Tag Archive for: Uddannelse

,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Ny reformpakke der skal øge “arbejdsudbuddet”

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Sent fredag indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne endnu en såkaldt “reformpakke” der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft ~ blandt andet skal virksomhederne have lettere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft. Det er det store dyr i åbenbaringen lige i øjeblikket.

Når jeg antager, regeringen ikke bryder sig om uddannelse, skyldes det to forhold:

  1. Udflytning af uddannelser betyder i realiteten, at man nedlægger uddannelsespladser og
  2. Markant reduktion af dimittendsatsen

Ad 1: om udflytningen af uddannelser

Danmark er et lille land, der må basere sig på viden, og derfor har vi højt kvalificerede forskere på internationalt niveau, som kan gøre sig gældende i debatten. Mange af dem, sikkert hovedparten, er uddannede i de store byer, og det mener regeringen er et problem. Den har derfor den 25. juni 2021 indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, som kaldes “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Realiteten er, at det bestemt ikke betyder flere uddannelsesmuligheder men derimod færre, som kilderne ovenfor viser. Når der bliver færre pladser på uddannelserne i de store byer, og man fortsat vurderer studieegnethed på baggrund af karaktergennemsnittet fra gymnasiet/studenterkursus/HF, betyder det også, at det bliver sværere at komme ind. Altså: man have et højere gennemsnit. Det medfører atter, at karakterræset på ungdomsuddannelserne øges til hidtil uanede højder. Det er ellers højt nok i forvejen.

Radikale Venstre var i det mindste ikke med i denne aftale, og det klæder dem. Fra gammel tid og fra partiets opståen, hvor det var husmændenes parti, har man satset på uddannelse, og det startede netop med husmænd og folkehøjskoler.

Både min morfar, som var fattig husmand på heden, og hans far var på højskole. Jeg har fundet beviser for, at de frekventerede Rødding Folkehøjskole, som vist nok var den første, der blev oprettet. Jeg ved ikke, hvad de lærte i Rødding, men det er ikke svært at se, at det var banebrydende, at fattige bønder, der var gået ud af landsbyskolen, kunne forøge deres viden. Min morfars egentlige skolegang var meget begrænset, for i hele sommerhalvåret gik han kun i skole om lørdagen. Pasningen af de 54 hektarer med en hel del køer kom i første række.

“Udflytningsplanen”, der også kunne kaldes “Afviklingsplanen”, er vanvittig. Uddannelsesinstitutionerne har fået pistolen for panden: “Flyt ud eller luk”, som er blevet til “Flyt ud og luk”, som eksemplet med Aarhus Universitet viser. Hvad er idéen i at flytte medicinstudiet til Køge, når vi har et velfungerende sådant i København? Hvad er idéen i at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, som går ud over Landbohøjskolen? Det giver ingen mening. Tror man eksempelvis, det er gratis at bygge nye laboratorier? Flytter forskere og teknisk administrativt personale uden videre med? Næh det gør de nok ikke, hvis de er etablerede med bolig, børn, skoler, fritidshjem osv., altså må den enkelte institution begynde forfra med rekruttering og oplæring af egnede medarbejdere.

Regeringen vil ikke bare få de unge til at uddanne sig i de mindre byer. Den ser også gerne, at de, efter færdiggjorte studier, bliver boende i de mindre byer. Imidlertid viser forskning, at det ikke sker. Et andet interessant punkt i den forskning er, at 65  pct. af de unge hjemmeboende under 30 år har mindre end 30 kilometer til et universitet. Er det et problem at flytte sig 30 km. for at tage en uddannelse?

Og hvad er egentlig problemet i, de unge søger til de store byer med et etableret studiemiljø? Af og til peges på, at det er for svært at finde en billig bollig. Jamen så byg da nogle flere kollegier i stedet for at smadre uddannelserne.

Ad 2: om reduktionen af dimittendsatsen

Reformpakken barberer 31,2 pct. af dimittendsatsen, der går fra 13.836 kr. til 9.514 kr. før skat. Det lille regneeksempel herunder viser, at en dimittend vil have 7.482 kr. udbetalt efter skat. Ikke engang i Foulum kan man leve og betale husleje for det beløb.

Nuværende dimittendsats:       13.836
Barberet dimittendsats:          9.514
Månedligt fradrag (50.000 årligt er meget normalt):          4.167
Skattepligtigt beløb:          5.347
Skat 38 pct. (38 pct. er meget normalt):          2.032
Udbetalt efter skat:          7.482
  • Herudover halverer aftalen perioden, man kan modtage dimittendsatsen fra to til et år og
  • aftalen øger fribeløbet, der må tjenes ved siden af SU, så de studerende “motiveres” til at finde studiejobs, der kan give lidt erhvervserfaring. Regeringen og aftalepartierne er tydeligvis ikke klar over, at det er et fuldtidsarbejde at studere. Hvis man skal arbejde (endnu mere) ved siden af studierne, vil det for mange betyde, at karaktergennemsnittet falder. Det øger bestemt ikke chancen for job efter endt uddannelse.

Der ligger en mærkelig logik bag disse tiltag, som Radikale Venstre er med i, nemlig at dimittenderne nok ikke gider arbejde, og derfor må samfundet finde måder at straffe dem, så de får fingeren ud.

Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en lang uddannelse og ikke herefter har et stort ønske om at komme i gang med at bruge den så hurtigt som muligt. Aftalen viser mærkeligt nok ikke tal for, hvor stort problemet med dimittendledighed er, og jeg kan ikke finde noget hos Danmarks Statistik, men Dansk Industri har lavet en masse interessante tal, der blandt andet viser, at blandt de samfundsvidenskabelige kandidater er 80 pct. i arbejde efter et år. Det er selvfølgelig et problem, at en femtedel er ledige i mere end et år – men det kunne jo meget let skyldes, at arbejdsgiverne ikke er begejstrede for medarbejdere uden erfaring.

Da jeg selv blev færdig i januar 1990, var der stor ledighed blandt jurister. Jeg var desperat og søgte alt, for lejekontrakten med kollegiet ville løbe ud, så jeg skulle have et job, så jeg kunne betale en “normal” husleje, hvis jeg altså kunne finde en lejlighed at betale for. Jeg søgte fx også på Grønland. Jeg havde et pænt gennemsnit og mange relevante studiejobs med både forskning og administration, men til samtale kom jeg ikke. Jeg organiserede mig i “Foreningen af arbejdsløse djøffere” og var med til at søsætte et projekt sammen firmaet Manpower, der skulle få især jurister i arbejde. Det gav “forbindelser”, og ad bagvejen lykkedes det langt om længe at finde det første job som kandidat. Men de otte måneders usikkerhed om fremtiden var slet ikke rare.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have gjort rent, slagtet grise, plukket jordbær eller lignende i stedet for at søge relevante jobs. Det ville jeg ikke have problemer med. Men hvilken arbejdsgiver ville være så dum at at ansætte en medarbejder, han vidste ville springe fra, så snart der viste sig et job, der svarede til min uddannelse? Det koster penge at ansætte nye medarbejdere: oplæring og introduktion går fra en erfaren medarbejders produktion. Selvom det er 32 år siden, føler jeg mig overbevist om, at arbejdsgiverne (forståeligt nok) ikke har ændret deres tænkning på dette område. Hvad skulle dog få dem til det?

Samlet set får jeg fornemmelsen af, at regeringen ikke bryder sig om uddannelse.

 

De nyuddannede skal betale

De nyuddannede skal betale

Der skal altid hvile en straf?

Det er virkelig underligt, at der, i Grundvigs og Kolds eget land (grundlæggerne af højskolerne og måden vi tænker uddannelse på her i landet), skal hvile en straf på mennesker, der vælger at “tage” en langvarig – evt. akademisk – uddannelse. “Tage” fordi det ikke er noget, man plukker som en vare i Brugsen/Føtex eller et andet supermarked, som var det en hyldevare. Det kræver faktisk mange års ret hårdt arbejde hjemme bag skrivebordet at opnå en kandidatgrad.

Rigtig mange af os fik det ikke ind med modermælken men måtte kæmpe fra (måske under) nul-punktet for at opnå en akademisk grad. Man “tager” ikke bare en akademisk uddannelse, selvom det danske samfund er så venligt at stille selve muligheden til rådighed. Det er kamp fra a til å.

Jeg er utrolig taknemmelig for, at samfundet har stillet muligheden til rådighed. Jeg sad selv tilbage med en statsgaranteret studiegæld på mere end 325.000 kr. (1990-PL-niveau), som jeg havde 13 år til at betale tilbage, og som (det privatkapitalistiske) Nordea scorede fedt på, mens jeg læste, og mens jeg betalte tilbage. Og det gjaldt, selvom jeg havde deltidsjob i Irma ved siden af studierne. Det var som at komme i himmerige, rent økonomisk, da tilbagebetalingen var ovre.

Nu vil man så straffe dimittenderne

Regeringen vil nu fjerne ca. 4.000 kr. brutto fra dimittenderne, for det skal jo kunne betale sig “at tage et arbejde” og dimittenderne er nærmere til at betale den grønne omstilling end de rigeste, der skal have en lettelse af topskatten.Hvad tænker de på?

Regeringen får det til at lyde som om, dimittenderne er helt som alle de andre, der ikke “gider” tage et job. “Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Hvordan kan den ene højtuddannede gruppe tro, at en anden højtuddannet gruppe bare ikke gider arbejde? Hvordan kan de tro, at vi efter seks år hjemme bag skrivebordet, efter kassedame-jobbet i Irma, ikke gerne vil arbejde med vores uddannelse? Jeg kender simpelthen ikke nogen der med en langvarig (eller for den sags skyld kortvarig) uddannelse ikke brænder for at komme ud for at bruge de ny-erhvervede kompetencer. Den eneste grund, til de måske ikke gør det, er, at arbejdsgiverne ikke levner rum til dem.

Og så er der boligproblemet

Mens man studerer, har man muligvis mulighed for at bo på kollegium til en fornuftig pris. Når man dimitterer er det – naturligvis – ud ad vagten fra kollegiet. Jeg glemmer aldrig syv måneders angst i 1990, hvor jeg hverken havde job som nyuddannet eller udsigter til en bolig.

Så til jer der tror, det er lutter lagkage at “få” en akademisk uddannelse, tænk jer lige en gang om.