Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Angsten for ECT

Angsten for ECT

Jeg har været hos psykologen

Om at håndtere angsten for ECT.

Hun (altså psykologen) kan altid vende det hele på hovedet – og det er dejligt! Om et par måneder skal jeg nok sige farvel til hende, idet hun flytter sin praksis. Det har jeg prøvet før; jeg ser lidt med gru på det, men vi er helt enige om, at jeg i realiteten ikke har behov for hende længere mere bortset lige fra dette ECT-noget. Skulle der opstå et eller andet behov, kender vi hinanden godt nok til at kunne tage en enkelt eller to sessioner online. Eller også hopper jeg da på toget; hun flytter jo ikke til verdens ende.

Det er en stor ting for mig, for hun har været med siden foråret 2015 og hjulpet med at bringe ufatteligt mange vanskelige ting på plads. Hun har kunnet alt det, de øvrige behandlere har måttet give op overfor eller har serveret halve løsninger på. Hun har accepteret, at jeg er styret af min hjerne og hjulpet mig ud fra det. Ingen maleterapi til mig. Sådan noget kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan dårligt tegne en tændstikmand.

Angsten for ECT – det handler om kontroltab

Vi fandt ud af så meget godt. Nu har jeg en “værktøjskasse”, jeg kan tage frem om tre uger, og som jeg tror på. Forklaring følger:

  1. Der er endnu ikke nogen, der ikke er vågnet op efter behandlingen, siger de i Glostrup. Jeg skal have undersøgt, om det bare er i Danmark, i Europa, i verden, eller hvordan det er. Hvis jeg kan få styr på fakta, kan jeg lettere tale angsten ned om søndagen og mandag formiddag.
  2. Jeg har, siden jeg var 14 år (og det er godt nok længe siden), overlevet ved med indædt styrke at overvinde svagheden. Det lyder floromvundet, men det er sandt.
  3. Fra 2014 og frem fik jeg en identitet som “syg” = svag. Og det var jeg også. Den identitet er væk nu, og noget andet må træde i stedet. Der er tale om en transformationsproces. Jeg har det rigtig godt, når jeg passer behandlingerne, Distriktspsykiatrien, psykologen og den smule medicin, der er tilbage. Men når jeg ligger på briksen i Glostrup og venter på, at de tænder for bedøvelsen, jeg kigger på slideshowet i loftet, de siger “har vi bideskinnen parat?”, “er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?”, de slår sengehestene op osv., er det et enormt kontroltab. Jeg er i deres “vold” og har ingen verdens indflydelse. Jeg er nødt til at stole på, at de kan deres kram – og det kan de, for de laver ikke andet mandag, onsdag og fredag i hvert fald om formiddagen. Og som sagt, er der endnu ikke nogen, der er døde af behandlingen. Der gives, så vidt jeg husker, ca. 2.000 behandlinger årligt i Danmark.
  4. Jeg har en indre checkliste, og jeg følger meget nøje med i, hvad de foretager sig, og om de gør det rigtigt. Det er jo helt absurd, men sådan er jeg, og det kan jeg ikke lige lave om på. I mandags var jeg bekymret for, om bedøvelsen løb ved siden af venflonen, for det føltes, som om det løb koldt ned ad underarmen. Jeg sagde det højt, og anæstesien forklarede, at det bare føltes sådan. Sådan synes jeg bare ikke, det plejer at være og jeg har trods alt prøvet det mange gange.
    • De tilbød at sige højt, hvad de foretog sig. Det afslog jeg, fordi jeg var bange for, at det blev for mange indtryk, som jeg ikke kan rumme på en gang. Det vil jeg revidere. Hvis de siger højt, hvad de gør, kan jeg måske bedre føre min checkliste? Det lyder som en bevidst handling at ville kontrollere, men det er det ikke.
    • Jeg har sagt fra overfor en kødrand af studerende, der skal se på. Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv, når jeg ligger svag og sart uden fodtøj på briksen. På en eller anden måde skal de studerende selvfølgelig lære det, men de må øve sig på en anden end mig. Der er patienter nok.
  5. Før i tiden betød det ikke så meget, om jeg vågnede op igen. Det var vel ikke en bevidst tanke, men sådan var det. Nu er det livsvigtigt.
  6. I søndags fik jeg et tilbud om at komme på besøg hos min ven hver tredje søndag. Det afslog jeg, fordi jeg tænkte, jeg ikke var værd at være sammen med. Det var nok dumt, og jeg vil prøve, om den beslutning kan revideres. Hvis fokus kan flyttes fra angsten nogle timer, er meget vundet. Er jeg bare sammen med mig selv, fylder angsten 90 pct. af bevidstheden, også selvom jeg laver noget, der kræver fuld koncentration

