Indlæg

, ,

Psykoedukation og hukommelse

Psykoedukation og hukommelse

Gode dage, en dårlig nat og en guide

Psykoedukation og hukommelse

Psykiatrifonden

Underviserne til psykoedukation i Psykiatrifonden er af lidt vekslende kvalitet. De er selvfølgelig alle sammen dygtige, men to af de tre, vi har haft indtil nu, har holdt sig meget til noget Powerpoint-værk, og det er lidt dræbende.

I denne uge har vi Sisse, og hun er bare god. Hun kører helt fri af alle de der slides og tackler det på sin helt egen måde, og hun er god til at inddrage os ved hjælp af øvelser. Hun arbejder ud fra en metakognitiv metode, som ind imellem er lidt provokerende, men som sætter mange tanker i gang. I dag havde vi fx en øvelse, der illustrerede, hvordan man med sin bevidsthed let kan flytte fokus, også selv om det kan være svært at hive sig selv op fra egne tanker og grublerier. Et andet eksempel: “Du må ikke tænke på en grøn giraf”, og det eneste man ser for sig er selvfølgelig en grøn giraf.

Hende er jeg meget begejstret for, men vi skal desværre kun have hende i denne uge. I øvrigt skal det siges, at alle de medarbejdere, jeg har truffet derinde, virker meget dedikerede og dygtige. Jeg er begejstret for både min erhvervsrådgiver og min psykolog.

Lige nu er vi kun tre (kvinder) på holdet, det skulle efter sigende skyldes den tilstundende sommerferie. Tre er for lidt til at skabe dynamik. XX, som er den sidste ankomne, er også bipolar, så vi får nogle vældig gode snakke. Det er så rart med en, der bare forstår, hvad jeg siger.

Hukommelse

Jeg skrev for et par uger siden til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet for at spørge, om de mon kunne hjælpe mig videre med en udredning og en eller anden form for træning. Jeg kan ikke arbejde med problemet, før jeg kender årsagen til bunds.

Jeg havde egentlig ikke forventet, at de svarede, men jeg fik en meget venlig mail en sen aften fra en neuropsykolog, der foreslog mig at rette henvendelse til Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Og dem har jeg så prøvet at få fat i, for at høre, hvad de kan tilbyde. Det er en gratis foranstaltning, og de har forstand på kognitive problemer. Hvad de i Distriktspsykiatrien siger til dette selvstændige initiativ, ved jeg ikke, men der må bare ske et eller andet.

Restless legs

Mine restless legs driller mere og mere, og jeg står op midt om natten, fordi det simpelthen gør for ondt at blive liggende. Forleden nat ville jeg så lave en kop kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man skulle gøre. Herudover lagde jeg de forkerte ting ind i køleskabet, altså ikke madvarer men fx brødkniven. Det var meget skræmmende. Jeg tænkte meget på, om det var en begyndende demens. Bipolare har meget stor sandsynlighed for at udvikle demens. De skræmmende tegn har dog ikke vist sig igen.

Revo Uninstaller Pro

  • Programmet, der fås både i en gratis udgave og en købeudgave, kan afinstallere alle dine forskellige programmer.
  • Afinstalleringen er meget dybdegående (du kan selv vælge dybden), og får alle programrester med inkl. værdierne i registreringsdatabasen (se særskilt guide om denne på letsupport.dk). Der oprettes automatisk et nyt gendannelsespunkt, inden der faktisk afinstalleres.
  • Programmet kan også afinstallere de typer af software, der ellers kræver, at man downloader et program for at afinstallere. Dette gælder fx Norton og Symantec.
  • Programmet indeholder herudover en række andre værktøjer, der er praktiske at have ved hånden. Dem går jeg ikke så meget i dybden med, men det drejer sig fx om særskilt at kunne fjerne elementer fra registreringsdatabasen.
  • Guiden er her: Revo Uninstaller Pro 3.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere

, ,

Klar til at blive udskrevet

Klar til at blive udskrevet

Jeg føler mig klar til at blive udskrevet

En søvnløs nat

Jeg kan simpelthen ikke sove. Måske er det spændingen over at skulle udskrives i morgen, at skulle til samtale nr. to med psykologen og at skulle hjem for good? Men pyt jeg kan jo da bare tage en middagslur i morgen!

Jeg føler mig fuldstændig klar til at blive udskrevet, tage hjem og få gang i mit rigtige liv igen. Ingen af de andre gange, jeg har været her, har jeg følt mig så i den grad klar til at blive udskrevet. Jeg talte lige med Mona om det, og hun kunne fortælle, at det i november var mig selv, der pressede på for at komme hjem. Det kan jeg slet ikke genkalde mig, men hun har jo nok ret. I øvrigt husker jeg jo heller ikke noget som helst fra november?

Positivt syn på fremtiden

Jeg ser lyst på den kommende tid, og jeg ser frem til forløbet i Psykiatrifonden. Jeg tror, det bliver spændende, og jeg håber, der kommer noget godt ud af det. Lige i skrivende stund føler jeg mig ikke klar til virksomhedspraktikken, men mon ikke det kommer inden de kommende syv uger er gået? Gad nok vide hvor mange timer jeg kan arbejde pr. uge?

