Problemerne med visning på hjemmesiden
Cachingproblemer
Indholdsfortegnelse
Problemerne med visning på min hjemmeside
Advarsel: Denne artikel er for nørder og de brugere, der er temmelig trætte af problemerne på min side med at få vist nye artikler, egne kommentarer, mine svar osv.
For at være ærlig (det betaler sig i længden bedst, har jeg hørt), må jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg kan simpelthen ikke finde årsagen til de problemer, I oplever med min side.
ChatGPT kan af gode grunde ikke levere et løsningsforslag, fordi der nærmest er tale om et “krydspres” mellem mange forskellige hensyn.
Jeg beklager virkelig, at det er et kæmpe irritationsmoment for mange af jer, og sådan skal det selvfølgelig ikke være at læse mine artikler og indsende kommentarer til dem. Jeg skriver jo blandt andet for at blive læst, og jeg elsker dialogen med jer.
Det er umuligt at få hjælp på diverse hjemmesider – eller det kan man måske godt, men jeg er ikke dygtig nok til at forstå de forklaringer, der findes. Derfor har jeg rettet henvendelse til min host, cHosting, som altid er utrolig hjælpsomme, når man sidder med et problem, og det gælder også selvom problemet egl. ikke drejer sig om selve hostingen.
Skrivelsen til cHosting
“Hej Dennis
Jeg erkender med det samme, at mine problemer med caching formentlig ikke har noget med cHosting at gøre, jeg kan simpelthen bare ikke finde ud af, hvordan jeg får fat i et levende, hjælpsomt menneske, og derfor går det ud over dig/jer.
1) Spørger jeg min udvikler, kommer han med standardsvaret: “Det er fordi, du har en hård cache”. Det har jeg hørt på i flere år, men det hjælper mig ikke.
2) På Cloudflares hjemmeside bliver man bare ført rundt i ring, og det er umuligt at komme i kontakt med levende mennesker, medmindre man opgraderer til “Business”. De kan lige tro nej. Deres supportsider hjælper mig ikke.
Problemerne består i:
1) Min bedste ven får ikke vist, at der er nye artikler i de to grids, medmindre jeg laver custom purge på URL’en: https://stegemueller.dk. For måske at råde bod på dette, har jeg sat denne indstilling ned til 2 sekunder:
“Browser Cache TTL
Determine the length of time Cloudflare instructs a visitor’s browser to cache files. During this period, the browser loads the files from its local cache, speeding up page loads.”
Om det har effekt, er jeg ikke klar over.
2) De mennesker, der kommenterer hos mig, forventer selvfølgelig at kunne se deres egen kommentar. Men det kan de ikke. Jeg kan selv se den med det samme. Det er der ingen problemer med.
Jeg prioriterer at svare hurtigt. Og for at sikre, at de kan se deres kommentar plus mit svar, laver jeg en “Clear this post” med WP Rocket.
3) En bruger skrev i dag blandt andet, at hun for hver enkelt post/artikel må refreshe URL’en med CTRL F5 for at se kommentarer (både hendes egne og mine svar).
Årsagen til den hårde cache:
Google prioriterer sider med hurtig svartid, og derfor har jeg en “hård cache”, men jeg tror, jeg har fået rodet for meget sammen. Jeg er parat til at droppe Cloudflare (og også spare alle de penge) og lade det hele køre via jer, for jeg kan ikke “holde balancen” mellem på den ene side hensynet til mine brugere og på den anden side hensynet til Google (som selvfølgelig ikke skal have højeste prioritet).
Jeg kan ikke selv finde ud af at slippe ud af det, da jeg er usikker på DNS og den slags. Vil du hjælpe?
Har du forslag til, hvad jeg ellers bør gøre?
Jeg er rede til at betale lidt for din bistand.
Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”
Og hvad så nu?
- Som altid har Dennis fra cHosting været hjælpsom og svaret hurtigt. I skrivende stund er han ved at hjælpe mig med at slippe ud af Cloudflare og overføre min side til kun at køre via dem. Der kan gå et par timer, før det har effekt, dvs. at vi ikke kan være sikre før ca. kl 14:00.
- Jeg har fjernet det caching-plugin, der hedder “WP Rocket”.
- Jeg har fjernet det caching-plugin, der hedder “Asset CleanUp: Page Speed Booster”
Risikoen er selvfølgelig, at svartiderne vil blive længere, dvs. at det varer længere, fra du klikker på linket, til siden bliver vist på din skærm, men måske er det noget, der bedst måles i millisekunder? Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at det er valget mellem pest eller kolera, og her har jeg så valgt koleraen, selvom det vist er meget ubehageligt og i sidste ende dødeligt.
Hvis I efter alt dette fortsat oplever problemer, vil jeg meget gerne høre om det. For så er der noget andet galt.
Hvad disse ændringer ellers kan medføre, er jeg ikke klar over, men det kan næppe blive værre 🙂
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Ups, ja det er teknik for viderekomne nørder 😉 Så nu skriver jeg bare et svar og ser, om jeg kan se det og eventuelle andre kommentarer. Og hvor er jeg glad for at du gider alt det bøvl, og for at der findes væsener som Dennis!
@ Charlotte
Når man har en hjemmeside, er der altid opgaver at tage sig af. Men det kender du sikkert.
Jeg svarer dig fluks, og sender dig også en mail om, at jeg har svaret dig her, og så vil det være vældig interessant, hvad du ser hos dig – om noget 🙂
Det er vist mig, der skal være taknemmelig for, at I har holdt ud så længe.
Siden indlæste min kommentar med det samme … og alle de andre, som ikke var der inden jeg klikkede på “send kommentar” 😉
Så lukkede jeg computeren ned, genåbnede det hele og vupti – dit svar er der OG mine kontsktoplysninger er der!
Mails er også kommet. Alt ser fint ud – og det er ikke langsommere end normalt dvs. indlæst med det samme.
@ Charlotte
Tak for dit svar.
Jeg er nærmest lykkelig!
Og jeg testede lige igen. Jeg lukkede din side.lukkede browseren, lukkede computreren og åbnede det hele i omvendt rækkefølge.
Dit svar var her uden “refreshing” mine komntaktoplysninger er der stadig.
Bingo!
Tak til dig o Dennis!
@ Charlotte
Tusind tak skal du have. Tak for din månedlange tålmodighed.
Så tror jeg, vi må konkludere, at problemerne er løst.
Ja, ham Dennis er en vældig god fyr. Hvis du en gang skal skifte webhotel, har de min varmeste anbefaling. Jeg har været kunde der i syv år.
Nu virker det også at sætte flueben i gem navn …, men det er først lige for lidt siden posten var at se på din hjemmeside.
@ Jørgen
Du skriver “men det er først lige for lidt siden posten var at se på din hjemmeside”, men her tillader jeg mig altså at tro, at det drejer sig om din egen browser-cache, da jeg, så vidt jeg da ved, ikke har noget caching-værk tilbage på min hjemmeside.
Lige nu er der ikke noget at teste med, men da jeg måske har fantasi til også at skrive noget en gang i morgen, og du ikke ser noget nyt fx efter kl. 16:00, kan du prøve at trykke CTRL F5 for at genopfriske din browser. Hvis der så pludselig er noget nyt, så ved vi, at problemet er din browser.
Hvis jeg tager fejl, må du sige til.
God fornøjelse med løsningen.
Jeg synes nu siden loader som lyn og torden.
@ Jørgen
Det er jeg “mega-glad” for at høre.
Gad nok vide, om det varer ved.