Indlæg

, ,

Jeg elsker at komme hos Hvidovre Tandklinik

Jeg elsker at komme hos Hvidovre Tandklinik

Vi taler det halve af tiden

Jeg elsker at komme hos Hvidovre Tandklinik

Jeg har Københavns bedste tandlæge i Amar Al Moalem hos Hvidovre Tandklinik lige på den anden side ad gaden. Han har en super holistisk tilgang til mund og tænder. Munden – og dermed tænderne – er en del af kroppen. Tingene hænger jo sammen.

I dag sagde han noget, der er logik for perlehøns, og som burde kunne beregnes af selv en letbegavet gymnasieelev, men som jeg aldrig har tænkt over: “Munden er indgangen til kroppen”.

Derfor starter han altid med at spørge: “Hvordan har du det?”. Og det er mig en glæde altid at kunne sige: “Jeg har det rigtig godt”. Jeg er jo blevet pensionist; jeg kan bruge al min tid på det, der optager mig mest. Jeg har nul sorger og nul bekymringer. Intet kunne være bedre.

  • Amar fortalte, at den nyeste forskning viser, at en medvirkende årsag til Alzheimers sygdom kan være dårlig mundhygiejne. Det vidste jeg ikke. Det er selvfølgelig ikke altid sådan, men i nogle tilfælde hænger det sammen.
  • Jeg vidste heller ikke, at 1 milliliter spyt rummer 1010 bakterier, og det svarer til 10.000.000.000 bakterier. Med menneskeord er det 10 milliarder bakterier i en milliliter spyt. Det er godt nok mange.
  • Når jeg har det godt, har mine tænder og min mund det også godt.

Jeg kommer hver tredie måned

Jeg er en vældig god kunde i butikken. Jeg kunne nøjes med at komme en gang om året, da jeg er “grøn”, men jeg kommer hver tredje måned, for det gør mig tryg. Og egl. er det jo bare at lægge gennemsnitprisen ind i budgettet, så jeg ved, at jeg har råd til det.

Efter de mange år på antipsykotisk medicin med mundtørhed til følge, der endte med at koste mig lidt over 100.000 kr., lignede jeg en taber. Alle mine tænder startede med en brun “kant”. Havde jeg ikke grebet ind, var tænderne sikkert faldet ud en efter en. Det er en forfærdelig tanke. Så ligner/er man da for alvor en taber.

På et tidspunkt for flere år siden, sad jeg i venteværelset til ECT sammen med en lidt ældre mand, der klagede over, at ECT-behandlingerne bevirkede, at hans tænder faldt ud. Jeg blev enormt forskrækket og spurgte den bedste sygeplejerske, om jeg skulle være bekymret for det, når jeg nu lige havde ofret mere end 100.000 kr. på ikke at ligne en taber. Hun kunne heldigvis fortælle, at jeg ikke skulle være bange, og at manden i forvejen havde meget dårlige tænder.

Politik i sundhed

I mit budget ligger selvfølgelig udgiften til tandlægen, og når man bare ser de store linjer og gennemsnitstallene, betyder det ikke noget. Jeg har råd til at komme fire gange årligt, fordi jeg prioriterer det. Men for at prioritere en udgift, skal man have noget at prioritere med!

Men når jeg kigger på regningen, synes jeg, den er “skæv”. Min andel er ca. 570 kr. for 18 minutters tilstedeværelse i klinikken, mens sygesikringens andel er ca. 300 kr. For det første burde det være omvendt og for det andet burde det være gratis!

Hvis man tænker bare lidt i et samfundsmæssigt metaperspektiv: Hvor meget tand- og mundsundhed kunne vi ikke få for det beløb, vi kunne spare på behandlingen af Alzheimers sygdom i de tilfælde, hvor der er kausalitet? Måske kunne det gå lige op ?

Det er helt Anders And, at tandpleje ikke betales over skatten på linje med andre sundhedsydelser.

Det kan ikke være sandt, at man kan se folks evne til – og mulighed for – at lægge et budget, når de åbner munden.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg har brugt en formue

Jeg har brugt en formue

Jeg elsker nethandel inkl. levering!

Jeg har brugt en formue

Skærmbriller

Hjemmesiden har været lidt stille, for koblingen mellem de nye briller og ny skærm er på ingen måde god. Når jeg skal se på skærmen, sidder jeg og bøjer nakken bagover for at ramme synsfeltet, og det behøver man ikke gøre ret længe, førend man får fordømt ondt i nakken.