Det hjælper at sætte ord på

Det har altid hjulpet mig at sætte ord på svære ting. Det er rigtig godt med psykologen, og jeg har optaget alle vores samtaler, eller i hvert fald 95 pct. af dem, og kan høre dem igen, hvis det skulle blive nødvendigt. I dag søgte hun efter flere ord fra min side. Hun havde ikke meget at gribe fat i, når jeg bare kunne sige, at jeg er angst for ikke at vågne op igen. I Glostrup siger de, at det er fuldstændig almindeligt med folk, der lægges i narkose. Det gør bare ikke min angst mindre eller bedre at være i stue med.

Men nu har jeg nogle helt konkrete ting, jeg kan gøre – jeg kan handle, og så kan jeg se, om det hjælper. Det skulle jo nødig gå hen og blive så stort et problem, at “de” beslutter at indstille behandlingerne. For hvad gør jeg så? Jeg skal under ingen omstændigheder tilbage til medicinen.

I morgen er der mulighed for at sætte endnu flere ord på: Jeg skal i Distriktspsykiatrien til møde med min kontaktperson, og hun har fået psykiateren til at deltage. Det er så fint.

De passer alle sammen godt på mig, og det kan jeg ikke lade være at være taknemmelig over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Far Stegemüller knap 100 i dag

Far Stegemüller knap 100 i dag

Min far Jørgen Stegemüller

Far Stegemüller knap 100 i dag.

Denne her lille fyr, Jørgen Stegemüller,  kunne – helt urealistisk – være blevet 99 år i dag. Sådan skulle det ikke gå. Han døde, kun 50 år gammel, den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus af sprængt hovedpulsåre efter et forgæves forsøg på transplantation. Jeg var ni år og skulle blive halvgammel, før jeg kom over det. Det var et traume, men sådanne kan heldigvis bearbejdes sammen med en dygtig psykolog.

Klikker du her, kommer du til hans side i TNG.

Det betød straffesagen fra 1947

Han var en god far, der bare var steril, og derfor er jeg adopteret. I forbindelse med adoptionssagen, der varer mere end 1½ år, bliver samtlige deres forhold endevendt og det var lige ved ikke at lykkes for dem at få lov at adoptere, eftersom han var tidligere straffet:

“Aktivt medlem af modstandsbevægelsen under tyskernes besættelse af Danmark. I en periode gruppefører i 4. komp., 1. deling, Afsnit 2. Som modstandsmand arbejdede han for fremmedpolitiet. Efter besættelsen samlede han sammen med andre unge mænd våben ind hos mennesker, de mente var kommunister.”

Det var selvtægt og naturligvis strafbart.

Kriminaldommeren i Københavns Nordre Birk 6/12-1947: betinget hæfte i 3 mdr., prøvetid i 5 år uden tilsyn, jf. straffeattest fra Politimesteren i Lyngby udstedt 22.11.1963.

Dommen betød også, at hans ansøgning fra juni 1950 om at komme til USA, som led i Marshallplanen, blev afvist, da amerikanerne ikke ville have straffede personer ind i landet. Det skal jeg nok være glad for, for tænk om han var kommet afsted og blevet derovre. Så havde mit liv været et andet.

(Note: Marshallplanen er en populær betegnelse for det amerikanske hjælpeprogram, European Recovery Program, som general og udenrigsminister George C. Marshall (1880-1959) satte i værk efter afslutningen på 2. verdenskrig til støtte for genopbygningen af Europa.)

Adoptionssagen er spændende

Det er mange år siden, jeg indhentede adoptionssagen fra Rigsarkivet, så jeg kunne læse om blandt andet min far. Jeg måtte lære ham at kende fra papir:

03-07-1962: “Andrageren oplyser om sine forhold, at han er født i Brede og opvokset i sit hjem som yngst af to. Faderen var designatør og er nu direktør ved Junckers Savværk [det står i sagen, men det er noget sludder. Felix har aldrig været på Junckers Savværk. Red.]. Barndomsforholdene skal have været gode nok, men man får indtryk af, at der ikke har været særlig stor kontakt. Andragerens søster er tre år ældre, hun er nu gift med overlæge Sigvard Kaae, Radiumstationen i København. Andrageren har taget realeksamen fra Lyngby Statsskole og har siden uddannet sig i tekstilbranchen…

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

21-04-64: “Man har god kontakt med begge andragerne. Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold. Andragerinden er stadig den rolige, smilende varmhjertede kvinde.”

