/i /af

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Jeg er enormt træt, for jeg var oppe 6:30

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Det er vist ikke noget, man rigtig gør mere, og hvis man gør, venter man i hvert fald til den følgende dag: Alligevel har jeg ringet til min nye ven og sagt tak for sidst, som var i dag. Og jeg er jo alligevel på den anden side af tiden – hvilket jeg har det helt “glimragende” med.

Der er en god bid vej fra Tollerup i Halsnæs Kommune til Hvidovre, og endnu længere når man skal tisse hele vejen, men “Paris er vel en messe værd“, og når der er mange medpassagerer, der ikke har fattet Sundhedsstyrelsens læse-let-anvisning på, hvordan man anvender et mundbind.

Vi har haft det helt fantastisk. Vi havde på forhånd lært hinanden at kende via Messenger og telefonen gennem de seneste 1½ måned. Det er bare noget andet at sidde sammen. Vi klinger bare! Det er helt fantastisk. Jeg kunne tale med hende i mange (flere) timer i streg. Vi har installeret nogle programmer, planlagt hendes kommende hjemmeside, læst 100 år gamle glødende kærestebreve til hendes farmor og set lige så gamle billeder. Hun har en virkelig skattekiste af sådanne gamle ting og sager. Jeg kender i sagens natur mange mennesker, der har gemt eller fundet ting fra deres forfædre, men jeg har “aldrig i mine livsens skabte dage” (sådan formulerede min kære mormor (1910 – 1994) sig) truffet et menneske med så mange “klenodier”, hvorved jeg forstår “eventyrskatte”; “guld” er ganske enkelt for fattigt og småt et ord.

Det er ikke hver dag, jeg gør den slags

Næh, jeg er ikke specielt god til at komme ud ad “Rottehullet”, og der skal noget særligt til, før jeg vover det. Enten skyldes det, at jeg har en aftale med en af mine ganske få professionelle relationer eller også skal det skyldes, at jeg virkelig tror på det.

Og hvad skal der så til, før jeg virkelig tror på det? Jo der skal det til, at vi har talt os ind på hinanden, og at der er en gensidig respekt: “Sådan er du, og sådan er jeg”. Vi er jo et par alderstegne damer med livserfaring til både den nemme og den svære side, og der skal være plads og rum til, at vi er dem, vi er. For mig betyder det fx vældig meget, at hun kender mange mennesker på Autismespektret; det er ikke noget, vi skal tale om, for så interessant er det ligegodt ikke, men det er en lettelse, at det ligger underneden, for der er så mange ting, jeg af den grund ikke behøver forklare yderligere. Jeg oplever det som en koloenorm befrielse.

Kan jeg køre hende over?

Jeg har arbejdet i årevis med at få min hjemmeside til at fungere, som jeg nu synes, den er i det mindste er okay. Andre kan muligvis ikke lide den, men det må de så om. De første spadestik er vist fra 2005. Der er gået mange timer med læreprocesser og fejltrin (især det sidste). Måske er jeg bare langsommere end de fleste, men jeg startede altså for mange, mange år siden med de små Libris-hæfter til 79 kr., som jeg lærte udenad, idet Internettet knapt var opfundet dengang og YouTube og relevante Facebookgrupper lå ude i fremtiden. Dengang var det stort, når man havde skrevet en halv kilometer kode, der bevirkede, at datoen skiftede automatisk… Ak ja. Hvor er det dog gået stærkt.

Jeg har altså været med fra det næsten absolutte nulpunkt til det, der er i dag, hvor man installerer fx WordPress eller Wix og en skabelon/et tema/et theme og så er resten træk-og-slip og de fleste kan udgive et indlæg på deres blog/hjemmeside.

Jeg har utrolig stor respekt for, eller måske hedder det lidt lyst til, at køre min nye ven over. Det ville være så let. Jeg har brugt tusindvis af timer på dette, og haft sjov med det – men hvad nu, hvis hun bad mig skrive et digt? Det er noget af det, hun kan. Herre Jemini! Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op. Jeg har absolut nul evner i den retning, og jeg har ikke lyst at blive gjort “lille”. Jeg antager derfor, at hun heller ikke har lyst at blive gjort “lille”.

Jeg tror, balancen er korrekt

Det er min klare fornemmelse, at balancen er korrekt. Hun respekterer mig, men hun prøver ikke at lave om på mig. Det gælder naturligvis også omvendt – men jeg har nu aldrig haft trang til at lave om på andre mennesker. Faktisk har jeg aldrig forstået det behov, nogle har for at lave om på andre. Måske mangler jeg her bare en brik i det store puslespil?

