Det tager lang tid at redesigne et website
Bliver jeg mon færdig med mit redesign?
Det tager lang tid at redesigne et website
Jeg har allerede brugt utrolig meget tid på at redesigne mit website, men da siden er bygget op gennem mange år, får jeg hele tiden øje på noget, der bør ændres, hvis det grafiske udtryk skal være ensartet, konsekvent og konsistent. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer i mål, og det irriterer mig, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har lært virkelig meget om mit tema »Enfold«, hvilket selvfølgelig er positivt.
Et lille bitte eksempel er dette, som jeg opdagede ved et tilfælde. Jeg har ændret farverne på knapperne i menuen, men logoet inde i artiklerne havde den gamle grønne, og det var lige til at få migræne af at se på.
Jeg brugte flere timer på at give logoet den rigtige grønne farve. Billedbehandlingsprogrammet GIMP ville gerne erstatte den gamle grønne med alle mulige andre farver men ikke med den, jeg skulle bruge.
| Denne grønne kunne jeg godt lave | Denne grønne kunne jeg ikke lave |
![]() |
![]() |
Jeg gav tilsidst op og fandt den herligste gratis tjeneste på nettet. Så nu ser det rigtigt ud
Andre designproblemer
Lige nu har jeg herudover nedenstående helt åbenlyse mangler, som jeg desværre ikke kan udbedre uden ekstern bistand fra min udvikler gennem mange år. Han har skrevet en masse koder (CSS) for mig, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme, men CSS er aldrig helt gået op for mig, og jeg er bange for at ødelægge det, jeg allerede har, selvom jeg selvfølgelig har en testside at øve mig på.
Når nedenstående mangler er udbedret, kan jeg fortsætte med at lytte til Lisbeth Scharlings tips og tricks og arbejde videre med min side. Men det er vist lidt som med slægtsforskning: Færdig bliver jeg aldrig.
Jeg vil sikre, at siden er mobilvenlig.
Jeg er irriteret over, at mit »Enfold« ikke tilbyder en løsning. Jeg synes, jeg har været gennem alle menupunkter flere gange uden at finde svar.
- Via smartphone: Visningen af kommentarer er helt håbløs. Kommentarerne bliver smallere og smallere, for til sidst at være ulæselige.
- Via smartphone: Farven på de menupunkter, der vises i burgermenuen (de tre vandrette streger øverst til højre kaldes en burgermenu) skal ændres fra grå til helt almindelig sort, da lysegrå på hvid er stort set ulæselig.
- Via smartphone: Kategorierne er ulæselige. Skriftstørrelsen skal øges.
Styr på farvernes betydning
Når man ser en bestemt farve, skal man uden videre være klar over, hvad den betyder. Hos mig har fed skrift og links den samme farve. Man er vant til, at man kan klikke på links med den blå farve. Når fed skrift har den samme blå farve, antager man, at man også kan klikke på fed skrift. Når der ikke sker noget, regner man måske med, at musen er gået i stykker?
Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg bare retter den fede skrift uden samtidig at ændre linkfarven. Det er jeg også irriteret over.
Flere billeder og kolonner i de to “grids”
Et »grid« er en af de to »firkanter« med de sort/hvide billeder i 2 kolonner og 2 rækker. Jeg vil gerne, at der i stedet vises 3 kolonner og 2 rækker, da der er masser af plads til det i bredden.
Det er flere år siden, jeg købte bistand til at etablere de to grids, fordi Enfold ikke kan det, jeg gerne vil med øverst at medtage alle kategorier undtagen »Slægt« og dernæst kun »Slægt«. Jeg har kigget i filen, der styrer udseendet, men kan ikke finde ud af at ændre på det. Jeg kan nemt lave 2 kolonner og 3 rækker men ikke 3 kolonner og 2 rækker. Det undrer mig såre, for layoutet er jo ikke faldet ned fra himlen. Definitionen må stå et sted i den fil.
Denne slider skal selvfølgelig også have sort/hvid billeder
Det dur simpelthen ikke, at der midt i det hele findes farvebilleder, når billederne i de to grids er sort/hvide. Det bringer uro og ballade. Mit formål er jo netop at skabe ro på siden.
I øvrigt er jeg slet ikke sikker på, at slideren skal leve videre på forsiden, men lige nu kan jeg ikke finde på noget bedre.
Kolonnerne forskydes en anelse nedad
Dette er også lige til migrænikeren: kolonnerne begynder ikke i samme højde. Det er som om, de hopper lidt nedad hver eneste gang.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.













