, , ,

Snart med homebox

Dagens oplevelser med TDC.

Med usvigelig præcision ringede TDC kl. 08:14 og meddelte mig, at mit internet igen virkede. Heldigvis havde jeg sagt på arbejdet, at jeg først kunne komme, når jeg havde haft kontakt med TDC. Jeg var nemlig på forhånd sikker på, at det ville gå sådan, at de ville fortælle, at alt virkede, men at det gjorde det så ikke. Ergo var jeg heldigvis hjemme og kunne fortælle dem med det samme, at jeg fortsat ikke kunne komme på nettet.

På ingen tid besluttede den superflinke medarbejder at sende mig nyt udstyr, da det gamle åbenbart er kaput – så nu er jeg forhåbentlig snart på nettet igen – denne gang med TDC Homebox. Jeg er i virkeligheden ikke meget for at skulle i gang med at sætte det op, for jeg har på forhånd fornemmelsen af, at det kan jeg ikke finde ud af. På den anden side er vejledningen sikkert lavet for folk, der er endnu mere hardware-mongoler end mig, og alting er holdt i farvekoder (fortalte den flinke medarbejder beroligende). Hvis jeg nu er rigtig heldig og der ikke er for meget stormvejr, skulle jeg have udstyret i hånden på torsdag.

TDC følger endda op på, hvordan det går, hvilket jeg synes er meget imponerende. Det betyder, at de vil ringe om en uge og spørge, om det er gået godt. Nu håber jeg så, at det går godt, for ellers bliver jeg jo nødt til at tage endnu en møde-sent-dag, for at kunne få hjælp og vejledning. Hvad hjælper eventuel hjælp, hvis jeg sidder inde på arbejdet?

Samlet set har jeg det bare sådan, at ens hardware bare skal virke, og det interesserer mig dybest set ikke, hvordan det fungerer. Det er på den anden side lærerigt at være uden ordentlig internetforbindelse i bare nogle dage. I guder, hvor er man handicappet.

Den høflige slagter

Det er underligt at være “frue”.

Jeg skal have en middagsgæst i morgen, og derfor har jeg været hos slagteren og købe noget ordentligt kød. Hvidovre Stationscenter, som nu bare hedder Hvidovre C, er et mærkeligt sted, der – trods en årelang ombygning – stadig minder om et eller andet i Østeuropa før murens fald, men en rigtig god slagter byder stedet altså på.

Det er også en meget høflig stab hos slagteren. Den unge mand nåede at sige “Frue” til mig mindst tre gange i løbet af den tid, det tog at gøre indkøbet. Jeg har det lidt underligt med at være blevet en, man siger frue til. Nuvel, jeg er efterhånden ganske gråhåret og når jeg har min grå vinterfrakke på, så bliver jeg mere “fruet”, og frakken er da ganske vist også købt i en vaskeægte dametøjsbutik, men fruestørrelse er det altså ikke, og alt kan gemme sig i min pragtfulde frakke. Jeg ville bare have en frakke, som går godt ned om benene, som var tidløs og i en god kvalitet – ellers er det simpelthen for koldt at stå i minusgrader og vente på bussen endsige at gå ned at ryge. Jeg endte derfor med en skøn østrigsk “mantel” i ren ny uld, og nu er jeg så blevet “frue”.

Jeg tror, jeg tager hævn og kommer i min spritnye korte North Face fiberjakke i morgen 🙂

En forsinket fødselsdagsgave

Jeg var i Tanzania på min fødselsdag, så derfor har jeg nu fået en forsinket fødselsdagsgave – herligt! Et par filtstøvler fra Glerups – den originale koksgrå udgave med skindsål.

Jeg sidder her i snestormen med varme fødder og kan til fulde erklære mig enig i det Glerup skriver på deres hjemmeside: det er vanedannende!

Sædvanligvis klarer jeg mig med Irmas klassiske Maosko, men når man er meget hjemme og sidder meget ved computeren, får man nemt kolde fødder. Men det er slut nu – nu er det bare at stikke de bare fødder ned i disse herlige støvler, så har man fluks varmen. Jeg tror så mænd, jeg vil tage dem med på arbejde også 🙂

Tænk om det nu havde været fredag om to uger, så havde jeg haft et passende indlæg til “F” i ABC Scandinavias bogstavleg, men så længe kan jeg ikke vente…