Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Særloven er sær

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

For Søren da hvor debatten raser. Raseriet skyldes denne aftale af 4. marts 2022 om lovgivning for fordrevne ukrainere. Pressemeddelelsen kan læses her.

Enhedslisten får på puklen blandt andet for at stemme for aftalen, idet den stiller flygtninge fra Ukraine langt bedre end flygtningene fra Syrien i 2015. Hvad pokker skulle Enhedslisten ellers gøre? Skulle vi undlade at hjælpe mennesker ordentligt nu, fordi vi behandlede andre mennesker meget ringe for 6½ år siden? Skulle vi gentage den dårlige opførsel? Jeg kan ikke se det. Det er ikke fordi, jeg synes, regeringen handler korrekt, men de er i det mindste konsistente, når de udtaler, at Danmark pludselig selv er det “nærområde”, de altid har fablet om. Det er da rigtigt.

En dag kunne jeg selv blive flygtning: et forfærdeligt dilemma mht. Ukraine

Måske nærmer den dag sig, for i mine mest pessimistiske minutter/timer/dage ser jeg tredje verdenskrig for mig. I dag læste jeg et godt indlæg fra en Facebook-ven ved navn Anja. Hun rejste dilemmaet: hvor er det godt, NATO viger tilbage fra at sætte støvler og grej på europæisk jord og i Ukraine især. Aktuelt vil NATO ikke etablere et flyveforbud over Rusland.

Jens Stoltenberg var tydeligt bevæget, da han udtalte sig om spørgsmålet. Gjorde NATO det, ville det udløse helt uoverskuelige konsekvenser i Europa og i Ukraine. Vesten ville eskalere krigen. Der skal kun en enkelt galning til at trykke på knappen, der udløser atomvåbnene. Truslerne har vi allerede hørt. De er slet skjulte. Næste gang er det måske mig selv, der bliver flygtning.

Ukrainerne skuffede over NATO

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky er ikke tilfreds med udmeldingen. Han mener, Vesten hytter sit eget skind og lader Ukraine i stikken. Og hans reaktion er fuldt forståelig. Vi kan ikke lade de mennesker, der bor i vores “nærområde” i stikken. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de stakkels mennesker. Og det er dilemmaet. Skulle NATO så ikke agere?

Jeg talte med en veninde om det. Hun sagde helt rigtigt, at hvis dette her udvikler sig til det, vi vist er mange, der frygter, kan ukrainerne helt rigtig sige, at NATO sad med hænderne i skødet. Og lod ukrainerne i stikken. Dette ligner alt for meget starten på anden verdenskrig. Putin minder alt for meget om Hitler. Manden er komplet sindssyg.

Tanker om tid

Krigen har nu varet i 10 dage. Når man ser ødelæggelserne i Ukraine, føles ugen mere som år. Jeg er ikke helt klar over, hvornår anden verdenskrig officielt siges at starte, men det var vel med Tysklands invasion af Polen den 1. september 1939? Og så varede den altså ca. seks år.

Tid er ikke bare tid, når en uge ligner år, og når 1,2 millioner (FN’s tal) mennesker kan nå at flygte på ingen tid. Det er uklart hvor mange flygtninge, der forventes til Danmark. Regeringen regner vist med omkring 20.000 – men er åbne overfor måske 100.000. Ingen kan vide det. Man kan ikke sætte sig ned og regne på det. Men selvfølgelig må Danmark løfte sit ansvar. Vi er “nærområde” og vi har et ansvar.

Hvad kan jeg selv bidrage med?

Jeg har selv plads til to kvinder uden børn, (idet jeg ikke kan klare støj), og det tror jeg, jeg vil skrive til kommunen, der har oprettet en “task force”, en særlig hjemmeside, hvor man kan melde ind, hvad man kan hjælpe med. Der vil blive brug for tolkebistand, men jeg taler jo hverken ukrainsk eller russisk, men måske er der noget andet, jeg kan hjælpe med? Måske kan jeg bidrage med den koordination, der bliver behov for? Jeg har flest kompetencer på det administrative område, og jeg vil da være overrasket, hvis de ikke kan bruges i den aktuelle situation.

Branden i Zaporizjzja-værket

Der var desværre ingen kildeangivelser – irriterende nok – men angiveligt skulle nogle vestlige “eksperter” have udtalt, at russernes beskydning af værket med et eller flere misiler og den efterfølgende brand var langt farligere, end vi umiddelbart får at vide. Det skulle ifølge dem “være tæt på at gå helt galt”. Er der nogen, der ikke tænker på Tjernobyl i 1986? Jeg husker ganske nøjagtigt, hvad jeg lavede, da jeg fik meddelelsen om ulykken. Sådan har mange det vist.