/i , , /af , ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket”, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjen” ikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , , /af , , ,

Forfatterskab og Windows 11

Forfatterskab og Windows 11

Jeg har en ven, der kan det med ord

Forfatterskab og Windows 11

Drømmen om bogen er ved at komme til live igen. Altså den bog, jeg så gerne selv gerne vil skrive, men hvor en “forfattercoach” ved navn Morten Bracker for tre eller fire år siden fik mig jordet ved at fortælle, at det, han så, var korrekt men kedeligt. Det tog modet fra mig, hvorpå jeg besluttede at begrave drømmen.

Psykologen synes imidlertid, jeg har en historie, der bør fortælles. Noget af den kan minde lidt om Arnhild Lauveng, der skrev “I morgen var jeg altid en løve” om at komme sig fra at være bimlende skizofren til at tage en universitetsuddannelse som psykolog og skrive adskillige bøger om det, psykiatrien så fint benævner “recovery”, der på vores eget modersmål bare betyder “at komme sig”. For man kan komme sig, hvis man er udstyret med tilstrækkelig kampgejst. Ikke altid men ofte. Vi, der kommer os, bør fortælle om, hvordan det lykkedes.

En baggrund som min, så vanvittig den end er, koblet med mange års insisterende psykisk sygdom, som jeg er kommet mig 95 pct. over og langt om længe har fået et fantastisk liv, er værd at skrive om og vil kunne sælge – og sidstnævnte er man nødt til at have med i overvejelserne, når man ikke har mulighed for at udgive “på eget forlag”, der koster kassen, som jeg ikke har (til det).

Fordi jeg kender hende (psykologen) så godt og er tryg der, kan vi tale os ind til steder, hvor jeg faktisk også mærker noget, men ellers er jeg ikke det store følelsesmenneske. Hjerne, analyser, kontrol og logik tager over, for dem har jeg overlevet på i mere end et halvt århundrede, og de har været fantastiske hjælpere i det, der var kaotiske tilstande. Jeg har overlevet ved hjælp af dem, hvilket jeg takker min Gud og skaber for – der er nu heller ikke andre at takke.

Ghostwriters

Da jeg (måske) ikke selv har kompetencerne, har jeg kigget mig om efter en ghostwriter. Et oplagt eksempel kunne være Gitte Løkkegaard, der skrev “Et lettere kaotisk ridt” om Tine Bryld, men hun er så kendt og tjener så godt, at hun end ikke ringer tilbage, når man har lagt en telefonbesked. Glem det. Jeg vil ikke blive en stor kunde men dog en kunde. Gider man ikke ringe tilbage, har vi ingen aftale og mit kontonummer er en velbevaret hemmelighed.

Forskellige andre vil skrive 200 Wordsider, der svarer til 100 trykte sider, for 95.000 kr. Glem det. Det har jeg selvfølgelig ikke råd til, og jeg ville muligvis også sidde tilbage med følelsen af, at de måske skrev noget, der kunne sælges, men var det mig, der kom til udtryk? For at sikre det, skal man sikkert op i den dyre ende, og det kan og vil jeg ikke. Jeg tror løsningen er, at jeg skal skrive selv, for der har jeg kontrol over både proces og resultat, og jeg sikrer, at det er sære mig og min sære egenartede stil, der kommer til udtryk. Jeg behøver bare hjælp til sådan noget som opstilling af “plot”, “nedslag” og alle de andre dramaturgiske effekter, som jeg naturligvis ikke har forstand på. Jeg er cand.jur – ikke dramaturg.

Min nye ven benytter Jens Arentzen, der også er vældig kendt og dygtig, til det med dramaturgien. Jeg har kigget på hans hjemmeside, og det ser spændende ud, men der efterlades end ikke et nummer, man kan ringe til. Glem det. Jeg orker ikke at handle steder, hvor man end ikke kan ringe, få en snak og føle hinanden lidt på tænderne.

Min nye ven keder sig ikke over mine tekster

Min nye ven har læst flere af min mere “følende” tekster på hjemmesiden fx om min far og min mormor. Hun er så sød at sige, at hun ikke keder sig, og at “forfattercoachen” måske tog fejl dengang for nogle år siden. Hun skriver selv, og det er helt anderledes end mit. Hun har mange adjektiver, der er så mange følelser osv. I mine tekster overlades meget/det meste til læserens eget univers og egne tanker; man kan sige, jeg opstiller rammeværket, men læseren må selv danne sig sine egne billeder. I min verden er det måske ikke så ringe endda.

