Indlæg

Indlagt igen i fire uger

Indlagt igen i fire uger

Jeg har “svigtet” i en måned

Indlagt igen i fire uger

Der er pludselig gået en måned, siden jeg blev indlagt. Der har været masser at skrive om, men jeg har ikke haft kræfterne til at få det gjort. Lige nu er jeg på “hjemmebesøg” og nyder at sidde ved et rigtigt tastatur, så nu famler jeg mig frem til et indlæg, der sikkert ikke hænger sammen for andre end mig selv! Diagnosen er “let til moderat depression med psykotiske træk”. Jeg hælder mest til moderat og psykotiske træk. Det føles nemlig ikke “let”.

Arbejdsmarkedet

I samråd med mit jobcenter i Hvidovre Kommune og min fagforening har jeg opsagt min stilling, da det er bedst sådan. Jeg magtede ikke jobbet på de givne betingelser. Der er selvfølgelig stor sorg knyttet til endelig at måtte forlade det arbejdsmarked, der lugter lidt af fugl til fordel for fx at stable rugbrød i Netto – altså at lægge det gamle øverst og det nyeste nederst. Jeg trøster mig med, at jeg måske ad åre kan blive chef for mælken eller lignende. Pludselig kunne jeg bare ikke mere, og  jeg kunne ikke klare at stå op med en stor ildsprudlende kugle i maven hver morgen. De dårlige tanker kom til at dominere, og det går slet ikke i min verden.

Jeg var til møde i jobcenteret for et par uger siden, og det gik rigtig godt. Min sagsbehandler, som jeg kender ret godt, var sød og forstående. Vi skal finde et nyt fleksjob; det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg skal ikke hjem og trisse rundt på fuld tid, så bliver jeg da først skør. På vej ind til mødet mødte jeg min fleksjobrådgiver, som jeg også kender rigtig godt. Han var meget overrasket, da han hørte, at det var gået galt med det gamle job. Jeg nævnte det med rugbrødet for ham, hvortil han svarede, at så blev det let at finde noget nyt, da de har en aftale med Dansk Supermarked. Nu må vi se. Jeg skal i hvert fald bare ikke sidde i kasse, men jeg har erfaring med detailhandlen fra min ungdom. Jeg fik lov at bestemme næste møde i jobcenteret, hvor de begge deltager, og valgte den 2. september kl. 10:00.

At være hjemme

De vil gerne udskrive mig på torsdag, så jeg skal øve mig i at være hjemme. Det, synes jeg, er hundesvært og jeg føler mig slet ikke “udskrivningsparat”. På den anden side lige mens jeg sidder og skriver dette, går det egentlig fint nok. Jeg tror, det er de store skift, der er svære. Jeg plejer bare at føle mig klar og vide ganske nøjagtigt, hvornår jeg har fået nok af 808 (for denne gang).

Den første gang jeg var hjemme, var jeg her fire timer, og det var alt for længe. Skudt vildt over målet. Herefter en gang med en time og 10 minutter. I går omkring en time eller halvanden plus den tid det tog at gå til frisøren og op at købe et nyt ur. I dag er aftalen, at jeg bliver hjemme, så længe det føles rart – senest til kl. 17:00. Jeg konstaterer, at der ikke er kommet nye skud på mine kunstige planter i mit fravær.

Det er ensomheden, der lurer bag gardinerne. Efter at have været sammen med 12 andre mennesker på relativt lidt plads i så lang tid, er mine egne 78 m² enorme og enormt stille. Her er ingen, der går rastløse rundt i sko, der knirker, her er ingen, jeg kan tæve i Bezzerwisser eller Scrabble – her er den store tomhed. Det eneste, der høres lige nu, er lyden fra vaskemaskinen.

Personalet har 500 forslag til ting, jeg kan foretage mig efter udskrivelsen, og jeg ved, det er velment og kærligt, det er bare som om, det ikke rigtig bider på. Jeg tager imod pjecer, brochurer og links og forslag og siger “mange tak” for det alt sammen vel vidende, at jeg nok aldrig får kigget på det. Måske er jeg bare Rasmus Modsat?

Baglæns tale

Jeg skrev på et tidspunkt, at der ingenting foregik på et afsnit i løbet af en dag. Jeg tager mine ord i mig igen! Noget af det bedste er morgengymnastikken, som jeg konsekvent har deltaget i hver dag, og så er der ballstick-massagen, som er et fantastiske tilbud, hvis personalet har tid. Jeg har aldrig prøvet det før, men det er så skønt, og for mig flytter det fokus fra de billeder, jeg ser for mit indre blik, til kroppen. Efter massagen har jeg kun lyst til at ligge under min kugledyne og hvile.

Jeg har haft mange samtaler med min fantastiske kontaktperson, der virkelig har empati og forståelse. Hun forstår selvfølgelig ikke helt mine billeder, da hun ikke kan se dem, men hun giver udtryk for, at hun forstår, at det må være meget ubehageligt. Det er nok for mig.

