De nyuddannede skal betale

De nyuddannede skal betale

Der skal altid hvile en straf?

Det er virkelig underligt, at der, i Grundvigs og Kolds eget land (grundlæggerne af højskolerne og måden vi tænker uddannelse på her i landet), skal hvile en straf på mennesker, der vælger at “tage” en langvarig – evt. akademisk – uddannelse. “Tage” fordi det ikke er noget, man plukker som en vare i Brugsen/Føtex eller et andet supermarked, som var det en hyldevare. Det kræver faktisk mange års ret hårdt arbejde hjemme bag skrivebordet at opnå en kandidatgrad.

Rigtig mange af os fik det ikke ind med modermælken men måtte kæmpe fra (måske under) nul-punktet for at opnå en akademisk grad. Man “tager” ikke bare en akademisk uddannelse, selvom det danske samfund er så venligt at stille selve muligheden til rådighed. Det er kamp fra a til å.

Jeg er utrolig taknemmelig for, at samfundet har stillet muligheden til rådighed. Jeg sad selv tilbage med en statsgaranteret studiegæld på mere end 325.000 kr. (1990-PL-niveau), som jeg havde 13 år til at betale tilbage, og som (det privatkapitalistiske) Nordea scorede fedt på, mens jeg læste, og mens jeg betalte tilbage. Og det gjaldt, selvom jeg havde deltidsjob i Irma ved siden af studierne. Det var som at komme i himmerige, rent økonomisk, da tilbagebetalingen var ovre.

Nu vil man så straffe dimittenderne

Regeringen vil nu fjerne ca. 4.000 kr. brutto fra dimittenderne, for det skal jo kunne betale sig “at tage et arbejde” og dimittenderne er nærmere til at betale den grønne omstilling end de rigeste, der skal have en lettelse af topskatten.Hvad tænker de på?

Regeringen får det til at lyde som om, dimittenderne er helt som alle de andre, der ikke “gider” tage et job. “Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Hvordan kan den ene højtuddannede gruppe tro, at en anden højtuddannet gruppe bare ikke gider arbejde? Hvordan kan de tro, at vi efter seks år hjemme bag skrivebordet, efter kassedame-jobbet i Irma, ikke gerne vil arbejde med vores uddannelse? Jeg kender simpelthen ikke nogen der med en langvarig (eller for den sags skyld kortvarig) uddannelse ikke brænder for at komme ud for at bruge de ny-erhvervede kompetencer. Den eneste grund, til de måske ikke gør det, er, at arbejdsgiverne ikke levner rum til dem.

Og så er der boligproblemet

Mens man studerer, har man muligvis mulighed for at bo på kollegium til en fornuftig pris. Når man dimitterer er det – naturligvis – ud ad vagten fra kollegiet. Jeg glemmer aldrig syv måneders angst i 1990, hvor jeg hverken havde job som nyuddannet eller udsigter til en bolig.

Så til jer der tror, det er lutter lagkage at “få” en akademisk uddannelse, tænk jer lige en gang om.

 

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *