Indlæg

/i /af

Uddannelsesreformen interesserer ingen

Regeringens pressemøde

Uddannelsesreformen interesserer ingen

Jeg så regeringens pressemøde kl. 11:00, og jeg må sige, at jeg er lidt rystet over, at en så gennemgribende og markant reform af universitetsuddannelserne ikke var interessant for det samlede pressekorps – endsige regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen startede med at sige, at det hele handler handler om at gøre Danmark stærkere. Det skal ske ad to veje:

  1. En frihedsreform for den offentlige sektor, der indebærer at flytte rundt på 2½ mia. kr. Ikke så mange ved computeren og flere “varme hænder”
  2. En uddannelsesreform, der indebærer at flytte rundt på 2,0 mia. kr.

Der blev næsten ikke talt om uddannelsesreformen

Uagtet uddannelsesreformen er det største indgreb i mange, mange år, til en værdi af to milliarder kr., var der stort set ingen, der havde lyst at gå i dybden med emnet, hverken regeringen eller journalisterne.

Jeg har ikke tal på det antal gange, man – og det gjaldt i særlig grad Nicolai Wammen – sagde “heldigvis” til, at der i 2030 vil være 125.000 flere ældre og 50.000 flere børn. Engang kaldte man det “et demografisk problem”, men den tid er ovre.

Formiddagspressen ville hellere tale om en forældet sag om nedslagtningen af mink og øllebrød end om det, vi skal leve af i fremtiden: kvalificerede unge mennesker, som erhvervslivet siges at “skrige efter”.

Tiden gik med, at regeringen sagde det samme mange gange, så de var sikre på, vi forstod det: for meget bureaukrati i ældreplejen, hvor der bruges minimum 59 klik på at registrere, at gamle Hr. Hansen alligevel ikke skal have den pille, der er hældt op i dosseringsæsken, hvis den praktiserende læge har anbefalet, at der skal holdes en pause. Og her var statsministeren på lidt dybt vand: Man lægger altså piller “tilbage i skabet”. De sendes til destruktion. Jeg føler mig sikker på, at der findes både regler og retningslinjer om dette. Og det skal der også, for Helvede er hedt, hvis der ikke er styr på medicin og medicinhåndtering. Man “genbruger” ikke medicin. Det kan ikke være ret svært at forstå.

Herudover gik tiden med at tale om, at samme gamle Hr. Hansen måske gerne ville have øllebrød til fløde til morgenmad og hvor mange registreringer, der krævedes til dokumentation af det.

Jeg har intet som helst belæg for at vurdere, om der er for megen administration i ældreplejen. Siger samtlige kommunale medarbejdere, at der er for meget administration, så har de jo nok ret.

En storsmilende Astrid Kragh sagde: “Vi har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på, at en regel medførte administration”. Herre Jemini … er hun og den samlede regering da ikke klar over, at når der vedtages en regel, skal forvaltningsenheden også kunne dokumentere, at man lever op til den. Det kan heller ikke være ret svært at forstå.

Regeringen foreslår tre typer af kandidatuddannelser (hentet fra DR’s side)

  1. Etårig kandidat
    • Regeringen vil indføre en ny etårig kandidat, der skal gøre det lettere for de studerende at komme ind på arbejdsmarkedet, så snart de er færdiguddannede.
    • Den vil bestå af mindst 15 timers undervisning og vejledning om ugen.
    • Målet er, at 35 procent af kandidaterne bliver etårige. Vil især blive oprettet inden for humaniora og samfundsvidenskab.
  2. Erhvervskandidat
    • Regeringen vil udvide erhvervskandidatordningen til at gælde alle uddannelser, så studerende kan tage en kandidat og arbejde mindst 25 timer om ugen ved siden af studiet.
    • Erhvervskandidaten er planlagt over to eller fire år.
    • Målet er, at 15 procent af kandidaterne er erhvervskandidater.
  3. Toårig kandidat
    • De toårige kandidatuddannelser målrettes studerende, der skal forske eller arbejde i mere specialiserede jobfunktioner.
    • Vil især fortsætte på de sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige og tekniske områder.
    • Cirka 50 procent af kandidaterne vil fortsat være toårige.

Man søger at sælge nedslagtningen som en forbedring

Uddannelsesreformen interesserer ingen

35 pct. af kandidaterne fra humaniora og samfundsvidenskab skal fremover være etårige kandidater. Det er de “almindelige kandidatstuderende”, idet nummer 2 og 3 er “noget andet”, fx fordi de vil være forskere. Specifikt blev der nævnt læger. Bemærk at kun en smule mere end en tredjedel af de studerende i de kommende tid forventes at være helt almindelige kandidatstuderende. Hvordan det “gør Danmark stærkere” har jeg svært ved at se.

Hvordan det skal “blive lettere at komme ind på arbejdsmarkedet” må henstå i floskel-skabet, for det blev ikke nævnt, begrundet eller spurgt til. Vi holdt os til de 59 klik og øllebrøden. Det er også lettere at forstå – og det gælder da især, når det bliver sagt mange gange.

Om de 15 pct. erhvervskandidater: Hvor mange mennesker med minimum 25 timers erhvervsarbejde, og måske også børn/koner/mænd/kærester forestiller man sig dog vil starte på en kandidatuddannelse?

Det virker efterhånden som om, man (både i regeringen og andre steder) antager, at en kandidatuddannelse er noget, man trækker i en automat. I min barndom havde bageren henne om hjørnet automater, hvor man puttede fx fem kroner i foroven og herefter trak i et sort bakelithåndtag og kunne fiske 10 Prince ud til far. Det er ikke sådan en kandidatuddannelse fungerer. Det er ikke en automat.

Vil man fx være en ordentlig jurist (det eneste fag jeg kender til), der har lært forudsætningerne for lovgivningen, for folkeretten, for hvad der er hhv. god og dårlig forvaltningsskik, som basalt set handler om borgeren retssikkerhed, for nu slet ikke at tale om det floffy “retfærdighed”, så er det altså ikke noget, man lige gør i kaffepausen eller efter aftensmaden.

Jeg har meget svært ved at se regeringens udspil som noget, der øger kvaliteten i uddannelserne – snarere tvært imod. Suk. Jeg bliver ked af det på de kommende kandidaters vegne, og korser mig over, at jeg blev kandidat i forhistorisk tid (1990).

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/11 Kommentarer/i /af

Universitetsreform: lær det hele på halv tid

Universitetsreform: lær det hele på halv tid

Kandidatstudiet halveres

Universitetsreform: lær det hele på halv tid

Jeg har lige set TV Avisen kl. 08:00 her søndag morgen. Regeringen lægger op til, at de unge i fremtiden skal tage en samfundsvidenskabelig eller humanistisk kandidatuddannelse på et år mod de nuværende to år. Statsminister Mette Frederiksen sagde, at baggrunden er, at der skal mere kvalitet i uddannelserne og at de skal gøres mere erhvervsrettede.

Besparelsen vil udgøre to milliarder kr.

Rektorernes formand kommenterede også og sagde blandt andet, at man ikke kan lære det hele på den halve tid.

Umiddelbart har jeg svært ved at forstå, hvordan kvaliteten øges, når den normerede tid halveres. Arbejdsgiverne er ivrige efter arbejdskraft; men de er formentlig mest interesserede i veluddannet arbejdskraft, ellers kunne de bare hive nogle unge ind fra gaden. Hvorfor gør de ikke det?

Beretning fra min egen studietid

Jeg er som bekendt jurist. En af årsagerne, til at jeg valgte netop det studie, var, at det kun var normeret til 4½ år, og jeg havde ikke råd til mere. Jeg havde ingen, der kunne støtte mig. Jeg valgte med hjernen.

Skulle jeg have valgt med hjertet, havde jeg valgt en humanistisk kandidatuddannelse (fx dansk og historie eller tysk og historie, samfundsfag eller måske noget med latin). På Statens Kursus til Studentereksamen havde vi lært refleksion, at stille spørgsmål og selvstændig tænkning. Lærerkollegiet var fantastisk. Det passede som fod i hose til en humanistisk kandidatgrad. Men dengang i starten af firserne var alle mine medkollegianeres frygt, at de med deres humanistiske kandidatuddannelse i hus kunne imødese langtidsarbejdsløshed. Dengang kunne man – som det hed sig – “fodre svin med humanister”.

En anden årsag til mit valg var, at der i min gård på Amagerkollegiet boede en ung mand med en fantastisk rolig udstråling. Han læste jura og røg pibe. Min tanke var, at hvis jeg valgte samme fag og begyndte at ryge pibe, ville jeg opnå den samme ro. Det er selvfølgelig latterligt, men det er ikke desto mindre sandt. Altså gjorde jeg begge dele.

Jeg overskred den normerede studietid med et år, fordi jeg havde for meget erhvervsarbejde. Det havde på den anden side to fordele:

  1. Studiegælden ville blive mindre, og
  2. det ville gøre det lettere at få arbejde efter studiet, for allerede dengang var arbejdsgiverne meget interesserede i erhvervserfaring. Man var altså af flere årsager tvunget til at arbejde samtidig med, at man skulle studere på fuld tid.

Jeg havde adskillige studenterjobs. Det var lige fra togstewardesse hos DSB, hvor man stod op og lavede kaffe hele vejen fra Kbh. H. til Frederikshavn, som da var en tur på ti timer, til forskningsassistent på universitetets Kriminalistisk Institut og som sagsbehandler i det, der dengang hed “Registertilsynet”. Pengene skulle tjenes ind på den ene eller den anden måde.

Det første år på jura inkluderede faget “Nationaløkonomi”, som de færreste jurastuderende bryder sig om.

Vores lærer hed Preben Etwill, og han var utrolig inspirerende. Jeg traf ham mange år senere, hvor han var kontorchef i Danmarks Statistik og jeg var specialkonsulent i administrationen der. Det var så “galt,” at jeg udover pensum også læste den amerikanske “Economics”. Amerikanske lærebøger forklarer ofte tingene grundigere, kommer med flere eksempler og lignende. Prøv fx også selv at sammenligne amerikanske YouTube-instruktionsvideoer med danske. Amerikanerne siger tingene syv gange, så de er sikre på, at det er sivet ind.