En anden mulighed er selv at prøve at være aktiv: puslespil (jeg er bare så dårlig til det det) og andre spil (Bezzerwisser og Scrabble er dejligt). Men alt dette kræver selvfølgelig, at man har det rimeligt. Selv har jeg brugt det til at bortlede tankerne fra billederne.

Hvad er billederne?

Den psykotiske del går ud på, at jeg ser nogle billeder for mit indre blik. Det er polaroidfotos fra 70’erne og derfor lidt gulnede. De har den karakteristiske lille hvide kant omkring sig på alle fire ledder. Formatet er det, der vist hed 9*9 . Motivet er mig selv hængende i en løkke fra et træ med tungen ud af halsen. De vises fra forskellige vinkler, og der zoomes ind og ud, men det er stillbilleder. Jeg ser dem konstant, og det er hårdt. Der er ikke mere at gøre ad medicinsk vej, da jeg allerede ligger ret højt i det relevante præparat. Der er ikke andet at gøre end at vente på, at det går over. Belastningen fra jobbet blev bygget op over fire måneder, og derfor vil det også tage tid inden de psykotiske symptomer forsvinder. Tålmodighed lønner sig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Lang god snak med Melita Svraka

Lang god snak med Melita Svraka

Hvor lang tid tager det så?

Lang god snak med Melita Svraka

Jeg havde en lang god snak med overlægen i går. Jo mere jeg lærer hende at kende, jo bedre kan jeg lide hende. Det vil så sige, at jeg efterhånden kan lide hende rigtig godt. Hun har en hukommelse som en elefant, hun husker fx altid, at jeg er adopteret, hun tager sig den tid, der skal til, og hun er knivskarp. Hun kæmper for sin patienter, og hun har den holdning, at når patienterne udskrives, skal de have det godt. Det er vist lidt et særsyn.

Baggrunden for indlæggelsen

Hun spurgte indgående til baggrunden for indlæggelsen, også selvom hun selvfølgelig har kunnet læse det i journalen. Hun ville vist høre det fra hestens egen mund. Hun spurgte lige så indgående til tanker og symptomer. Tanker vil jeg ikke komme ind på i det offentlige rum, men jeg har som noget nyt fået angstsymptomer. De spørger mig, om jeg har klinisk angst. Det har jeg ikke og har aldrig haft. Men jeg har en stor solgul kugle nede i maven, der gør pokkers ondt. Det er et angstsymptom. Jeg forestiller mig, at den er som en Pacman, der spiser Oxapaxerne hurtigere, end jeg kan absorbere dem.

Jeg kan kontrollere kuglen ved hjælp af dybe vejrtrækninger, men det tager mange timer at opnå denne kontrol, måske fem eller seks timer. Jeg ryster indeni, og det er også et angstsymptom. Og så er der selvfølgelig alle de klassiske depressionssymptomer, hvor man føler sig dum, umulig, ubrugelig osv.

De beholder mig, så længe det er nødvendigt

De beholder mig. Tre måske fire uger evt. lidt længere. Det tager tid at blive lappet sammen!

En weekend er lang på en afdeling, så jeg glæder mig sådan, til jeg får besøg i dag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Det er lykkedes

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre.

Endelig er jeg kommet til 808. Det har været nogle lange dage i ventesalen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor det jo viste sig, at der også var søde medarbejdere omend de var i fåtal, men det vidste jeg jo på forhånd.

Jeg har det som om, jeg har været på en rejse fra København til Bangkok. Der er tidsforskydning fra Hvidovre til Glostrup, og der har været mange check ins. Mange kortere og længere lægesamtaler med supersøde læger, der er gode til at lytte og tage en alvorligt, uanset hvor tåbelige ens tanker er. Det er som at komme gennem et nåleøje at blive indlagt i psykiatrien.

808: her er jeg tryg, da jeg har været her mange gange

Jeg har været her før, måske er det 13. gang denne gang. Jeg har opgivet at tælle. Det bliver ikke ved at gå på denne måde. Perioderne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere. Jeg var her senest for fire måneder siden! Da jeg var færdigbehandlet, så fremtiden lys ud med godt fleksjob. Det har ændret sig. Der er meget, der har ændret sig i relation til arbejdsmarkedet i den mellemliggende periode.

Inden for fleksjob-verdenen findes et begreb, der kaldes arbejdsintensitet. Min er 100, men måske skal den kun være 50? I givet fald vil jeg så bare føle mig som den nederste, nederste. Hvis jeg ikke engang kan passe et fleksjob, hvad kan jeg så?

Skulle jeg i stedet søge førtidspension?

Alternativet er vel at give op og søge en førtidspension, men jeg vil jo gerne arbejde, og det har jeg gjort hele mit liv. Kan lige som ikke andet. Hvis jeg skulle gå hjemme på fuld tid, tror jeg, jeg ville blive skør – mere end jeg allerede er.