Jeg synes, “Synoptik” har snydt mig ved ikke at spørge, om brillerne også skulle bruges som skærmbriller, og ved ikke at fortælle, at jeg åbenbart har en enorm bygningsfejl, der gør, at jeg både er lang- og nærsynet på en gang. Selv havde jeg ikke haft flere handlemuligheder af at kende til bygningsfejlen, men måske kunne de nye briller være “bygget” anderledes, så de kunne bruges både til skærmbrug og alt det andet. Det kunne de gamle briller da i kobling med den gamle skærm. Selvfølgelig er jeg ikke er blevet yngre, og det skal der naturligvis også korrigeres for.

Status er lige nu, at jeg har to par briller på på en gang: de rigtige og udenpå dem et par af dem til 110 kr. Nu kan jeg faktisk se noget uden at bøje nakken bagover, og det er rigtig rart. Og så er der taget mål til skærmbriller, som er bestilt til ekspreslevering. Der røg de første 2.000 kr, også selvom jeg nægtede at betale for en ny udvidet synsprøve, når der er lavet en for ca. en måned siden, hvor vi burde have drøftet skærmbrille-problemet.

På forhånd havde jeg besluttet, at det bare skulle være billigste udgave, da ingen skal se mig med dem, og at det var ligegyldigt med refleksfrie glas. Da hun hørte, hvor længe jeg sidder ved skærmen på en normal “arbejdsdag”, mente hun bestemt, jeg skulle tage de refleksfrie glas. Det gjorde jeg så.

Jeg har det altid lidt svært med optikere, for de er købmænd på et område, der er svært at forstå for almindelige mennesker. De vil så gerne sælge, og som kunde i butikken kan man ikke gøre andet end at svinge dankortet.

Jeg har brugt en formueNy frakke

Jeg er næsten sikker på, at min North Face-jakke fra “Summit Series”, som nu ikke kan mere, er den samme jakke, jeg havde på på Kilimanjaro for 20 år siden … Så må den gerne gå på pension.

Sidste år fik den ny lynlås, men den er irriterende og slet ikke af samme kvalitet som den oprindelige, for den øverste del i højre side kan ikke opretholde vinklen på 90° over den nederste del i samme side. Det bevirker, at venstre del ikke kan skubbes ned uden bøvl og fem forsøg.

Lommerne er gået op i limningen. Og det er vel egl. okay efter 20 år, selvom jeg mener, at en jakke i den kvalitet og prisklassee slet ikke burde være limet nogen som helst steder men derimod syet!

Summa summarum: jeg har købt en ny på nettet. Jeg hader at gå i fysiske butikker og handler derfor glad og gerne på nettet. Og på nettet kan man også bedre finde laveste pris osv. Jeg slap med 2.200 kr.

Det er et mærke, jeg kender, og derfor kender jeg også deres størrelser. Jeg ville hade at skulle til at returnere, bringe til afhentning osv.

Da GLS også bringer ud om lørdagen, skulle den gerne komme i morgen. Jeg glæder mig.

Nye sko

Jeg er kommet ind i en stime af ting, der ikke kan mere.

Mine eccosko burde have nye såler, men det kan man ikke sagde skomageren. Formentlig fordi de er for billige.

Øv, jeg bryder mig ikke om brug og smid væk-kulturen, men jeg kan godt lide ecco (trods deres forretninger ovre østpå) og deres størrelser passer godt til mine lidt “dumme” tæer. De er dumme, for på det børnehjem, jeg var i de første tre år, gav de børnene for små sko på. Og mine tæer har aldrig rettet sig ordentligt ud trods mere end 40 år i fodformede. Derfor er ecco str. 40 stort set eneste mulighed.

Det var de næste 1.000 kr.

Jeg har brugt en formue

Blodtryksapparat

Jeg var til ECT i mandags, og han målte blodtrykket tre gange. Første gang var det 177 over “noget”. De 177 er alt for højt. Onsdag var det 150 over “noget”. Det er også for højt, og derfor har Distriktspsykiatrien opfordret mig til at gå til egen læge og låne et blodtryksapparat, måle tre gange dagligt og drøfte resultaterne med egen læge. Det får jeg jo aldrig gjort …

Lægen er god og utrolig sød, og jeg har haft hende mere end 20 år, men da jeg jo ikke fejler noget somatisk, render jeg hende ikke på dørene.