Hun skriver fx – hvilket gør mig enormt/meget glad –

der står meget mellem linjerne, og at det er mig som læser, der får lov at afkode historien, alt efter mit eget temperament.

Hun sammenligner det med stilen hos en kendt, elsket og fantastisk forfatter. Min indlærte beskedenhed forbyder mig dog at nævne dennes navn.

Forfatterskab og Windows 11

Forfatterskab og Windows 11

Og så noget der måske er mere mit gebet – i hvert fald indtil videre

Windows startmenuen: Glemmer du, så husker jeg…

Nej, jeg har slet ikke glemt dengang Windows bare var et værktøj til at styre indholdet på computeren. Der så startmenuen fx ud som vist til højre: der var det, man skulle bruge i form af de senest anvendte programmer, de relevante links til højre og ikke alt muligt “hejs” med søde billeder og ikoner, man alligevel ikke bruger til noget.

Jeg har faktisk fundet et sted, hvor man for mindre end 50 kr. kan købe et program (jeg nægter at kalde det for en “app”), der gør, at man selv kan sammensætte startmenuen, så den rummer det, man skal bruge og ikke andet.

Jeg har fx valgt at vise de senest 25 benyttede programmer i venstre side og i højre side de relevante links til forskellige filer/mapper.

Firmaet hedder Stardock, og linket findes her. Det er 46 kr. værd. Man kan prøve det i 30 dage, og det kan anbefales at udnytte prøveperioden, for venter man til udløbet af prøveperioden, får man 15 pct. i rabat.

De har ikke styr på deres administration, så pas på din kode. Jeg måtte tre gange skrive til dem, at jeg altså allerede havde betalt. Jeg fik absolut nul svar. Nå, men til under en halvtredser går det an at betale for det samme to gange… Det er bare irriterende.

Windows 11 – Nej tak jeg venter til 2025

Lige nu har Microsoft travlt med at rulle Windows 11 ud. Det vigtigste, der er sket, er vist, at startmenuen er  rykket  ind i midten og at der er kommet en masse nye farver. Ja og hvad så?

Jeg skal ikke agere betatester for dem, når værditilvæksten ikke er større og ikke vil give mig nogle nye funktioner med noget, jeg har behov for, når prisen er, at “nogle programmer” muligvis ikke vil virke længere (jamen hvilke? hvad hvis min mail ikke virker længere?, hvad hvis slægtsforskningsprogrammet ikke virker længere? osv.). Jeg orker heller ikke at blive påtvunget “Edge” og alt det andet, de gerne vil proppe ned i halsen på mig. Nu har jeg endelig fundet ud af, hvordan jeg allernådigst får lov at fortsætte med min elskede Firefox, så skal jeg ikke ud i den samme kamp en gang til. Min kamp er nemlig slut!

De skriver ganske vist, at man inden for to uger vil kunne rulle tilbage. Men stadig væk er svaret “Nej tak”, for hvilken sikkerhed har jeg for, at en tilbagerulning faktisk virker 100 pct.?

Der vil være opdateringer til Windows 10 til og med 2025. Så vi snakkes da ved om fire år.

Det er en anden snak hos Apple

Apple er vildt dyrt, men har man brug for dem, står de på pinde for en.

I tre eller fire uger har jeg haft det sindssygt irriterende problem, at skærmen på min iPad 12,9″ Pro 5th Gen. “dør” fuldkommen, når jeg trykker på kommentarer i Facebook. Billedet er stadig på skærmen, men skærmen er “død” i ca. 30 sekunder, og jeg kan absolut intet.

Jeg kom i tanke om, at jeg havde tegnet en Apple Care-aftale (en slags forsikring) sammen med købet af iPadden i sommer.

Man ringer op til et amerikansk nummer. Efter 30 sekunder ringer danske supportere op og de helmer ikke, før problemet er løst. Super-service. Det eneste “men” er, at man skal starte hos 1st level support, der foreslår sådan noget som at genstarte iPadden, afinstallere og geninstallere Facebook, genstarte routeren osv. Jamen herre Jemini – alt det har man jo gjort, før man ringer. Men sådan er gamet åbenbart.

Ham, jeg fik i fat på 2nd level, var fuldstændig klar over, hvad han talte om, og på tre minutter fandt han relevante forslag i deres database. Problemet ligger hos Facebook og opstår, når man har et eksternt tastatur tilkoblet, men man kan jo ikke kontakte Facebook. Så den foreløbige løsning er at de-koble tastaturet. Og vupti de 30 døde sekunder sind verschwunden.

/1 Kommentar/i , /af ,

Vi taler samme sprog men er forskellige

Vi taler samme sprog men er forskellige

Måske har jeg fået en ny ven

Vi taler samme sprog men er forskellige.