På den anden side møder jeg jo mange mennesker, der har førtidspension og grundliggende har et ganske udmærket liv, hvis det ikke var for deres psykiske sårbarhed. Jeg ville ikke have problemer med at fylde tiden ud; jeg kan altid rode med min computer, der er mange ting i det nye København, jeg aldrig har set, jeg har tre nære venner osv., men der ville være en stor tomhed i mig: den plads som arbejdet altid har fyldt ud. Her tror jeg såmænd, jeg er lige som alle andre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Mellem to stole

Chikane

Dementi

Det er gået op for mig, at jeg har svaret Henny Stewart delvist forkert i en kommentar til en tidligere post. Derfor vil jeg gerne rette op på det.

Selvom man har en psykisk sygdom, der ikke er i udbrud, kan man være indlagt på en psykiatrisk afdeling, men det er kommunen, der betaler, mens borgeren fx venter på et bosted. Kommunen skal selvfølgelig betale, da det er dem, der ikke kan stille et bosted til rådighed. Det koster kassen, når borgeren falder mellem to stole. Og man må vel sige, at en sengeplads på et åbent afsnit kunne være brugt bedre – fx til en af dem, der sidder ude i Glostrup og venter på at komme til 808 (altså når man indregner flowet).

Jeg skrev i kommentaren, at det var overlægen, der havde været på spil igen i den konkrete situation. Det var noget vrøvl. Jeg håber, der nu er rettet op på det.

Kom godt hjem!

For at komme godt hjem er der mange ting, der skal være ordentligt på plads, og det kommer de også. Jeg har “truet” med ikke at forlade afsnittet, før alt er i orden:

  1. PSI-kontrakten. Jeg måtte kæmpe en lille smule for at lave den her og ikke i DPC. Herregud lægen i DPC ser jeg to gange om året. Her kender de mig. Når jeg tager kontakt til 808, behøver jeg ikke sige så meget eller forklare døre op og døre ned. Jeg behøver ganske enkelt ikke at argumentere!
  2. Jeg har selv lavet aftale med min kontaktperson i DPC. Hun er god.
  3. Apoteket er kontaktet, så dosispakningerne skulle være i orden, og jeg får kemikalier med til “slippet”.
  4. Jeg har kontaktet Rigshospitalet om det første møde med en overlæge og en professor, der skal lave et forsøg med bipolare gennem seks måneder. Det er dem, der har opsøgt mig, og det noget med en app. Mere herom når jeg har fattet, hvad det går ud på. Mødet skal være inden otte dage efter udskrivelsen. Det værste er, at jeg fik udleveret 1 cm. (i højden) spørgeskemaer. Jeg går altså lidt død i dem. Jeg må tage det i bidder derhjemme.
  5. Jeg har stille og roligt udfyldt spørgeskemaet med de 230 rubrikker fordelt på 39 spørgsmål. Når man har tid og ro, og når det giver mening, og når man er så “rask”, som man kan blive, er det ikke slemt. At udfylde det i en akutmodtagelse hvor man har været to en halv dag giver derimod ingen mening.
  6. Tablettens 11 spørgsmål er besvaret. Man kan udfylde fritekstfeltet anonymt. Jeg har dog skrevet, at de nu har lappet mig sammen for tiende gang; så der er jeg “afsløret”, men jeg vil gerne stå ved alle mine – næsten kærlige -udsagn.
  7. Jeg har kontaktet jobcenteret og aftalt møde på mandag og atter spurgt, om de vil give mig VBA-kurset. Det startede med at koste 5.000 kr., nu koster det 2.000 kr. Billigere fås det ikke. Der er 128 lektioner og det vil tage 20 timer. Det vil tage mig 60 timer, da jeg altid afprøver tingene på egne ark, hvis jeg kan finde nogle, hvor det kan være relevant. Jeg har forklaret ham om mit behov for struktur, og at det bedst opfyldes med et arbejde; det forstod han godt. De fleste borgere oplever, at JC jagter dem. Jeg tror, JC oplever, at jeg jagter dem. Min konsulent er virkelig OK!

Sprogsjov: Syg eller sårbar?

Det er meget forskelligt, om folk siger “psykisk syg” eller “psykisk sårbar”. Selv siger jeg syg, men der kan let argumenteres med, at hvis man er syg, kan man blive rask. Jeg tror ikke på, at jeg kan blive “rask”; jeg kan få det bedre, men det er ikke det samme som rask.

Hvis man har mistet benet er man hverken syg eller rask. Man er handicappet. Selvfølgelig var man syg, da man mistede det, men man kan aldrig blive “rask”. Og dette har jeg fra en, der faktisk har mistet benet, og selv siger, hun er handicappet.

Pskologen sagde altid, at sårbarheden var grundlagt i barndommen, men sygdommen brød ud mange år efter. Jeg tror faktisk, hun sagde “psykisk syg”.

Jeg kastede spørgsmålet ud i rummet en aften, og der kom mange gode meninger. Mange sagde “psykisk syg” om sig selv.

Det bedst “svar” var fra en (bipolar) fyr, der sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar, men når sygdommen bryder ud, er jeg psykisk syg”.