Derfor har jeg fundet et godt apparat på nettet og investeret i det hos Proshop, der skriver:

Omron M3 comfort er en blodtryksmåler, der gør det nemt at holde styr på dit forhøjede blodtryk derhjemme. Omrons unikke Intelli Wrap Cuff fjerner besværet med at placere manchetten på overarmen – og giver nøjagtige blodtryksmålinger i enhver position omkring overarmen. Manchet-omviklingsguide og indikatorer til registrering af kropsbevægelser hjælper dig med at undgå almindelige fejl, der kan forårsage unøjagtige blodtryksmålinger.

Det var 548 kr. inkl. levering i aften med Burd Delivery. Jeg nægter simpelthen at skulle hente mine varer selv i nærmeste føtex, slikbutik eller lignende.

Omron Blodtryksmåler Comfort M3 ligger nummer 1 i Datalifes test. Nu kan jeg måle herhjemme og sende resultaterne til min læge. Herefter kan hun vurdere, om der skal sættes ind med et eller andet kemisk.

Jeg har brugt en formue


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Det skal være sjovt at budgettere

Det skal være sjovt at budgettere

Få overblik over økonomien

Det skal være sjovt at budgettere

Det er ved de tider, hvor jeg gerne vil have overblik over min økonomi for det kommende år. I går brugte jeg derfor et par timer i selskab med regnskabet for årets første ti måneder og så budgettet for 2024. Tilfældigvis fandt jeg samme dag en podcast ved navn “Råd til penge” og deres “#2 Budget: Fra kaos til kassekontrol”.

At have et budget giver tryghed, ro i maven og bedre søvn. Det er ikke en sjov proces, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har råd til fx de faste udgifter.

  • De fortæller en masse om, at budgettet er et billede af, hvad man gerne vil bruge penge på. Det er ingen overraskelse. Hvem vil ikke gerne “prioritere” husleje og dagligvarer? Det er ikke videre valgfrit.
  • De taler om, at man bør justere budgettet, hvis der sker uforudsete ændringer. Det, synes jeg, er forkert, da det skaber mere u-klarhed end klarhed. Man bør i stedet have en buffer samt indrette sit budget, så man ved, der er “luft” til uforudsete stigninger og udgifter.
  • Det undrer mig, at de ikke talte om at have en månedlig budgetopfølgning, da det gør budgetlægningen meget nemmere. Vil jeg bruge penge på det samme næste år, som jeg brugte penge på i år? En budgetopfølgning sikrer også, at man husker alle betydende poster.

Selvfølgelig er jeg miljøskadet efter mange år med økonomistyring, men jeg har det vældig hyggeligt med at lægge budgettet. Excelarket har eksisteret i årevis, og jeg laver små forbedringer hvert år, således at det for det første følger med tiden og for det andet bliver lidt bedre hvert år.

Et eksempel på årets forbedring er, at jeg har lavet et par felter til valutakurserne for henholdsvis Dollars og Euro, da jeg efterhånden har en del poster, der betales i andet end danske kroner.

Tidligere tastede jeg kursen ind ved hver af disse poster. Det var dumt og tidskrævende – og jeg overså nemt noget. Med de to nye felter refererer jeg blot til dem og kan nemt ændre dem i den endelige version af budgettet sidst i december. Det har nu næppe den store betydning i praksis, da jeg alligevel runder alle poster op til nærmeste hundrede kroner. Men det er sjovt at få det til at fungere …

Her er et eksempel på en post på $ 54,99 “=AFRUND.LOFT(54,99*B10;100)”. Cellen tager tallet på 54,99, henter valutakursen og afrunder til nærmeste hundrede. Jeg omtaler funktionen “afrund.loft” i afsnittet om at skabe “luft” i budgettet.

Celle B10 (og B11) ser sådan ud:

Det skal være sjovt at budgettere

Man må have en budgetopfølgning

En anden udsendelse i podcastserien drejer sig om ikke at følge med i netbanken sidst på måneden. De kalder det for “finansfobi”. Den slags forstår jeg ikke. Uanset om man har mange eller få penge, må man da kende status. Kender man ikke status, kan man ikke rette skuden op, hvis den er ved at synke.

Selv kigger jeg i netbanken hver dag. For det første for at kende status og for det andet for at supplere med noter til alt det, banken bare kalder “Anden udgift”, hvilket er komplet uanvendeligt, når budgettet for det kommende år skal lægges. Budgetopfølgningen leverer input til det kommende år. Og går der en uge eller måske en måned, har jeg glemt alt om, hvad det gik ud på.

