Indlæg

,

Problemerne med visning på hjemmesiden

Problemerne med visning på min hjemmeside

Cachingproblemer

Problemerne med visning på min hjemmeside

Advarsel: Denne artikel er for nørder og de brugere, der er temmelig trætte af problemerne på min side med at få vist nye artikler, egne kommentarer, mine svar osv.

For at være ærlig (det betaler sig i længden bedst, har jeg hørt), må jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg kan simpelthen ikke finde årsagen til de problemer, I oplever med min side.

ChatGPT kan af gode grunde ikke levere et løsningsforslag, fordi der nærmest er tale om et “krydspres” mellem mange forskellige hensyn.

Jeg beklager virkelig, at det er et kæmpe irritationsmoment for mange af jer, og sådan skal det selvfølgelig ikke være at læse mine artikler og indsende kommentarer til dem. Jeg skriver jo blandt andet for at blive læst, og jeg elsker dialogen med jer.

Det er umuligt at få hjælp på diverse hjemmesider – eller det kan man måske godt, men jeg er ikke dygtig nok til at forstå de forklaringer, der findes. Derfor har jeg rettet henvendelse til min host, cHosting, som altid er utrolig hjælpsomme, når man sidder med et problem, og det gælder også selvom problemet egl. ikke drejer sig om selve hostingen.

Skrivelsen til cHosting

“Hej Dennis

Jeg erkender med det samme, at mine problemer med caching formentlig ikke har noget med cHosting at gøre, jeg kan simpelthen bare ikke finde ud af, hvordan jeg får fat i et levende, hjælpsomt menneske, og derfor går det ud over dig/jer.

1) Spørger jeg min udvikler, kommer han med standardsvaret: “Det er fordi, du har en hård cache”. Det har jeg hørt på i flere år, men det hjælper mig ikke.

2) På Cloudflares hjemmeside bliver man bare ført rundt i ring, og det er umuligt at komme i kontakt med levende mennesker, medmindre man opgraderer til “Business”. De kan lige tro nej. Deres supportsider hjælper mig ikke.

Problemerne består i:

1) Min bedste ven får ikke vist, at der er nye artikler i de to grids, medmindre jeg laver custom purge på URL’en: https://stegemueller.dk. For måske at råde bod på dette, har jeg sat denne indstilling ned til 2 sekunder:

“Browser Cache TTL
Determine the length of time Cloudflare instructs a visitor’s browser to cache files. During this period, the browser loads the files from its local cache, speeding up page loads.”

Om det har effekt, er jeg ikke klar over.

2) De mennesker, der kommenterer hos mig, forventer selvfølgelig at kunne se deres egen kommentar. Men det kan de ikke. Jeg kan selv se den med det samme. Det er der ingen problemer med.

Jeg prioriterer at svare hurtigt. Og for at sikre, at de kan se deres kommentar plus mit svar, laver jeg en “Clear this post” med WP Rocket.

3) En bruger skrev i dag blandt andet, at hun for hver enkelt post/artikel må refreshe URL’en med CTRL F5 for at se kommentarer (både hendes egne og mine svar).

Årsagen til den hårde cache:

Google prioriterer sider med hurtig svartid, og derfor har jeg en “hård cache”, men jeg tror, jeg har fået rodet for meget sammen. Jeg er parat til at droppe Cloudflare (og også spare alle de penge) og lade det hele køre via jer, for jeg kan ikke “holde balancen” mellem på den ene side hensynet til mine brugere og på den anden side hensynet til Google (som selvfølgelig ikke skal have højeste prioritet).

Jeg kan ikke selv finde ud af at slippe ud af det, da jeg er usikker på DNS og den slags. Vil du hjælpe?

Har du forslag til, hvad jeg ellers bør gøre?

Jeg er rede til at betale lidt for din bistand.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Og hvad så nu?

  1. Som altid har Dennis fra cHosting været hjælpsom og svaret hurtigt. I skrivende stund er han ved at hjælpe mig med at slippe ud af Cloudflare og overføre min side til kun at køre via dem. Der kan gå et par timer, før det har effekt, dvs. at vi ikke kan være sikre før ca. kl 14:00.
  2. Jeg har fjernet det caching-plugin, der hedder “WP Rocket”.
  3. Jeg har fjernet det caching-plugin, der hedder “Asset CleanUp: Page Speed Booster”

Risikoen er selvfølgelig, at svartiderne vil blive længere, dvs. at det varer længere, fra du klikker på linket, til siden bliver vist på din skærm, men måske er det noget, der bedst måles i millisekunder? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at det er valget mellem pest eller kolera, og her har jeg så valgt koleraen, selvom det vist er meget ubehageligt og i sidste ende dødeligt.

