Indlæg

/i , , /af , ,

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Ny reformpakke der skal øge “arbejdsudbuddet”

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Sent fredag indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne endnu en såkaldt “reformpakke” der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft ~ blandt andet skal virksomhederne have lettere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft. Det er det store dyr i åbenbaringen lige i øjeblikket.

Når jeg antager, regeringen ikke bryder sig om uddannelse, skyldes det to forhold:

  1. Udflytning af uddannelser betyder i realiteten, at man nedlægger uddannelsespladser og
  2. Markant reduktion af dimittendsatsen

Ad 1: om udflytningen af uddannelser

Danmark er et lille land, der må basere sig på viden, og derfor har vi højt kvalificerede forskere på internationalt niveau, som kan gøre sig gældende i debatten. Mange af dem, sikkert hovedparten, er uddannede i de store byer, og det mener regeringen er et problem. Den har derfor den 25. juni 2021 indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, som kaldes “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Realiteten er, at det bestemt ikke betyder flere uddannelsesmuligheder men derimod færre, som kilderne ovenfor viser. Når der bliver færre pladser på uddannelserne i de store byer, og man fortsat vurderer studieegnethed på baggrund af karaktergennemsnittet fra gymnasiet/studenterkursus/HF, betyder det også, at det bliver sværere at komme ind. Altså: man have et højere gennemsnit. Det medfører atter, at karakterræset på ungdomsuddannelserne øges til hidtil uanede højder. Det er ellers højt nok i forvejen.

Radikale Venstre var i det mindste ikke med i denne aftale, og det klæder dem. Fra gammel tid og fra partiets opståen, hvor det var husmændenes parti, har man satset på uddannelse, og det startede netop med husmænd og folkehøjskoler.

Både min morfar, som var fattig husmand på heden, og hans far var på højskole. Jeg har fundet beviser for, at de frekventerede Rødding Folkehøjskole, som vist nok var den første, der blev oprettet. Jeg ved ikke, hvad de lærte i Rødding, men det er ikke svært at se, at det var banebrydende, at fattige bønder, der var gået ud af landsbyskolen, kunne forøge deres viden. Min morfars egentlige skolegang var meget begrænset, for i hele sommerhalvåret gik han kun i skole om lørdagen. Pasningen af de 54 hektarer med en hel del køer kom i første række.

“Udflytningsplanen”, der også kunne kaldes “Afviklingsplanen”, er vanvittig. Uddannelsesinstitutionerne har fået pistolen for panden: “Flyt ud eller luk”, som er blevet til “Flyt ud og luk”, som eksemplet med Aarhus Universitet viser. Hvad er idéen i at flytte medicinstudiet til Køge, når vi har et velfungerende sådant i København? Hvad er idéen i at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, som går ud over Landbohøjskolen? Det giver ingen mening. Tror man eksempelvis, det er gratis at bygge nye laboratorier? Flytter forskere og teknisk administrativt personale uden videre med? Næh det gør de nok ikke, hvis de er etablerede med bolig, børn, skoler, fritidshjem osv., altså må den enkelte institution begynde forfra med rekruttering og oplæring af egnede medarbejdere.

Regeringen vil ikke bare få de unge til at uddanne sig i de mindre byer. Den ser også gerne, at de, efter færdiggjorte studier, bliver boende i de mindre byer. Imidlertid viser forskning, at det ikke sker. Et andet interessant punkt i den forskning er, at 65  pct. af de unge hjemmeboende under 30 år har mindre end 30 kilometer til et universitet. Er det et problem at flytte sig 30 km. for at tage en uddannelse?

Og hvad er egentlig problemet i, de unge søger til de store byer med et etableret studiemiljø? Af og til peges på, at det er for svært at finde en billig bollig. Jamen så byg da nogle flere kollegier i stedet for at smadre uddannelserne.

Ad 2: om reduktionen af dimittendsatsen

Reformpakken barberer 31,2 pct. af dimittendsatsen, der går fra 13.836 kr. til 9.514 kr. før skat. Det lille regneeksempel herunder viser, at en dimittend vil have 7.482 kr. udbetalt efter skat. Ikke engang i Foulum kan man leve og betale husleje for det beløb.

