, ,

Design

Leder med lys og lygte

Det jeg leder efter er et nyt tema/design til bloggen, og jeg har snart kigget mange igennem, men lige meget hvad jeg kigger på, har de en eller anden mangel:

En typisk mangel er datoen for indlægget, som jeg synes, skal vises som noget af det første. I flere temaer vises datoen som et tag, og det er ikke hensigtsmæssigt.

De fleste temaer viser ikke arkivet, og det vil jeg da helst ikke undvære. Det er da sjovt at kunne se tilbage til bloggens spæde begyndelse i 2005.

Jeg har så kigget lidt på det gratis “Twenty twelve”, der – bortset fra det med datoen – ser fint ud. Det er meget enkelt og klart, men skriften er ikke så tydelig som i det nuværende tema.

Det vigtigste for mig er, hvad læserne synes, så nu prøver jeg at installere “Twenty twelve” som en test, og så vil jeg blive glad for at høre, hvad I synes. Bare læg en kommentar – på forhånd mange tak! Du må også meget gerne begrunde dit svar, fx hvorfor du bedst kan lide det gamle eller det nye tema.

Specielt til Kirsten BR: Med dette tema kan du zoome!

Personerne på billedet i toppen er: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og min mor. Der er vandmærker på fordi jeg ikke gider, at andre slægtsforskere hugger billederne.

Jeg har ændret på frisen, fordi det er pænere, når alle billederne er s/h. Det er nu i stedet: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og mig. Der er så mange der siger, at vi ligner hinanden, og det kan man – synes jeg da – se på dette billede.

,

Design

Overvejelser om design

Jeg bruger temaet ”Structure”. Temaet er det, der bestemmer udseendet på bloggen. Structure vedligeholdes desværre ikke længere, og derfor udgør det en sikkerhedsrisiko, og jeg må se mig om efter et andet tema. Det er rigtig ærgerligt, for jeg kan lide det, som det er. Jeg gjorde mig en række overvejelser, da jeg valgte det:

  • Det skulle være responsive, altså tilpasse sig automatisk til alle de enheder læserne bruger (telefones, tablets, almindelige PC’er osv.)
  • Det skulle være let at se, da mange af mine læsere er ældre.
  • Det skulle være enkelt og uden alt mulig pjat. Indholdet af indlæggene skulle være i fokus.
  • Billeder skulle kunne vises på en enkel måde.
  • Tabeller skulle kunne vises.

En af mine trofaste læsere har gjort mig opmærksom på, at man ikke kan zoome ind på teksten, hvis man bruger iPad. Jeg havde såmænd aldrig tænkt på at teste det, men læseren har ret, så her er et krav til det næste tema, for det skal man selvfølgelig kunne.

Tabellerne har været lidt af en hurdle, for ”Structure” rummede ikke noget selvstændigt værktøj til tabellerne. Her må man i stedet bruge de muligheder, der ligger i WordPress selv. For mig kan tabeller være en fin måde at skabe et overblik på, men WP rummer ikke i sig selv nogen særlig god tabelfunktion. Derfor gik jeg på jagt efter et plugin (en tilføjelse), og fandt ”Visual Table Formatting Lite”, der er et meget fint lille gratis plugin, som jeg fx brugte til tabellen i går. Det er en stor forbedring bare det at kunne farve hver anden række, så tabellen bliver mere overskuelig. Der findes også en betalingsudgave ”Visual Table Formatting” til 18 $. Her kommer der en række ekstra funktioner til, så man for alvor kan styre tabeldesignet, og da tabeller er noget, jeg bruger meget, ofrede jeg de 18 $. Det ser ret lækkert ud, men det skal siges, at det var et mareridt at få det installeret, og jeg måtte ty til hjælp udefra.

Når jeg nu skal skifte tema og lave ”kravsspecifikation” igen,

  • vil jeg gerne høre mine læsere, hvad I synes, der er vigtigt ved designet?
  • Jeg vil også gerne høre mine medbloggere, hvilke krav I har stillet til jeres eget design?

Jeg vil blive meget glad, hvis I vil tage jer tiden til at lægge en kommentar om designet og jeres ønsker til nyt design på mit vindue mod verden. På forhånd mange tak!

