,

Det var den sommerferie

To uger går alt for hurtigt!

For første gang nogensinde var min arkivtur til Viborg et flop, for jeg fandt slet ikke noget af det jeg kom efter. Jeg skulle finde skifter efter flest muligt af mine direkte aner Nørvang-Tørrild Herred, men en reol var defekt, så arkivets medarbejdere kunne ikke komme ind til “mine” arkivalier.

Jeg havde lidt mere i ærmet: Morfars søsters ophold på “Folkekuranstalten Hald Ege” i 1938 måtte jeg da så kunne finde noget om. Det var imidlertid en privat organisation under Røde Kors og de har ikke pligt til at aflevere, så det vides ikke, om der findes bevarede patientjournaler. Hvis de finde er de under alle omstændigheder ikke i Viborg.

Sidste skud i bøssen: Mormors søsters mand døde på “Vejle Fjord Sanatorium” i 1945. Her var afleveret arkivalier, men registraturen var tom fra 1942 og frem.

Jeg fandt lidt småting her og der, men slet ikke hvad jeg kom efter, og den sidste dag jeg havde i Viborg gik jeg end ikke hen på arkivet, for jeg havde ikke noget at lede efter. I stedet fik jeg for første gang set lidt af byen og den smukke domkirke med Joakim Skovgaards fresco-malerier. Det er første gang, jeg har været så uheldig med et arkivbesøg, men en gang skal selvfølgelig være den første.

Der var helt anderledes pletskud på Vestjyllands Højskole i Velling ved Ringkøbing, hvor jeg var på “Med dine drømme som vejviser” ved Brita Haugen. Jeg kan som regel slet ikke huske, hvad jeg drømmer, jeg kan ikke tegne en tændstikmand og danse kan jeg heller ikke – og man skulle det hele, så jeg har i den grad udfordret mig selv. Den kvinde er formidabel til at lede en proces, hvor selv jeg pludselig både drømmer, maler og danser! Brita Haugen underviser ud fra C. G. Jungs principper og pludselig kommer jeg hjem og ved lidt om “det kollektive ubevidste” og andre ret abstrakte begreber, som er virkelig langt fra min hverdag.

At begynde at drømme og at arbejde med drømmene er at få kontakt til sin underbevidsthed og til myter og ritualer, og jeg må sige, at jeg er så begejstret for hele dette – hidtil ukendte – univers, at jeg har lyst til at tilmelde mig Brita Haugens uddannelse “Myte – Dans -Ritual”. Jeg kender stort set ikke til myter, men jeg kan godt se sammenhængen til mit eget liv og til min egen indre kraft i det vi har fået præsenteret i ugen, der gik. Det har alt sammen givet lysten til at arbejde videre. Indtil videre har jeg besluttet at prøve at være åben overfor det underbevidste ved i det mindste at skrive drømmene ned – og der ligger allerede en notesbog ved sengen.

Jeg synes kort sagt, at jeg er blevet beriget af at tage på højskole – helt i Grundtvigs ånd. Nu venter hverdagen, og jeg synes måske nok, at ferien er gået lidt hurtigt, men det gør ikke så meget, for der venter en uge i Grækenland sidst i september.

Vidunderlige sommer

Få en ½ feriedag ud af en 1/1 arbejdsdag

Jeg gik tidligt fra arbejdet (vi har flextid) og nåede at være i friluftsbadet i 2½ – 3 timer på en ganske almindelig dag. Vidunderlige sommer, stop det aldrig, jeg vil blive ved sådan her. Dage med “easy going” som jeg hjertens gerne arbejder ind igen, når termometeret står på 9 grader, gråt, småregn og november. Dage som i dag hvor det er skønt bare at være ude, dage hvor man ikke bliver stegt, men bare er.

Jeg har svømmet 40 baner (1.000 meter) for første gang i årevis, men jeg kan endnu og det glæder mig! Efter det gør en cigaret og en kop kaffe altså godt. Og så er jeg gået i gang med Göran Tunströms “Juleoratoriet”, som de første 40 sider virkede alt for intellektuelle for mig, efter 65 sider blev spiselig og nu på side 100 er blevet rigtig spændende.

Alt i alt har jeg det som om jeg har holdt en ½ feriedag. Jeg glæder mig, til jeg skal holde hele feriedage i hele to uger! Tiden kan snart ikke gå hurtigt nok. Nu synes jeg, jeg har set alle de andre gå på ferie, og at det nu er min tur. Jeg glæder mig til at komme til Viborg og til at komme på højskole i Velling derefter. Jeg savner og mangler inspiration til alting og til ingenting, og dertil er højskole en fantastisk ting!

Friluftsbadet

Jeg er udendørsmenneske!

Jeg elsker min lejlighed, for den er god, stor og veludnyttet; de 80 m2 passer lige til mig. Den har bare én alvorlig mangel: der er ingen altan og ingen have, og til tider føler jeg mig indespærret og får det som en løve i et bur. Det burde være forbudt at opføre den slags og lige så forbudt ikke senere at montere altaner, hvis lejligheden er født uden.

En del af min sommer går derfor i realiteten med at finde måder at være ude på: Torvet, rulleskøjter, en have og nu har jeg så fundet det ultimative: Et friluftsbad. Jeg har “kun” været tre år om at finde ud af at følge det skilt, jeg har kørt forbi 5.000 gange! Præstemosens Friluftsbad ligger ca. 1 km. fra mig og går jeg tidligt fra arbejde, kan jeg nå derned et par timer på en hverdag.

Det er bygget i 1972 og senere udvidet. Det består af to bassiner (et til store og et til små) en kæmpe græsplæne og en masse solvogne, hvor man kan ligge og nyde solen. Der er på ingen måde noget smart over et socialdemokratisk friluftsbad på Vestegnen, men det er formentlig derfor, der er en god atmosfære og de mennesker, der kommer der, er søde, rare og imødekommende.

Mange (incl. jeg) svømmer og mange kommer for at ligge i solen og læse en bog. Det er et fantastisk sted at betragte verden, og en af de ting, jeg med glæde har lagt mærke til, er alle de unge fædre, der er af sted med deres små børn. Tiderne er – heldigvis – skiftet siden jeg var barn for en menneskealder siden. Dengang lavede fædre ganske enkelt ikke ting med deres børn på den måde. Min far tog mig med ned på fabrikken om aftenen, når han skulle se til aftenholdet, og det var herligt, men/for her blev jeg jo en del af hans hverdag. Jeg husker imidlertid ikke, at vi gjorde noget sammen bare for at gøre det, på samme måde som de unge fædre i dag tager deres børn med i et friluftsbad.

Jeg håber, det dejlige vejr holder, lige til de lukker den 22. august, og jeg har allerede lagt strategier for hvordan jeg komme derned, selvom temperaturen daler lidt. Jeg er og bliver et udendørsmenneske – det gør mig ganske enkelt glad at være ude. I Danmark har vi otte måneder om året til at være inde. De fire resterende skal udnyttes til yderste kant. Det er ikke mig, der klager over varmen – men det er mig, der i en hedebølge tænker “godt det ikke er november”.

, ,

En dag i supporten

Computeren og dens betjening er stadig ukendt land for nogle. Læs hvad helpdesken kan blive udsat for.

Jeg fik følgende tilsendt på en e-mail i dag, og jeg må sige at jeg lo højt – så højt at afsenderen kunne sidde på sit eget kontor og høre det. I skal nu også have fornøjelsen:

Supporten: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Kunden: Jeg er i gang med at skrive min første mail og jeg har skrevet bogstavet a – hvordan får jeg den lille cirkel rundt om den?
Supporten: Er cursoren der stadig?
Kunden: Nej, jeg er alene her.
————————————————
Kunden: kan ikke koble mig på netværket…
Supporten: Er du sikker på du har skrevet det rigtige password?
Kunden: Ja, jeg kiggede på da min kollega loggede sig på.
Supporten: Kan du fortælle mig hvad passwordet var?
Kunden: Det var fem små stjerner.
————————————————
Supporten: Nu skal vi se hvordan dit system ser ud. Klik på “Min computer”
Kunden: Men hvordan skulle jeg kunne gøre det herfra??
————————————————
Kunden til HP supporteren: Min laserprinter fungerer ikke!
Supporten: Hvilken model har du?
Kunden: Det er en HP
Supporten: Ja, det kan jeg forstå, men er det en sort/hvid printer?
Kunden: Nej, den er beige.
————————————————
Kunden til TDC supporten: Jeg har købt Internet og vil have hjælp!
Supporten: OK, hvor langt er du kommet i installationen?
Kunden: Jeg har pakket Internettet ud af æsken.
Supporten: OK, har du koblet alle kabler til og tændt din computer?
Kunden: Tændt computeren? Jeg har ikke nogen computer, jeg har købt Internet!!
————————————————
Kunden: Min computer hænger.
Supporten: Har du mange åbne vinduer?
Kunden: Nej, men døren står lidt på klem….
————————————————
Kunden: Min skærm flimrer.
Support: Hvilken model er det?
Kunden: Hvordan kan jeg se det?
Support: Det står sikkert på et mærke bag på skærmen?
Kunden: Jeg fandt det…. Det er en Danger 220V.