Indlæg

Jeg bryder mig ikke om forandringer

Sproglig fornyelse hos Danmarks Radio

Jeg bryder mig ikke om forandringer

Om topbilledet: Af en eller anden grund havde min gamle morfar altid et overskud af lige så gamle radioer, som jeg fik lov at skille ad. Herefter kunne de naturligvis ikke samles igen.

Det er sikkert et alderstegn, at jeg ikke bryder mig om de forandringer, nogle kalder fornyelse.

Er der ting, der fungerer godt, hvorfor så lave om på dem? Når styresystemet iOS på telefonen eller i tabletten fungerer fint og er sikkert, hvorfor så lave ændringer, så jeg nu har fået fem nye programmer, der ikke kan fjernes, og bliver mødt som om, jeg er svagtseende.

Jeg er vist faldet i fælden “alting var bedre i gamle dage”. Hvis jeg bliver endnu ældre, bliver det endnu værre …

Lørdag skrev jeg følgende til Jesper Termansen, der har titel af “Lytternes og seernes redaktør” hos Danmarks Radio:

“Kære Jesper Termansen

Hvordan og hos hvem kan jeg få indsigt i baggrunden for lukningen af udsendelsen “Klog på Sprog”?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Du kan læse artiklen “Har vi ikke behov for sprog og (ud-)dannelse?”, hvor spørgsmålet indgik, ved at bruge linket.

Lidt overrasket var jeg i går eftermiddag, da jeg fik et fint svar fra et venligt menneske “Redaktionschef, DR Kultur, Debat og Lyd”. Hun skrev:

“Kære Hanne

Klog på sprog har haft en stærk og lang levetid, men vi vurderer, at tiden er inde til at udvikle vores sprogdækning i en ny retning, som afspejler den sproglige virkelighed og det mediebrug, der er i dag. Lukningen af Klog på Sprog skal ses som en naturlig følge af den udvikling, P1 har været igennem den seneste tid. Vi har rokeret rundt i sendefladen og samlet kulturstoffet i en ny eftermiddagsflade, hvor vi introducerer nye formater, der styrker og moderniserer kulturstoffet. Det betyder også, at vi løbende gentænker både formater og ressourcer – herunder hvordan vi bedst formidler sproget i fremtiden.

Med venlig hilsen”

Som sagt havde jeg på ingen måde forventet at få svar, for et menneske i hendes stol har sikkert andet at gøre end at skrive med mig.

Det må komme an på en prøve

Gad vide hvad det konkret vil betyde for sprogdækningen på P1?

Selvfølgelig kan hun ikke indvie mig i antal lyttere, segmenter og de bagvedliggende analyser, der har fået ledelsen til at beslutte at nedlægge “Klog på Sprog”. Og selvfølgelig er de sikkert i skarp konkurrence med andre medier, og selvfølgelig må de prøve at fremtidssikre P1. Ellers er der jo ingen nye lyttere til at tage over, når vi gamle falder af pinden.

Det behøver man ikke en kandidatgrad for at regne ud, men: når jeg læser svaret langsomt og flere gange, minder det mig lidt om de svar, mange politikere leverer. De siger en masse ord, men at det er svært at gennemskue, hvad der konkret menes.

Jeg bliver nødt til at tænde for at finde ud af, hvad der menes, men jeg bliver bekymret, når jeg fx læser dette

en ny retning, som afspejler den sproglige virkelighed og det mediebrug, der er i dag.

Jamen, jeg har slet ikke lyst at få afspejlet dagens sproglige virkelighed og mediebrug. Det er tilstrækkeligt en gang imellem at se lidt DR1 og at færdes på det a-sociale medie Facebook.

Sprogdatabasens 139. afsnit udkommer på lørdag kl. 12:00

Jeg kan bare ikke vente med at præsentere nr. 6, der måske er en del af dagens sproglige virkelighed?

“6) TV Avisen den 4/10 kl. 8:10 om stormvejret. Journalist Helle Smidstrup spurgte meteorologen “Hvor er det slemmest lige nu?”. Det er slemt ikke at kunne bøje et så almindeligt ord, når man er ansat på TV Avisen.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Har vi ikke behov for sprog og (ud-)dannelse?

Er vi “pisseligeglade” med sproget?

Har vi ikke behov for sprog og (ud-)dannelse?