Jeg laver en egentlig budgetopfølgning hver den 2. i måneden, hvor jeg er nogenlunde sikker på, at hele forbruget fra den foregående måned er med. Regnskabsarket har også eksisteret i årevis, så nu er det bare at plotte de nye tal ind. Og når jeg finder ud af at lave den nødvendige makro, der sletter alle de overflødige kolonner i filen fra banken og sorterer i alfabetisk orden, kan det ikke tage mere end et par minutter. Men det overblik, det giver, er guld værd.

Tilføjelse 17:42: Nu har jeg fået lavet de to makroer, der klarer alt det trivielle. Budgetopfølgningen vil for fremtiden tage to minutter. Jeg glæder mig allerede.

Hvis/når banken laver vrøvleposter fx. “Elektronik og gadgets”, der er et vidt begreb, skal beløbet selvfølgelig blive stående i den kategori; men jeg tilføjer en note i Excel, som gerne skulle give klarhed til det kommende år. Det kunne fx være “Antivirusprogram”, som skal med næste år som en fast udgift eller “Ny skærm”, der omvendt ikke skal med næste år. Noterne er med til at give overblik, og det er det, det hele drejer sig om.

Sådan skaber jeg “luft” i budgettet og sikrer, at der er penge nok

Det skal være sjovt at budgettere

Excel har en meget fin funktion, der kaldes “afrund.loft”. Den tager et tal og runder op til fx nærmeste hundrede.

Et praktisk eksempel fra huslejen er “=AFRUND.LOFT(‘[Regnskab.xlsx]R-tal 2023’!$K$38*1,04;100)”.

Helt konkret gør formlen dette:

  1. Den henter et tal fra regnskabet for i år – her tallet for oktober, da gennemsnittet ikke kan bruges, når beløbet er steget flere gange i årets løb. Det må altså være det seneste tal, der er det bedste.
  2. Den lægger den tilladte maksimale stigning på 4 pct. til. Jeg ved ikke, om den regel stadig gælder, men så er jeg på den sikre side.
  3. Resultatet rundes op til nærmeste hundrede vha. “;100”. Ville jeg runde op til fx nærmeste tusinde, skulle der stå “; 1000” til slut.

Et andet eksempel er dette “=AFRUND.LOFT(549;100)”.

Her har jeg et beløb på 549 kr., som jeg runder op til nærmeste hundrede og får ikke overraskende 600 kr. som resultat.

Alle poster rundes op til nærmeste 100, hvilket skaber “luft” og opsuger de mindre stigninger, der selvfølgelig kommer men ikke kan forudsiges. Det samlede tal for året i alt divideres med 12, resultatet af det tal rundes også op til nærmeste 100 kr.

Samlet set bevirker det, at budgetkontoen passer sig selv, uden jeg behøver holde øje med den. Det skaber også en pæn lille opsparing ved årets udgang. Og så kan jeg jo sidde og glæde mig over den i december.

Man må også have en primosaldo

Budgetarket tager højde for, at ikke alle måneder er lige dyre. Nogle er billigere end gennemsnittet og nogle er meget dyrere. Eksempelvis er min maj måned enormt dyr, da både forsikringen og webhotellet skal betales der.

Jeg “fortæller” hvert år i december netbanken, hvor meget der månedligt skal overføres til budgetkontoen i det kommende år. Det er gennemsnittet pr. måned. Budgettet beregner derpå, hvor meget der skal stå på kontoen den 1. januar, for at jeg kan være sikker på, at den aldrig går i minus. Er primoen for lille, farves cellerne automatisk røde, så det springer i øjnene. Det lyder måske avanceret, men det er ret simpelt.

I eksemplet herunder har jeg sat primosaldoen til 0 kr., så det er tydeligt, at netop den femte måned er enormt dyr, og for at kontoen aldrig går i minus og passer sig selv, skal primoen altså være 2.400 kr.

Det skal være sjovt at budgettere

Måske har du fået inspiration til dit eget budget – eller var det bare for nørdet?

Hvis jeg med ovenstående har inspireret dig til at lægge dit eget budget og at lave en månedlig budgetopfølgning, vil det glæde mig. Har du spørgsmål til, hvordan du kan bruge Excel, forsøger jeg gerne at besvare dem.

Det er vigtigt at fremhæve, at et budget selvfølgelig afhænger fuldstændig af din egen livssituation. Et budget vil aldrig være en “one-size-fits-all løsning”. Et budget er noget meget personligt.

