Indlæg

/8 Kommentarer/i , /af ,

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Det går den rigtige vej

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Jeg har været til ECT for femte gang i vedligeholdelsesforløbet. Der er bestilt i alt seks gange. Jeg havde besluttet mig for, at jeg allerede denne gang ville “varme op” til drøftelserne om at få bevilget flere behandlinger.

Det viste sig, at jeg slet ikke skulle kæmpe for sagen. De havde haft min sag oppe at vende på morgenkonferencen og havde besluttet at bevilge mig 10 ekstra behandlinger med tre ugers mellemrum. Det er jeg så glad for. Nu har vi endelig fundet noget, der virker, så lad os endelig køre videre ad det spor. Min psykolog siger også, at hun tydeligt kan mærke, at jeg “dykker”, når det er tid til at skulle ind igen. Så det er altså en nødvendig behandling.

Samlet set er jeg meget tilfreds med Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg synes, de gør deres job godt, og de slipper mig ikke, før de ved, at det går, som det skal. Jeg føler mig både set og hørt, og det er dejligt. Når de næste 11 gange er gennemført, mener jeg, at jeg har fået 60 ECT-behandlinger. Det er helt vildt.

Virksomhedspraktikken

Og så er jeg jo startet på arbejdet, som bare er en virksomhedspraktik, i Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har været der to dage i alt syv timer, og jeg tror, det er gået rimeligt, men jeg føler mig meget usikker på, om jeg gør det godt nok.

Min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden siger, at Folkekirkens Nødhjælp ikke rigtig kan stille nogen krav til mig, da jeg kun er praktikant. Jeg kæmper med den indre kritiker. Herudover er der alle de sædvanlige begynderproblemer: Hvad hedder printeren og hvor står den, hvordan finder jeg op i IT-afdelingen osv. Huset er meget svært at finde rundt i. Det er fyldt med små gange og krinkelkroge; jeg er allerede faret vild én gang på vej fra IT-afdelingen.

Kollegerne er søde. Jeg har endnu ikke overblik over, hvem der skal være mine samarbejdspartnere, så det er et af mine spørgsmål til chefen.

Overblik over projektet

Jeg har brugt tiden på at prøve at danne mig et overblik over projektet, som har ligget stille siden efteråret 2014. Jeg har lavet en lang liste med spørgsmål – stort og småt imellem hinanden – og den liste skal jeg så tale med chefen om på mandag.

De startede med at ville opbygge et system med mange integrationer til andre systemer, men det gik op for dem, at ambitionsniveauet var for højt, så de skrællede de fleste integrationer af. Jeg har endnu ikke overblik over, hvor mange der er tilbage.

Jeg har siddet og kigget lidt i systemet og prøvet at orientere mig om, hvad det kan og hvilke data, der ligger. Det er et HR-system, som rummer nogle ret basale oplysninger om afdelinger og medarbejderes stamdata. Ideen er blandt andet, at medarbejderne selv skal kunne opdatere stamdata: Når de fx har været på kursus, skal de selv kunne føre det ind i systemet, så der altid er et overblik over alle kompetencer i organisationen. Det er smart nok.

Jeg er meget træt, når jeg kommer hjem, men det er sikkert naturligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen så dygtig, og jeg får så meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/16 Kommentarer/i /af

Dejligt

Dejligt

Det er dejligt, der også sker noget positivt

Man skal også skrive, når der er positive og gode nyheder. Og det er der i dag:

1) Hvidovre Kommune har skriftligt meddelt, at jeg gerne må fortsætte forløbet hos Psykiatrifonden, og at jeg i den forbindelse gerne må finde en virksomhedspraktik.

Det betyder, at vi læser speciallægeerklæringen ens, og det er bare så godt. Det er dejligt, at vi ikke skal til at diskutere, hvordan Pia Glyngdals erklæring skal forstås/fortolkes.

