Vemod

Jeg har sat mig til rette med et stort glas øko hyldeblomstdrik, og skriver om dagen i dag for at gøre den lettere at bære.

Det var dagen at sige farvel til min elskede psykolog i Psykiatrifonden. Jeg havde frygtet det, men det var alligevel ikke helt så slemt, som jeg havde troet. Jeg var lige ved at græde, men det lykkedes at kontrollere det. Havde jeg ikke kunnet kontrollere det, havde det ikke været nogen katastrofe, for det har hun såmænd oplevet så tit.

Hun har båret mig på hænder og fødder siden foråret 2015, og hun har i bogstaveligste forstand udgjort forskellen på liv og død for nu at sige det ligeud.

Jeg har optaget alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen, men det er tvivlsomt, om jeg nogensinde får det gjort. En ting er dog blevet mejslet i sten, og det er, at jeg har en stor, stor livsvilje, for ellers havde jeg ikke klaret den så langt, som jeg har med det liv, jeg har haft. Det giver god mening, jeg tror på det, og jeg synes, hun har ret. En anden ting, der er mejslet i sten, er, at jeg bliver nødt til at indgå i nogle sammenhænge, hvor det ikke bare er mig, der skal levere, men hvor jeg også kan få noget igen. Det mangler jeg at gøre noget ved.

Kun sjældent har jeg i den grad følt mig mødt, som det lidt kantede menneske jeg nu engang er. Hun har taget mig alvorligt og lyttet. Hun har fundet alternative synsvinkler, der kan bruges til noget, og hun har til tider udfordret mig.

I lang tid gik jeg og tvivlede på, om jeg ville kunne klare mig selv, når vi havde sagt farvel. Nu har hun været syg i to måneder, og jeg har faktisk klaret mig selv i al den tid, så jeg kan altså godt, når jeg absolut skal. Det er godt at vide. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil savne hende.

Vi har mødtes som ligestillede med respekt for det, den anden kan, selvfølgelig med den modifikation at det var mig, der havde “hjælpbehov”. Jeg har aldrig følt, at hun overrulede mig, hvilket jo havde været nemt i hendes position.

Vi besluttede, at det var nu, det var nu, og mødtes i et stort knus. Så var der bare tilbage at gå ud ad døren og ned på gaden. Det var OK, men samtidig føltes det tomt. Der vil gå nogle dage, inden det går over. Så meget har hun betydet!

PS: Hvis du, der læser dette, nogensinde skulle få en psykisk sygdom og behøve hjælp til den, vil jeg på det varmeste anbefale Psykiatrifonden. De ved, hvad de taler om. M.a.o. er de professionelle og kompetente hele vejen igennem.

13 replies
  1. Kirsten b. r.
    Kirsten b. r. says:

    Jeg dur ikke til farvel, hverken af den ene eller anden grund. Heller ikke på film.
    Tror det stammer fra den gang min elskede far forlod vores hjem for flytte samen med sin kontordame.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten b.r.

      Næh, jeg dur heller ikke til det, og da slet ikke med et menneske, der har betydet virkelig meget for mig.

      Åh nej da med din far. Forældres svigt sætter sig selvfølgelig i børnene i mange år. Min far døde i 1972, hvor jeg var ni år. Jeg synes faktisk, at jeg af og til savner ham, trods alle de år, der er gået.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Du har ret, “På gensyn” er meget, meget lettere. Og sådan kunne det selvfølgelig ikke være med psykologen, men det havde godt nok været dejligt hvis…

      Svar
  2. Pia
    Pia says:

    At sige farvel er ikke altid lige nemt. Heller ikke selvom man evt. af en eller anden grund, er den der selv vælger fra, men minderne lever videre.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Du har fuldstændig ret.

      Jeg havde gerne fortsat i Psykiatrifonden, for jeg synes stadig, der er meget at holde styr på alene. Men det er selvfølgelig klart, at kommunen ikke vedblivende kan finansiere det.

      Svar
  3. Donald
    Donald says:

    Det var som at gå ned ad gaden med dig efter et farvel. Den første gang jeg oplevede et farvel på den måde var fra en bus, der var hjemturen fra den sidste studenterfest vistnok på Stevns i en skole der var blevet sommerhus. Mærkeligt nok kan jeg ikke huske om det var morgen eller aften! Det var nok formiddag efter en aften, middag, overnatning på et loft. Men følelsen af at være ude af skolen var både frygtindgydende utryg og samtidig meget befriende – men det var utrygheden, der regerede. Når man så efter 51 år har oplevet et farvel-for-evigt i forskellige udklædninger, så at sige, så er det ikke så slemt mere. Jeg kan godt følge din beskrivelse og jeg kan godt genkende viljen til livet 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Tak for din søde kommentar. Jeg kan tydeligt se, at du forstår, hvad jeg mener. Jeg synes, det var et svært farvel, netop fordi hun har haft så stor betydning for mig. Tjah jeg har jo i mine 52 år oplevet mange “farvel”, men ved betydningsfulde personer synes jeg altså stadig ikke, det er er særlig let – og det er sådan set også OK at føle sig lidt tom og vemodig. Det er trods alt en del af livet.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Jeg kan kun give dig ret. Det er bare svært at sige farvel, til en professionel man er kommet til at holde af.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *