,

Elforbrug

Så kom den årlige måleraflæsning.

Det er på en eller anden måde meget motiverende at være gået i “save-mode” på el-fronten.

Man skal have det lys man skal have, der skal være ordentligt varmt osv.; jeg gider ikke sidde indendørs med tællelys og pandelampe og tænke på 70’ernes oliekriser eller på dengang jeg boede hjemme og der altid var problemer med olie til fyret (bemærk det var ikke problemer med oliefyret).

Jeg bruger det, jeg skal bruge, basta, men jeg sender klimaet mange gode tanker og prøver at være en bevidst forbruger. Da jeg købte ny computer og skærm, var noget af det jeg lagde vægt på faktisk, at der skulle være en bevidst “strømpolitik”; jeg tænkte godt nok, at det på bundlinjen alligevel ikke ville kunne ses, men skade kunne det vel ikke.

Nu er måleren så årsaflæst for første gang, siden den nye computer kom ind i huset, og det har faktisk givet sig udslag i et fald på 52 kWh eller ca. 5 pct. Jeg er ret sikker på, at det er computeren, der kan tage æren, for jeg synes ikke, jeg på andre punkter har ændret mit energiforbrug. Hvis det globale energiforbrug faldt fem pct. var det virkelig noget, der kunne mærkes – nu er det bare mit forbrug og derfor betyder det samlet set intet. Jeg kan bare glæde mig over at ligge væsentligt under gennemsnittet for min husstandstype.

,

At slippe med skrækken

Mit ur var gået i stå…

I øjeblikket er jeg inde i en stime af ting, der går i stykker: 4-portsmodemmet, telefonen, kindtanden og printeren, så da mit nydelige Ole Mathiesen ur i starten af ugen blev ustabilt (gik, gik ikke) var jeg faktisk ikke engang overrasket, selvfølgelig skulle det da gå i stykker også.

Jeg slap imidlertid med skrækken og 60 kr. til et nyt batteri; det er til at blive helt glad af på sådan en forårsdag, hvor solen bare skinner og himlen er blå. Uret har gået i fem år på det batteri, der sad i ved købet. Det kan jeg ikke klage over.

,

Tandimplantat

I dag var det min tur hos tandlægen.

I 30 år har jeg døjet med en kindtand – ja det vil sige, jeg har jo ikke haft ondt i den, fordi jeg hele tiden har fået foretaget det der skulle til for at forebygge problemer. I 1980 blev den rodbehandlet, i ca. 1997 fik den en krone på og 2007 blev rodspidserne amputeret ved en større operation hos en specialtandlæge, da der var gået betændelse i dem. Nu har der så gennem et par år været en kronisk betændelse mellem rødderne og knoglen er blevet hul. Det er ikke noget, jeg mærker noget til, men tandlægen siger, at det ikke er sundt at gå rundt med en kronisk betændelse – og det kan jeg jo godt se. Immunforsvaret arbejder konstant på højtryk.

For selve den stakkels tand er der ikke mere at gøre, den må ud, uagtet at den har kostet mig formuer på tidspunkter i mit liv, hvor jeg sandt for dyden havde andet at bruge mine penge til, idet jeg i mange mange år betalte af på min uddannelse.

Tanden skal erstattes af et implantat og det koster 20.000 kr. Du milde kineser hvor er det dog mange penge, Jeg må sige, at jeg spurgte lidt til hvad der skete, hvis man bare trak tanden ud og ikke erstattede den med et implantat. Hun svarede, at der så er risiko for at de andre tænder begynder at vandre eller at sprænges, der er risiko for huller og mange andre ubehageligheder. Da jeg trods alt stadig er “ung”, ville hun ikke tilråde mig at fravælge et implantat.

Heldigvis er det en langvarig proces, hvilket betyder, at man ikke skal hoste op med 20.000 kr med det samme, men udgifterne bliver fordelt, efterhånden som arbejdet laves. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg vil have det lavet; jeg skal simpelthen ikke gå rundt og mangle en tand!

Tanken om Polen, Sverige eller Thailand strejfer mig naturligvis – men heller ikke mere. Jeg har fuld tillid til min tandlæge, som jeg nu har haft i over 30 år. Min kindtand var noget af det første, hun lavede som ung ansat tandlæge ude på Nørrebrogade. Nu kan hun får lov at afslutte den samme tand som mangeårig indehaver af en klinik på Rådhuspladsen, inden hun går på pension. I griner måske, men jeg må sige, at tiden for hendes pensionering påvirker min beslutning om at gå i gang med “projektet” om fire måneder. Det tager nærmest flere år inden hele processen med et implantat er forbi og jeg har ganske enkelt ikke lyst til at skifte tandlæge midt i den proces.

Hvem siger for resten, at vi i Danmark ikke har brugerbetaling på sundhedsydelser? Og hvad gjorde man egentlig, hvis man var på kontanthjælp eller på førtidspension?