/2 Kommentarer/i , /af ,

Sov med kugledyne fra Protac

Sov med kugledyne fra Protac

Søvnproblemer

Sov med kugledyne fra Protac

Siden 80’erne har jeg haft svært ved at sove, men har så selvfølgelig vænnet mig til det. Da jeg fra kommunen blev bevilget den fantastiske kugledyne, gik det i sig selv, og jeg sov gennem flere år som en baby.

Lov om social service § 112, stk. 1, nr. 1, og 2, fastslår, at kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Der findes en principafgørelse fra Ankestyrelsen om bevilling af kugledyner her.

For mig bevirker den, at åndedræt og puls kommer ned i hviletilstand på ingen tid; jeg kommer i det hele taget “ned”, og det er fantastisk. Der slukkes for tankerne, og hele systemet forbereder sig på, at nu skal søvnen indfinde sig. Man taler i løbet af søvnen også om “sanseintegration og sensorisk modulering. “Protacs™ (producentens) egen beskrivelse er her.

Dynen er dyr, så jeg er glad for, at kommunen ville give mig den. Og det gjorde de uden den mindste form for gnidninger vist i 2015. Ergoterapeuten på afdelingen havde skrevet ansøgningen, og jeg skulle bare svare på nogle få supplerende spørgsmål. GLS stod her indenfor en uge. Fornem sagsbehandling.

Duede ikke med psykosen

Da jeg i efteråret fik psykosen, var det som om, kugledynen holdt op med at “virke”. Jeg kunne ikke længere falde til ro. Hjernen galoperede sammen med puls og blodtryk, så jeg fik sovepiller, for skal man komme ud af en psykose (og meget andet) skal man selvfølgelig kunne sove. Søvn har i sig selv en helbredende virkning på mange lidelser og er jo i det hele taget en væsentlig forudsætning for, at vi kan have gode dage, hvor vi befinder os godt, hænge sammen, og være i balance med os selv. Længere perioder uden søvn kan føre til mange alvorlige lidelser.

Og nu har jeg så fået sovepiller alt for længe. Og i realiteten må man spørge, om de ikke for længst er holdt op med at virke?

Et bedre alternativ

Jeg var bekymret, da pilleæsken var tom fredag aften. Skulle jeg vende og dreje mig i timevis? Ville det blive en af de nætter, hvor jeg endte med at se lidt film og og lidt Facebook og sov fire timer. Jeg monitorerer min søvn, så jeg har styr på, hvor ofte det sker, hvis nu nogen skulle spørge.

Jeg prøvede derfor med en meditationsguide, som jeg fik anbefalet på afdelingen, men nu som dengang blev jeg bare irriteret på guiden (ham der taler) og træt af, at jeg til sidst ikke kunne høre, hvad han sagde.

I stedet fandt jeg noget “afslapningsmusik” og det er så godt. Det virker simpelthen, da jeg lige havde fundet den helt rette lydstyrke – ikke for højt og ikke for lavt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor længe jeg lytter, men mit gæt vil være maks 20 minutter. I aftes var jeg spændt, idet det var dagen efter den første arbejdsdag. Første gang jeg skulle levere noget “rigtigt” til en, der kigger med på fremdrift og resultat, hvilket jeg lige skal vænne mig til. Kunne jeg sove efter det? Ja det kunne jeg. Det er helt fantastisk.

Gad vide om det bliver ved sådan?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Fast arbejde

Fast arbejde

Jeg kniber mig selv i armen

I morgen starter jeg i et fast job 15 timer pr. uge, hvor de første to uger er en praktik, hvor vi ser hinanden an, og det har jeg det fint med. Opgaverne består af sprog og web for et mindre webbureau i Lejre. Jeg arbejder primært hjemme, da det er bøvlet og dyrt at komme til Lejre fra Hvidovre.