Af erklæringen fremgår nærmest, at det vil være en del af min helbredelse – så helbredt som jeg nu kan blive – at komme på arbejdsmarkedet igen. Det ser jeg meget frem til. I første omgang føler jeg mig overbevist om, at Psykiatrifonden vil finde et godt sted til en virksomhedspraktik. Jeg har allerede aftalt møde med erhvervsrådgiveren, så vi kan få sat lidt skub i sagen.

2) Jeg bevarer jeg mine sygedagpenge, så længe forløbet kører hos Psykiatrifonden. Det er en kolossal lettelse. Så klarer jeg den i hvert fald frem til april. Huslejen kan betales og der er brød på bordet. Hvad der derefter skal ske vides ikke. Jeg satser på et mirakel.

3) Ved SINDs mellemkomst har jeg fundet en ny bisidder. Han hedder Flemming og lyder flink i telefonen. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg får ham sat ind i sagen, der jo efterhånden er lidt langstrakt.

Jeg er startet med at sende ham speciallægeerklæringen og det autoriserede skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, som til sin tid vil danne grundlag for mødet med rehabiliteringsteamet, der gerne skulle indstille til kommunen, at de skal bevilge mig et fleksjob. Det er en noget omstændelig procedure, men sådan er det.

Med de to dokumenter kender han hele mit liv og min historie, og jeg er meget spændt på at få nogle tilbagemeldinger fra ham, når han har læst dem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/13 Kommentarer/i /af

Sådan gik det

Det gik fint! Det er det helt overordnede, der er at sige om det. De havde lavet en fin introduktionsplan med de ting, vi skulle igennem: fx en rundvisning i huset, hilse på, få fat på en PC og telefon, ID-kort mv. mv. Planen rummer også dagen på onsdag, og det er angivet, at det er der, jeg for alvor skal tage fat på den første opgave.

Det er helt utroligt pludselig at befinde sig i det private erhvervsliv og se alle de goder, de har i forhold til “os” i det offentlige. Kæmpe kantine med kæmpe flot udbud, gratis kaffe latte, flotte undervisningslokaler til deres kursister osv osv. Alt er lækkert.

Det hele startede med en snak med lederen, hvor han fortalte lidt mere om hvilke opgaver, han ønskede løst, og hvad han forventede af mig. Det var godt at få det på plads, for hvis han har sagt det før, har jeg i hvert fald glemt det. Af sig selv kom han med en blok og en kuglepen ved vores lille snak; det kunne jeg kun sige tak for og sige, at han jo kendte til mine hukommelsesproblemer. Så var det lige som sagt en gang for alle, og så behøver vi ikke dvæle mere ved det. De ved sikkert alle sammen, at jeg er syg, så der er heller ingen grund til at bruge flere ord på det, med mindre der selvfølgelig er nogen der spørger, så skal jeg nok fortælle, for det er jo ingen hemmelighed. Men lad os nu fokusere på opgaverne.

Jeg befinder mig i Atea Education, der er en virksomhed i virksomheden. De udbyder IT-kurser, og dagen i dag gik så bl.a. med at læse om disse kurser på nettet. Hold da op hvor er det flot. Der er mange af de kurser, jeg selv gerne ville deltage i. Problemet er, at virksomheden giver underskud, og derfor er der spot på afdelingen. Den første opgave er derfor at lave en analyse af, hvem der ellers udbyder de samme kurser, mao. hvem er konkurrenterne? Jeg forestiller mig at opbygge en database med alle de centrale informationer om fx pris og varighed. Kilden er internettet. Det skulle da lige være til at finde ud af, og jeg glæder mig til at tage fat på det. På onsdag kan jeg komme ordentligt i gang, for der er alt det praktiske på plads.

Det lyder måske utroligt, men det var helt OK at sige farvel og tak for i dag kl. 12:30. Jeg kan godt mærke, at det er to år siden, jeg sidst har været på en arbejdsplads. Jeg følte mig brugt.