,

Ny blog

Nu foreligger bloggen i en helt ny version

Jeg kunne ikke opdatere til WordPress 3.5; hver gang jeg prøvede, kunne jeg ikke komme ned i skrivefeltet og menuen med formateringen forsvandt. Da det er vigtigt hele tiden at være på den nyeste version, måtte problemet altså løses. Jeg henvendte mig til http://wpdk.dk/ og bad om hjælp. På ingen tid havde Peter fundet ud af, at det skyldtes, at mit tema var blevet for gammelt. Han foreslog en ny samlet løsning med version 3.5 og et nyt tema. Jeg slog til med det samme og resultatet ser I nu her.

Jeg er selv vældig godt tilfreds og håber også at I kan lide det, det er jo jer, der er mine brugere. Lad mig sige det straks – jeg skulle også lige selv vænne mig til det. Men efter at have vænnet mig til det:

  • Jeg kan godt lide renheden og enkeltheden
  • Nu er der fokus på den enkelte post
  • Alt med navigation er samlet oppe i topmenuen og allernederst på siden for netop at bevare fokus på den enkelte post
  • Skrifttypen er med vilje lidt stor – vi bliver jo ikke yngre, og så har jeg valgt en skrifttype, der egner sig godt til at blive læst online
  • Jeres kommentarer er ledsaget af et lille rundt billede af jer
  • Min side med 100 ting er pludselig dukket op igen, og det er en side, jeg faktisk er ret glad for. Jeg ved ikke, hvorfor den ikke kunne blive vist på den gamle blog
  • Sidst men ikke mindst ser siden også godt ud på mobiltelefoner og andre enheder

Lad mig høre hvad I mener om den nye blog.

Jeg kan stærkt anbefale http://wpdk.dk/ hvis I hoster WordPress-bloggen selv og kommer ud for problemer. Jeg har fået en topservice og lynhurtig levering. Det er ikke længere siden end i går morges jeg skrev til dem om mit problem med at opgradere, og nu inden for 24 timer foreligger en helt ny løsning. Jeg har haft et vældig godt samarbejde med Peter, hvor vi har mailet og ringet sammen om de forskellige temaer, der opstod. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Nu glæder jeg mig til at udforske de muligheder, der ligger i det nye tema.

Fødselsdag

Jeg har fødselsdag

Jeg er Hannes blog, og jeg har her på min 7 års fødselsdag fået lov at få ordet.

Siden den 9. december 2005 har jeg ført en noget omskiftelig tilværelse; i starten var jeg primært tiltænkt at skulle indeholde informationer om Hannes slægt, fordi det var det, der optog hende mest og inden for den emnekreds, hun havde noget at skrive om. Den allerførste post var således om formålet med bloggen, hvor hun tilkendegav, at formålet var at informere andre slægtsforskere om nye fund. Det formål blev aldrig opfyldt.

Jeg har også skiftet platform flere gange; jeg startede med at være en Nucleus blog, som Roger Brattås fra Norge hjalp med at sætte op, da Hanne på det tidspunkt ikke havde erfaring med databaser mv. Jeg var en rigtig flot blog med et elegant design udtænkt af Roger, men jeg var tung at have kørende, og jeg fik alt for meget spam indenbords; det var inden Hanne lærte Akismet at kende.

På et tidspunkt fik hun lyst til at blogge om andet end slægten også, og hun startede en WordPress.com blog, og det gik også fint et par år med adskillelsen mellem emnerne, men da en blog helst skal have nye poster relativt ofte, og det kneb med at blive med at finde på indhold til hele to blogs, blev jeg fusioneret, og jeg flyttede samtidig til Hannes eget domæne. Jeg har været glad for ægteskabet med Nucleus-bloggen. Jeg kan godt lide at være en WordPress blog, for jeg er meget driftssikker. Min eneste bekymring er, at jeg en eller anden dag kan blive hacket. Hun tager jævnligt backup af mit indhold, så jeg burde være sikret – men det vil være et stort arbejde at rydde op efter et hackerangreb.

Jeg er glad for alle de besøgende, jeg har og for alle dem der lægger en kommentar. Jeg rummer lige nu 1.009 indlæg i 62 forskellige kategorier; jeg har fået 3.046 kommentarer – halvdelen er godt nok Hannes egne, da hun altid svarer på de kommentarer hun får, men 1.523 kommentarer udefra er også helt fint.

Nu vil jeg nyde min kagemand og håbe på, at Hanne synger en fødselsdagssang for mig 🙂