En aften fik jeg pludselig en meget lang og helt utrolig sød besked på Messenger fra et menneske, der skrev, hun følte stor forbundethed med mig, skønt vores venskab på Facebook ikke har varet ret længe. Hun syntes, vi var fælles om mange ting blandt andet glæden ved at skrive og det at arbejde med slægtshistorien. Hun syntes godt om dette på min TNG-side (jeg har ikke selv skrevet det, men tyvstjålet og oversat fra engelsk):

De udvalgte

Vi er de udvalgte. I enhver familie er der en, måske to, der er kaldet til at finde forfædrene. At sætte kød og blod på anerne og få dem til at leve lidt igen. Til at fortælle familiens historie og til på en måde at få anerne til at føle sig kendt og værdsat. Slægtsforskning er ikke en kølig indsamling af kolde facts om fødselsdatoer og dødsdatoer men i stedet er det en måde at puste liv i dem, der er gået forud. Vi er stammens historiefortællere, og alle stammer har en sådan. Vi er kaldet af vores gener. De, der er gået forud, råber til os: ”Fortæl vores historie” og det gør vi så. Når vi finder anerne, finder vi også os selv.

Pudsigt nok læser jeg altid hendes opslag og kommentarer som de første, idet hun skriver rigtig godt. Helt anderledes end mig, fx med mange flere adjektiver og følelser; slet ikke så konkret, men jeg er ofte rørt og på tåregrænsen, når jeg har læst hendes input. Der kommer man jo ikke lige hen, når man her læst her hos mig. Det er jeg klar over.

Kommunikation via e-mail og telefon

Da jeg ikke har det ret godt med Messenger bortset fra korte beskeder, overgik vi til e-mails. Jeg spurgte til en række forskellige ting i hendes besked, men det ville tage hende en evighed at skrive svarene, så vi aftalte en telefonsamtale i tirsdags. Vi havde aldrig nogensinde talt sammen før, men pludselig fløj der 2 timer og 35 minutter. Helt vildt fantastisk.

Vi er vidt forskellige, men vi forstår, hvad den anden siger og hvis ikke, er der plads til at spørge til det. Vi taler samme sprog. Vi vil gerne udveksle kompetencer. Vi kan begge se, den anden kan noget, vi ikke selv kan. Hvorfor dog ikke bytte lidt? Det vil være så givende.

I modsætning til den ven, jeg måtte sige farvel til, prøver hun ikke at ændre på mig. Hun kender flere med Aspergers syndrom, så der er meget, jeg ikke behøver sætte ord på og som bare er. Jeg sendte hende linket til min historie om Aspergers syndrom, men jeg tænkte, at hun ville kede sig over de mange fakta og manglende adjektiver og følelser. Det gjorde hun heldigvis ikke. Det var lidt en test.

Note: Det irriterer mig, hver eneste gang de i TV Avisen ikke er klar over, at antonymet til “Konkret” er “Abstrakt” og ikke “Ukonkret”. Den danske Ordbog har ganske vist ordet, men det må da være en fejl 🙂

Vi mødes ultimo november

Glæden over aftalen er gensidig. Jeg tager et par tog og “Paris er vel en messe værd”. Når der er så længe til, kan vi begge nå at ombestemme os, men det tror jeg ikke vil ske. I givet fald ville jeg blive meget overrasket, for så meget tager jeg ikke fejl af et andet menneske på min egen alder og med mange fælles referencerammer. Man kan faktisk lære hinanden vældig godt at kende ved at (af-)læse, hvad der skrives, likes mv. på fx Facebook.

Jeg kommunikerer ikke ved hjælp af figurer

Jeg “faldt over” hende for nogle måneder siden, da hun bruger ord, gerne temmelig mange, og fordi vi havde den samme holdning til flere spørgsmål i flygtningedebatten. Det sætter jeg pris på. Jeg ville dog aldrig selv have vovet at sætte en så lang og sød besked sammen til et menneske, jeg ikke “kendte”. Min foreløbige konklusion er, at man kan lære hinanden ret godt at kende via Facebook.

Jeg er inderligt træt af de mennesker, der forsøger at debattere med mig ved hjælp af figurer. Når jeg af og til deltager i en debat med nogle af “kældermenneskerne” på Facebook, er jeg begyndt at slutte mit input af med følgende: “Jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer. Vil du mig noget, så skriv nogle ord. Du får som hovedregel et svar, mm. du bare er ude på at svine mig til”.

Det hjælper naturligvis ikke, men så har jeg da sagt fra overfor tosserne på forhånd.