, ,

Puslerier

At hygge mig

PSI-indlæggelse

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

Så meget usikkerhed

Tænk at man kan være så bange og usikker

Jeg havde tre timers møde med min chef i dag, jeg var så usikker, og de ting, jeg havde lavet blev jordet – på en sød måde. Det er sådan set forståeligt nok, for jeg kunne også godt selv se, at det ikke så særlig “lækkert” ud, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at se “lækkert” ud. Når det skal sælges til rigtige kunder, skal det selvfølgelig se “lækkert” ud, men jeg synes, det er svært, og jeg har jo kun erfaring med noget, jeg selv synes er pænt.

Tekniker ctr. designer

Jeg er tekniker ikke designer, men pludselig skal jeg være designer. Pyh ha jeg synes, det er svært, også selvom jeg får al mulig god hjælp fx hvad chefen kan lide ved en side, sider jeg kan finde inspiration i osv.

Jeg troede, jeg kendte Enfold… Det gør jeg så ikke. Jeg har fundet en fire timers YouTube, hvor alle elementer gennemgås, og jeg vil gerne investere tiden, problemet er, at jeg ikke kan huske det.

Jeg gik hjem og følte mig som en idiot, der ikke engang kunne følge de udstukne retningslinjer. Angsten for at det ikke kommer til at gå, men at det ender som i Farum, overvældede mig. Jeg kravlede under kugledynen, men det hjalp ikke. Angsten var for stor. Det SKAL lykkes denne gang, ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør. Jeg har haft nederlag nok.

Anden aktør

Når jeg har det sådan, må jeg på en eller anden måde handle, så jeg ringede til kontaktpersonen hos den anden aktør, der har formidlet jobbet og berettede åbenhjertigt om mine trængsler. Jeg ville ikke spørge chefen direkte, for jeg har ikke behov for at tabe (mere) ansigt. Tanken om at sige åbent og ærligt, at jeg er bange for, at han føler, han har købt katten i sækken huede mig ikke. Jeg har heller ikke lyst til at stå der og græde. Det kan enhver idiot stille op med. Han skal ikke se min usikkerhed.

Endelig, endelig kan jeg se idéen i en anden aktør. Kontaktpersonen agerede med det samme, da jeg sagde til ham, hvordan jeg havde det, og at hvis dette ikke lykkes, hænger jeg mig i et træ ude i Vestskoven. Der er ikke så langt på cykel. Jeg kan ikke klare en fyring mere. Jeg kan heller ikke klare at skulle starte forfra igen. Kontaktpersonen kontaktede chefen “bare for at høre, hvordan det gik? Altså uden at det fremgik, at jeg havde kontaktet ham.” Og det går fint! Der er meget at lære, men vi bliver et godt team, jeg er ivrig og gør det så godt, som jeg kan. Han vil gerne sende mig på et designkursus, næste gang der er et tilbud, når jeg lige har fået lidt ro på. De drøftede kontraktens ordlyd.

Angst essen Seele auf

Jeg har været her før – mange gange. Jeg ved, at angsten og usikkerheden æder mig op, og at jeg er et afskum af bekræftelsessyndrom, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved bare, at nu har jeg behov for ro og stabilitet efter den rutschetur, der tog sin begyndelse i sommeren 2013 med fyringen fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom.

Jeg vil elske at falde til i et job 15 timer om ugen, levere alt det jeg kan inden for den ramme og vide, at der skal jeg være 5-8 år endnu eller måske, til jeg skal pensioneres. Hos min nuværende chef er der i hvert fald opgaver nok p.t., og det er fedt.

Jeg døjer lidt med at være for ansvarlig, og at blive stresset på virksomhedens vegne, og jeg fortæller mig selv, at det jo ikke er mig, der har lovet noget til en bestemt dato. Men vi er bagud, og der ligger “loads” af opgaver, hvilket jo er super godt for mig, for så er der brug for mig, og jeg tror på, at jeg kan lære at lave noget “lækkert”.

Så fik I mine tanker… I morgen skal jeg til speciallægen, og det er jeg spændt på.

, ,

Fast arbejde

Jeg kniber mig selv i armen

I morgen starter jeg i et fast job 15 timer pr. uge, hvor de første to uger er en praktik, hvor vi ser hinanden an, og det har jeg det fint med. Opgaverne består af sprog og web for et mindre webbureau i Lejre. Jeg arbejder primært hjemme, da det er bøvlet og dyrt at komme til Lejre fra Hvidovre.

Jeg har taget alle forbeholdene:

  • Jeg er tekniker ikke designer
  • Det gik ikke så godt i Farum, idet jeg ikke kunne gætte, hvordan siden skulle se ud men alligevel fik en pæn anbefaling
  • Jeg kan ikke afmaske billeder
  • Jeg har aldrig prøvet at sætte en webshop op
  • Jeg ved intet om SEO (en klar fejl).
  • Jeg ved intet om CSS (ditto)
  • Jeg har haft en sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2013 – men dog min form for fuldtid i både 2016 og 2017 i FKN.
  • Min hukommelse er elendig

Men jeg har også sagt til ham, at jeg er god til at bruge Google og da gud og hver mand sætter en webshop op, kan jeg vel også samt at jeg elsker læreprocesser.

Angsten

Alt dette er selvfølgelig angsten for at falde igennem, når nu endelig mit store, store ønske ser ud til at gå i opfyldelse. Derfor bliver jeg så pokkers ydmyg – også mere end godt er.

Vi har talt i telefon fire eller fem gange i dagens løb, sådan er det at forhandle kontrakt og tale opgaver pr. telefon, og det har været behageligt. Han har lige SMS’et, at han er glad for vores aftale. Jeg kunne kun skrive ‘Lige over’.

Den angst kommer, når man har prøvet at hænge med det yderste af neglene i det ikke særligt rummelige arbejdsmarked. Når man først er kommet udenfor – og det sikkert uanset årsag – er det uhyre vanskeligt at komme ind igen.

I sommeren (vist nok) 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen på grund af sygdom, hvilket set i bakspejlet ikke er så overraskende, for jeg var syg. Indtil sommeren 2014 søgte jeg helt almindelige jobs en masse, men jeg kom ikke engang til samtale. Jeg konkluderede, at jeg var for gammel (50/51), men fyresedlen løftede jo ikke ligefrem situationen.

Diagnosen kom i 2014. Jeg var indlagt eller kom mig efter en indlæggelse hele 2014 og 2015. Jeg startede i FKN den 1. januar 2016 og var der i to år. Og herefter har jeg igen haft svært ved at holde fast i arbejdsmarkedet – eller arbejdsmarkedet ville ikke have mig trods det, at jeg fik en pæn anbefaling også fra Securitas, der blot skulle omstrukturere, udnytte de eksisterende ressourcer bedre mv.

Efter sådan en rutschetur kommer også angsten for ikke at være god nok.

Nu skal det lykkes

Nu skal det lykkes, men det tror jeg også på, det vil. Min nye arbejdsgiver lyder uhyre fremkommelig, og kan lide de sider jeg har vist ham, jeg har lavet. Jeg har lavet nogle skitser til sider, som bare aldrig er kommet videre end til mit webhotel; forleden dag sad jeg og tænkte på at slette dem, men det var så godt nok, jeg ikke gjorde det.

Nåh men første arbejdsdag er i morgen… Der er travlt i firmaet. De har brug for mig 🙂