, ,

Stor lejlighed mv.

Endnu større

Jeg har 80 km², og jeg er glad for hver og en, men når der skal gøres rent ‘i dybden’, er det næsten for mange. De år, jeg var meget syg, fik jeg selvfølgelig ikke gjort andet end at overleve, så det hele var vokset mig over hovedet. Her trængte bare til ‘i dybden’.

I dag har jeg taget et stort skridt mod slutmålet: alle hylder i soveværelset. De var fyldt med:

  • Slægtsforskningslitteratur (teori og metode),
  • ‘Nyeste udgivelser fra Landsarkivet i Viborg (1985)’,
  • Ti årgange af ‘Personalhistorisk tidsskrift’
  • Kristendom og teologi i alle mulige spændende afskygninger – aldrig læst eller brugt siden 2008/09, og
  • Litteratur om hjernen, hukommelsen og bipolar. Læst, brugt og gemmes, da jeg har glemt, hvad jeg læste 🙂
  • Støv…

Det med kristendom/teologi vil jeg se, om jeg kan forære noget af til den præst, der kommer i eftermiddag. Resten ryger ud. Når det ikke er læst/brugt siden 2008/09 bliver det det aldrig. (Note: præsten ville gerne have 90 pct. af det. Det blev jeg virkelig glad over, for der er noget næsten ‘syndigt’ over at smide fine bøger ud.)

Slægtsforskningslitteraturen mv. er båret ned til storskrald. Det er værdifuld speciallitteratur, men hvordan skulle jeg finde aftagere? Jeg kunne selvfølgelig have prøvet via Facebook, men trangen til orden kom over mig nu og her, og så skal man gribe den i nuet.

Nu mangler jeg kun 4-5 køkkenskabe indvendig, så er alt simpelthen ordnet. Glassene i glasskabet er stillet op med en lineal osv. Det er en berusende fornemmelse, og er medvirkende til, at jeg nu har tid til ‘at tage et arbejde’, som det så smukt hedder.

Post scriptum

Jeg deltager – som nogen måske husker – i RADMIS-projektet, der drejer sig om at hindre recidiv blandt bipolare type 1 (klassikeren med både mani og depression) ved at følge dem tæt. Opfølgningen består af:

  1. En kontaktperson der ringer en gang om ugen
  2. En app (jeg hader den), hvor man dagligt registrerer mere eller mindre relevante parametre.

I dag mente kontaktpersonen, at jeg skulle se nogle flere mennesker og spurgte, om jeg ikke følte mig ensom. Jeg kom til at sige, at jeg havde været hos venner i lørdags, og at jeg havde en frokostaftale på fredag, og om det ikke var godt nok?

Der var en periode, mens jeg var meget syg, hvor jeg følte mig meget ensom, men ellers har jeg det altså ikke sådan. Jeg er altid i gang med noget, jeg sidder ikke og kigger ind i væggen. Hvis jeg ikke har nogle opgaver, skaber jeg nogle.

Jeg var dum nok til at lukke af for hendes forklaring om hvorfor, jeg skal lave om på mig selv. Det var noget med sårbarhed – det er det, jeg kalder sygdom. Jeg burde have lyttet, jeg er bare så træt af at skulle lave om på mig selv. Jeg er introvert, og det har jeg været hele mit liv.

Da jeg var barn i Brande kom underdirektørens søn ofte over gaden for at lege. Jeg husker meget tydeligt, at det ofte var sådan, at Niels, som han hed, var inde i huset sammen med min mor, mens jeg var ude i haven og legede med min fantasiven. Han hed i øvrigt Jens. Jeg har fået fortalt, at Niels spurgte min mor ‘Hvem taler Hanne med?’, og så måtte hun jo sige sandheden: ‘Jens’.

Jeg er bare sær!