Jeg havde det selv ret sjovt og hyggeligt med at skabe overblikket over det kommende års økonomi. Det kan virke noget nørdet, men et godt budget og en månedlig budgetopfølgning kan give meget ro og bedre søvn.

Selv kommer jeg fra et sted, hvor man ikke havde et budget, men i de billige måneder glædede sig over alle de penge, man havde og i de kolde måneder ikke havde råd til at fylde olietanken op. Den slags er for mig fuldkommen uforståeligt. Det vil aldrig ske her. Men det fremgår jo nok 🙂


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg hader discount og elsker Irma

Jeg hader discount og elsker Irma

Økonomi er prioritering

Jeg hader discount og elsker Irma

Jeg hader discount og elsker Irma

Jeg har ikke specielt mange penge, men jeg har styr på dem, jeg har.

Jeg er klar over at for at kunne prioritere, skal man selvfølgelig have noget at prioritere med. Det er jeg så heldig at have.

For mig er det væsentligt at spise godt, bæredygtigt og økologisk. Jeg vil have det bedste af det bedste IT-udstyr, for det er mit liv her bag skrivebordet. Det skal bare spille. Mit webhotel skal være det bedste af det bedste, og det synes jeg cHosting er, og så har de fin support. Hjemmesiden skal også bare spille.

Når jeg køber nyt, hvilket ikke er så ofte (bortset fra IT-udstyr), køber jeg noget, der holder længe og kan repareres, når den tid kommer. Det er også bæredygtighed. Derfor skal jeg fx aldrig have en computer fra Apple. Jeg har to reserve-PC’er. Begge er fra Lenovo og begge er købt brugt til ca. 3.500 kr. for grade A. Lenovo er en fin PC.

Min elskede stationære, custom built PC fra GladTeknik har kostet “millioner, milliarder”, for jeg ville have det bedste af det bedste, men den vil formentlig også holde ca. ti år, hvis den undervejs holdes vedlige både hardware- og softwaremæssigt. Softwaren klarer jeg selvfølgelig selv, men den får en årlig indvendig rensning og tjek af, om kølepastaen trænger til at blive skiftet ud. Det er også bæredygtighed.

Følgende er valgt fra

Når jeg absolut vil alt det ovenstående, er der noget, jeg må vælge fra, når budgettet skal hænge sammen.

Det er fx rejser, som tidligere betød meget for mig. Rygsækken, der har fulgt mig rundt i verden bjerge op og bjerge ned, ligger oppe i skabet og har ikke været brugt i mange år. Den får lov at blive liggende, for måske kommer rejselysten tilbage.

Lige nu er jeg bange for at stå i en eller anden storby og ikke kunne finde vejen hjem til hostel eller hotel. Jeg er blevet så uendeligt dårlig til at finde vej. Google Maps er kun til en lille hjælp, da den ofte starter med fx at sige “Gå mod nordvest”. Jeg har ingen idé om, hvor nordvest er.

Her er nul avisabonnement, nul abonnement på diverse magasiner, nul TV-pakke, nul Netflix, nul Spotify, nul ny bil (jeg har nu heller aldrig taget kørekort), nul sommerhus, nul nyt køkken og nul nyt en hel masse andet.

Jeg savner ikke noget

Jeg hader discount og elsker Irma

Jeg føler mig rig; ergo føler jeg mig ikke fattig, og derfor kan jeg tillade mig ikke at gå på kompromis med det, jeg putter i hovedet og på anden vis forbruger.

Derfor kan jeg tillade mig at hade discount og savne Irma, når den sidste butik snart er lukket, selvom 23.600 medlemmer af Facebookgruppen “Bevar Irma” kæmper en brav kamp imod det.

Jeg kommer aldrig til at sætte mine ben i det ikke så mundrette “Coop-365-discount”. Jeg vil have pæne butikker, friske økologiske varer, medarbejdere at spørge og jeg vil betjenes af voksne med varekundskab. Jeg lægger kun mine penge steder, hvor medarbejderne ved, hvad de sælger.

En enkelt gang har jeg købt ind i den Netto, der på et tidspunkt lå på den anden side af gaden. Der var simpelthen så beskidt og rodet, at det kun blev til et besøg.

P.t. hamstrer jeg Blå Irma-kaffe, hver gang jeg kan komme til det. Et skab er snart fyldt, men så må jeg finde på noget andet.

 

Jeg hader discount og elsker Irma

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.