Hvis man nu vil tænke i besparelser

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Jeg fandt en interessant artikel i Ugeskrift for Læger. Hvis du interesserer dig for psykiatri, økonomi og psykiatripolitik, bør du i det mindste skimme den.

Nu om dage er det meste forældet, nærmest før det er publiceret, og denne artikel er publiceret i “Ugevennen” 2-3 dage, før 10-årsplanen for psykiatrien blev præsenteret i Sundhedsstyrelsen den 13. januar. Planen blev aldrig drøftet mellem Folketingets partier. Det blev klart i starten af maj måned. Ergo: man kan mene, artiklen er håbløst forældet.

Det er dens konklusioner og forudsætninger imidlertid ikke. Den fortjener læsning. Enten langsom læsning ord for ord eller “akademisk læsning”. Sidstnævnte er vel bare et finere ord for skimlæsning? Konklusioner og forudsætninger er mere aktuelle end nogensinde før efter de frygtelige drab i field’s.

Ganske kort kan det siges:

Investerer vi 4½ mia. kr. ekstra årligt, kan vi reducere omkostninger på 110 mia, der er en følge af utilstrækkelig hjælp til psykisk syge mennesker gennem mange, mange år.

Lige nu omtales en telefonlinje, vi kan ringe til, hvis det er ved at tippe for os. Jeg skriver  “vi” og “os”, fordi jeg selv er psykiatribruger med to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom).

Psykisk sygdom koster samfundet årligt omkring 110 milliarder alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det er mange penge. Aktuelt bruger vi cirka ni milliarder på behandlingspsykiatrien i Danmark om året. Hvis vi reelt vil løfte psykiatrien, er der behov for store investeringer. Så kan det godt være, at 4,5 milliarder lyder af meget for nogen, men samfundsøkonomisk koster det meget mere ikke at foretage denne investering med en tiårig reel psykiatriplan. Det vil jo formentlig få de 110 milliarder til at skrumpe i den anden ende, og vi kan spare nogle mennesker for unødvendigt lange og opslidende psykiatriske forløb, og flere mennesker kan få et bedre liv med deres sygdom eller ligefrem blive helbredt. Psykiske lidelser debuterer jo i de unge år – skizofreni er i 18-25-årsalderen – netop der hvor uddannelse og job tabes«, siger Mikkel Rasmussen.

Mikkel Rasmussen er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Ergo er han ikke “hvemsomhelst”. Det er ham, VIVE og professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup, der står bag beregningerne, som Merete Nordentoft, aktuel formand for Dansk Psykiatrisk selskab og professor, også omtalte Aftenshowet i går onsdag den 6. juli. Normalt ser jeg aldrig det program, men her syntes jeg alligevel, jeg ville se med.

Hvad nu hvis der var en døgnåben telefonlinje?

Det ville være dejligt, at der var et sted at ringe hen, som ikke lukkede kl. 16:00 og som ikke havde reduceret bemanding i ferieperioder, fordi de – som fx Psykiatrifonden – levede af private donationer. Men hvad nu hvis telefonlinjen sagde “Vi mener, du skal henvende dig i Akutmodtagelsen”, og man gjorde det, og Akutmodtagelsen svarede: “Desværre, der ligger allerede patienter i de senge, vi har; vi har ikke plads til dig”.

Det er virkeligheden for både os patienter og lægerne og alt det andet personale i psykiatrien. Der er ganske enkelt ikke senge nok. Jeg har selv prøvet flere gange på “Akutten” ikke at være syg nok til at komme gennem nåleøjet (lægens eget udtryk), og at blive sendt hjem igen med selvmordstanker. Så føler man sig som verdens mest ensomme menneske, der lige så godt kan tage livet af sig. Det lyder barskt, men sådan er det. Måske forstår du det ikke; og det er også i orden – og forståeligt. Man skal formentlig kende tankerne for at forstå dem.

Jeg er bare enig med Pernille Skipper, der siger “Dette er løftebrud”, når det rent faktisk står i “forståelsespapiret” fra 2019, at der skal lægges en 10-årsplan.

Jeg har talt med Livslinjen mange gange. Det er enormt dygtige mennesker, der kan få en til at holde fast i tvivlen: dvs. tvivlen om hvorvidt jeg skal tage mit eget liv eller ej? Vil jeg leve? Er verden et fattigere sted uden mig eller ej?

Er man tvivler, og det er jeg formentlig ikke den eneste, der er, skal man holde fast i tvivlen. De kender til tvivlen hos Livslinjen.

Det kan bare ikke være sandt, at vi ikke har råd til at betale de mennesker, der sidder og tager telefonerne og taler os tilbage til livet? Men er vi syge nok til en indlæggelse, og det er vi, når vi tænker sådan, skal der også være en seng til os – måske bare et par dage til en “kort stabiliserende indlæggelse“. Det er der bare ikke altid. For jer, der ikke kender tankerne, lyder det sikkert absurd. For os er det tanker, vi måske tør tale om og sætte ord på. Jeg har selv prøvet det et utal af gange – og jeg er ikke bange for at være åben om det – stigma eller ej. Det lever jeg med.

Nuvel: Væk fra alt det føleri – og over til finanslovsteknik

Jeg beklager. Der blev lidt meget “føleri”, men sådan kan det gå. Jeg kan også noget med finanslovsteknik, da jeg har levet af det i 23 år! Det er mere “hardcore” og følger her:

Adskillige år har vi læst om, at finansloven har leveret et “løft” til psykiatrien. Uden at jeg kan dokumentere det vha. troværdige kilder år for år, kan jeg fortælle, at adskillige af disse “løft” har fundet sted via de såkaldte satspuljemidler; finansiering via satspuljen er i sagens natur etårig. “Rigtige finanslovsmidler” er firårige. Det svarer fuldkommen til at man siger, at noget er til “projekter”. Projekter påbegyndes og afsluttes. Det er definitionen på et projekt. Det, der er løbende og firårigt, kaldes “drift”.

Skal man genoprette psykiatrien, hvilket der er behov for, og stille den på lige fod med fx cancerområdet, er det nødvendig med en langvarig indsats = drift. Et etårigt eller toårigt projekt rækker ganske enkelt ikke.

Vis mig den faggruppe, der kan udvikle og implementere nye, effektive indsatser på et år eller to – og vel at mærke samtidig gøre fagområdet attraktivt for nye ansøgere! Psykiatrien er netop nu kendetegnet ved at være befolket med ufaglærte medarbejdere og at være meget lidt prestigefyldt.

Det skal retfærdigvis siges, at der på Finansloven 2020 blev givet et løft på 600 mio kr. til flerårige midler. Det var dejligt. Vi takker mange gange. Problemet er, at det forslår som en skrædder et vist sted (og det sted plejer man at kalde “Helvede”), når der mangler 4½ mia kr. årligt i en periode på 10 år.

Løftebrud

Kort sagt: det er altså bare ikke godt nok med en telefonlinje. Jeg er enig med Pernille Skipper fra Enhedslisten i, at der er tale om et løftebrud. Nu skulle tre mennesker gå i døden, før man begyndte at tale om det. Det kan ikke være sandt.