nøjagtige kopier, som man vidst også kan betegne som papegøjesnak. Og selvfølgelig er hun begejstret for forslaget og er åben for alle muligheder.

Hun er blandt dem, der gentager sig selv allermest, men bare rolig – de andre kan også være med. Det er mest markant med politikerne, så det må være noget, de lærer på retorik-skolen. Men andre interviewofre kan bestemt også være med.

Budskaberne bliver altså ikke bedre af at blive gentaget, men det kan selvfølgelig være, folk fatter det lettere efter tredje gang.

/4 Kommentarer/i , /af ,

München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.

Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.

Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.

Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.

Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.

Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.

Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon”, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til

Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.

Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.

Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?

Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.

Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.