4 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg mener heller ikke det tilkommer kontaktpersoner at mene hvad du har behov for. Hun kunne have spurgt – og du kunne have svaret.
    Du må have overset at din lejlighed er Danmarks største, så jeg kan godt forstå der kan være noget at se til. Størrelsen er angivet i kilometer!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Den med størrelsen burde jeg have fanget – damn hvor den slags irriterer mig, men nu får det lov at stå ellers er det sjove jo væk fra vores ordspil her.

      Nej vel – hun kunne have spurgt! Jeg er, som jeg er, og jeg har ingen problemer med at forklare hvorfor det er sådan, men altså: Lad mig dog for søren være i fred som det sære væsen jeg nu engang er. Jeg generer jo ikke nogen.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Som menneske skal man jo helst være et socialt dyr. Det er imidlertid yderst individuelt, hvor meget social kontakt, folk har brug for eller kan klare. Det burde en sundhedsarbejder af en hvilken som helst beskrivelse forstå. I perioder, hvor man ikke føler sig ensom, er det altså ikke et problem at være alene! Jeg synes ikke, denne kontaktperson skal lede efter problemer, der ikke er der. Mit indtryk af dig er, at du er i stand til at opsøge kontakt, når du har brug for det, og at du har nogle mennesker, du kan have kontakt med.

    Jeg er selv ret introvert, og i perioder kan jeg faktisk ikke klare social kontakt udover dem, der bor her i huset. Jeg har aldrig brudt mig om situationer med mange mennesker og meget halløj, og det har unægtelig været et problem til tider, idet man som lærer i høj grad forventes at kunne være udadvendt og igangsættende, i hvert fald i klassen. Fordi det nu en gang var mit job, spillede jeg så den rolle, men det har ikke været uden omkostninger, og der er simpelthen ikke mange sociale kompetencer tilbage. De blev slidt op, og jeg har meget stærke meninger om det, hvis nogen vil forsøge at blande sig i det, hvilket de også får at høre!

    Den første seriøse psykolog, jeg fik tildelt, sagde under vores første møde, hvor vi skulle tage stilling til, hvordan det skulle foregå: “Jeg har nogle gruppeterapisessioner, men … det er sq ikke noget for dig”. Ham fik jeg umiddelbart tillid til, fordi han læste mig helt rigtigt i det første møde.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du læser også mig helt rigtigt! Jeg kan opsøge kontakt, når det er nødvendigt. Jeg har en meget god ven, som jeg mailer meget med og af og til taler vi i telefon i en time. Så er mine sociale behov sådan set dækkede. Det betyder ikke, at jeg ikke sætter stor pris på at blive inviteret ud, for det gør jeg, men et vennepar har fx vænnet sig til, at jeg smutter hjem ved 20-tiden, hvis jeg kom kl. 14:00. Så er jeg ganske enkelt fyldt op efter en dejlig dag, som jeg kan leve på en uge.

      Kontaktpersonen, jeg skriver om, er faktisk sygeplejerske i psykiatrien… Min rigtige kontaktperson i DPC ville aldrig sige noget så fjollet, men hun har selvfølgelig også vænnet sig til mine særheder gennem flere år.

      Tænk at være introvert lærer… Det er/var godt klaret og der er ikke noget at sige til, at dine resterende sociale kompetencer er stort set slidt op. Der er mange med ASF (som jeg tror, jeg har), der spiller ekstroverte nærmest mhp. at overleve i en verden, hvor man skal være ekstrovert for at passe ind og for at være ‘normal’. Det er et kæmpe puslespil. Da jeg arbejdede, havde jeg det meget svært med fx møder, fordi folk talte så højt og så meget. Min verden væltede nærmest af det.

      Din psykolog ramte plet! Det er flot klaret. Som jeg kender dig her på nettet, ville jeg heller ikke lige kunne se dig til gruppeterapi for nu ikke at tale om mig selv. ‘Gruppe-noget’ er faktisk en af årsagerne til, at jeg ikke vil deltage i recoverysessioner på det der hedder ‘Skolen for Recovery’. En anden grund er, at det ligner banaliteter, som jeg selv kan regne ud evt. med lidt hjælp fra DPC.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *