---

Statsministeren gør børn og unge raske

Det er ellers Jesus forundt at gøre de syge raske. I Johannesevangeliet (kapitel 5) fortælles det, at Jesus helbredte en mand, der havde været syg i 38 år, ved søen Bethesda i Jerusalem.

Jesus betjente sig af mirakler. Mette Frederiksen betjener sig formentlig af Finansministeriet.

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Det må være sådan, at opfylder man de diagnostiske kriterier, får man diagnosen?

• Har man symptomer på brystkræft, og lægerne finder en knude i brystet, skal man vel behandles på den bedste måde?
• Humper jeg ned til lægen, der siger, at mit ben er brækket, forventer jeg at blive sat sammen på den bedst mulige måde.

Nu har statsministeren fået den idé, at det simpelthen er for dyrt at drive specialområdet. Derfor skal antallet af børn og unge, der får en diagnose, nedbringes. Det udtaler hun til bladet “Woman”. Pyt med de diagnostiske kriterier og pyt med de børn og deres forældre, der gennemgår et mareridt, fordi børnene simpelthen ikke kan gå i skole. De er hverken dumme eller dovne, men de kan ikke udholde de mange sanseindtryk, der typisk er i en almindelig skoleklasse.

Pudsigt nok er det aldrig de somatiske sygdomme, man vil sætte måltal for; det er altid psykiatrien, der må holde for.

“Skolens tabte børn” viser, at vil man spare, skal man bruge penge

I udsendelsesrækken “Skolens tabte børn” fremgår det af femte og sidste episode, at børn, der går helt almindeligt i skole i de ni eller ti år, koster en tiendedel af børn, der skal have et specialtilbud. Når børn skal have et specialtilbud, flytter pengene fra den almindelige folkeskole med over til specialtilbuddet.

Det vil sige, at jo flere børn, der er kommet i mistrivsel og må have et specialtilbud, jo færre penge er der til rest til den almindelige folkeskole, og så er der endnu flere børn, der må have et specialtilbud. Og sådan ruller rouletten; det er et frygteligt loop, som bare kører i det uendelige.

Eksperterne er uenige med Mette Frederiksen

Også i bladet Woman kan man læse, at eksperterne er uenige med statsministeren.

Ekspert 1: Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog og seniorforsker i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet udtaler, at man kan se Mette Frederiksens udtalelser på to måder:

• Den negative udlægning er: Vi må diagnosticere færre, fordi det er for dyrt at hjælpe
• Den positive udlægning er: Vi må investere mere i forebyggelse og bedre rammer i børnehaver, familier, skoler, gymnasier og på arbejdspladser

Det må understreges, at Mette Frederiksen rent faktisk også udtaler sig om forebyggelse i det nævnte interview. Hun siger

Og vi skal altid gøre, hvad vi kan for at forebygge og undgå, at der er børn og unge, der får en diagnose, hvis vi kan undgå det – og undgå den mistrivsel, som der for nogens vedkommende er en følgesvend heraf.

Men statsministeren vrøvler. Det indser man, når man har læst det grundigt et par gange: Man mistrives ikke, fordi man har fået en diagnose. Det er omvendt: man får måske en diagnose, fordi man mistrives.

Ekspert 2: Søren Dalsgaard, klinisk professor og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet siger, at “stigningen i antallet af stillede diagnoser primært skyldes, vi har haft for få ressourcer til at udrede dem, der havde behov for det. Den kapacitetsudvidelse, vi har haft, har gjort, at vi nu kan hjælpe flere. Der er ikke tale om overdiagnosticering. Der er i hvert fald ikke noget i tallene, der peger på det.”

De to eksperter er helt enige om, at alle tal viser, at mistrivslen standses, når diagnosen er stillet. Det kan skyldes, at barnet så får medicin (typisk ved ADHD), målrettet hjælp og et bedre skoletilbud. Og helt banalt kan det skyldes, at barnet og forældrene får en forståelse for, hvem det er.

Billeder fra mit eget liv

Da jeg – engang i urtiden – var barn, havde man hverken opfundet autisme, diagnoser eller barndom. Jeg fulgte naturligvis den almindelige folkeskole, for der var ikke andre muligheder. Der var kun noget, der hed “hjælpeklasse”, men det var for de børn, der havde svært ved det boglige, så der passede jeg ikke ind.

Jeg elskede de boglige fag, men jeg var en idiot til det praktiske og det sociale. Håndgerning, sløjd, formning og frikvartererne var et helvede. Jeg har tilbragt mange frikvarterer på et aflåst toilet, for der kunne jeg være i fred.

I en “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen, som jeg var på alder med, sige følgende kloge ord:

“Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.”

Jeg har passet mit arbejde, indtil jeg blev alvorligt syg og ikke kunne mere.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af

Jeg er ekstremt sendiagnosticeret (jeg var 54 år) med Aspergers syndrom, der er en del af autismespektret, og jeg kan skrive under på de to eksperters udsagn om, at man får det bedre, når diagnosen først er stillet, for så begynder man at forstå sig selv.

Nu er jeg ikke længere bare hende den mærkelige. Jeg forstår mig selv meget bedre, og jeg har indrettet et fantastisk liv på mine præmisser. Jeg er holdt op med at maskere (et fagudtryk som betegner, at autisten forsøger at være “normal”), og alene det har givet et enormt overskud, for det er i længden utrolig ressourcekrævende at lade som om, man er en anden end den, man faktisk er.

Nu fokuserer jeg på mine styrker.

• Jeg er fx god til at se detaljer, og flere bruger mig til at læse korrektur; det er opgaver, jeg elsker.
• Jeg elsker data i tabeller og prøver at blive endnu bedre til fx Excel.
• Som slægtsforsker har jeg meget glæde af detaljefokusset, for ellers går det store puslespil simpelthen ikke op.

Jeg er stadig en idiot til det sociale/det relationelle. Jeg evner fx ikke at smalltalke, for jeg synes, det er organiseret spild af tid. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at blive bedre til, så jeg har tilmeldt mig et forskningsprojekt om socialkognition. Det er sådan et, hvor man enten lander i kontrolgruppen eller i den sjove gruppe, hvor man rent faktisk deltager. De vil undersøge, om man kan få en bedre livskvalitet vha. virtual reality.

Der er absolut intet galt med min livskvalitet, og jeg har ingen problemer med at aflæse andre mennesker (synes jeg da selv), men det, der fangede mig, var:

Vi har udviklet en virtual reality-baseret intervention, hvor man sammen med en terapeut bliver støttet i at begå sig i virtuelle sociale situationer; det kan for eksempel være at smalltalke med andre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.