Opslag i Den Danske Ordbog (DDO) kan sikres med 18 øre pr. opslag, men det har vi ikke længere råd til, for milliarderne skal gå til skattelettelser til de rigeste samt krudt og kugler.

DDO mangler 8,5 millioner kr. årligt. Vi kan finde flercifrede milliarder til forsvar m.v., men 18 øre pr. opslag i DDO kan vi åbenbart ikke finde. De første opsigelsesvarsler er udsendt ultimo september 2025.

Regnestykket er følgende:

  1. 130.000 daglige opslag * 365 dage = 47.450.000 opslag årligt.
  2. 8.500.000 kr./47.450.000 = 0,1791 kr.

Det fine, finurlige program “Klog på Sprog”, som man kan høre i DR Lyd, interesserer sig for, leger med og endevender det sprog, vi alle sammen taler til daglig. Adrian Hughes er værten, der sammen med et veloplagt panel er helt vild med dansk.

Det er ellers uhyre “faktabaseret” (*), men nogen i Danmarks Radios ledelse har åbenbart besluttet, at programmet er overflødigt. Hvad er årsagen? Jeg har prøvet at finde svaret på Danmarks Radios hjemmeside, men nyheden er måske ikke sensationel nok til, at de gider skrive om det. Laveste fællesnævner er muligvis ikke ramt.

* “Faktabaseret” er generaldirektør Bjarne Corydons favoritterm.

Man behøver ikke færdes meget på de a-sociale medier for at konstatere, at der er stort behov for både DDO og “Klog på Sprog”.

Mail til Lytternes og seernes redaktør

Jeg har ganske enkelt skrevet følgende til Lytternes og seernes redaktør:

“Kære Jesper Termansen

Hvordan og hos hvem kan jeg få indsigt i baggrunden for lukningen af udsendelsen “Klog på Sprog”?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Jeg har fået svar, og det kan du læse i artiklen: “Jeg bryder mig ikke om forandringer”.

Jeg er bekymret for fraværet af dannelse og uddannelse

Hvis DDO nedlægges, hvor kan jeg så i fremtiden slå vanskelige ord op? Der er ingen alternativer. DDO sørger dels for, at jeg staver rigtigt, når stavekontrollerne ikke slår til, dels forklarer den ordenes betydning. Jeg er storforbruger af DDO.

Når ordbogen har 130.000 daglige opslag, hvorfor har borgerforslaget “Den Danske Ordbog skal sikres politisk” så hidtil kun samlet 14.094 støtter? Du kan selv være med til at sikre DDO ved at støtte borgerforslaget via linket.

Hvorfor må jeg ikke længere høre “Klog på Sprog”? Er det fordi, det er en nicheproduktion beregnet for elitære medlemmer af Djøf og andre væmmelige fagforeninger? Det går jo ikke, når vi alle sammen skal være murerlærlinge.

I det hele taget øjner jeg en ubehagelig tendens til at viden, dannelse og uddannelse ikke længere er noget, vi har behov for her i landet.

Regeringens såkaldte “uddannelsesreform” sænker det generelle uddannelsesniveau i samfundet ved at nedlægge 10. klasse og Højere Forberedelseseksamen (HF), hæve adgangskravet til gymnasiet og introducere en ny praktisk gymnasial uddannelse kaldet EPX. I fremtiden kan man så blive student på B-niveau? Hvad er formålet med det?

Hvem rammer det især? Nedlæggelsen af 10. klasse og HF samt det øgede adgangskrav til gymnasiet vil ramme de unge hårdest, der har sværest ved at gå fra grundskolen til en ungdomsuddannelse. Det vil i vidt omfang være unge fra ikke-boglige hjem. Jeg havde venner og veninder på kollegiet, der havde opgivet gymnasiet, men efter at have tænkt sig om et år eller to tog de en fuld HF med flotte karakterer. Jeg havde stor respekt for deres indsats. 

  • Havde 10. klasse ikke eksisteret, da jeg engang i urtiden var ung, var jeg nok havnet på en fiskefabrik i Rønne.
  • Havde det 2-årige studenterkursus ikke eksisteret dengang i urtiden, havde jeg nok stadig masseret gulve i De Gamles By.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Stavning eller kaos – afsnit 135

Stavning eller kaos - afsnit 135

Vanskelig dialog med DR

DR

Jeg har endnu en gang forsøgt mig med dialog med DR, men det er slet ikke så let. Man skal nemlig klage først, og det er ikke klart, hvordan man klager.