Links

Flere poster om Ukraine.

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Interessant samtale med præsten

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Der er noget, der er grimt: Folk diskuterer på sociale medier (selv bruger jeg kun Facebook) som om, det ikke er i orden, at der nu nærmest er en stemning svarende til Ungarn i 1956 (Ungarnshjælpen) eller luftbroen til Berlin i 1948/49. Alle er på stikkerne og vil hjælpe det ukrainske folk, men offerviljen havde ikke nær det omfang, da det var syrerne, der blev nedlagt af russerne i 2015. Det falder nogle for brystet. Og det er som om, de mennesker ikke mener, det er i orden at hjælpe nu.

Jeg må gribe i egen barm (uagtet den ikke er så stor). Det gælder også mig selv. Jeg har sendt et beløb via UNHCR til “1919” men sendte vist ikke noget dengang. Jeg kan ikke lide diskussionen og holder mig langt fra væk den. Jeg bryder mig ikke om, at nogle flygtninge (måske) er bedre end andre.

DDO har nogle fine forklaringer på “altruisme“, som jeg slog op for at være sikker. Et af de ord, der nævnes er “godhjertethed”, som jeg fik en interessant samtale med præsten om i går.

Hvad er mon hvad?

Jeg havde på forhånd filosoferet over følgende:

Hvor meget skyldes min ægte medlidenhed med det ukrainske folk – og hvor meget skyldes min frygt for, at russernes kampgejst og invasionslyst når Danmark og mig? Hvad vejer mon tungest?
Når despoten over dem alle lufter sine vanvittige tanker/trusler om atomare våben, bliver jeg sat 30 år tilbage i tid. Den “grundfrygt”, jeg voksede op med og var ung med, er retur. Skyldes det udelukkende, at der er kortere til Kiev end til Paris?
Eller skyldes det, at det er lettere at have medfølelse med andre, der ligner mig selv end med kvinder i niqab?

Præsten havde større forståelse for russerne, end jeg har

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Jeg kunne slet ikke være med, da hun skitserede, at russerne er vældig bange for NATO’s ekspansion bare siden 1997 – således som billedet viser.

Jeg regner ikke med, at de (læs: despoten) er videre bange, og skulle de/han være det, vækker det ingen medfølelse hos mig.

Min holdning er, at det er et land med en ganske enormt stor militær slagstyrke, der har invaderet en fredelig, folkeretligt suveræn, stat med en demokratisk valgt præsident. Derfor fryder jeg mig i mit stille sind (så ubehageligt et menneske er jeg altså), når aggressoren holder i en 67 km. lang kolonne med alt sit militære isenkram og kun har rykket sig fire kilometer på 24 timer.

Og det er jo nok forkert af mig, idet det ikke går ud over despoten men over de unge mænd, der antageligt sidder i de af køretøjerne, der ikke er selvkørende, og som i følge forlydender ikke aner, hvad de foretager sig i Ukraine. Og som mangler mad.

Det fryder mig også, at de samlede sanktioner fra Vestens side på ingen tid har smadret den russiske økonomi. Men det er nok også forkert, idet despoten ikke selv kommer til at mangle noget. Det er den menige russer, der ser sin opsparing være forsvundet nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg lytter begejstret til mediernes slet skjulte fryd over, at “krigen går ad helvede til” (citat Peter Viggo Jakobsen).

Både Sofie Carsten Nielsen og Conni Hedegaard har ret i, at en måde at reducere Putins og oligarkiernes magt er at blive selvforsynende med grøn energi – slut med Gazprom og fart på den grønne omstilling, og det kan kun gå for langsomt.

Definitionen på nationalisme

Disse forfærdelige dage, der måske bliver til uger og måneder (eller år?), er vi vidner til, hvad nationalisme er: Viljen til at dø for sit land.

Jeg gerådede ud i en kort (men venlig) diskussion om, hvorvidt ukrainsk nationalisme er bedre end russisk ditto? Næh, det er den vel egentlig ikke. Vi enedes dog hurtigt om følgende, som jeg fremkom med:

Der er den forskel, at den russiske nationalisme bevirker, at man iværksætter en fjendtlig overtagelse af en fredelig nabo, der ikke har gjort en noget, og man er en overmægtig aggressor, mens den ukrainske nationalisme er udtryk for forsvar af eget territorium.

Links

Flere poster om Ukraine.