Jeg har taget alle forbeholdene:

  • Jeg er tekniker ikke designer
  • Det gik ikke så godt i Farum, idet jeg ikke kunne gætte, hvordan siden skulle se ud men alligevel fik en pæn anbefaling
  • Jeg kan ikke afmaske billeder
  • Jeg har aldrig prøvet at sætte en webshop op
  • Jeg ved intet om SEO (en klar fejl).
  • Jeg ved intet om CSS (ditto)
  • Jeg har haft en sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2013 – men dog min form for fuldtid i både 2016 og 2017 i FKN.
  • Min hukommelse er elendig

Men jeg har også sagt til ham, at jeg er god til at bruge Google og da gud og hver mand sætter en webshop op, kan jeg vel også samt at jeg elsker læreprocesser.

Angsten

Alt dette er selvfølgelig angsten for at falde igennem, når nu endelig mit store, store ønske ser ud til at gå i opfyldelse. Derfor bliver jeg så pokkers ydmyg – også mere end godt er.

Vi har talt i telefon fire eller fem gange i dagens løb, sådan er det at forhandle kontrakt og tale opgaver pr. telefon, og det har været så behageligt. Han har lige SMS’et, at han er glad for vores aftale. Jeg kunne kun skrive ‘Lige over’.

Den angst kommer, når man har prøvet at hænge med det yderste af neglene i det ikke særligt rummelige arbejdsmarked. Når man først er kommet udenfor – og det sikkert uanset årsag – er det uhyre vanskeligt at komme ind igen.

I sommeren (vist nok) 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen på grund af sygdom, hvilket set i bakspejlet ikke er så overraskende, for jeg var syg. Indtil sommeren 2014 søgte jeg helt almindelige jobs en masse, men jeg kom ikke engang til samtale. Jeg konkluderede, at jeg var for gammel (50/51), men fyresedlen løftede jo ikke ligefrem situationen.

Diagnosen kom i 2014. Jeg var indlagt eller kom mig efter en indlæggelse hele 2014 og 2015. Jeg startede i FKN den 1. januar 2016 og var der i to år. Og herefter har jeg igen haft svært ved at holde fast i arbejdsmarkedet – eller arbejdsmarkedet ville ikke have mig trods det, at jeg fik en pæn anbefaling også fra Securitas, der blot skulle omstrukturere, udnytte de eksisterende ressourcer bedre mv.

Efter sådan en rutschetur kommer også angsten for ikke at være god nok.

Nu skal det lykkes

Nu skal det lykkes, men det tror jeg også på, det vil. Min nye arbejdsgiver lyder uhyre fremkommelig, og kan lide de sider jeg har vist ham, jeg har lavet. Jeg har lavet nogle skitser til sider, som bare aldrig er kommet videre end til mit webhotel; forleden dag sad jeg og tænkte på at slette dem, men det var så godt nok, jeg ikke gjorde det.

Nåh men første arbejdsdag er i morgen… Der er travlt i firmaet. De har brug for mig 🙂

/6 Kommentarer/i , /af ,

Arvestykker

Arvestykker

Rengøringsvanviddet

Vanviddet har bragt mig ud i køkkenet til det absolut sidste – nu gider jeg virkelig heller ikke mere – og i dag var den ‘ekstra’ ting det åbne hjørneskab, hvor arvestykkerne fra mormor og morfar står, og det er virkelig ikke noget særligt, for de var mere end jævne folk. De var nok nærmere fattige fra fødsel til død.

Morfar var fra den jyske hede, nærmere bestemt Skjærlund i Brande Sogn med de fem eller seks stude på et husmandssted, og mormor var fra Ellinge Kongepart i Højby Sogn, Odsherred og havde seks søskende. Faderen var maler og kaldtes ‘Kludeskomaleren’, fordi han altid skiftede til sådanne, når han kom for at arbejde.

Morfar døde i 1982 og mormor i 1994, begge 83 år gamle. Jeg blev ikke orienteret om nogen af dødsfaldene.

Kaffekanden er fra morfar og sukkerskålen er fra mormors ‘fine’ stel, som var stablet op i det dækketøjsskab, der fulgte hende gennem hele livet. Parret blev skilt i 1956, og derfor havde de selvfølgelig hver deres service. Som nævnt er det ikke noget særligt, men jeg er glad for at have tingene, også selvom de bare står og samler støv og fedt fra gassen. Hvordan de på nogen måde er havnet hos mig, ved jeg ikke. Der er nærmest kun én kilde, og det er min mor i den korte periode, hun boede i Nykøbing, inden hun døde.