Nuværende dimittendsats:       13.836
Barberet dimittendsats:          9.514
Månedligt fradrag (50.000 årligt er meget normalt):          4.167
Skattepligtigt beløb:          5.347
Skat 38 pct. (38 pct. er meget normalt):          2.032
Udbetalt efter skat:          7.482
  • Herudover halverer aftalen perioden, man kan modtage dimittendsatsen fra to til et år og
  • aftalen øger fribeløbet, der må tjenes ved siden af SU, så de studerende “motiveres” til at finde studiejobs, der kan give lidt erhvervserfaring. Regeringen og aftalepartierne er tydeligvis ikke klar over, at det er et fuldtidsarbejde at studere. Hvis man skal arbejde (endnu mere) ved siden af studierne, vil det for mange betyde, at karaktergennemsnittet falder. Det øger bestemt ikke chancen for job efter endt uddannelse.

Der ligger en mærkelig logik bag disse tiltag, som Radikale Venstre er med i, nemlig at dimittenderne nok ikke gider arbejde, og derfor må samfundet finde måder at straffe dem, så de får fingeren ud.

Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en lang uddannelse og ikke herefter har et stort ønske om at komme i gang med at bruge den så hurtigt som muligt. Aftalen viser mærkeligt nok ikke tal for, hvor stort problemet med dimittendledighed er, og jeg kan ikke finde noget hos Danmarks Statistik, men Dansk Industri har lavet en masse interessante tal, der blandt andet viser, at blandt de samfundsvidenskabelige kandidater er 80 pct. i arbejde efter et år. Det er selvfølgelig et problem, at en femtedel er ledige i mere end et år – men det kunne jo meget let skyldes, at arbejdsgiverne ikke er begejstrede for medarbejdere uden erfaring.

Da jeg selv blev færdig i januar 1990, var der stor ledighed blandt jurister. Jeg var desperat og søgte alt, for lejekontrakten med kollegiet ville løbe ud, så jeg skulle have et job, så jeg kunne betale en “normal” husleje, hvis jeg altså kunne finde en lejlighed at betale for. Jeg søgte fx også på Grønland. Jeg havde et pænt gennemsnit og mange relevante studiejobs med både forskning og administration, men til samtale kom jeg ikke. Jeg organiserede mig i “Foreningen af arbejdsløse djøffere” og var med til at søsætte et projekt sammen firmaet Manpower, der skulle få især jurister i arbejde. Det gav “forbindelser”, og ad bagvejen lykkedes det langt om længe at finde det første job som kandidat. Men de otte måneders usikkerhed om fremtiden var slet ikke rare.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have gjort rent, slagtet grise, plukket jordbær eller lignende i stedet for at søge relevante jobs. Det ville jeg ikke have problemer med. Men hvilken arbejdsgiver ville være så dum at at ansætte en medarbejder, han vidste ville springe fra, så snart der viste sig et job, der svarede til min uddannelse? Det koster penge at ansætte nye medarbejdere: oplæring og introduktion går fra en erfaren medarbejders produktion. Selvom det er 32 år siden, føler jeg mig overbevist om, at arbejdsgiverne (forståeligt nok) ikke har ændret deres tænkning på dette område. Hvad skulle dog få dem til det?

Samlet set får jeg fornemmelsen af, at regeringen ikke bryder sig om uddannelse.

 

/i /af

De nyuddannede skal betale

De nyuddannede skal betale

Der skal altid hvile en straf?

Det er virkelig underligt, at der, i Grundvigs og Kolds eget land (grundlæggerne af højskolerne og måden vi tænker uddannelse på her i landet), skal hvile en straf på mennesker, der vælger at “tage” en langvarig – evt. akademisk – uddannelse. “Tage” fordi det ikke er noget, man plukker som en vare i Brugsen/Føtex eller et andet supermarked, som var det en hyldevare. Det kræver faktisk mange års ret hårdt arbejde hjemme bag skrivebordet at opnå en kandidatgrad.

Rigtig mange af os fik det ikke ind med modermælken men måtte kæmpe fra (måske under) nul-punktet for at opnå en akademisk grad. Man “tager” ikke bare en akademisk uddannelse, selvom det danske samfund er så venligt at stille selve muligheden til rådighed. Det er kamp fra a til å.

Jeg er utrolig taknemmelig for, at samfundet har stillet muligheden til rådighed. Jeg sad selv tilbage med en statsgaranteret studiegæld på mere end 325.000 kr. (1990-PL-niveau), som jeg havde 13 år til at betale tilbage, og som (det privatkapitalistiske) Nordea scorede fedt på, mens jeg læste, og mens jeg betalte tilbage. Og det gjaldt, selvom jeg havde deltidsjob i Irma ved siden af studierne. Det var som at komme i himmerige, rent økonomisk, da tilbagebetalingen var ovre.