18-02-1965: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Det er da rørende. Sjovt nok så minder/mindede vi om hinanden, idet jeg også selv af og til betegnes som “hæmmet” og “tillukket” – helt så galt synes jeg nu ikke selv, det er.

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus, så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

En fantastisk far

Han brugte mange af sine vågne timer på sit arbejde (endnu et lighedspunkt) og var ambitiøs. Han tog tit “et smut” ned på fabrikken efter aftensmaden, og ofte var jeg med. Vi legede gemmeleg i de store tørrehaller, hvor klædet hang til tørre efter prøvefarvning, så man kunne vurdere, om det ville få den rigtige tone, når det var tørret op. Der var meget varmt og lugtede specielt; nærmest lidt hengemt. Det er specielt stadig at kunne huske den lugt.

Vi gik rundt til “arbejderne”, for sådan kaldte vi dem, der passede hver deres maskine. Man skulle op ad nogle interimistiske træstiger med fire til fem trin for at komme op på den “bænk”, hvor de stod foran maskinen. Meget ofte blev jeg budt på citronvand. Endnu et sjovt minde.

Derhjemme så han en ny Michaela Petri i mig, da jeg begyndte til blokfløjte. Da jeg aldrig har haft en tone i livet, var det langt fra virkelighedens verden, men det fortæller om relationen.

Det var ikke ham, men min mor, der tog slæbet i haven, når der fx skulle lægges fliser. Han foretrak lettere sysler såsom at brodere! Jeg har en bunke af hans broderede mellemlægsservietter med fuglemotiver. De har aldrig været brugt, og bliver det nok heller aldrig, men jeg kan godt lide at have dem.

Min mor havde gemt en bunke breve fra ham til et vennepar i Kongens Lyngby, Hanne og Vagn Rasmussen, som han skrev i 1954. De er også med til at give et billede af et menneske, jeg godt kan lide, kan identificere mig med og gerne ville have lært “rigtigt” at kende. Jeg har måttet nøjes med diverse papirer.

Et sidste lighedspunkt

Hans fætters kone, Elly Kathrine THOMAS (Født CHRISTENSEN), fortalte f.eks., at han, når han skulle hjem fra hende og Poul, var en af hans typiske bemærkninger, at hvis der kom en taxa før en bus, så ville han tage taxaen.

Havde han også Aspergers syndrom?

Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at Jørgen Stegemüller også havde Aspergers syndrom. Der er så mange lighedspunkter. Hvor ville jeg dog gerne, at jeg havde kunnet tale med ham om det. Jeg er sikker på, at han ville forstå mig.

Sammenlignende analyse hentet fra “Min historie om Aspergers syndrom“

Adoptivfar Jørgen Stegemüller i 1963 i forbindelse med adoptionssagen:

Hanne B. Stegemüller med sin far. Havde han også Aspergers syndrom?

Havde han også Aspergers syndrom?

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med hans første kone – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”. (Note: ”Andrager” og ”Andragerinde” er gamle ord for ”ansøger”.)

Hanne B. Stegemüller i 2003 i forbindelse med en lederuddannelse:

Hanne B. Stegemüller er kreativ, intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhed over for kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for håndgribelige, målbare resultater. Kan have en tendens til selvoptagethed.

Sociale relationer: Sympatisk, reserveret, eftertænksom og alvorlig.

Analysen kunne også opstilles i et skema af hensyn til overblikket:

Min far Jørgen Stegemüller: Hanne B. Stegemüller:
Venlig, tiltalende Sympatisk
Tillukket Reserveret
Velbegavet Intelligent
Følelsesbetonet Følsomhed
måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Glemt er godt

Glemt er godt

En tur hos psykologen

Glemt er godt.

Vi talte meget om mine problemer med hukommelsen. Psykologen er så god til at vende det hele på hovedet:

  1. Hvad betyder det nu, hvor jeg kan optage og tage noter af alt vigtigt og
  2. Alt det gamle skidt, inkl. de seneste år siden 2014, er det alligevel værd at huske? Næh hun har ret! Det har været forbandede år, som jeg alligevel ikke savner at huske. Det meste er veldokumenteret vha. hjemmesiden. Jeg har skrevet om det meste, også om alt det frygtelige. De, der kender mig godt, kender alligevel til problemerne, og er søde til ikke at påpege, at de allerede adskillige gange har hørt om dette eller hint. Jeg kan jo selv se det på bloggen, når jeg “læser baglæns”. Jeg kan jo se, at jeg skriver det samme adskillige gange. Men det er nyt for mig selv…

ECT-behandlingerne gør, at jeg har en lille seddel herhjemme med koden til mit Dankort. Det er egl. ikke fordi, jeg har behov for at se på den, men jeg kan godt lide bevidstheden om, at den er her. Skulle jeg få behov for den, så er den her.