Inden du giver dig i kast med følgende indledning og tror, jeg synes, at DR er ringe, skal du læse gårsdagens artikel “Meget godt indhold hos DR”, hvor jeg lister en stor del af det, jeg godt kan lide ved mediet.

De har en institution, der kaldes LSR, som er en forkortelse for “Lytternes og seernes redaktør’. Den er bemandet af en flink mand ved navn Jesper Termansen, der er nem at få kontakt med, idet han e-mail-adresse simpelthen står på deres hjemmeside. Ham skrev jeg følgende til den 11. maj. Af dialogen fremgår, at han nok er en meget travl herre, for han læser ikke altid, hvad man skriver til ham.

“Kære Jesper Termansen

Jeg er en glad bruger af Danmarks Radio. Det er eksempelvis dejligt, at Johannes Langkilde er retur på TV Avisen. Jeg er vild med DR Lyd, hvor der er mange fine podcasts. Jeg kunne formentlig ikke leve lige så godt uden “Genstart” og “Tiden”.

Der er dog også nogle ting, der er temmelig irriterende:

  1. At man skal logge ind (og jeg har læst om, hvorfor I tvinger mig til det).
  2. I bliver nødt til at fortælle techkorrespondent Henrik Moltke, at der er forskel på “mistænkeligt” og “mistænksomt”, for han bruger dem konsekvent forkert. Jeg kan ikke lige finde den seneste udsendelse, hvor jeg bemærkede det, men det var vist i forbindelse med lovforslaget om at tildele PET flere beføjelser: “Hvis de opdager noget mistænksomt …”. Man opdager altså noget “mistænkeligt”.
  3. Er I ikke søde at bede Anne-Dorte Rosgaard udtale samtlige stavelser? Det gælder fx i følgende ord, hvor hun konsekvent siger “Socialmokratiet”, der mangler “Socialdemokratiet”, og “Organisjoner”, der mangler “Organisationer”.
  4. Ville det være muligt at bede samme Anne-Dorte Rosgaard om at tale mindre “indsmigrende” til skærmen? Jeg kan godt fatte budskabet vha. ordene; jeg behøver ikke at få dem klippet ud i pap vha. hendes omfangsrige kropssprog, der fjerner fokus fra indholdet.
  5. Endnu et eksempel på at fokus fjernes fra indholdet: TV Avisen har et indslag om et et eller andet. Journalisten, der skal fortælle historien, fylder indledningsvist det hele. Og det er godt. Herefter reduceres journalisten til ca. 10 – 15 pct. af skærmbilledet nede i venstre hjørne. Skærmbilledet overtages af videoer, som køres i loop, så man ser de samme billeder adskillige gange. Så snart man ser billeder, lytter man mindre til journalistens ord. Det er vel ikke jeres mening?
  6. Også her fjernes fokus fra indholdet: Når man ser en TV Avis, kører noget I kalder “Seneste nyt” i et loop i bunden af skærmbilledet. Det er utrolig irriterende, og det gør det vanskeligt at koncentrere sig om selve TV Avisen. Forslag: Når I nu så gerne vil vide en masse om seerne (jfr. pkt. 1), hvorfor kan man så ikke klikke denne funktion til eller fra?
  7. Nyheder om sport burde samles sidst i udsendelsen, så man ved, at nu kan man slukke, hvis det ikke har interesse.
  8. I burde læse korrektur på jeres tekster. Det sker tydeligvis ikke. Som public service-organ burde I være fyrtårne for alle os andre. Jeg sender dig her et link til jeres foreløbigt 199 poster i Sprogdatabasen. Hvis du i selve databasen klikker på “Se link”, føres du til en forklaring/omtale af fejlen, der typisk er dokumenteret vha. et billede.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Jesper Termansen svarede allerede dagen efter, at kommentarerne ville blive sendt videre til intern orientering i DR.

Min replik var:

“Kære Jesper Termansen

Tak for det.

Nu må du undskylde, jeg spørger, men:

  1. Jeg har så tit overvejet, hvilke kompetencer du egl. har, for dette er jo dit standardsvar, og så hører man aldrig mere. Det efterlader mig med en fornemmelse af, at I i realiteten ikke ønsker nogen form for dialog med lyttere og seere.
  2. Hvad skal vi egl. med en redaktør, der bare videresender e-mails? Det er der ikke meget “redaktør” over. Selv mit eget e-mailprogram kunne filtrere brugernes henvendelser og sørge for, at de blev sendt videre til den rigtige afdeling.

