Indlæg

/8 Kommentarer/i , /af ,

Orlov hjemme hos mig selv

Orlov hjemme hos mig selv

Hjemme for en stund

Jeg har valgt at bruge de resterende fem timers orlov hjemme hos mig selv i dag, da der var en hel del ting, jeg skulle have ordnet – alle mulige koder virker pludselig ikke på min iPad Air, og det skal de, da jeg er nødt til at kunne ordne alting på distancen.

Jeg har brugt lidt tid på at læse på sundhed.dk, hvad de har skrevet om mig, og det ser alt sammen rigtigt ud. Det er lidt mærkeligt at se alle mine mærkelige tanker på skrift; en der bed er, at verden ikke vil være et ringere sted uden mig, for det er jo sådan set rigtigt nok, men det er bare sygt at tænke de tanker. Raske mennesker tænker ikke sådan. Det er ellers mange år siden, jeg holdt op med at tænke over livets mening og andre eksistentielle tanker, for jeg blev ved med at komme frem til, at der ikke var en sådan mening – det blev bare tanker, der kørte i ring, og det blev en negativ spiral.

Selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig den 3. januar 2006, hvor jeg tog en overdosis af alle de piller, jeg havde i skabet. Det var før jeg vidste, at der er proppet så meget brækmiddel i moderne medikamenter, at det ikke kan lade sig gøre at begå selvmord med dem. Dengang tog jeg dagen efter til Psykiatrisk Center Hvidovre, men blev sendt hjem igen med beskeden om at finde et nyt job og en ny psykiater! Det har haft den konsekvens, at jeg altid er bange for at tage derud og blive afvist, men de har vist ændret praksis siden.

I aftes havde jeg en lidt længere snak med en af medarbejderne om det med hukommelsen. Hun sagde det samme som jer: “Se fremad ikke tilbage”, og det vil jeg så prøve på. Nu er jeg spændt på, hvad MR-scanningen af hjernen viser.

I den neuropsykologiske test gik alt andet end det med sproglig opmærksomhed dårligt. Jeg har tænkt lidt over, hvordan Kaj Bjerring Andersen skelnede mellem færdigheder og hukommelse. Fx når jeg ikke kunne indsætte den manglende sjette figur, er det så færdigheder eller hukommelse? Jeg vil opfatte det som en færdighed, men det er det åbenbart bare ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/20 Kommentarer/i , /af ,

Atter indlagt med svær depression

Atter indlagt med svær depression

Bare en opdatering

Atter indlagt med svær depression.

Det er længe siden, jeg har ladet høre fra mig; det skyldes, at jeg har været indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre siden den 17. marts med en svær depression. Det var min kontaktperson Gitte Sørensen i Distriktspsykiatrien, der sendte mig afsted.

Jeg er glad for at være der, for selvmordstankerne fylder alt for meget. Som noget nyt ser jeg inde i hovedet hele tiden “en film”, der handler om min egen død og begravelse; det er rigtig ubehageligt, og jeg kan ikke bringe den til ophør. Filmen kører samtidig med alle andre tanker som en slags underlægningsmusik. Lægen Melita virkede som om, hun kendte til fænomenet, for hun kunne gøre mine sætninger færdige, da jeg fortalte hende om disse tanker. Jeg har haft depressioner siden 2003 men har aldrig set denne “indre film” før.

Mere ECT og det virker godt på mig!

Jeg får ECT (elektrochok) igen, for det virkede jo så godt sidst – nærmest en mirakelkur. Det har allerede haft den effekt, at jeg har fået appetitten tilbage, og jeg vågner ikke længere 4-4:30. Jeg har talt lidt med lægen om det, der kaldes vedligeholdelses-ECT, men det ville hun ikke være med til, jeg kan bare ikke huske hvorfor. Selv synes jeg, der ville være noget mere idé i det end at skulle indlægges hver 3./4. måned. Jeg er så uendeligt træt af at være syg.

Jeg har været hos Dr. Kaj Bjerring Andersen og få resultatet af de neuropsykologiske tests: Der er noget galt med min hukommelse, og selv om det måske lyder skørt, er jeg næsten glad for det, for så er det ikke bare noget, jeg bilder mig ind. I min journal har han skrevet, at vi har talt om, hvordan jeg kan kompensere for det i hverdagen. Jeg kan bare ikke huske, hvad han sagde.

Resultatet er vist blevet, at vi inviterer ham til en stuegang for en repetition, og jeg vil også gerne have resultaterne på skrift. Melita vil endvidere bestille en MR-scanning af min hjerne, så problemet kan blive belyst til bunds.

Tvangsindlagt medpatient med vrangforestillinger

Hen over påsken er jeg allernådigst bevilget 2 * 5 timers orlov, så lige nu sidder jeg hjemme i min dejlige lejlighed. Det er helt dejligt at være væk fra hospitalet. Jeg deler stue med en anden patient, som er fuldstændig overbevist om, at hun har brækket nakken og lænden. Hun taler om det hele tide, virkelig uafbrudt. Jeg er ved at blive (endnu mere) skør af at høre på hende. Hvor jeg dog ønsker mig et enkeltværelse, men man skal vist være mere syg end mig for at få et enkeltværelse. Jeg er glad for at være her på 808, men de fysiske forhold er alt for dårlige.

Hun er indlagt på “gule papirer” altså med tvang. Hvis de to dele var brækket, ville hun efter min bedste overbevisning ikke kunne bevæge armene (den brækkede nakke) eller gå (den brækkede lænd). Hun har haft sin sag i Patientklagenævnet, der kalder det “vrangforestillinger”, og dem er jeg nu tilbøjelig til at være enig med, men det må være meget ubehageligt at være tvangsindlagt.

God påske ønsker jeg mine læsere.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre det, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Forberedelserne

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Hjælp fra en uventet kant

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år.

Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; der var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; der gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var der, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Anne kom igen

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

Hold dig i live til i morgen

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Livet vandt

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.