Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

Det er et nåleøje

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let. Man skal komme med presserende selvmordstanker, næsten -planer.

Jeg har ikke længere styr på antallet af indlæggelser, men så vidt jeg husker, er jeg kun blevet sendt hjem fra akutmodtagelsen en gang. Det var efter et ubehjælpsomt selvmordsforsøg i 2006. Lægen spurgte mig, om jeg ville love ikke at prøve igen. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke garantere; der var jo en grund til, at jeg havde prøvet. Herpå sendte hun mig hjem til en tom lejlighed, hvor alt var gjort parat til ikke at overleve.

Den optælling af indlæggelser, jeg har, starter i 2014, hvor jeg for alvor blev syg, og hvor diagnosen blev stillet. Frem til oktober/november 2018 har jeg været indlagt 11 gange svarende til 220 sengedage. En dag ved lejlighed skal jeg have opdateret optællingen og opgjort samtlige omkostninger. Indtil videre er jeg kommet til 1,7 millioner kr., som dog inkluderer sygedagpengene fra kommunen.

Jeg er altså kommet gennem nåleøjet 11 gange.

Lægens ord og bord

Det er ikke mig, der har opfundet termen “nåleøjet” om det kunststykke, der skal til for at blive indlagt. Det kommer fra en læge til en stuegangssamtale i det netop afsluttede forløb. Jeg havde i flere dage gået og tænkt over, om jeg bare var en lystløgner eller måske en hypokonder. Måske var der slet ikke nogen selvmordstanker og heller ikke nogen gulnede polaroidfotos fra 70’erne, hvor jeg selv hænger fra et træ. Måske havde jeg digtet det hele? Men jeg så og oplevede jo det hele, og det gjorde ikke min grundstemning bedre. Nu skulle jeg både kæmpe med selvmordstankerne, med billederne inde i hovedet og så også med tvivlen om hvorvidt, jeg bare var en løgner og hypokonder.

Det med hypokonderen passede godt med, at folk, der besøgte mig, sagde, at jeg så helt almindelig ud – altså så nærmest godt ud. Jeg kiggede på mine medpatienter. Men de så også godt ud. Altså kan det at se skidt ud ikke være et kriterium for at være på en psykiatrisk afdeling i ugevis.

Lægen greb heldigvis ind og sagde, at selv den største tryllekunstner ikke kunne komme igennem modtagelsen i Glostrup med flere overlæger uden virkelig at fejle noget.

På en måde blev jeg pludselig glad for min psykose og mine selvmordstanker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/13 Kommentarer/i /af

Pendling

Pendling

Bi-polar: To poler

Jeg har det som om, jeg er på en evig pendling mellem de to poler: Mani og depression. Selv de neutrale faser mellem de to poler opleves som en pendling mellem dem. Det er et mareridt konstant at skulle være opmærksom på, hvornår det er almindelig tristesse, hvornår det er depression, hvornår det er almindelig foretagsomhed og energi, og hvornår det er en mani.

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Der er virkelig meget af min slægtsforskning, der er blevet til i de sene nattetimer – har det så alt sammen været maniske faser eller har det bare været ægte interesse for denne fantasiske hobby?

Det startede i 2003 – for 12 år siden

2003 var året, hvor jeg havde den første depression. I november måned gik jeg en aften hjem nede fra Vanløse station, og pludselig slog tanken ned i mig “er dette en depression?”. Jeg gik til lægen dagen efter, og hun var ikke i tvivl.

Det var en depression, og siden har jeg haft 100 af dem. De centrerer sig alle om det samme: den manglende lyst til livet. Jeg “bliver sort inde i hovedet” som er mit eget udtryk for den proces, der går i gang, når jeg ikke ønsker at leve mere. Alt ses i sorte nuancer, alt er negativt, alle mennesker er imbecile osv.

Et selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006 – helt præcis den 3. januar – efter en jul alene, hvor jeg var så slidt indvendigt, at jeg ikke kunne holde ud at høre musen klikke. Jeg tog en overdosis af piller, men det virkede ikke. Vores familierådgiver i Udenrigsministeriet, hvor jeg var ansat på det tidspunkt, tog med mig på Psykiatrisk Skadestue i Hvidovre næste dag, men vi blev sendt hjem igen med tre beskeder:

  1. Find en ny psykiater
  2. Find et andet arbejde og
  3. Det kan jeg ikke huske.

Hver gang jeg er taget derud efter det, har jeg været bange for at blive sendt hjem igen, så jeg henvender mig kun, hvis jeg mener, de vil invitere mig indenfor. Jeg tror nu nok, de har ændret praksis siden, for jeg er aldrig blevet sendt hjem igen siden, heller ikke selvom udtrykket var mindre markant.

Jeg kan ikke huske, hvornår manierne kom til, men det var formentlig 2008 eller 2009. I hvert fald begyndte jeg på et tidspunkt at tage Zyprexa, som er et middel mod manier. På det tidspunkt blev diagnosen ændret fra “Tilbagevendende depressioner” til “Bipolar lidelse”.

Sådan er de depressive faser

I de depressive faser har jeg det forfærdeligt, og har kun lyst til at dø. Jeg går hele tiden og spørger mig selv “Er det nu?, Er det nu?”, og skal jeg gøre det i køkkenet eller i badeværelset? Jeg har siden 2006 udtænkt mere og mere effektive metoder til at tage livet af mig selv. Hvis der kommer en næste gang, skal det nok lykkes.

Min tanke er, at jeg har været syg i 12 år, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg kan ikke blive ved at finde kræfterne til at kæmpe. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke handler i stedet for bare at snakke. Mit svar er, at jeg er en kryster og en kujon.

Bag dette ligger selvfølgelig det lillebitte håb, jeg klynger mig til, nemlig at det kan blive bedre, at der et eller andet sted er en mulighed for, at der ligger noget omkring hjørnet, som kan gøre mit liv bedre. Som alle andre vil jeg også gerne have et bedre liv!

Apropos at kæmpe og ikke at orke det mere, så har jeg kæmpet siden 1972, hvor min elskede far døde, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal finde kræfterne.

I de maniske faser

I de maniske faser har jeg det i og for sig godt og er fuld af energi og foretagsomhed.

Jeg håber på et fleksjob

Jeg tror, det vil være et skridt i den rigtige retning at få tilkendt et fleksjob. Jeg kan ikke længere arbejde på normale vilkår, men jeg føler, at jeg vil kunne slå til i et fleksjob, og det vil jeg virkelig gerne. Det vil blive en stor omstilling at skulle “nøjes med” et fleksjob, for mit arbejde har altid betydet meget for mig.

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune på onsdag den 15. Vi skal gennemgå 15 siders Worddokument = “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, der handler om alle mulige sider af mit liv. Skemaet skal forelægges rehabiliteringsteamet på et eller andet tidspunkt i løbet af efteråret. Det bliver et ret vigtigt møde, men jeg føler, at vi er godt forberedt.

Du er blevet din sygdom

En veninde af mig siger, jeg er “blevet min sygdom”. Hun har muligvis ret, jeg kan bare ikke ændre på det. Jeg ville gerne ændre på det, men ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Indlagt med svær depression

Indlagt med svær depression

Jeg er indlagt med svær depression

Det er efterhånden nærmest pinligt at fortælle det, og som skrevet tidligere er det nu, du har chancen for at hoppe til mere muntre sider på Internettet. Men altså: jeg blev indlagt fredag eftermiddag via den nye centraliserede visitation på Psykiatrisk Center Glostrup. Formentlig et eller andet besparelsestiltag…. men det må da være dyrt at køre patienterne rundt i taxa?

Lørdag over frokost kom jeg så til Psykiatrisk Center Hvidovre, og så startede samtalerne med lægerne forfra, men de er jo søde og rare.

Mere ECT

Diagnosen er “svær depression”, og de har bevilget mig en ny serie ECT-behandlinger, som starter allerede i morgen mandag tidligt, og faste fra midnat. Jeg kender turen. Jeg tror ikke, der kan skrues mere på medicinen, så jeg kom for ECT, og det ønske har de lyttet til. Det er jeg meget taknemmelig over. Og de har behandlet sagen, selvom det er weekend.

Listen over kompetencer og Bjarnes selvmord

Det, der væltede mig, var listen over kompetencerne og min vens død; han begik selvmord, og det var en kende for “inspirerende”. Det er i hvert fald det nærmeste, jeg kan komme på noget, der var udover det sædvanlige.

Jeg har kæmpet med min sygdom i 12 år nu, og nu føler jeg ikke, at jeg orker at kæmpe mere. Det går jo den gale vej. Derudover har mit liv været en kolossal udfordring siden 1972, hvor min far døde og idyllen med ham. Det er med til en negativ “slutevaluering”. Jeg er fuldt ud klar over, at i en depression, ser man alting som sort i sort uden lysninger; de andre gange har ECT rettet op på det. Det, håber jeg, kan ske igen.

Det var lige før, at ECT ikke kunne være kommet i gang i morgen, fordi de ikke kunne finde mine blodårer. Den første læge stak og stak det bedste, hun havde lært mange gange, men der kom ikke en dråbe blod. Den næste var bedre. Der skal være styr på blodprøverne, inden de påbegynder ECT, og der må selvfølgelig ikke være kontraindikationer, men det er der heller ikke. Jeg håber, det virker hurtigt, for det aktuelle mindset er uudholdeligt. Behandlingerne sker mandag, onsdag og fredag fra morgenstunden.

Jeg skal have fat i Psykiatrifonden og aflyse mine aftaler der. Dette her kommer meget på tværs af alt det, jeg har gang i, men det er der ikke noget at gøre ved.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Orlov hjemme hos mig selv

Orlov hjemme hos mig selv

Hjemme for en stund

Jeg har valgt at bruge de resterende fem timers orlov hjemme hos mig selv i dag, da der var en hel del ting, jeg skulle have ordnet – alle mulige koder virker pludselig ikke på min iPad Air, og det skal de, da jeg er nødt til at kunne ordne alting på distancen.

Jeg har brugt lidt tid på at læse på sundhed.dk, hvad de har skrevet om mig, og det ser alt sammen rigtigt ud. Det er lidt mærkeligt at se alle mine mærkelige tanker på skrift; en der bed er, at verden ikke vil være et ringere sted uden mig, for det er jo sådan set rigtigt nok, men det er bare sygt at tænke de tanker. Raske mennesker tænker ikke sådan. Det er ellers mange år siden, jeg holdt op med at tænke over livets mening og andre eksistentielle tanker, for jeg blev ved med at komme frem til, at der ikke var en sådan mening – det blev bare tanker, der kørte i ring, og det blev en negativ spiral.

Selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig den 3. januar 2006, hvor jeg tog en overdosis af alle de piller, jeg havde i skabet. Det var før jeg vidste, at der er proppet så meget brækmiddel i moderne medikamenter, at det ikke kan lade sig gøre at begå selvmord med dem. Dengang tog jeg dagen efter til Psykiatrisk Center Hvidovre, men blev sendt hjem igen med beskeden om at finde et nyt job og en ny psykiater! Det har haft den konsekvens, at jeg altid er bange for at tage derud og blive afvist, men de har vist ændret praksis siden.

I aftes havde jeg en lidt længere snak med en af medarbejderne om det med hukommelsen. Hun sagde det samme som jer: “Se fremad ikke tilbage”, og det vil jeg så prøve på. Nu er jeg spændt på, hvad MR-scanningen af hjernen viser.

I den neuropsykologiske test gik alt andet end det med sproglig opmærksomhed dårligt. Jeg har tænkt lidt over, hvordan Kaj Bjerring Andersen skelnede mellem færdigheder og hukommelse. Fx når jeg ikke kunne indsætte den manglende sjette figur, er det så færdigheder eller hukommelse? Jeg vil opfatte det som en færdighed, men det er det åbenbart bare ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.