Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning
Skal eller skal ikke?
Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning
Der er en “bevægelse” i slægtsforskning disse år, og det er, at mange tager en DNA-test. Folk, der ikke ved noget om slægtsforskning, tror af og til, at de kan bruge testen til at at opbygge deres slægtstræ. Det er en fuldkommen fejlslutning. Som Jacob Green og Anders Mørup-Petersen fortæller i denne spændende artikel, kan en DNA-test i stedet bruges til at supplere den traditionelle slægtsforskning.
Jeg har styr på den biologiske slægt
Jeg er adopteret, har truffet begge mine biologiske forældre (begge er døde for længst) og har efterhånden ret godt styr på min biologiske slægt vha. traditionel slægtsforskning mange generationer tilbage. Min biologiske moster slægtsforsker også, og hun er meget dygtig. Jeg er enig med hende i langt det meste af det, hun præsenterer i sit træ.
Men efterhånden som jeg dykker ned også i den biologiske slægt melder tankerne om arv contra miljø sig naturligvis. På min biologiske mors side var de ret godt kørende: Masser af ingeniører, retspræsidenter, direktører og andet godtfolk. På min biologiske fars side ser det meget anderledes ud: fattige fiskere, indsiddere (det er en, der bor til leje) og husmænd på Lollands yderspidser er nøgleord. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan de overhovedet mødte hinanden.
Gad vide hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg var blevet hos min biologiske mor og hendes næste partner? Forbindelsen til min biologiske far var vist nok “et engangsknald”, og jeg skulle have været “en plet på lagenet”. Jeg har altid respekteret hende for, at hun ikke gav sig i kast med brun sæbe, strikkepinde eller lignende af datidens metoder, før aborten blev fri. Hun gifter sig med mine halvsøskendes far i maj 1968.
Hvad er målet?
Man skal gøre sig sit formål bevidst, inden man hiver visakortet frem, også selv om det er blevet meget billigere med årene.
Jeg er blevet nysgerrig mht. DNA test – og det skal være en “FTDNA” – da jeg ikke bruger MyHeritage eller andre amerikanske pengemaskiner. Jeg dyrker traditionel slægtsforskning.
- Der står et sted (i 2018): “En autosomal DNA test (hedder FamilyFinder på FTDNA) kan spore slægtskab 360 grader ca. 4-6 generationer tilbage – dvs. at man kan spore personer, der har taget samme test og som man er i familie med 4-6 led tilbage.”
- Vil jeg overhovedet få noget ud af det, når jeg allerede har afdækket de 4-6 generationer vha. traditionel slægtsforskning? Er det spild af penge?
- Og det kræver, at de interesserer sig så meget for slægten, at de har taget en test. Det ville være en tilfældighed.
- Jeg vil måske kunne få kontakt til levende efterkommere, men ved ikke helt, hvad jeg skulle med dem. Følelser, minder, had, kærlighed osv. hører jo til i adoptivslægten.
- Hvis jeg nu traf fx en biologisk fætter, ville han måske låne mig nogle billeder, og jeg ville være glad for et billede af min biologiske far. Men hvad skulle vi derudover tale om? Jeg ville have lige så meget til fælles med ham som en kunde i køen hos Irma.
- Kræver kontakt og givende input ikke, at “de andre” også har indsendt en datafil-fil til firmaet? Dvs. de skal også slægtsforske. Igen er vi ude i tilfældigheder.
- Min traditionelle slægtsforskning har ikke vist noget om psykiske sygdomme, men jeg har selv to psykiatriske diagnoser, der begge er genetisk betingede. Det eneste, jeg ved, er, at min biologiske far engang forsøgte selvmord ved hjælp af rottegift. Derfor tænker jeg, at han måske havde en depression – og jeg er selv bipolar, så det kunne hænge sammen. Det ville være morderligt interessant.
En spændende Facebookgruppe
Jeg har meldt mig ind i Facebookgruppen “DNA i slægtsforskning” i et forsøg på at få input til ovenstående spørgsmål. Spørgsmålene var formuleret lidt anderledes der (mere med slægtsforskerbriller). Jeg bad om input, overvejelser for og imod samt erfaringer, og det var indledningsvist vanskeligt at få konkrete svar, men jo ældre tråden blev, desto bedre blev svarene. Der kom efterhånden erfarne folk på, som sendte nogle spændende svar, der lærte mig, at DNA-slægtsforskning er noget ganske andet end det, jeg bruger en stor del af mit liv på.
Noget af det, de påpeger, er, de interessante muligheder for at finde “fejl i kirkebøgerne”. Hvem siger egentlig, at en far er en far? En mor kunne jo have “glemt” at fortælle, at der også kunne være en anden eller flere andre kandidater?
Min ven i Esbjerg
Min ven i Esbjerg slægtsforsker også, så jeg ringede til ham for at høre hans mening. Hvis det var ham selv, ville han have bekymringer om, hvor data i sidste ende havner, da alle spytprøverne sendes til USA for analyse. Hvor meget videregives og til hvem? Hvilken kontrol har vi med vores genetik? Kan forsikringsselskaber fx pludselig sige, at “med din sygdomsprofil vil vi ikke forsikre dig”?
Det er helt relevante spørgsmål, men datasikkerhed mv. bekymrer ikke mig. Mit liv med op- og nedture ligger alligevel tilgængeligt på nettet, og jeg har ingen pårørende, jeg skal tage hensyn til.
Det ender nok IKKE med en test
Jeg spurgte et af firmaerne, om de ville kunne fortælle noget om “det psykiatriske ophav”. Det kan de ikke, og da de ikke kan fortælle om mere end fem til seks generationer bagud, vil jeg ikke få noget ud af det. Dem har jeg allerede selv afdækket med de gammelkendte og traditionelle metoder, som jeg stoler mere på.
Jeg har også haft skrevet lidt om DNA i slægtsforskningen i januar her, og der kom jeg til de samme konklusioner. Denne gang er det på et mere oplyst grundlag. Nu holder jeg mig til dem og glemmer resten.
Selvfølgelig navn (og folk hedder det, de kaldtes ved dåben, mm. de har taget navneforandring eller senere er adopterede og antager stedfaderens efternavn i medfør af Lov nr. 131 af 7. Maj 1937 om Børn uden for Ægteskab). Det betyder også, at