Venlig hilsen”

Jesper Termansen svarede straks:

“Kære Hanne B. Stegemüller

For det første har DR et to-leddet klagesystem. Det betyder, at det altid i første instans er den ansvarlige DR-chef, som skal besvare en klage. Dernæst kan klageren . hvis denne ikke er tilfreds med svaret – anmode mig om at gennemgå sagen på ny.

Det fordrer dog, at der er tale om en klage og ikke en kommentar. Den sidstnævnte kategori bliver ikke besvaret, men samlet sammen og stillet til rådighed for de respektive chefer. Det forekommer mig, at en del af dine henvendelser har haft karakter af sprogkommentarer. Derfor er de sendt videre til orientering, men ikke til besvarelse.

Hvis du ønsker et svar, så bør du nok konkret og specifikt knytte din sprogkommentar til et radioindslag, tv-indslag eller en artikel.”

Nåh, men nu giver jeg jo ikke op så let, så jeg svarede

“Kære Jesper Termansen

Er du ikke venlig at fortælle mig, hvordan det gøres “mere konkret og specifikt”, end jeg allerede gør eksempelvis i nr. 4, 11, 23, 27, 38, 39 og 40 i Stavning eller kaos – afsnit 134 (det er det, du selv kunne have fundet ud af, hvis du havde klikket på ‘Se link’)?

Vh.”

Konklusion

Bortset fra at “konkret og specifikt” er synonymer og derfor måske et mindre meningsfyldt udsagn, er det ikke gået op for mig, hvordan jeg kan specificere mine kritikpunkter af deres sproglige uformåenhed mere end ved hjælp af følgende, som samtlige læsere af serien ved navn “Stavning eller kaos” kender:

  • Program
  • Skærmdump
  • Ofte tidspunkt
  • Problemstilling

Så når Jesper Termansen den 14. maj skriver følgende, viser det primært, at han ikke har læst, hvad jeg allerede har skrevet til ham.

Selvfølgelig kan du klage over en sproglig fejl. Det kræver, at du konkret henviser til en artikel, et indslag og tydeligt påpeger, hvad fejlen består i. 

Man skal ligefrem klage for at komme i kontakt med de relevante afdelinger, men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg klager over, at techkorrespondent Henrik Moltke ikke kender forskel på “mistænksomt” og “mistænkeligt” eller nogle af mine andre syv punkter fra indledningen.

Min hensigt er på ingen måde at klage. Jeg ønsker dialog. Jeg er en bruger, der forholder mig til DR’s ydelser, og det burde de vel egl. være glade for? På den anden side kan jeg selvfølgelig godt forstå, hvis de tænker, at det er enormt irriterende med brokhoveder som mig, der har for god tid.

Dog har Jesper Termansen sendt mig mailadressen til deres sprogredaktør Martin Kristiansen, så jeg kan klage til ham. Og Martin vil få et link til denne udgave af Stavning eller kaos, og så må vi se, hvad der kan komme ud af det i denne omgang. Vi har tidligere været i dialog, men den gik pludselig i stå. Jeg er ikke klar over hvorfor.

Til kamp for binde-stregerne

Af en eller anden årsag er binde-streger ikke længere på mo-de. Det er meget tyde-ligt, når man ser bog-forsider; måske ude-lades de, fordi det ser smart ud?

Jeg synes, det er et ny-modens om-sig-gri-ben-de fæno-men. Men det er ikke sandt; og jeg er endnu en gang bagud.

Bog-for-siden til højre er af nyere dato, mens den til venstre er fra 1989. Når der ikke er anvendt binde-streger, står der “Tvær socialistisk liste”, hvilket betyder noget i retning af en sur socialis-tisk lis-te. Det er helt sikkert til at blive sur over.

Stavning eller kaos - afsnit 135


Pr. 31. maj 2025 rummer Sprogdatabasen 1.410  eksempler på dårligt sprog, sære formuleringer, almindeligt sjusk og sjov. Denne måned får du 23 nye eksempler.


Stavning eller kaos – afsnit 135

1) Kendt politiker den 29/4 på Facebook (men jeg så den først i maj): “Med god hjælp fra x deltog jeg idag i forhandlingerne om EU paralamentets input”. Når man selv sidder i EU-paralamentet, bør man kunne stave til det?