Nu vil man så straffe dimittenderne

Regeringen vil nu fjerne ca. 4.000 kr. brutto fra dimittenderne, for det skal jo kunne betale sig “at tage et arbejde” og dimittenderne er nærmere til at betale den grønne omstilling end de rigeste, der skal have en lettelse af topskatten.Hvad tænker de på?

Regeringen får det til at lyde som om, dimittenderne er helt som alle de andre, der ikke “gider” tage et job. “Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Hvordan kan den ene højtuddannede gruppe tro, at en anden højtuddannet gruppe bare ikke gider arbejde? Hvordan kan de tro, at vi efter seks år hjemme bag skrivebordet, efter kassedame-jobbet i Irma, ikke gerne vil arbejde med vores uddannelse? Jeg kender simpelthen ikke nogen der med en langvarig (eller for den sags skyld kortvarig) uddannelse ikke brænder for at komme ud for at bruge de ny-erhvervede kompetencer. Den eneste grund, til de måske ikke gør det, er, at arbejdsgiverne ikke levner rum til dem.

Og så er der boligproblemet

Mens man studerer, har man muligvis mulighed for at bo på kollegium til en fornuftig pris. Når man dimitterer er det – naturligvis – ud ad vagten fra kollegiet. Jeg glemmer aldrig syv måneders angst i 1990, hvor jeg hverken havde job som nyuddannet eller udsigter til en bolig.

Så til jer der tror, det er lutter lagkage at “få” en akademisk uddannelse, tænk jer lige en gang om.

 

/6 Kommentarer/i , /af ,

Årets optag – og dengang jeg ventede

Årets optag – og dengang jeg ventede

Det er underligt nok 37 år siden

I aften/nat får årets ansøgere til de videregående uddannelser, der er omfattede af KOT (“Den Koordinerede Tilmelding”) svar på, om de er inkluderede eller ekskluderede i samfundet. Det er 37 år siden, jeg selv ventede på svar, og selv om jeg kunne være ret sikker, følte jeg mig usikker.Men det gør jeg altid.

Jeg havde kun et ønske, og det var jura på Københavns Universitet, men det skyldtes, at mine andre ønsker på Københavns Universitet allerede var valgt fra af fornuftsmæssige årsager: Faktisk havde jeg allerhelst læst enten dansk, tysk, historie eller noget andet andet på humaniora, men alt for mange af mine medkollegianere imødeså arbejdsløshed og det turde jeg ikke; pengene skulle hentes hjem på en eller anden måde og så var jura trygt. Retrospektivt synes det heller ikke dumt. Det kræver meget lineær tænkning, og dengang (1984) var computerne dårligt opfundne, for ellers havde det været en god idé med noget IT-et-eller-andet. Andre relevante ønsker var scient.pol. eller polit. Når det ikke kunne blive noget humanistisk, skulle det i hvert fald være et eller andet under djøfs sfære.

Skulle jeg have været “lykkelig”, var jeg blevet en eller anden form for humanist, men jeg valgte at gå efter fornuften. Jeg kan ikke blive klar på, om det var en god idé, men pyt, det er en menneskealder siden, og jeg var som nævnt bange for lediggang. Og de 23 år som djøffer i statens tjeneste har jo også været fine nok – omend der har været vel mange “interessetimer”.

Fremtidens ukendte behov?

Igen i år hører vi om, at de unge skal vælge de uddannelser, der er behov for i fremtiden – eller måske nærmest er behov for lige nu, så som pædagoger og sygeplejersker. Herre Jemini. Så kortsigtet en tænkning – ingen af prognoserne har nogensinde holdt, og det drejer sig om vores alles fremtid, nemlig dem der uddanner sig efter os og som skal virke, når vi halv- og helgamle er døde eller døende. Skal de ikke have lov at vælge med hjertet fremfor med fornuften? Der skal såmænd nok være tilstrækkeligt mange til at holde os i hånden, når vi ligger angste på vores yderste. Er vi for bange for det, der skal komme, indgives vi noget medicin, har jeg lige lært på 808 af en medarbejder, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen.

Vi kommer fra uddannelsernes land

Jeg er radikal, og det har jeg været i mange år – men der er ingen, der siger, jeg bliver ved at være det… (de flirter for meget med Liberal Alliance). Heldigvis findes der nogen godt til venstre for dem. Men altså:

Jeg tror fuldt og fast på Christen Kold, Grundtvig og højskoletankegangen: Et konglomerat af dem er: uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Det startede med, at man ønskede at uddanne husmændenes børn, derefter husmændene selv på folkehøjskolerne om sommeren. Man troede på, at uddannelsen af almuen ville betyde et løft af samfundet som sådan, også selvom det ikke uden videre betød, at almuen og borgerskabet, der – også dengang – sad på magten, ville have samme interesser. Man indså bare, at det var et plus, hvis flere havde en uddannelse.

