Indlæg

Ord på engelsk?

Ord på engelsk?

Du er helt sikkert bedre end mig!

Åh altså hvor har jeg bøvlet med at få EVENT’erne (dvs. begivenhederne) i slægtsdatabasen tng.stegemueller.dk til at stå korrekt på både på dansk og engelsk.

Jeg har fundet en, der er så sød at oversætte hele forsiden for mig mod et par flasker rødvin eller så. Min Mors-ven (altså ikke min mors ven, men min ven på Mors) fortæller, at jeg kender hende ganske godt fra dengang, jeg var ihærdig slægtsforsker. Jeg kan desværre ikke huske det.

Mit eget skrevne engelsk er ikke godt nok til, at jeg vil skrive det for alverden på nettet. Jeg klarer mig fint med diverse udenbyske support fora, de forstår helt bestemt, hvad jeg mener, men det er også noget andet.

Når forsiden bliver korrekt på engelsk, skal felterne selvfølgelig også være det!

I aftes fandt jeg ud af, hvor simpel selve TNG-teknikken var. TNG, som står for ‘The Next Generation of Genealogy Sitebuilding’, er et fantastisk stykke software, der kan vise alle mulige programmers slægtsdata på nettet. Udvikleren, Darrin Lythgoe, er så utrolig hjælpsom, at man tror, det er lyv.

Hver enkelt begivenhedstype kan knyttes til de sprog, man har implementeret i TNG. Hvis I vælger fx min far https://tng.stegemueller.dk/pedigree.php?personID=I630&tree=, vil I se, at der i menulinjen er mulighed for at vælge mellem dansk og engelsk. Programmets labels findes på begge sprog. Selve brødteksten forbliver naturligvis på dansk.

GEDCOM-koderne:

Så var det egl. bare at gå i gang med en oversigt over de såkaldte GEDCOM-koder og oversætte en for en. GEDCOM er en genealogisk standard, som slægtsforskere over hele verden forholder sig til på tværs af al mulig software.

Jeg har 77 EVENT’er, så det var ingen sag. Jeg klarede de fleste med Google Translate, men jeg er i tvivl om følgende gamle danske ords engelske ækvivalenter. Hvis du kender til dem, vil jeg utrolig gerne gerne høre fra dig, for indimellem er det tydeligt, at Google Translate ikke slår til.

På forhånd tusind, tusind tak.

Her behøver jeg hjælp:

 

GEDCOM-kode/Label Dansk – gad nok vide… Engelsk – hedder det virkelig sådn’?
EVEN Kongebrev King’s letter?
EVEN Lysning ???
EVEN ??? Marriage Bann
EVEN Tillysning Lighting
ANCI Indsat af Ane-interesse Ancestor Interest
EVEN – Begivenhed Grad? Grad?
EVVEN – Begivenhed Jordpåkastelse Grounding?
EVEN – Begivenhed Samlevere Co-suppliers?
EVEN – Begivenhed Udmærkelse Distinction?

 

, ,

The Next Generation of Genealogy Sitebuilding

The Next Generation of Genealogy Sitebuilding

Bakserier

For søren da hvor det driller at få The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG) integreret med WordPress. Jeg har efterhånden fået etableret et fungerende testmiljø, hvor WordPress og TNG fungerer fremragende hver for sig. Men sammen…

Jeg fører mig sædvanligvis frem med, at jeg elsker læreprocesserne ved sådanne ting. Lige nu har jeg dog lært rigeligt, uden at der er kommet nogen resultater. The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG) har et fint community med blandt andet Roger, der har udviklet det relevante plug-in. Jeg synes, jeg følger alle hans råd, men det virker ikke for mig. Det er skønt at have en testside, hvor jeg kan ødelægge alting uden konsekvenser.

Indholdet

Det hele drejer sig om, at jeg gerne vil vise min slægtsforskning ved hjælp af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG) på min hjemmeside. Der ligger mange års sjov og arbejde i det, så hvorfor ikke dele?

Jeg har aldrig syntes, at datoerne var specielt interessante. Det er menneskerne bag datoerne, jeg vil kende. Det er historierne, der gør menneskerne levende. Datoerne er bare en forudsætning.