Herudover findes der efterhånden kun meget få mennesker, der er klar over, at det fx hedder “i dag”, “i morgen, “i går” osv. Der skal være mellem rum mellem de to ord.

2) Det er en af de lidt svære, men “ører” er dem, der sidder på siden af hovedet: “På sin vis er det smukt og rigtigt, at det er for dyrt i kroner og ører at spise oksekød”.

3) Indsendt af BSS den 5/5. Var du klar over, at diabetes rummer knogler, der kan brække? “Denne type diabetes er dyrere at behandle for knoglebrud”.

Stavning eller kaos - afsnit 135

4) En journalist på Facebook den 5/5. Der er kun et enkelt “n” i Svaneke: ‘X fortæller om, da han overværede “konkurrencen” i Svanneke på Bornholm” ‘.

5) Facebook den 5/5. Yngling har med børn at gøre og kommer måske af “yngel”? Når man har en favorit, er det en “yndling”: “Da jeg var advokat, var mit ynglingsspeciale X”. Det er mig, der har tilføjet kommaet.

6) Facebook den 5/5. Næh, det forstår jeg heller ikke: “Hvordan F…… kan verdenssamfundet stilletiende se til”.

7) Af og til kan spam være morsomt. Denne fik jeg den 8/5 i min mailboks, og der var noget ved den, der bevirkede, at jeg måtte tjekke i Den Danske Ordbog (DDO): er der virkelig “u” i “garderube”? Nej der er ej. “Giv garderuben et nyt look”. I øvrigt er designermærker i et ord.

Stavning eller kaos - afsnit 135

8) Facebook den 8/5. “Olympia om Olympiaden i Berlin i 1936”. Jeg synes, det er forkert, for “Olympiade” er de fire år mellem legene, men det kan nemt være, jeg er for restriktiv. DDO skriver: “oprindeligt tidsrummet på fire år mellem legene i den panhellenske helligdom Olympia”. Det skal muligvis forstås sådan, at det nu er tilladt at betegne legene som olympiade.

9) Jeg læser ikke B.T., men en Facebookbruger havde den 11/5 fanget dette. “Dronningen går verden rundt”. Det er godt klaret, når man er 85 år. Det varer nok noget, før vi ser hende igen, for hun er lidt dårligt gående for tiden.

Stavning eller kaos - afsnit 135

10) Danmarks Radio TV Avisen kl. 7:00 den 12/5. Jeg tror ikke på, at Tammy Bruce, talsperson fra USA’s udenrigsministerium har sagt: “Vores største priotitet er fortsat et stop for kampene og en øjeblikkelig våbenhvile”.

Stavning eller kaos - afsnit 135

11) Facebook den 11/5. Tjah, hvad kunne borgerne mon være brugt til?: “Sagens omkostninger bliver betalt af kommunens borgere, som kunne være anvendt til andre formål”.

12) Set på Facebook den 13/5, hvor den var tre uger gammel. Det drejede sig om en diagnose, der kunne have været værre: “Hvis du først kan få svaret d. 23., så er vi nok ikke ude i en borgerbuket!”.

13) Facebook den 16/5. Det handlede om en stilling som pedel, og det drejede sig åbenbart om at få ham ansat i en fart, for han var allerede bagud: “Andre forfaldne opgaver i og omkring bygningerne”.

14)  Facebook den 16/5. Stavekontrollen fanger nemt “vidio”. Problemet med mellem rummet i arkivskuffen er, at både “arkiv” og “skuffen” er fuldgyldige ord, der står i ordbogen: “Vidioen der dukker op af arkiv skuffen har titlen xxxx”.

15) SF på Facebook den 17/5. Det burde en professionel kunne gøre bedre. Det fremgik af sammenhængen, at der skulle have stået “Studerendes økonomi”.

Stavning eller kaos - afsnit 135

16) Danmarks Radio, TV Avisen den 17/5 kl. 18:30. Jeg kan ikke finde på noget at skrive bortset fra, at en kvik stavekontrol straks springer op som en trold af æske: “Berdskaber advarer om tørken”.

