Årets optag – og dengang jeg ventede

Det er underligt nok 37 år siden

I aften/nat får årets ansøgere til de videregående uddannelser, der er omfattede af KOT (“Den Koordinerede Tilmelding”) svar på, om de er inkluderede eller ekskluderede i samfundet. Det er 37 år siden, jeg selv ventede på svar, og selv om jeg kunne være ret sikker, følte jeg mig usikker.Men det gør jeg altid.

Jeg havde kun et ønske, og det var jura på Københavns Universitet, men det skyldtes, at mine andre ønsker på Københavns Universitet allerede var valgt fra af fornuftsmæssige årsager: Faktisk havde jeg allerhelst læst enten dansk, tysk, historie eller noget andet andet på humaniora, men alt for mange af mine medkollegianere imødeså arbejdsløshed og det turde jeg ikke; pengene skulle hentes hjem på en eller anden måde og så var jura trygt. Retrospektivt synes det heller ikke dumt. Det kræver meget lineær tænkning, og dengang (1984) var computerne dårligt opfundne, for ellers havde det været en god idé med noget IT-et-eller-andet. Andre relevante ønsker var scient.pol. eller polit. Når det ikke kunne blive noget humanistisk, skulle det i hvert fald være et eller andet under djøfs sfære.

Skulle jeg have været “lykkelig”, var jeg blevet en eller anden form for humanist, men jeg valgte at gå efter fornuften. Jeg kan ikke blive klar på, om det var en god idé, men pyt, det er en menneskealder siden, og jeg var som nævnt bange for lediggang. Og de 23 år som djøffer i statens tjeneste har jo også været fine nok – omend der har været vel mange “interessetimer”.

Fremtidens ukendte behov?

Igen i år hører vi om, at de unge skal vælge de uddannelser, der er behov for i fremtiden – eller måske nærmest er behov for lige nu, så som pædagoger og sygeplejersker. Herre Jemini. Så kortsigtet en tænkning – ingen af prognoserne har nogensinde holdt, og det drejer sig om vores alles fremtid, nemlig dem der uddanner sig efter os og som skal virke, når vi halv- og helgamle er døde eller døende. Skal de ikke have lov at vælge med hjertet fremfor med fornuften? Der skal såmænd nok være tilstrækkeligt mange til at holde os i hånden, når vi ligger angste på vores yderste. Er vi for bange for det, der skal komme, indgives vi noget medicin, har jeg lige lært på 808 af en medarbejder, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen.

Vi kommer fra uddannelsernes land

Jeg er radikal, og det har jeg været i mange år – men der er ingen, der siger, jeg bliver ved at være det… (de flirter for meget med Liberal Alliance). Heldigvis findes der nogen godt til venstre for dem. Men altså:

Jeg tror fuldt og fast på Christen Kold, Grundtvig og højskoletankegangen: Et konglomerat af dem er: uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Det startede med, at man ønskede at uddanne husmændenes børn, derefter husmændene selv på folkehøjskolerne om sommeren. Man troede på, at uddannelsen af almuen ville betyde et løft af samfundet som sådan, også selvom det ikke uden videre betød, at almuen og borgerskabet, der – også dengang – sad på magten, ville have samme interesser. Man indså bare, at det var et plus, hvis flere havde en uddannelse.

Min morfar var født i 1899 i et jysk hedesogn. Om sommeren gik børnene kun i skole om lørdagen; de øvrige seks dage stod på drænings- eller høstarbejde eller hvad arbejde, en gård på heden ellers kunne byde børn på. Det er ca. 120 år siden, og man kan mene, at almuens forhold er ligegyldige nu. Den, der mener sådan, har bare ikke forstået, hvad “fremskridt” og “velstand” betyder – og især ikke, at det ikke er kommet af sig selv. Og især ikke, at uddannelse over en bred kam ikke er kommet af sig selv.