Vi talte om, at jeg har skrevet om det meste siden 2014, så jeg vil næsten altid kunne finde tilbage. Jeg har læst en del “baglæns”, og forleden fandt jeg en post om, hvordan jeg ikke længere orkede livet, men i erkendelse af, at det er svært at slippe fra denne jord, var min tanke, at jeg ville tage en færge en vinternat og springe ud fra den. Min tanke var, at når det ikke var let at finde et sted at klynge et reb op, så måtte dette med færgen trods alt være lettere. Ak ja – det er svært at tænke tilbage på, men jeg forstår mig (selv). Jeg tager ikke afstand fra tankerne, for jeg husker trods alt, hvad der førte til dem. Jeg håber inderligt, de ikke kommer tilbage.

Kommer der en krise?

Det er enten i morgen eller i overmorgen Pensionsnævnet træffer den endelige afgørelse. Jeg kan ikke huske det. Endelig skal jeg forhåbentlig være fri? Indtil videre er det fantastisk og jeg kender ikke til større ‘recovery’. Lige nu har jeg masser af gøremål på to-do-listen. Jeg nyder at kunne nørkle med min hjemmeside eller noget andet til kl. 02 om natten, hvor jeg har sat det op som mål, at jeg skal gå i seng. Jeg er vist nok B-menneske, men det har jeg enten glemt eller fortrængt sammen med en masse andet.

Rehabiliteringsteamets ordførende ‘direktør’ nævnte ad flere omgange, at der kunne komme en krise i forbindelse med at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tænker selv, at jeg har brugt tiden siden siden sommeren 2020, hvor Parkinsonismen var på sit højeste, til at forberede mig selv på et liv udenfor arbejdsmarkedet. Jeg husker – vistnok – at jeg var ansat hos Interflora 6-8 timer om ugen. Al den tid, jeg ikke var på arbejde gik med at være angst for at skulle på arbejde. Det endte med, at jeg ringede til Niklas, min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og sagde, at det ikke gik, og at nu måtte han hjælpe mig med at søge pension.

Og så var der hele den periode, hvor jeg ikke kunne se noget, og ikke kunne ramme tasterne, og hvor overlæge Kasper Thybo Reff på nul komma fem skaffede mig en øjenlæge i Glostrup.  Jeg har fået intet mindre end en fornem behandling i hele ‘systemet’. Det manglende syn var altså slemt. Parkinsonismen var slem, faktisk værre end både depressionerne og manierne. Jeg ved det kun, fordi jeg har kunnet læse “baglæns”. Det var ikke rart at falde ud af sengen, at måtte trykke på nødkaldet eller at ligge på gulvet mange timer uden at kunne komme op. Piv piv – sådan skal det ikke forstås. Sådan var det bare! Og hele angsten for måske at være ved at blive dement, når jeg ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, eller hvordan jeg cykler til byen.

Jeg tror ikke uden videre på en krise. Men det har de selvfølgelig mere forstand på. Måske kommer den? Indtil videre er jeg bare lykkelig! Psykologen siger, jeg er blevet ‘mildere’ de seneste gange, og det har hun jo sikkert forstand på.

P.t. er jeg bare lykkelig! Jeg har måske aldrig i hele mit liv haft det bedre? ‘Kampen’ for det ene, det andet og det tredje er ovre. Når jeg ser tilbage, har hele mit liv siden jeg var 9-10 år været en kamp. Lige nu kæmper jeg ikke, og det er helt mærkeligt. Jeg nyder det bare.

På torsdag skal jeg ud til den dygtige neurolog Sara Bech på Bispebjerg, og jeg glæder mig så meget til at fortælle hende, at jeg er ude af medicinen, som udløste Parkinsonismen, og at jeg vha. ECT har fået mit liv igen.

At glæde mig/sig til

Jeg ser frem til den endelige afgørelse. Så kan jeg endeligt sænke skuldrene. Og ellers er det jo, psykologen og jeg må en tur i Aftenshowet. Måske synes hun om programmet, men jeg gør ikke.

