/4 Kommentarer/i , /af ,

Stor lejlighed mv.

RADMIS-studiet

Endnu større

Jeg har 80 km², og jeg er glad for hver og en, men når der skal gøres rent ‘i dybden’, er det næsten for mange. De år, jeg var meget syg, fik jeg selvfølgelig ikke gjort andet end at overleve, så det hele var vokset mig over hovedet. Her trængte bare til ‘i dybden’.

I dag har jeg taget et stort skridt mod slutmålet: alle hylder i soveværelset. De var fyldt med:

  • Slægtsforskningslitteratur (teori og metode),
  • ‘Nyeste udgivelser fra Landsarkivet i Viborg (1985)’,
  • Ti årgange af ‘Personalhistorisk tidsskrift’
  • Kristendom og teologi i alle mulige spændende afskygninger – aldrig læst eller brugt siden 2008/09, og
  • Litteratur om hjernen, hukommelsen og bipolar. Læst, brugt og gemmes, da jeg har glemt, hvad jeg læste 🙂
  • Støv…

Det med kristendom/teologi vil jeg se, om jeg kan forære noget af til den præst, der kommer i eftermiddag. Resten ryger ud. Når det ikke er læst/brugt siden 2008/09 bliver det det aldrig. (Note: præsten ville gerne have 90 pct. af det. Det blev jeg virkelig glad over, for der er noget næsten ‘syndigt’ over at smide fine bøger ud.)

Slægtsforskningslitteraturen mv. er båret ned til storskrald. Det er værdifuld speciallitteratur, men hvordan skulle jeg finde aftagere? Jeg kunne selvfølgelig have prøvet via Facebook, men trangen til orden kom over mig nu og her, og så skal man gribe den i nuet.

Nu mangler jeg kun 4-5 køkkenskabe indvendig, så er alt simpelthen ordnet. Glassene i glasskabet er stillet op med en lineal osv. Det er en berusende fornemmelse, og er medvirkende til, at jeg nu har tid til ‘at tage et arbejde’, som det så smukt hedder.

Post scriptum

Jeg deltager – som nogen måske husker – i RADMIS-projektet, der drejer sig om at hindre recidiv blandt bipolare type 1 (klassikeren med både mani og depression) ved at følge dem tæt. Opfølgningen består af:

  1. En kontaktperson der ringer en gang om ugen
  2. En app (jeg hader den), hvor man dagligt registrerer mere eller mindre relevante parametre.

I dag mente kontaktpersonen, at jeg skulle se nogle flere mennesker og spurgte, om jeg ikke følte mig ensom. Jeg kom til at sige, at jeg havde været hos venner i lørdags, og at jeg havde en frokostaftale på fredag, og om det ikke var godt nok?

Der var en periode, mens jeg var meget syg, hvor jeg følte mig meget ensom, men ellers har jeg det altså ikke sådan. Jeg er altid i gang med noget, jeg sidder ikke og kigger ind i væggen. Hvis jeg ikke har nogle opgaver, skaber jeg nogle.

Jeg var dum nok til at lukke af for hendes forklaring om hvorfor, jeg skal lave om på mig selv. Det var noget med sårbarhed – det er det, jeg kalder sygdom. Jeg burde have lyttet, jeg er bare så træt af at skulle lave om på mig selv. Jeg er introvert, og det har jeg været hele mit liv.

Da jeg var barn i Brande kom underdirektørens søn ofte over gaden for at lege. Jeg husker meget tydeligt, at det ofte var sådan, at Niels, som han hed, var inde i huset sammen med min mor, mens jeg var ude i haven og legede med min fantasiven. Han hed i øvrigt Jens. Jeg har fået fortalt, at Niels spurgte min mor ‘Hvem taler Hanne med?’, og så måtte hun jo sige sandheden: ‘Jens’.

Jeg er bare sær!