Jeg burde have reageret på, at jeg foretrak nationaløkonomien frem for fx person-, familie- og arveret. Jeg skulle ganske enkelt have skiftet studie, men jeg kunne ikke overskue det, og det var også et spørgsmål om min private økonomi.

Selvom jeg arbejdede meget, var det statsgaranterede banklån alligevel løbet op i 325.000 kr., som det tog 13 år at betale tilbage. Bankerne tjente godt på de studerende dengang, for der blev tilskrevet renter både i studietiden og mens man tilbagebetalte. Da jeg endelig havde tilbagebetalt det hele, følte jeg mig rig hver eneste måned. Så vidt jeg husker, var den månedlige ydelse 2.700 kr., der i nutidsværdi (godt nok 2020) svarer til ca. 4.500 kr. Gad nok vide hvor meget jeg i alt tilbagebetalte? Tager man nutidsværdien og ganger den op med de 13 år (13 * 12* 4.500) får man lige knap ¾ million.

Universitetsreform: lær det hele på den halve tid

Coelestem adspicit lucem

Oven over universitetets hovedindgang på Frue Plads i København sidder en ørn og nedenunder en indskrift, der lyder: Coelestem adspicit lucem, ordret: ”(den/ørnen) skuer det himmelske lys”. Skriften refererer til ørnen, der fra portalen på Københavns Universitets hovedbygning skuer imod det himmelske lys.

  • Jeg er nærmest stolt over at have studeret her, selvom meget af mit studie, manuduktionerne, var henlagt til elendige klasselokaler i Vestergade. Stolene var ganske vist et godt bytte for de hårde, fastmonterede træbænke på Frue Plads.
  • Jeg er glad for, at have studeret i en tid, hvor man kunne (og skulle) stille “de frække spørgsmål”, og hvor der vel at mærke var tid til at besvare dem.

Hvis de kandidatstuderende i fremtiden skal tage kandidatgraden på et år frem for to, bliver der ikke meget tid til selvstændig refleksion og frække spørgsmål. Men det er jo ofte det, arbejdsgiverne har brug for. De har da ikke behov for folk, der kun kan “automatsvarene”.

Vil man fx gerne have jurister, der har gennemført en kandidatuddannelse på tre år? Hvor meget juridisk metode og konkret lovstof kan man lære på den tid?

Et eksempel: P.t. hjælper jeg som led i frivilligt arbejde en lille NGO et par timer om ugen med at få styr på deres administrative processer. De har indgået en kontrakt om leverance af funktioner til deres hjemmeside. De bad mig kigge på kontrakten og se, om der var noget, der “stak ud”. Det mente de ikke selv, der var, men jeg fandt alligevel 19 punkter, man kunne stille spørgsmål ved. Kontrakten er for længst underskrevet, så der er i virkeligheden ikke meget idé i min gennemgang. NGO’en var alligevel glad for at have fået pillet kontrakten fra hinanden, så de nu har lidt bedre chancer, når de skal forhandle med leverandøren. Måske har jeg lært dem, at man skal læse det med småt, inden man skriver under?

Hvad betyder ens ophav?

Selvom det er 32 år siden, jeg blev kandidat, og selvom jeg nu er pensionist med et væld af kognitive problemer, kan jeg stadig tænke, være kritisk og stille spørgsmål, for det sidder på min rygrad. Det vil ikke være gældende for fremtidens kandidater. Man kan nemlig ikke lære det hele på den halve tid – og da slet ikke, når man skal arbejde ved siden af.

Venstre har foreslået, at man fjerner det sjette SU-år, så det kun er muligt at få SU i fem år. Det vil sige, at er man mere end fem år om sin kandidatuddannelse, skal man finansiere alt selv via erhvervsarbejde. Man studerer altså ikke hurtigere, når man skal arbejde på fuld tid. Den manglende SU vil så netop kunne føre til “evighedsstudenter”.

Jeg kommer selv af ingenting, hvor “min mors” længste uddannelse var, at hun havde været “i huset” som ca. 15-årig. Jeg kan faktisk kun huske hende i et job: morgenrengøring på lægehuset i Assens. Hendes mand var ganske vist folkeskolelærer, men der var ingen fokus på almendannelse. Min far var ganske vist veluddannet (en treårig uddannelse fra Den Danske Væveskole), men han var jo død mange år tidligere i 1972.

Var jeg derimod kommet af et rigmandshjem med to gode indkomster, opsparing, hus der var betalt osv. kunne de måske have hjulpet, når SU’en stoppede i Venstres model.

At gennemføre regeringens reformudspil samt barbere antallet af år, man kan få SU, vil cementere forskellen på unge, der komme fra øvre middelklasse og derover og på den anden side dem, der kommer fra alt derunder.

Klasseforskellene vil træde endnu tydeligere frem. Det er en farlig vej at gå, når vi har behov for masser af veluddannede unge.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.

/1 Kommentar/i /af

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.