Det hele startede med min indvandrende oldefar, der kom til Brede Klædefabrik (J.C. Modeweg & Søn) i 1890 fra Frankfurt an der Oder. Jeg ville finde ud af, hvad der lå bag mit efternavn. I den forbindelse satte jeg mig ret grundigt ind i historien bag Daverkosens patriarkalske fabrikssamfund på Brede. Det er et vigtigt stykke industrihistorie, der ofte kaldes “Industriens vugge”. Der findes meget trykt materiale, ligesom der sidder en hamrende dygtig forsker ude på lokalarkivet i Kgs. Lyngby. Navnet er Jeppe Tønsberg, og han har skrevet en stor del af det materiale, der findes.

Det var fantastisk at grave i historien på denne måde. Jeg var ret tidligt i processen ude at lave et interview med ham; desværre var det før, det blev almindeligt, at man optog samtaler, men noterne har jeg stadig her 15 år senere. Det var også spændende for ham at træffe en efterkommer af de mennesker, han havde beskæftiget sig så meget med gennem mange, mange år.

Brede Klædefabriks hatteafdeling blev oprettet i 1890, det år oldefar kom hertil, og da produktionen blev for omfattende – man gik meget med hat på den tid – flyttede afdelingen til Skodsborg under navnet A/S Skodsborg Hattefabrik.

Konkrete personer

I aftes fandt jeg ud af at koble Google Maps sammen med TNG, og det ser egentlig meget godt ud.

Her er historien om min far Jørgen STEGEMÜLLER.

Her er historien om min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER. Hvis det af en eller anden grund skulle interessere dig, finder du her en lidt mere episk version af historien om oldefar.

The Next Generation of Genealogy Sitebuilding og oldefar og oldemor i Skodsborg med motorcyklen

Oldefar Wilhelm Rudolf Stegemüller og oldemor Emilie Margrethe Nielsen i Skodsborg.

, , ,

Backup

Backup

Pyh ha

Jeg arbejder på at få integreret min slægtsdataside integreret i min helt almindelige side (pt. https://stegemueller.dk), så den kan få header, sidebar og footer som alle de andre sider. Det skal se ud som nedenstående:

 

BackupJeg tester det på min testside. Jeg skal ikke risikere noget. Selvfølgelig kan alting genskabes, men der er en risiko hver gang.

Den slags indebærer en hel del kopiering frem og tilbage af filer og tabeller. På en eller anden måde lykkedes det mig at slette denne side… Jeg må sige, at jeg blev noget hed om ørerne. Jeg har naturligvis en daglig/natlig backup, men hvad hjælper det, når man har slettet hele WordPress installationen, så har man jo netop ikke det plug-in, backuppen er dannet med. Gys og gru.

Mit webhotel tager også backup, så jeg prøvede deres. Det tog et godt stykke tid, hvor der ikke var nogen synlig fremdrift, så jeg var meget glad, da jeg så min side igen. Jeg synes ellers, jeg er uhyre forsigtig, når jeg laver den slags operationer, men det kan åbenbart let gå galt.

At teste

Jeg er altid omhyggelig med at teste på mit testsite, og i denne situation, hvor jeg forsøger at integrere to vidt forskellige instanser, er jeg tilstrækkelig meget en kylling, til at gå direkte på. Bloggen er mit hjertebarn, og slægten repræsenterer 10 års arbejde. Der skal byttes rundt på stier, filer osv. Jeg tør ikke. Måske er det slet ikke så indviklet?

The Next Generation of Genealogy Sitebuilding er et meget alsidigt og fleksibelt program, som jeg har brugt i mange år. Jeg kan næsten installere det i søvne. Det er pænt at se på, og kan alt det, jeg gerne vil med slægten på nettet.

Det skal bare ikke gå galt!

Mormor

Mormor som barn med familien

108 år. Min mormor, Mary Christensen, kunne i dag den 8. februar 2018 være blevet 108 år, hvilket selvfølgelig er ret urealistisk. Hun kaldte altid sig selv for “Merry Christensen”, og det lød egentlig ret godt. Jeg kan stadig høre det for mig, og der var altid en eller anden trist efterklang. Måske var der ikke ret meget rart ved at være “Merry Christensen”? Jeg har skrevet en del om hende og kigget en del i arkiverne.