Nye vandresko

Nye vandresko

Jeg lod mig inspirere

Eric og  Lene går meget, mens jeg er kropsdoven og let forfalder foran min 32″ skærm til enten arbejde eller artiklerne til selvbiografien. Eller jeg bruger en hel formiddag på at spille Wordfeud med to venner eller noget andet, der må henregnes til et driverliv.

Realiteten er, at jeg har masser af tid selv dage, hvor jeg arbejder 9-17, hvilket sker ofte for tiden på grund af Coronakrisen. Mange mennesker vil gerne sende en hilsen til deres kære i ind- og udland for at vise, at de tænker på dem. En anden realitet er, at det er forår og solen skinner fra en skyfri himmel. Vinden er godt nok iskold, men jeg kan jo bare vælge den rette jakke.

Jeg har ladet mig inspirere af Eric og Lene. Tak skal I have.

Nu går jeg med

Ned gennem den fine Vigerslevpark med masser af påske- og pinseliljer – samt i dag et egern – og tilbage ad den temmelig triste Hvidovrevej er der 3.800 skridt, og det tager 35 minutter, som er det, man siger, man minimum skal motionere hver dag. Der er langt til de ‘lovbefalede’ 10.000 skridt, men nu er jeg da kommet i gang, og jeg nyder det. I dag hørte jeg undervejs en spilleliste på Spotify bestående af det bedste fra Højskolesangbogen.

Jeg prøver at gå til, så der kommer sved på panden. Det føles godt sådan. Målet er at blive i stand til at gå Damhussøen rundt, som, så vidt jeg husker, netop er 10.000 skridt og syv kilometer. Den lille café, som plejer at være et godt pit stop, er dog næppe åben for tiden.

Man skal aldrig gå ned på udstyr

For to år siden købte jeg et par Salomon vandresko, men jeg blev aldrig gode venner med snørelukningen. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Jeg har spurgt i forretningen, og jeg har set videoer på YouTube. Lige lidt hjalp det.

Nu har jeg gjort kort proces og købt et par nye vandresko af mærket Trespass med helt almindelige snørebånd. Det ved man da, hvad er. De er noget små i størrelserne, så jeg skal op i en størrelse 41. Det ser lidt voldsomt ud, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg håber mit nye tiltag også kan forbedre søvnen ad naturlig vej. Men uanset hvad så er det skønt at være kommet i gang igen.

2 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Det er rart at komme ud at røre sig – især nu hvor foråret banker på. Om skoene er gamle eller nye er ligegyldigt, bare fødderne er glade for dem 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Mine fødder er meget glade 🙂 Dag et var jeg bange for at jeg havde købt dem et nummer for store. Det viste sig heldigvis, at de bare skulle snøres ordentligt.

      Jeg har også rigtige, godt slidte, vandrestøvler fra Meindl, de er bare så voldsomme til ‘a stroll through the park’.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.