/2 Kommentarer/i , /af ,

Glædelig påske

Påske

Det er i dag

Det er først i dag, vi må sige “glædelig påske”, for det er i dag kvinderne følge påskeevangeliet (Markus kap. 16) kom ud til graven, så at stenen var væltet bort og at graven var tom. De modtager opstandelsesbudskabet:

“I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”

Opstandelsesbudskabet er årsagen til, at vi siger “glædelig påske”, for det er jo en fantastisk historie.

I følge evangeliet får kvinderne at vide, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Et sted skriver kristendom.dk i forbindelse med påskedag: “Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.” Det er jo en lidt interessant tankegang i et regnearkssamfund, men det er sådan, det er med tro. Da jeg var indlagt med en nærpsykose, spurgte en læge ind til min tro på en måde så jeg til sidst måtte sige, at jeg var troende, men at det ikke betød, at jeg var overtroisk.

Opstandelsestro

For så vidt angår opstandelsen kan man forholde sig til den på adskillige måder. Det kaldes opstandelsesteologi og tænk blot på Per Ramsdal, så er du på sporet. Eller på Annette Berg der har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop.

Jeg forholder mig til de to letteste former:

  1. Den helt konkrete opstandelse
  2. Den åndelige opstandelse

Jeg tror på en eller anden konkret form for opstandelse. Jeg ser dog ikke mig selv flyvende til himmels men alligevel noget i den retning, og jeg tror fuldt og fast på, at der venter mig en mild og kærlig Gud i det hinsides. Det gør tankerne om slutningen meget lettere.

Langt de fleste ser opstandelsen som noget åndeligt, hvis de altså filosoferer over den slags, og det er sikkert også mere fornuftigt. Jeg tænker på skikken med at åbne vinduet, så den dødes sjæl kan flyve ud i universet. Det er en smuk skik, og det er også en form for opstandelse.

Glædelig påske!

/i , /af ,

Hvad skal kirken?

Hvad skal kirken?

Lad de små børn komme til mig

Sådan står der i Markusevangeliet 10, 14. Og det er rigtigt sådan. Kristus inviterer os ind i et stort fællesskab både jordisk og hinsides. Tanken er smuk, men hvad betyder ‘børnearbejdet’ for en moderne sognekirke?

De kommende kunder

Jeg har som bekendt været i menighedsrådet i otte år (2008-2016) i Hvidovre sogn i Helsingør stift. Jeg hører mig selv sige mange, mange gange, at vi aldrig må spare på ‘børnearbejdet’ for børnene er vores kommende kunder. Jo mere jeg tænker over det, er det tågesnak. Man kan som bekendt blive klogere.

Faktum er jo, at ingen kirker eller stifter nogensinde har lavet effektmålinger: kommer der flere børn/unge/voksne i den erhvervsaktive alder til de almindelige handlinger, jo flere aktiviteter vi har for børn? Nej ikke så vidt vides!

Aktiviteterne kan være:

  • Vordende mor
  • Babysalmesang
  • Gud og spaghetti
  • Klub for børn med forskellige aktiviteter
  • Mini- /Juniorkonfirmand

Investeringen er massiv. Det koster kassen. Aktiviteterne varetages af alt fra teologer, til lærere, til pædagoger mv. helt afhængig af det ansættende menighedsråd. Præsten bliver nødt til at vise sig i fuldt ornat en gang imellem, så børnene ved, hvordan en rigtig præst ser ud og får fornemmelsen af det storladne i kirken. Det er godt sådan. Der er ofte behov for en organist, og der skal en kirketjener til at gøre rent bagefter.

Den nye treenighed

Der er opstået en ny treenighed. En præst kan ikke få embede, hvis hun ikke kan sige ja til vielse af fraskilte og homoseksuelle men også til, at børnearbejdet er en væsentlig del af jobbet. Sådan er det i hvert fald i mit sogn, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke også er lige sådan i de ca. 2.300 andre sogne.

Den danske folkekirke er blevet en form daginstitution, hvor mor og/eller far kan opholde sig, når de ikke selv har overskud til at passe deres eget barn.

Hvad kunne vi ellers få?

Der er formentlig ingen, der nogensinde har prøvet at opgøre omkostningerne. Det kunne ellers være interessant nok. Men i en tid hvor medarbejderne i kirkerne er tidsmæssigt pressede, kan man overveje, hvor meget andet pengene kunne bruges til og som vel at mærke direkte har med det egentlige kirkelige arbejde at gøre.

For i hvert fald to år siden var det ikke muligt at finde selv det ringeste beløb til etablering af sorggrupper i mit sogn (5.000 kr.). Det var heller ikke muligt at finde et lignende bagatelagtigt beløb til en ekstra gudstjeneste på psyk. (5.000 kr.). Begge dele småpenge i forhold til det beløb, der bruges de aktiviteter, vi alligevel aldrig ser effekten af. Måske skal jeg bare blive ved at tro på det, for det er og bliver et trosspørgsmål. Og jeg tror ikke på det længere.

/i , /af ,

Indforståethed i kirken – #439

Indforståethed i kirken – #439

Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg har lige haft en lang snak med min bedste ven, der har været præst i mange år, og vi kunne slet ikke blive enige. Og den slags er jo inspirerende.

Jeg fortalte hende, at jeg – de første par måneder jeg kom i kirken – undrede mig meget over, at alle præsterne vældig godt kunne lide nr. 439, for den var på tavlen hver søndag.

Senere gik det op for mig, at den salme (“Oh du guds lam” eller “Agnus Dei”) er en del af nadverritualet, og da der er nadver hver søndag, blev den selvfølgelig spillet hver søndag.