26. februar 2022/i Politik, Politik og/eller jura /af StegemüllerPolitik, Politik og/eller jura

Engang skrev jeg om Henri Dunant

Krig frembringer minder

Engang skrev jeg om Henri Dunant

Det er underligt, men krigen om/i Ukraine frembringer de særeste minder, der for længst var glemt. Mange tænker på/skriver om Anden verdenskrig og drager paralleller til 1. september 1939, hvor Hitlertyskland invaderede Polen. Topbilledet forestiller det tyske bedagede slagskib Schleswig-Holstein, der beskyder Gdynia, 13. september 1939.

For eksempel kom jeg til at tænke på, at jeg engang i 6. eller 7. klasse skrev en stil om Henri Dunant, der betegnes som grundlæggeren af Røde Kors.

Det er jo mange år siden (ca. 1976/77), men jeg husker det som om, min indgangsvinkel var, at Henri Dunant skuede ud over slagmarkerne under i 1. verdenskrig og på den baggrund grundlagde Røde Kors, fordi han ikke kunne holde ud at se al den menneskelige lidelse. Det er da i hvert fald noget sludder.

I følge Wiki anses stiftelsesdagen for den 17. februar 1863. Nåh, men i forhistorisk tid fandtes ingen Wikipedia eller andre steder at krydstjekke informationer. Det er meget længe før internettets opfindelse, så i realiteten havde jeg vel en historiebog eller to at skrive af efter og sætte noget sammen fra. Jeg tror, stilen blev positivt bedømt.

Krigen rykker tættere på

Eftersom det nu til dags er muligt at følge krigens rædsler næsten fra minut til minut i TV Avisen, er det som om, krigen rykker tættere på.

Nogle mennesker bruger udtrykket “verden er blevet mindre”, når de taler om al den viden og information, der er til rådighed og ligger for vores fødder. Det er helt forkert. Verden er derimod blevet større; den har åbnet sig for os. Vi har alle muligheder for at holde os orienterede, for at faktatjekke, for at overveje om en given information er korrekt mv.

dr.dk havde et sted et link til et russisk statsorgan, der angiveligt havde forbudt tre platforme at omtale krigen som en invasion. De var i stedet blevet påbudt at benævne det “en særlig militær operation”. Jeg kan ikke russisk, bortset fra at jeg kan sige “til højre er der en sporvogn og til venstre er der en bus” (справа трамвай, а слева автобус), hvilket ikke er til meget nytte for tiden, alligevel ville jeg besøge det pågældende link. Det kunne man ikke!

Siden kan selvfølgelig være overbelastet grundet en vældig popularitet, men jeg tiltror nærmere russerne at have nægtet besøgende adgang til siden.

Vi skal sætte pris på vores grundlovssikrede frihedsrettigheder heriblandt § 77 om ytringsfrihed. Sædvanligvis går man ikke rundt og takker grundlovsfædrene; man tager det for givet, at man kan ytre sig, forsamle sig og vise modstand mod (eller støtte til) en given sag mv. Samlet set er det bestemmelser om ytringsfrihed, religionsfrihed, politisk uafhængighed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.

I Rusland fjernes man af politiet eller militæret. I Nordkorea bliver man skudt. Vi har det faktisk ret godt. Det betyder ikke, at man ikke kan arbejde på forbedringer, for det bør man altid gøre, men udgangspunktet er der ikke noget galt med.

Coronaen blev pludselig et mindre problem

Jeg er vel næppe den eneste, der holder vejret disse dage. Hvordan vil kampene udvikle sig, nu hvor det begynder at ligne en by-krig om Kiev med kampe fra hus til hus? Hvor mange mennesker må flygte? Hvor længe kan Polen klare presset? Hvor godt er vi klædt på i Danmark til at hjælpe flygtninge? (Hvidovre Kommune er klar, så jeg lige)? Osv.

På en måde er det som om, Coronaen pludselig blev et mindre problem. Den havde vi vel en vis form for kontrol over? Man kunne blive hjemme, holde afstand og alt det der. Mundbind er ikke det værste, der kan overgå et menneske. Fortæl en ukrainsk mor alene med sine småbørn på vej til den Polske grænse, at mundbind er et problem. Hun vil kigge undrende på dig.