Jeg ser også frem til en tid i frisørstolen i morgen kl 10:00, for jeg ligner snart en løve! Sådan er corona-hår, når man sædvanligvis skal under saksen mindst hver femte uge, og der er meget at klippe i. Jeg ringede, så snart jeg havde set pressemødet, og derfor lykkedes det mig at få så tidlig en tid. Åh hvor jeg glæder mig! Tænk at komme til at se nogenlunde ordentlig ud igen – og coronapasset er let på plads, for jeg er jo blandt de heldige, der allerede er vaccineret endda med Pfizer-BioNTech-vaccinen. Den dør man ikke uden videre af…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Lettelse efter rehabiliteringsteamet

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det

Lettelse efter rehabiliteringsteamet.

I dag kl. 13:20 var jeg til møde i Hvidovre Kommunes rehabiliteringsteam. Jeg havde min fantastiske psykolog med som bisidder. Jeg har sovet maks. to timer i nat fra 7 – 9, hvor jeg skulle op. I nat skal jeg sove! Jeg glæder mig allerede.

Det gik som smurt, men jeg var hamrende nervøs. De havde trods alt bestemmende myndighed over resten af mit liv. Jeg var bange for at komme til at virke som om, jeg havde det ‘for godt’ (ihukommende dine ord, @Henny). Og jeg var meget bange for, at de skulle mene, at jeg skulle prøves af i det syvende fleksjob.

Da de kom retur med indstillingen, sad jeg bare og græd op i deres åbne ansigter. De havde forinden spurgt mig, hvad jeg selv mente, og jeg havde svaret, at jeg nok mente, at den rigtige løsning ville være en pension, og at jeg ikke kunne se flere muligheder på arbejdsmarkedet for mig.

De indstiller uden videre til pension. Sagen er velbelyst – der er ikke mere at komme efter. Alt er afprøvet. Samarbejdet mellem mig og kommunen har været rigtig godt.

De præsenterede sig med hver deres rolle, og jeg fik lov at sige lidt. De fortalte, at deres muligheder var at indstille til ressourceforløb, fleksjob og pension. Min søde sagsbehandler, som jeg har haft et rigtig godt samarbejde med, havde på forhånd fortalt mig, at sådan foregik det, og at jeg ikke som en anden borger skulle spørge ‘Sig mig har I ikke læst min sag?’ I sådanne situationer drejer det sig om at svare, men også om at svare høfligt. Det havde jeg ingen problemer med, for jeg er et høfligt menneske.

Sagen gik sin gang. De havde nogle få spørgsmål, men jeg kunne kun sige, at jeg mente, sagen allerede var velbelyst, og at det havde jeg talt med min bisidder om. Jeg havde kun få ting at at tilføje: Jeg kunne fx fortælle, hvordan fysioterapien havde lært mig at komme op fra gulvet, når jeg var faldet (led i Parkinsonismen), at jeg med årene havde lært at optage vigtige samtale med fx psykologen osv.

De var søde og rare, og da de begyndte at fortælle om, hvilke ydelser, jeg ville blive berettiget til som pensionist, tænkte jeg forsigtigt ‘den er hjemme’, men alligevel turde jeg ikke tro det.

Efter deres – korte – votering vendte de tilbage med deres indstilling: førtidspension, for de syntes, at var der nogen, der havde kæmpet, så var det mig. Og så begyndte jeg at græde! Jeg er så glad for, at min fantastiske psykolog Anette var der. Hun havde på forhånd sagt, at hvis det nu gik ad h…. til, ville hun gerne køre mig hjem. Jeg har kendt hende siden 2015, hvor Hvidovre Kommune gav mig et forløb i Psykiatrifonden, og Anette var min erhvervspsykolog. Jeg har holdt ved hende lige siden. Lige nu har jeg ikke så meget at komme med, men det er som en sukkersygepatient, der kommer for at få sin insulin. Jeg skal have mit fix i et trygt og roligt rum engang i mellem, så kan jeg fungere lidt igen.

Efter jeg er kommet hjem har jeg orienteret de nærmeste: Min bedste ven og så også to af de behandlere, jeg har haft på Psykiatrisk Center Glostrup og som har gjort utrolig meget for mig. Jeg skylder så mange mennesker så stor tak, og jeg skal nok komme frem med takketalerne – lige nu er jeg bare mest til at græde af lettelse! Alle har troet på det undtagen mig, der ikke har turdet tro på det. Men det er lykkedes.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv! Bortset fra at jeg i aften skal deltage i et webinar om WordPress – så er tankerne da lidt til en side.