Hun sagde så, at jeg bare kunne have slået op bagi salmebogen. Igen “Hvor skulle jeg vide det fra?”.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed sted, hvor vi end ikke kom i kirke til jul. Så hvor skulle jeg vide det fra. Jeg blev konfirmeret i 1977, så 31 år efter huskede jeg ikke, om pastor Boas lærte os rytmen og pulsen i gudstjenesten. Altså var jeg bare dum! Men jeg kan næppe være den eneste!

Af og til spiser jeg en bid frokost vores menighedsrådsformand (som godt nok er en kvinde – det lyder bare så tåbeligt), og senest sagde hun noget, jeg har tænkt en del over: “Man skal lære at gå i kirke”. Det er jeg fuldstændig enig i. Hvis der var nogen, der havde lært mig det, havde jeg ikke været så dum, at jeg troede, alle præsterne bare rigtig godt kunne lide # 439.

Forslag til menighedsrådene

Hvis I ikke bare vil fortsætte jeres indforståethed og forblive en lille, lukket, selvsupplerende forsamling, er der forskellige tiltag, I kunne sætte i værk. Det kunne fx være, at man mødtes 45 – 60 minutter pr. måned og “belærte” alle  fremmødte om:

  1. Hvad fortæller vores altertavle
  2. Hvad fortæller vores prædikestol – har vi fx symbolet med Jesu flyvende fødder i vores kirke? Og hvorfor det?
  3. Er der en historie knyttet til vores døbefont?
  4. Hvad betyder dåben? Hvorfor gør nogle præster noget ud af at lade vandet plaske ned i døbefonten?
  5. Hvilke forpligtelser påtager man sig, hvis man “står fadder”?
  6. Hvorfor har vi et kirkeskib, når der alligevel aldrig er nogen, der ser det, og det koster kassen at fået det efterset/repareret?
  7. Hvorfor har nogle præster messetøj (messehagel og alba) på? Og hvorfor er det ikke dem alle? Og hvad betyder det?
  8. Hvorfor er der nogle præster, der messer? og hvorfor er det ikke dem alle? Hvad betyder det, hvis de gør det?
  9. Hvad betyder de liturgiske farver?  Og hvorfor har vi dem?
  10. Kunne vi gennemgår de forskellige ritualer (dåbsritualet, vielsesritualet. begravelses-/bisættelsesritualet) Og for hver af dem fortælle om deres opbygning og betydning?

Listen kunne helt sikkert være længere.

Det er bare et forslag til et menighedsråd eller flere

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Herrens veje

Afsnit tre

Jeg hænger med på “Herrens veje”. Jeg ser den bare som ren underholdning og uden de store teologiske overvejelser – selvom jeg da naturligvis er farvet af otte år i menighedsrådet i Hvidovre Sogn. Jeg synes, jeg ved noget om kirkelig betjening og den slags – og om de evindelige regnskaber/budgetter på 60 sider, som ingen forholdt sig til, altså lige bortset fra mig.

Forvirrende

Afsnit tre var et fyldt med små sekvenser og idelige klip fra den ene sekvens til den anden. Klip, klip og klip… Hvorfor får vi ikke lov at falde til ro i en scene? hvorfor skal der straks klippes til noget andet – typisk til noget, der ikke har at gøre med det, vi kom fra? Er det egentlig interessant, hvor Christian ender efter sin “rulletur” i Nepal? Hvis det er interessant, hvorfor så? Er rulleturen et billede på et eller andet? Hans evige deroute efter han har snydt Gud og hvermand?

Måske er det bare mine kognitive problemer, og alle andre generer ikke, men jeg falder let fra.

Regnedrengene

Biskop Monica overrækker budskabet om kirketællinger og stikprøver til Johannes. En kirke i provstiet skal lukkes. Provst Johannes får lov at få en finger med i spillet – siger hun. Reelt har han ikke noget at skulle have sagt. Antal kirkegængere, lønudgifter, overhead, driftsomkostninger (det kunne fx være nyt skiffertag på kapellet, nyt piano, nye hynder til kirkebænkene osv.). Det skal kunne betale sig at drive kirke, og det kan det jo ikke, hvis der ikke er “kunder” i butikken.

Jeg er ambivalent her – og det skyldes, at jeg har brugt 23 år på at lege “regnedreng” i Finansministeriet og at leve op til dem:

  • Finansministeriet: Når vi bruger penge af den offentlige kasse, skal vi kunne dokumentere nytteværdien af hver enkelt krone. Er der ingen “kunder” i butikken, må vi lukke, idet “billetprisen” ellers bliver for høj. Det er da svært at sige nej til. Pengekassen er trods alt ikke uendelig.
  • Menighedsrådsmedlem: Der skal altid være et sted at søge Kristus og at høre evangeliet. Det samlede personale (og der er mange flere end præsterne) må gøre mere for at udbrede de glade budskaber. I serien ender det med “Yoga og Jesus” mv., men vi kender alle til “Spaghettigudstjenester”, sogneaftener, sogneeftermiddage mv. Det er alt sammen aktiviteter, der samler folk til huse, og det er så skønt og vigtigt. Det skaber fællesskab i menigheden, og det er vigtigt. Men tilbage står, at den danske folkekirke ikke er dygtig til at samle yngre mennesker. Frikirkerne (fx Pinsekirken) er meget dygtig til at samle yngre mennesker til huse. Her kunne vi lære noget – også uden at lade os døbe i et badekar.

Men tilbage til serien: den er spændende, irriterende, insisterende, forvirrende og den efterlader seeren i en form for limbo.

Men jeg skal alligevel se med næste søndag!