Engang skrev jeg om Henri Dunant

25. februar 2022/i Politik /af StegemüllerPolitik

Biden fik ret

Peace in our time

Biden fik ret

Selv gik jeg før i går med tankerne: “Amerikanerne ser spøgelser”, “Amerikanerne blæser konflikten op” og “Det er nok ikke så slemt”. Biden fik ret! Nu ser vi billederne i TV Avisen fra et Kiev med udbombede beboelsesejendomme, en millionby med mennesker, der pakker deres kufferter og enten pakker deres biler eller går langs landevejen med kufferten for at slippe væk fra bombardementerne, væk fra krigen.

Det var Neville Chamberlain, der i 1938 sagde “Peace in our time”. Han fik desværre ikke ret. Først Anden verdenskrig, så Den kolde krig, Ungarn i 1956 og invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990’erne søndersled Jugoslavien; så krigen i Irak, krigen i Afghanistan (og der mangler helt sikkert nogle/mange, for normalt holder jeg ikke øje med ufred) og nu dette. Jeg havde virkelig ikke troet, det skulle ske: der er krig i Europa.

Statsministerens pressemøde den 24. februar 2022

Det klædte Mette Frederiksen at være så rystet og usikker, som hun var på gårsdagens pressemøde. Hun var et helt almindeligt menneske. Jeg er ikke – og bliver aldrig (mere) – socialdemokrat, men derfor kan jeg jo godt mene, at hun gør det godt.

Hun indledte med at tale om en invasion af en fredelig nabostat, der ikke har krænket nogen. Hun talte om overtrædelse af FN-pagten og folkeretten.

Hun kom ind på det, vi vel alle tænker mere eller mindre bevidst: “Hvad sker der med os?” Sanktionerne – og krigen i sig selv – vil påvirke økonomi, energi, arbejdspladser og prisen på gas mv. Og så er der naturligvis flygtningestrømme fra noget, der pludselig er vores “nærområde”. Vi går ind i en usikker tid, og vi ved ikke, hvor længe den vil vare.

Jeppe Kofod sagde blandt andet “…en tid vi troede var forbi…” Jeg er enig med ham.

Da pressen fik ordet, spurgte en af de kvikke “Hvis vi nu leger, at der allerede forelå en aftale med Rwanda…”. Mette Frederiksen svarede præcist, lynhurtigt og skarpt: “Med al respekt så er tiden ikke til at lege!” Sådan. Og så fik den næste journalist ordet.

Fremragende international koordination

EU, Nato og amerikanerne har koordineret sanktionerne på mindre end et døgn. Sanktionerne vil desværre først få virkning på lidt længere sigt. Man kan ikke sige andet, end at det er et fremragende stykke arbejde. Det er andet end ord. Mener vi noget med fællesskaber og alliancer, er det nu, ordene skal støves af og gøres til virkelighed. Og det bliver de. Vi er stærkere, når vi går sammen.

En ting, jeg ikke helt forstår, er talen om “Hvorfor går de ikke direkte efter Putin og hans familie?” Hvad menes der? Gå efter deres liv? Gå efter deres penge? Eller hvad?

Krybe ind i Putins hjerne?

“Alle” taler om at prøve at forstå, hvad Putin tænker. De taler som om, han træffer rationelle beslutninger. Eller også prøver de at udlægge det, vi allerede har set, som om han er et ganske almindeligt menneske, hvor vi kan forudse hans næste træk. Er det bare et led i at gøre krigen forståelig for os, der er fredelige? Plastre krigen til med hverdagsord, så den bliver lettere tilgængelig? I parentes bemærket: TV Avisen gør det fremragende. Jeg har stor sympati for både Anna Gaarslev og Matilde Kimer.

Personligt så jeg gerne Putin fjernet fra jordens overflade eller måske bare hensat i en Gulag i Sibirien. Sådan har jeg vist aldrig haft det med et menneske før.

Til morgen så jeg ham i TV Avisen udtale, at russerne desværre ikke kunne gøre andet end at invadere Ukraine. Ukraine var blevet for farlig for Ruslands egen sikkerhed. Vrøvl! Enhver må kunne indse, at Ukraine ikke kan udgøre en trussel mod atommagten Rusland.

Hvad nu hvis de laver hul i jorden på det sted, hvor Tjernobyl lå og hvor resterne er gravet ned? Jeg kan godt huske Tjernobylulykken i 1986 ved Reaktor 4! Rædslen da skidtet sprang i luften. Jeg boede på Amagerkollegiet, og jeg var 23 år. Vi søgte sammen. Det var ikke rart at være alene.

Et øjenvidne fortæller:

To eksplosioner løftede det tonstunge cementlåg af reaktoren og sendte en haglbyge af radioaktivt kernemateriale op i luften

Biden fik ret

Archive for category: Politik

Her bor jeg