E-bogslæser 2

Nu er e-bogslæseren kommet

E-bogslæseren BeBook Pure er nu i hus og jeg har brugt et par timer på at læse brugsanvisningen, installere Adobe Digital Editions (ADE), Kreere et AdobeID, købe en bog og overføre den til e-bogslæseren og forsøge at blive fortrolig med navigationsknapperne. Det tog mig i øvrigt et stykke tid at finde ud af, at min nyindkøbte bog blev vist af ADE fra dens position i temp-mappen, og at det var derfor jeg ikke kunne overføre den til e-bogslæseren. Da jeg først havde fundet ud af det, gik overførslen som en leg.

Brugsanvisningen er formentlig god, men den er sat med så små bogstaver, at jeg helt bogstaveligt må sidde med en lup og læse i den. Godt nok trænger jeg vist snart til nye briller men alligevel…

Navigationen er ikke særlig nem. Jeg prøver at trykke på de forskellige knapper med en forventning om, at noget bestemt skal ske, men der sker hele tiden noget andet eller også sker der ingenting. Det er noget forvirrende. Måske skyldes det, at jeg ikke kan se, hvad der står i brugsanvisningen om de forskellige knapper?

Skærmen er superlækker og bogstaverne står knivskarpt ved en opløsning på 800*600. Det er virkelig imponerende skarpt.

Det er lykkedes mig at indstille dato og tid, og det er vigtigt, hvis man låner bøger, fordi disse har en udløbsdato, og hvem synes, det er rart at mistet plottet i en lang krimi? Man kan låne bøger på eReolen, som Hvidovre Kommune heldigvis er tilsluttet. Jeg skal have sat mig ind i hvad de har at tilbyde, men umiddelbart ser det rigtig godt ud.

Og så vil jeg i øvrigt gå i seng med min nyindkøbte Marco Effekten af Jussi Adler Olsen… Der kan gå lang tid mellem jeg læser en bog, men det kan være at den gode BeBook Pure kan få mig i gang igen?

 

,

E-bogslæser

At være i god tid

“Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges”, det er et citat af A. P. Møller og jeg tager delen med rettidig omhu til mig. Således har jeg allerede købt en e-bogslæser.

Valget faldt på en BeBook Pure, fordi den kan læse alle formater. Da jeg forrige år traf englænderne med deres e-bogslæsere på stranden på Telendos, spurgte jeg dem lidt til, hvad jeg skulle kigge efter, hvis jeg ville købe en selv, og de fremhævede alle sammen det med de mange formater. Den førende e-bogslæser på markedet er en Kindle, men den er bundet op på et særligt filformat og det er jeg ikke interesseret i. En af de fantastiske ting ved en e-bogslæser er at man kan tage den ud i stærkt sollys og alligevel kan man sagtens se den lille skærm.

Jeg er meget spændt på at modtage den med posten og se hvordan det hele virker. Der er forhåbentlig en brugsanvisning med.

Matador

Jeg elsker at se Matador

Jeg sidder troligt hver lørdag kl. 20:00 og venter på Matador. I realiteten kunne jeg bare se hele serien på DVD, da jeg har købt dem alle sammen. Men jeg synes det er hyggeligt at have det faste lørdags ritual. Jeg har set serien adskillige gange og synes, det er noget af det bedste DR har lavet. Det er et vældigt stykke kulturhistorie, der bestemt tåler at blive set mange gange. Det er gode skuespillere og man kan høre hvad de siger, hvad der ikke gælder i alle de nyere serier.

Måske er jeg ualmindeligt naiv og uden sans for intriger, og måske tager jeg alting alt for bogstaveligt og for det det er. Det er først denne gang gået op for mig, at Christen Skjern gifter sig med Iben Skjold Hansen for at redde sin bror Mads Skjern for at blive trukket igennem sølet i en retssag. Jeg sidder og føler mig dum. I det hele taget er der mange ting, der går op for mig ved dette gensyn med Matador.

I må gerne grine af mig!

Den nye TV Avis

TV Avis logo

TV Avisen sendes nu først kl. 21:30

I tiden op til lanceringen af den nye TV Avis forlød det, at der var meget andet end sendetiden, der ville være nyt; bl.a. at det ville være tydeligere, hvorfor man bragte de enkelte indslag og det skulle være mere tydeligt, hvilken sammenhæng, der er mellem de enkelte indlag. Nu har jeg kigget med en uge, og jeg synes ikke, jeg har kunnet se begrundelser for de enkelte indslag. Jeg kan heller ikke se, at der er kommet mere sammenhæng mellem indslagene. Måske er det mig, der ikke er god nok til at se TV Avisen?

En mere populistisk TV Avis?

Faktisk kan jeg ikke se andet end, at der er kommet flere små korte indslag, der har fået billedet til at tegne en mere populistisk TV Avis. Og så lige en af mine små kæpheste: hver aften er der en trailer med ‘Om lidt’ og så omtalen af to nyheder, der sendes om lidt. Hvad skal det til for? Det er en måde at udstille, at her kommer noget særligt lige om lidt, men tirsdag aften var det om hvordan en fynsk daginstitution ville sikre, at der kom flere børn i børnehaverne ved at give forældrene en friaften og om sundhedsminister Astrid Krags fortid, belyst af blandt andet hendes gamle klasselærer og en gymnasiekammerat. Jeg synes ikke, at det var nyheder, der fortjente en særlig eksponering. Jeg kan slet ikke se begrundelsen for indslagene ‘Om lidt’.

Herudover kan det undre, at man tirsdag brugte hele det første indslag på at vise, hvordan det var et problem, at Brøndby I. F. skulle betale ekstra penge i feriepenge og pension til nogle fodboldspillere. Kan det virkelig være det vigtigste, der er er sket i Danmark i dag?

Jeg kunne ikke drømme om at tænde for TV2

Jeg ser kun TV Avisen og ikke TV2s Nyheder (jeg kan slet ikke se TV2), og jeg holder stædigt fast i, at TV Avisen er bedst, men så skal den også blive ved med at være det. Jeg ser en tendens til flere korte klip og til flere letfattelige historier, og det ville være synd hvis TV Avisen faldt for det regimente.

Om den nye TV Avis er der kun at sige, at sendetidspunktet er ændret og at det nu er blevet alt for sent. Andet er der vist ikke sket, måske bortset fra, at der er kommet flere korte indslag. Jeg ville i virkeligheden gerne have TV Avisen tilbage til 19:30. Hvis man gerne vil se et af magasinprogrammerne, så er man først færdig med det kl. 22:30 og vil man i tillæg gerne se en af de udmærkede krimiserier, der kommer bagefter, så er det pludselig blevet nat. Det er selvfølgelig fint nok for os arbejdsløse og for kontanthjælpsmodtagerne at kunne tilbringe det meste af natten foran DR1, men jeg kan ikke se, hvem der ellers har mulighed for at se de meget sene udsendelser.