Vemodigt farvel til psykologen
Indholdsfortegnelse
Det var ikke nemt
Vemodigt farvel til psykologen
Jeg har sat mig til rette med et stort glas økologisk hyldeblomstdrik og skriver om dagen i dag for at gøre den lidt lettere at bære.
Det var dagen at sige farvel til min psykolog i Psykiatrifonden. Jeg havde frygtet det, men det var alligevel ikke helt så slemt, som jeg havde troet. Jeg var lige ved at græde, men det lykkedes at kontrollere det. Havde jeg ikke kunnet kontrollere det, havde det ikke været nogen katastrofe, for det har hun såmænd oplevet så tit.
Hun har båret mig på hænder og fødder siden foråret 2015, og hun har i bogstaveligste forstand udgjort forskellen på liv og død for nu at sige det ligeud.
Jeg har optaget alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen, men det er tvivlsomt, om jeg nogensinde får det gjort. En ting er dog blevet mejslet i sten, og det er, at jeg har en stor, stor livsvilje, for ellers havde jeg ikke klaret den så langt, som jeg har med det liv, jeg har haft. Det giver god mening, jeg tror på det, og jeg synes, hun har ret. En anden ting, der er mejslet i sten, er, at jeg bliver nødt til at indgå i nogle sammenhænge, hvor det ikke bare er mig, der skal levere, men hvor jeg også kan få noget igen. Det mangler jeg at gøre noget ved.
Jeg er blev mødt, selvom jeg er sær
Kun sjældent har jeg i den grad følt mig mødt, som det lidt kantede menneske jeg nu engang er. Hun har taget mig alvorligt og lyttet. Hun har fundet alternative synsvinkler, der kan bruges til noget, og hun har til tider udfordret mig.
I lang tid gik jeg og tvivlede på, om jeg ville kunne klare mig selv, når vi havde sagt farvel. Nu har hun været syg i to måneder, og jeg har faktisk klaret mig selv i al den tid, så jeg kan altså godt, når jeg absolut skal. Det er godt at vide. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil savne hende.
Vi har mødtes som ligestillede med respekt for det, den anden kan, selvfølgelig med den modifikation at det var mig, der havde “hjælpbehov”. Jeg har aldrig følt, at hun overrulede mig, hvilket jo havde været nemt i hendes position.
Vi besluttede, at det var nu, det var nu, og mødtes i et stort knus. Så var der bare tilbage at gå ud ad døren og ned på gaden. Det var okay, men samtidig føltes det tomt. Der vil gå nogle dage, inden det går over. Så meget har hun betydet!
PS: Hvis du, der læser dette, nogensinde skulle få en psykisk sygdom og behøve hjælp til den, vil jeg på det varmeste anbefale Psykiatrifonden. De ved, hvad de taler om. Med andre ord er de top-professionelle og top-kompetente hele vejen igennem.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Jeg dur ikke til farvel, hverken af den ene eller anden grund. Heller ikke på film.
Tror det stammer fra den gang min elskede far forlod vores hjem for flytte samen med sin kontordame.
@ Kirsten b.r.
Næh, jeg dur heller ikke til det, og da slet ikke med et menneske, der har betydet virkelig meget for mig.
Åh nej da med din far. Forældres svigt sætter sig selvfølgelig i børnene i mange år. Min far døde i 1972, hvor jeg var ni år. Jeg synes faktisk, at jeg af og til savner ham, trods alle de år, der er gået.
Jeg bryder mig ikke om at sige farvel, jeg kan meget bedre lide På gensyn, men sådan kan de jo ikke altid være. 🙂
@ Inge
Du har ret, “På gensyn” er meget, meget lettere. Og sådan kunne det selvfølgelig ikke være med psykologen, men det havde godt nok været dejligt hvis…
At sige farvel er ikke altid lige nemt. Heller ikke selvom man evt. af en eller anden grund, er den der selv vælger fra, men minderne lever videre.
@ Pia
Du har fuldstændig ret.
Jeg havde gerne fortsat i Psykiatrifonden, for jeg synes stadig, der er meget at holde styr på alene. Men det er selvfølgelig klart, at kommunen ikke vedblivende kan finansiere det.
Åh ja, livet er goddager og farveller, og rygsækken bliver fyldt med erfaringer og minder.
@ Kisser
Jeg kan kun give dig ret. Det er bare svært at sige farvel, til en professionel man er kommet til at holde af.
Der er vist ikke rigtig noget at sige her … du havde bare behov for at skrive om det 🙂
@ Ellen
Du har fuldstændig ret.