/4 Kommentarer/i /af

Nytårstanker

De passer på dronningen

Lad mig lige tænke

I nat kl. 02:30 da jeg stadig ikke kunne sove for alt det tåbelige fyrværkeri – Hvidovre Torv er en skattet affyringsrampe – kom jeg til at høre en af ‘udsendelserne’ med psykologen; helt præcist den fra 23. juli 2015, som vi senere med lidt humor(!) kaldte ‘Microsoftsessionen’, fordi den bl.a. handlede om, at jeg ikke kunne begå selvmord, før jeg senere samme dag havde fået MS til at hjælpe mig med at installere Officepakken, der pludselig var forsvundet.

Det er et glimrende eksempel på det, der, inden for bipolariteten, kaldes ‘rapid cykling’. Det går stærkt når man har det sådan, og man kan næsten ikke bede et menneske udholde det.

Tilbageblik

Ved nytår ser man tilbage. Jeg har haft et fantastisk 2018:

  1. Jeg er blevet af med alle bivirkningerne; der mangler lige det med at kunne se hele dagen, men det går så fint den rigtige vej. I går var det ikke så godt (6), men i dag, er det fint (3), og det har det også været 3-4 andre dage mellem jul og nytår, så jeg tror på det, og jeg glæder mig til at sende Kasper (overlægen) og Christina (farmaceuten) en midtvejsstatus i morgen.
  2. Jeg har kun været indlagt en måned plus en gange syv dage. Det er noget nær rekord.
  3. Jeg er kun blevet fyret en gang, og
  4. Kun én gang drev en multinational koncern rovdrift på min drøm om igen at kunne gøre nytte i et bette fleksjob.

Det er fine resultater.

Det større udsyn

Hvor var det rædsomt dengang i 2014-2016. Det kan jeg jo høre på udsendelserne med psykologen. Ingenting var vist; alting var uklart. Hvad skulle jeg leve af? Hvor skulle jeg bo? Kunne jeg bo i egen bolig? Kunne jeg bevilges et fleksjob? Hvis ikke kunne jeg så leve for ressourceforløbsydelsen? Hvorfor virkede medicinen ikke bedre? Skulle jeg bare gøre det forbi? Hvor skulle jeg gøre det? Hvilken dag? Hvad skulle der stå i brevet? osv.

I nat lå jeg og tænkte på, hvor godt jeg har fået det siden dengang. Det er jeg taknemmelig over. Så kan de godt sprænge lidt krudt af; jeg skulle alligevel ikke noget i dag.

Endnu engang: Godt nytår! Jeg håber, du læser med i 2019 også.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Et glas juice

Et glas juice

En sej død?

Slowjuiceren (en Witt B6100 – meget fin) har stået på køkkenbordet i månedsvis, fordi den ventede på, at jeg fik den slæbt op i Imerco og brokket mig over, at en maskine til tre og et halv tusinde ikke bare virkede. Den er tung som et ondt år, og derfor har jeg ikke fået gjort noget ved det. Ja og så almindelig dovenskab.

På torsdag skal jeg have en gæst, og så skulle den ikke bare stå der til venstre på køkkenbordet i usamlet og lidt fedtet tilstand, så den fik den helt store tur. Tanken om at give den et sidste forsøg opstod. Da jeg sidst/senest afprøvede den kom der hverken juice eller pulp. Det hele kørte bare rundt inde i kværnen.

Det faldt mig der ikke ind, at jeg kunne have samlet den forkert (for det er lidt ingeniøragtigt).

Det lykkedes

Jeg vaskede og samlede. Smed en bakke gulerødder, en stok ingefær, en pose mango og to poser havtorn i. Og det kørte bare. Den dejligste juice og den fineste pulp. Mange mener, det er fint at brugen pulpen i brød, men jeg bager ikke.

Blandt folk, der er modstandere af at lave juice/saft selv er det oftest hørte argument, at det tager for lang tid at rengøre apparaturet bagefter. For sjov tog jeg derfor tid på processen. Det tog mig 06:49:16 – det er da ikke så galt for to glas fornem juice. Men jeg står heller ikke og polerer med et viskestykke. Af mine bornholmske venner har jeg lært, at det kan man snildt lade lufttørre; og de er pæne mennesker…

Der blev 2½ glas (a 0,33 dl.) af den omtalte portion råvarer, så man kan sige, det er lidt smådyrt, men det er gode varer, og jeg kan faktisk godt lide, når vitaminerne kommer et naturligt sted fra. Jeg spiser så mange kemikalier hver dag, og burde også tage en multivitamin, men jeg er kørt træt i tabletter og angsten for at gøre det forkert. Så hvis jeg nu kan kværne noget grønkål, noget ingefær og nogle gulerødder på denne måde, har jeg en tro på, at det er bedre end en pille nede fra apoteket. Men det er formentlig et religionsspørgsmål.