Stavning eller kaos - afsnit 135

17) En borgmesterkandidat for SF i Odder skrev på Facebook den 14/5: “Jeg har skrevet et læserbrev om børn, daginstitutioner og minimumsnormeringer med udgnagspunkt i mine erfaringer …“. Han vil give børnene ro på. Og det er sikkert en god idé, men det vil også være en god idé at læse korrektur.

18) Jeg ledte den 22/5 efter litteratur om ‘Nittebjergslægten’ og faldt over denne alternative anvendelse af præsens participium/lang tillægsform: “X nedstammer på både mødrende og fædrende side fra den gamle Nordsjællandske slægt ‘Nittebjergslægten’ ”

19) Og denne er bare sød fra Facebook den 19/5 “… fik adhd dirknose i X og asparges i Y”. Der skulle selvfølgelig have stået “… fik adhd-diagnose i X og Aspergers i Y”.

20) Facebook den 22/5. Jeg gætter på, at det at blive fortrydelig svarer til at fortryde: “Jeg gik forbi kassen med den og blev lidt fortrydelig”.

21) Facebook den 24/5. Denne passer fint i lydskrift: “Jeg tør godt våge den påstand, at vi var alderspræsidenter”.

22) Kendt politiker på Facebook den 29/5. Selv har jeg ikke set nogen danskere i køledisken. “… vi skal sænke priserne for danskerne i køledisken …”

Stavning eller kaos - afsnit 135

23) Indsendt af KS og stammer fra folkekirkensintranet.dk den 23/5. Gad nok vide, hvad græsset vejer i Vester Hassing. Er det tungere end andre steder?

“Knæhøjt græs vejer let i vinden, fuglene pipper og bærbuske indbyder til at smage på jordens egne råvarer. Det lyder måske ikke som en klassisk beskrivelse af en kirkegård – men hvis du tager til Vester Hassing øst for Aalborg, er det netop, hvad du møder, når du træder ind på kirkegårdsarealerne.”

Stavning eller kaos - afsnit 135

24) Den 28/5 fortalte en medarbejder i en af de såkaldte Reels på Facebook fra “Ordkraft Forfatterskole” om, at man nu kunne søge optagelse. Indslaget var tekstet, og det har forhåbentlig ikke været skolen selv, der stod bag teksten, for det ville ikke have været god markedsføring: “… fordi vi nu får trygt en antologi …”. 

Når jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv, ville noget lignende aldrig være sket. Der ville altid være en ansvarlig medarbejder i institutionen selv, der stod for kvalitetssikringen af det, vi sendte ud. Kvalitetssikring kaldes af nogle for “unødvendig bureaukrati”, men forestil dig situationen, hvis den ansvarlige institution ikke sørgede for at kvalitetssikre.

Stavning eller kaos - afsnit 135

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Stavning eller kaos - afsnit 135

Meget godt indhold hos DR

Meget godt indhold hos Danmarks Radio

DR nu og i fremtiden

Meget godt indhold hos DR

Nogle elsker at kritisere DR, det er nærmest en nationalsport, og inden mediet får med grovfilen i præamblen til morgendagens “Stavning eller kaos” (det bliver afsnit 135), vil jeg gerne melde mig ud af heppekoret for så vidt angår selve program-indholdet, for der er virkelig meget godt at finde.

På TV

Folk omtaler genudsendelser – det synes jeg ikke, jeg oplever. Og det jeg ser igen, er noget, jeg gerne vil se: fx ‘Krøniken’ og ‘Rejseholdet’, hvor jeg kan samtlige replikker fra første episode udenad, fx Ingrid, da hun skal have besked om, hvem der fik jobbet som chef for Rejseholdet: ‘… men der var en anden, der var bedre’. Jeg tænker tilbage på dengang, vi alle så det samme søndag aften kl. 20:00 og talte om det til frokost om mandagen. Det har vi mistet med flow-tv.

Jeg har set samtlige Anders Aggers ‘Indefra’ (nogle endda flere gange). Dem med ‘Kvindefængslet’ i Jyderup og ‘Børnehospice’ gjorde særligt indtryk på mig. ‘Sikringen’ ligger lige i halen.

Jeg elsker ‘Forsvundne arvinger’, hvor jeg vist heldigvis stadig mangler nogle, og i mit næste liv vil jeg være arkivar og køre rundt på løbehjul i Rigsarkivets lange gange og lade mig løfte til højere niveauer mellem hyldemetrene i den truck, Adam Jon Kronegh betjener.