Min morfar var født i 1899 i et jysk hedesogn. Om sommeren gik børnene kun i skole om lørdagen; de øvrige seks dage stod på drænings- eller høstarbejde eller hvad arbejde, en gård på heden ellers kunne byde børn på. Det er ca. 120 år siden, og man kan mene, at almuens forhold er ligegyldige nu. Den, der mener sådan, har bare ikke forstået, hvad “fremskridt” og “velstand” betyder – og især ikke, at det ikke er kommet af sig selv. Og især ikke, at uddannelse over en bred kam ikke er kommet af sig selv.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Lofter

Det er blevet så moderne at udrulle “Lofter”.

Drop uddannelsesloftet

Først var det kontanthjælpsloftet, nu er det uddannelsesloftet.

Sidstnævnte skal sikre, at ingen tager to uddannelser på samme niveau. Det betyder fx, at en sygeplejerske (der nu er en bacheloruddannelse) ikke kan videreuddanne sig til læge, idet den første del af lægestudiet også er en bachelor.

Pressemeddelelsen fra Uddannelses- og forskningsministeriet findes her: Pressemeddelelsen.

Af meddelelsen fremgår blandt andet:

De penge, der spares ved at indføre et uddannelsesloft, skal dække finansieringsbehovet i det nye dagpengesystem, hvor der er et udestående på cirka 300 millioner kroner årligt. Det forventes, at uddannelsesloftet kan frigøre flere midler.

Det vil altid undre mig, hvorfor det er dem, der har mindst, er dem, der skal finansiere dem, der har endnu mindre. Ovenstående viser, at det er de studerende, der nu skal betale for dem på dagpenge.

I mit univers kan vi ikke uddanne os nok, hvis vi stadig vil kalde os et videnssamfund. Jo flere mennesker vi har med en god uddannelse, som de er glade for, jo mere kollektiv viden har vi. Arbejdsgiverne skriger på uddannet arbejdskraft, og påstår, at de ikke kan finde medarbejdere med de rette kompetencer. Det gælder 20 pct. af virksomhederne, viser en ny opgørelse.

En anden facet er, at man vælger uddannelse tidligt i livet, men man kan jo vælge forkert, og skal det så ikke være muligt at vælge om efter mange år med den “forkerte” uddannelse?

Fra min egen lille butik: Jeg startede på jura i 1984, primært fordi jeg gerne ville have den samme ro som en af fyrene på kollegiet. Han læste jura. Da jeg havde læst de første tre år, gik det op for mig, at jeg havde valgt forkert.

Jeg ville gerne “noget med mennesker”, så jeg var interesseret i socialret, kriminologi, specialstrafferet, retsfilosofi, retshistorie mv. Disse var alle gode fag for mig. Problemet var bare, at de kun varede i et halvt år som kursusfag. Resten af tiden (fire år) gik med alle dem i samfundet, der havde mest: Obligationsret, konkursret, familieret, arveret og så videre i den dur.

Så jeg havde altså valgt det forkerte studie. Skulle jeg have fulgt mit hjerte, skulle det fx have været dansk, historie eller tysk. Jeg er jo i min grundvold humanist. Jeg havde bare ikke pengene til at vælge noget nyt. Dengang hed indkomsten statsgaranterede banklån og et deltidsjob hos Irma. Jeg kunne slet ikke overskue gælden ved at vælge om. Hertil kom, at humanister på det tidspunkt var ledige i flere år, og det kunne jeg heller ikke overskue. Jeg ville gerne bare være gældfri. Og altså gjorde jeg studiet færdigt. Det tog 13 år at betale gælden. Banken tjente fedt på mig!

Skulle jeg spørge mig selv i dag, burde jeg have været økonom eller fx datamatiker eller noget andet med IT.

Hvis jeg kunne, ville jeg tage en ny uddannelse, men lige nu ser det ud til, at man kommer til at betale uddannelse nummer to selv. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med min indkomst. Og selv med en “normal” indkomst ville det være umuligt lige pludselig at vælge om, leve af SU og følge hjertet. Samfundet ville få en yderligere videnskapacitet, hvis jeg kunne uddanne mig til noget nyt.

Hvis loftet bliver rullet ud som påtænkt, nemlig med brugerbetaling, er det endnu eksempel på, at det er de rigeste i vores samfund, der prioriteres højst.

Enhedslistens holdning er klar.