Juiceren kan jeg ikke gøre andet forkert ved end at samle den forkert, hvilket vel var det, der skete i sommer. Det burde ikke være muligt, men jeg kan alt i den boldgade.

Aarstiderne har en ‘Juicekasse’, der ser spændende ud. Den vil jeg prøve bare en uge for at se, om det er noget for mig og om det er pengene værd.

Et glas juice

/2 Kommentarer/i , /af ,

Diverse

Diverse

En lille skygge

DiverseEn lille diskret skygge kan have stor betydning.

Det har længe generet mig, at knapperne under billedrækkerne på forsiden af min blog var fuldstændig umulige at se, med mindre man vidste, de var der. Jeg tror, jeg har mange ældre læsere, og jeg ser jo nødig, at de går glip af mine tidligere geniale indlæg. Jeg fandt en stump kode på nettet, som løste problemet. Man skal bare skrive sådan her (hvilket jeg aldrig bliver i stand til):

 

#top .pagination a{
    box-shadow: 1px 1px 1px 1px rgba(0,0,0,.5);
}

Og når man så har skrevet det, har knapperne fået en pæn lille skygge (øverste række), så man kan se, de er der, uden de fylder for meget i helheden. Jeg kan ikke selv kode længere, og det interesserer mig heller ikke. Jeg vil hellere skrive, lave hjemmesider, lære/lege med Excel osv.

En kognitiv succes

Sidst jeg prøvede at høre en lydbog er vist et par år siden. Det gik mildest talt elendigt. Jeg kunne koncentrere mig 4 * 4 minutter, så var koncentrationen røget. Hvis man deler en bog på måske tre timer op i intervaller af 16 minutter er det helt sikkert, at man har smadret handlingen. Man kan lige så godt lade være at lytte.

DiverseP.t. siger ugeskemaet, at jeg skal gøre grundig rent, og da jeg retter mig efter skemaet, når jeg ellers ikke pjækker fra det, gør jeg altså rent. Og her bliver kanonflot! Undervejs kan jeg jo så høre et eller andet. Det plejer at være musik, men af en eller anden grund vovede jeg at finde en lydbog frem. Succes – det gik så godt. Jeg lyttede mindst en time, mens jeg arbejdede. Hvor er jeg glad.

Det var et af mine mål, da jeg blev udskrevet: træne den delte opmærksomhed (det at man kan gøre flere ting ad gangen). Dagligt har jeg brugt 15 minutter under min kugledyne med musik fra Spotify i mine Airpods foran Facebook på iPadden, og det er faktisk gået rigtig fint. Nu er Facebook jo ikke stor litteratur, men det er heller ikke målet lige nu. Målet er at træne hjernen op igen; næppe til samme niveau, men i hvert fald til et bedre. Jeg føler det som en succes.

I Hvidovre kirke (nærmest)

Det er vist et par år siden, jeg har været i kirken eller i nærheden. Af mange grunde blev det for svært. Min præst havde imidlertid jubilæum i dag, så det var en passende anledning til at vove sig derover igen. Jeg hilste på mange søde mennesker i menighedshuset, men det var svært. Jeg føler mig syg, når folk siger, jeg ser godt ud (underforstået nu). Det er lidt som dengang, min tænder lige var blevet lavet. Jeg traf mennesker, der sagde “Gud du har fået lavet dine tænder” underforstået de havde tidligere tænkt, at jeg så farlig ud.

Jeg smuttede efter en time og var godt tilfreds med at have klaret det, også selvom jeg nappede en Oxapax (et beroligende kemikale) inden jeg gik hjemmefra.