Jeg ved godt, det er lidt tåbeligt at hænge sådan ved en sukkerskål og en kaffekande plus oldefars böhmiske glas, men det er stort set, hvad jeg har arvet, så det er ting, jeg er glad for.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Stor lejlighed mv.

RADMIS-studiet

Endnu større

Jeg har 80 km², og jeg er glad for hver og en, men når der skal gøres rent ‘i dybden’, er det næsten for mange. De år, jeg var meget syg, fik jeg selvfølgelig ikke gjort andet end at overleve, så det hele var vokset mig over hovedet. Her trængte bare til ‘i dybden’.

I dag har jeg taget et stort skridt mod slutmålet: alle hylder i soveværelset. De var fyldt med:

  • Slægtsforskningslitteratur (teori og metode),
  • ‘Nyeste udgivelser fra Landsarkivet i Viborg (1985)’,
  • Ti årgange af ‘Personalhistorisk tidsskrift’
  • Kristendom og teologi i alle mulige spændende afskygninger – aldrig læst eller brugt siden 2008/09, og
  • Litteratur om hjernen, hukommelsen og bipolar. Læst, brugt og gemmes, da jeg har glemt, hvad jeg læste 🙂
  • Støv…

Det med kristendom/teologi vil jeg se, om jeg kan forære noget af til den præst, der kommer i eftermiddag. Resten ryger ud. Når det ikke er læst/brugt siden 2008/09 bliver det det aldrig. (Note: præsten ville gerne have 90 pct. af det. Det blev jeg virkelig glad over, for der er noget næsten ‘syndigt’ over at smide fine bøger ud.)

Slægtsforskningslitteraturen mv. er båret ned til storskrald. Det er værdifuld speciallitteratur, men hvordan skulle jeg finde aftagere? Jeg kunne selvfølgelig have prøvet via Facebook, men trangen til orden kom over mig nu og her, og så skal man gribe den i nuet.

Nu mangler jeg kun 4-5 køkkenskabe indvendig, så er alt simpelthen ordnet. Glassene i glasskabet er stillet op med en lineal osv. Det er en berusende fornemmelse, og er medvirkende til, at jeg nu har tid til ‘at tage et arbejde’, som det så smukt hedder.

Post scriptum

Jeg deltager – som nogen måske husker – i RADMIS-projektet, der drejer sig om at hindre recidiv blandt bipolare type 1 (klassikeren med både mani og depression) ved at følge dem tæt. Opfølgningen består af:

  1. En kontaktperson der ringer en gang om ugen
  2. En app (jeg hader den), hvor man dagligt registrerer mere eller mindre relevante parametre.

I dag mente kontaktpersonen, at jeg skulle se nogle flere mennesker og spurgte, om jeg ikke følte mig ensom. Jeg kom til at sige, at jeg havde været hos venner i lørdags, og at jeg havde en frokostaftale på fredag, og om det ikke var godt nok?

Der var en periode, mens jeg var meget syg, hvor jeg følte mig meget ensom, men ellers har jeg det altså ikke sådan. Jeg er altid i gang med noget, jeg sidder ikke og kigger ind i væggen. Hvis jeg ikke har nogle opgaver, skaber jeg nogle.

Jeg var dum nok til at lukke af for hendes forklaring om hvorfor, jeg skal lave om på mig selv. Det var noget med sårbarhed – det er det, jeg kalder sygdom. Jeg burde have lyttet, jeg er bare så træt af at skulle lave om på mig selv. Jeg er introvert, og det har jeg været hele mit liv.

Da jeg var barn i Brande kom underdirektørens søn ofte over gaden for at lege. Jeg husker meget tydeligt, at det ofte var sådan, at Niels, som han hed, var inde i huset sammen med min mor, mens jeg var ude i haven og legede med min fantasiven. Han hed i øvrigt Jens. Jeg har fået fortalt, at Niels spurgte min mor ‘Hvem taler Hanne med?’, og så måtte hun jo sige sandheden: ‘Jens’.

Jeg er bare sær!