Hvis I efter alt dette fortsat oplever problemer, vil jeg meget gerne høre om det. For så er der noget andet galt.

Hvad disse ændringer ellers kan medføre, er jeg ikke klar over, men det kan næppe blive værre 🙂

, , ,

Slægtsforskning: Bondefangeri

Vil du have en side i TNG?

Slægtsforskning. Jeg laver gerne en side for dig.

Jeg får hyppigt henvendelser fra slægtsforskere, der vil have en hjemmeside og installere The Next Generation of Genealogy Sitebuilding© (“TNG”) fordi jeg kommer op, hvis man søger med Google. Det er typisk fra ældre mennesker, der har en masse slægtsforskning, de vil præsentere på nettet efter at have haft det hjemme på computeren eller i en masse ringbind. Jeg hjælper gerne med at installere TNG, hvis der på forhånd er orden og struktur i data. Jeg gider ikke rydde op i dine data, for nu at sige det lige ud.

I dag fik jeg en henvendelse fra Frede, der havde fundet frem til http://www.freewebsite.com/ som host, og han spurgte, om jeg kendte til det. Det gjorde jeg ikke, men jeg brugte lidt tid på at undersøge sagen. Det er min grundlæggende indstilling, at man får det, man betaler for; altså må der være et eller andet galt, hvis det er gratis. Hostingområdet er kompliceret, og det kan være vanskeligt at vælge en udbyder.

Efter en del søgen fandt jeg deres Terms of service, hvoraf det langt nede i teksten fremgår, at man på et tidspunkt skal betale fees. Der står imidlertid ikke noget om, hvornår man skal til lommerne. Jeg synes, man kan stille følgende spørgsmål:

  • Er det når ens datamængde overstiger en vis størrelse og i givet fald hvor mange GB?
  • Er det når man har mere end en given mængde trafik på siden og i givet fald hvor meget?
  • Er det når man har brugt en vis mængde MySQL-databaser og i givet fald hvor mange?
  • Hvad kan det ellers være, der udløser en regning for at blive “Premiumkunde”?

Historien melder ikke noget om følgende

  • Hvad er det for et miljø, man kommer til at arbejde i: Windows eller Linux?
  • Tilbyder de MySQL-databaser og hvilken version? Hvor mange databaser må man have? MySQL er en forudsætning for at installere TNG.
  • Tilbyder de PHP og hvilken version? PHP er også en forudsætning for at installere TNG.
  • Tilbyder de e-mail-konti og i givet fald hvor mange?
  • Hvor tit tager de backup?
  • Hvad er deres oppetid?
  • Hvordan fungerer deres support: mail eller chat? Hvor lang er responstiden?
  • Og man kan sikkert stille mange andre spørgsmål.

Donald har bidraget med disse emner, som man også skal kigge efter, når man vælger udbyder:

Desuden kan der være problemer med trafik-hastighed, backup eller disaster recovery og beskyttelse mod hacking.

Jeg endte med stærkt at fraråde Frede at bruge FreeWebsite.com for det er alt for uklart, hvad man får gratis, hvornår man skal betale og hvad prisen så er. Jeg vil gå så langt som til at kalde det bondefangeri.

Hvis man googler lidt, finder man denne side med anbefalinger til emner at kigge efter, når man skal vælge udbyder. Jeg er ikke helt enig med ham, men lad det nu være. Hvis jeg skulle anbefale nogle udbydere, skulle det være One.com, Gigahost eller Meebox. De er alle i den billige ende, og så kan man se på deres hjemmesider præcist, hvad man får for pengene.

Update september 2021: Glem ovenstående hosts. De er for billige! Det er sådan, at man får, hvad man betaler for.

Mine nuværende råd er: cHosting som udbyder, da både deres oppetid og support er suveræn. Vil du som slægtsforsker lægge dine data på nettet, så gør det rigtig og brug The Next Generation of Genealogy Sitebuilding. Jeg hjælper evt. med installation m.v., hvis du på forhånd har orden i data.

Hold dig langt fra de store amerikanske databaser som fx MyHeritage, hvor folk bare skriver af fra hinanden og ingen nogensinde kigger efter i de originale kilder. Du kan lave din egen hjemmeside for 1/5 af prisen.

Jeg har skrevet en del om TNG. Du kan læse posterne her.