Endnu engang har jeg studeret deres hjemmeside, og faldt over noget, de kalder “det mentale motionsrum”, hvor de har ni undersider om kognitive vanskeligheder som fx kan være hukommelsesproblemer. De fokuserer meget på det med at bruge en kalender mere aktivt. Det kan fx være ved at skrive selv små banale ting ned for at få struktur på dagens opgaver. Ideen er at belaste hjernen mindst muligt. Det lyder interessant og svarer i øvrigt til hvad Kaj Bjerring Andersen siger, så det er sikkert rigtigt. Det skal prøves!

Psykiatrifonden lægger på deres hjemmeside mest vægt på stress, angst og depression i relation til psykoedukationen i afklarings- og udviklingsforløbet. Det ville være dejligt, hvis de også havde noget om manierne.

Mona og jeg har lagt planer for næste uge: opringninger herfra om aftenen fredag, lørdag og søndag, herud til opfølgende samtaler med blandt andet hende tre dage og Gitte i Distriktspsykiatrien en dag. Jeg synes, det er et kongeligt tilbud at kunne komme herud og få en snak, om hvordan det går lige efter udskrivelsen.

Jeg føler tryghed ved denne “mandsopdækning”, og jeg tror og håber, det vil gå godt. Jeg har i hvert fald mod på at prøve, og jeg bliver aldrig mere klar end jeg er nu.

Ready steady go.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Hjemme

Hjemme

Hjemme for en stund

Skønt at være her igen selv om her snart er lidt støvet, og køkkengulvet trænger til at blive vasket – det nås nok. Det skal ikke fortrænge følelsen af, at det er rigtig rart at være her! Det ligner lidt mit rigtige liv.

Aftalen er, at jeg i dag er hjemme fra 9:30 – 16:00, at vi evaluerer i morgen og derefter lægger planer for den kommende tid. Jeg synes, de gør meget for at gøre overgangen til det normale liv god og tryg.

Jeg døjer fortsat med “drejebogen” og kan ikke forstå det. Den nye medicin ved navn Risperdal burde jo kunne fixe den. Det er utrygt. Om aftenen føler jeg mig forpint, fordi der aldrig er bare fem minutters pause. Lige nu er lydsiden forværret, så jeg skal “overdøve” den, når jeg taler med nogen. Det eneste, jeg kan finde på, er at sætte hovedtelefonerne i ørerne og skrue op på maksimal lydstyrke, det overdøver lydsiden. Jeg kan bare kun holde den larm ud fem minutter ad gangen.

En to-do-liste

Jeg har lavet en liste med 10 punkter, over hvad jeg gerne vil have udrettet mens jeg er her, og jeg er simpelthen startet fra en ende af. Fx gennemgå mails, backups, .htaccess for at udelukke en bruger – det har ellers virket i cPanels “Deny Access Manager” – mærkeligt at det så pludselig holder op med at virke, ringe til Leif, kontakt til Meebox for at få mail-appen på iPad til at fungere igen osv. Alt sammen småting men alligevel rart at få ekspederet, da det bare skal fungere, uanset hvor jeg befinder mig.

En liste med programmer og deres formål

På opgavelisten er også: “Gennemgå rutineopgaver og kobl programmer til”. Problemet er, at jeg sidder ved PC’en og skal foretage mig et eller andet rutinemæssigt og banalt, men det tager mig 10 minutter at komme i tanke om, hvilket program, jeg skal bruge til det, fx “Høre musik – MediaMonkey”. Det svarer til, at du skal skrive noget tekst, og ikke kan huske at du plejer at bruge Word. Da jeg sidst var hjemme, prøvede jeg at liste alle programmer (jeg har mange, men de har jo alle et formål), jeg kunne vel genkende halvdelen. Det er meget ubehageligt at blive konfronteret med hukommelsesproblemet på denne måde. “Organisk cerebral dysfunktion”…

Årsager til hukommelsestabet

På netværksmødet forleden kørte Melita en del rundt i årsagen til det. Der kunne være tale om et par forskellige ting eller en kombination af de to:

  • ECT-behandlingerne (i alt 19)
  • Selve den bipolare lidelse

MR-scanningen den 13. maj vil kunne vise skrumpning af hjernen eller ej, men kan vel ikke vise årsagen. Svarer det ikke til et brækket ben? Et røntgenbillede kan vise, om/at det er brækket, men ikke om det var skiløb eller noget andet, der forårsagede det?

Den kommende tid

Der er kommet mail fra Hvidovre Kommune om, at hun har kontaktet Psykiatrifonden, der så vil kontakte mig med en dato for starten på “Udviklingsforløbet”, som jeg ser meget frem til. Leif nævnte, det sikkert bliver hårdt at komme i gang igen. Han har utvivlsomt ret, men det må jeg tage med. Jeg vil jo gerne.

Kommunen har bedt min egen læge om en hurtig erklæring til “Rehabiliteringsteamet”. Jeg kan ikke se nogen grund til, at det skal gå hurtigt, når rehabiliteringsteamet tidligst skal mødes 19 uger efter pinse, hvor jeg starter hos Psykiatrifonden. Der er jo oceaner af tid, og selvfølgelig er der tid til at vente på, at min læge har resultatet af scanningen og beskrivelsen af resultatet. Hvorfor dog forcere det sådan? Hvad er det, vi skal nå? Jeg fik ved opringning til kommunen overbevist hende om, at jeg havde ret. Og herefter er jeg så i gang med at få en senere tid hos lægen.

Jeg synes, der er meget at bøvle med. Psykiatrisk Center Hvidovre kunne måske ordne noget af det for mig, men nu har jeg altså selv taget affære.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.