Det fascinerende er Adams metoder til at “hoppe” fra arkivalie til arkivalie og Mette Frisks evne til at stille små spørgsmål og få store svar. Man får indtrykket af, at hun virkelig gerne vil høre historierne, og at hun ikke bare kommer, fordi det er hendes job. Herudover kan man lære meget om livet i slutningen af 30’erne og 40’erne, hvor de afdøde typisk er født. Selve genforeningerne, synes jeg, er mindre interessante. Men man kan som bekendt ikke få det hele.

I aftes faldt jeg over ‘De særligt farlige’, hvor Kristian Almblad for anden og (vist) tredie gang besøger beboerne på Kofoedsminde. De er ikke indsatte, for har man begået en særligt alvorlig forbrydelse (drab, voldtægt, brandstiftelse mv.) og har man en IQ under 70, dvs. er man mentalt retarderet, anbringes man til behandling – ikke straf – på ubestemt tid på Kofoedsminde. Straf forudsætter, at man vurderes intelligent nok til at kunne forbedre sig, og det vurderes man ikke at kunne, hvis man er mentalt retarderet. Det må være en forfærdelig dom. Forestil dig at være anbragt og ikke vide, hvornår du kan komme ud. Nogle har været der i 25 år …

Fornyligt har jeg fundet ‘Trumps USA’ bestyret af Kim Bildsøe Lassen. Jeg har længe set ‘Krigens døgn’ med samme vært. Jeg er helt ked af at læse, at Kim Bildsøe fra 1. august 2025 tager tilbage til Washington, men Philip Khokhar har ønsket at komme tilbage til Danmark, og de kan ikke sende en bedre mand end Kim Bildsøe Lassen, men han bliver altså et stort tab også for TV Avisen. Og netop TV Avisen bløder p.t. Den er ved at blive ødelagt af indslag om sport midt i det hele og underlige prioriteringer.

Og når vi nu er ved de bedste journalister, er jeg nødt til at nævne kvinder som Puk Damsgaard, Matilde Kimer og Anna Gaarslev.

Podcasts

Når jeg går tur, hører jeg podcasts, og der er guld at finde på DR Lyd.

På min førsteplads kommer ‘Genstart’ skarpt forfulgt af ‘Stjerner og striber’ og ‘Hjernekassen på P1’. Programmer som ‘Lyssky’ og ‘Tiden’ skal også nævnes. Samtlige de nævnte gør, at jeg føler mig opdateret om, hvad der foregår i verden omkring mig, selvom jeg ikke holder avis.

Fordelen ved det tåbelige login

Jeg er gammel nok til at huske, dengang man rejste sig og bankede tre gange på siden af fjernsynet, når billedet ikke gik skarpt nok igennem, og derfor er det fuldkommen uforståeligt, at man skal logge ind for at se TV Avisen.

Jeg må dog give mig på et punkt: Når de nu ved, hvem jeg er og kender min smag, kan de bedre servere ‘fjernsyn for mig’. Og efter login-cirkusset er trådt i kraft, opdager jeg mere indhold, jeg gerne vil se og høre. Og der er vel nogle tekniske finurligheder, der bevirker, at det ikke bare kan klares med en cookie? Men træls er det altså.

Ny generaldirektør for DR

Den 1. august i år tiltræder Bjarne Corydon stillingen som generaldirektør for DR. Det er spændende, hvad det vil betyde. Jeg har flere gange hørt ham i podcasten ‘Lykkeberg og Corydon’ og den kunne jeg godt lide, selvom abstraktionsniveauet til tider var lige højt nok for mig, men det er sundt nok af at til at måtte stå på tæer.

Da det blev afsløret, at han skulle efterfølge Maria Rørbye Rønn, var hans mantra ‘faktabaseret’. I hvert eneste interview sagde han ‘faktabaseret’ flere gange. I min verden er det positivt og indebærer afstandtagen til populisme og folkestemning, men hvad betyder det for Corydon? Hvorfor måtte han sige det så mange gange?

Denne artikel har selvfølgelig afsløret, at jeg er over 60 (men det er jo ikke nogen hemmelighed). Mine favoritjournalister er på min alder. Jeg synes netop, de lever op til at være faktabaserede. Men vil de overleve Corydon? Kan man levere mit faktabaserede indhold og samtidig sikre mediets overlevelse i en tid med mange konkurrenter? Gider de unge seere og lyttere tage det til sig?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.