Indlæg

/i , /af ,

Fremragende Facebookgruppe

Fremragende Facebookgruppe

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Fremragende Facebookgruppe

Af og til kan Facebook bruges til noget virkelig fornuftigt.

Jeg og andre har snart brugt tre dage på at optrevle min nye halvsøsters og min fælles 3 x tipoldefar fødested og ægteskab, og når jeg nu pludselig har interesserede “kunder” til min elskede hobby og de kære data, skal og vil jeg være ekstra sikker på, at alt stemmer.

Det er vores 3 x tipoldefar Niels Rasmussen, der er fuldkommen umulig at få styr på. Det er et vidunderligt hovedbrud, men jeg er sørme kommet på (over-)arbejde.

Facebookgruppen hedder “Slægtsforskning”

Jeg er naturligvis medlem af foreningen “Danske Slægtsforskere“, som blandt andet driver Facebookgruppen “Slægtsforskning“, der i skrivende stund har 26.000 medlemmer. I den gruppe findes nogle virkelig skarpe hjerner. Jeg synes, man bør være medlem af foreningen, når man gerne vil have medlemmernes hjælp i gruppen. Det er sikkert “politik”, som nogle ikke bryder sig ret meget om, da det lugter lidt af solidaritet og fagforening. Men mange nye slægtsforskere ville gå i stå og aldrig komme i gang, hvis gruppen ikke fandtes.

I gruppen sidder nogle af de bedste: de er dygtige tydere af de mest umulige indførsler, de kan finde rundt i skifter og lægdsruller (hvor jeg stadig har deficitter), de kender et væld af søgemidler og de er så uendeligt hjælpsomme. Jeg foretrækker at kunne (lave) tingene selv, men når det vælter for meget rundt med fakta inde i hjernen, når jeg har set mig sur på det og bare mangler inspiration, er det altså skønt at have dygtige mennesker at spørge. Både til drilagtige indførsler men også til inspiration og “oprydning i hjernen”.

Især to af medlemmerne i Facebookgruppen har været hjælpsomme angående Niels Rasmussen (? – 1833) og hans kone Maren Hansdatter (1770 – 1842). De har fundet fine originale kilder frem, og de har korrigeret min opfattelse af reglerne for opkald. Jeg havde overset, at en afdød ægtefælle altid opkaldtes. Så når Maren Hansdatters første ægtefælle hed Mads, skulle førstefødte søn i næste ægteskab opkaldes, hvilket vil sige, at han skulle hedde Mads. Og det gør han! I realiteten skal man tænke det modsat: Hvis man har fundet første søn i det nye ægteskab, og han hedder Mads, kan man være 99 pct. sikker på, at den afdøde ægtefælle også hed Mads. Jeg kan vældig godt lide læreprocesser.

En fornem bog fyldt med fejl

Der findes en fornem bog, som man kan hente kvit og frit i “Slægtsforskernes Bibliotek”, der også drives af foreningen (endnu en grund til at blive medlem af foreningen). Både Niels, Maren og hendes første ægtefælle Mads Hansen er nævnt, og det er herligt. Så er der noget at tage fat i og kontrollere. Bogen er støttet af to fonde og Maribo Kommunes Kulturudvalg.

Jeg kontrollerer alt ved selvsyn og forsøger selv at stave mig gennem Østofte kirkebog, der ved Gud ikke er så ligetil midt i 1700-tallet, hvor præsten sparede grundig på papiret. Man skal altid tjekke alting selv, og man skal angive sine kilder, hvis man vil betragtes som en seriøs slægtsforsker, andre gerne må kigge i kortene. Og det vil jeg jo da gerne.

Alle laver fejl, det gælder også mig! Der er mange fejl i bogen “GREVSKABET KNUTHENBORGS GÅRDE OG HUSE. Brugere og ejere ca. 1750-2000. ØSTOFTE SOGN”, men den har været en fin retningsgiver og inspiration.

Eksempelvis angives vores tiptipoldemor Ane Katrine Nielsdatter (1804 – ?) at være død i 1823. Det passer simpelthen ikke, for så kunne hun jo for det første ikke være vores tiptipoldemor, og for det andet får hun børn i hele perioden 1827 – 1844. Jeg har dobbelttjekket mine egne data – for det kunne jo sagtens være mig, der tog fejl, men det er det altså ikke (denne gang).

Formålet med indeværende artikel er flertydigt

  • Opfordre til at tegne medlemskab af foreningen “Danske Slægtsforskere”
  • Sige tak til alle de hjælpsomme mennesker, der dagligt bruger mange timer i Facebookgruppen “Slægtsforskning”
  • Sige tak til de to kvinder, der i særlig grad har brugt tid på Niels Rasmussen, Maren Hansdatter og Mads Hansen
  • Sige tak for altid god inspiration fra gruppens medlemmer. Det er sjovest at løse problemerne selv, men det kan altså ske, at man får behov for input udefra.

 

/2 Kommentarer/i /af

Skiftende erhverv gennem livet

Skiftende erhverv gennem livet

At registrere flere erhverv

Skiftende erhverv gennem livet

For godt og vel et halvt til et helt år siden har jeg indført en ny praksis i Legacy: Jeg registrerer adskillige erhverv, sådan som billedet i toppen viser. Det har en række fordele:

  • Det bliver tydeligt, om der er tale om social op- eller nedstigning livet igennem
  • Det er let at se, hvor et menneske udøvede hvilket erhverv og hvornår
  • Jeg slipper for at vælge, hvilket af flere erhverv, jeg synes er vigtigst, hvis der var flere forskellige. For hvem siger, mit valg er rigtigt?

Topbilledet er muligvis et rigtig dårligt eksempel, idet Hans Hansen for det meste er “Husmand”. Men som 27-årig er han graver, så bliver han husmand, så husejer (det står der altså), så husmand igen, så tjenestemand (som er noget helt andet end i dag), og så husmand. Og hvad man ikke lige kan se på billedet er, at han ender sine dage som “kirkebetjent”. Samlet set: Han har gjort karriere ved Fejø Kirke. Han er steget i graderne fra graver i 1871 til kirkebetjent i 1904 via mange år som husmand.

Et andet og måske bedre eksempel er Jørgen Pedersen Ahm, som kan ses i TNG, og som er daglejer, husmand * 2, husmand og kurvemager og ender som indsidder. Her er det altså tydeligt, at det går både op og ned for ham gennem livet.

Det kan sagtens være, det er forkerte oplysninger, men det var nu engang det, præsten eller degnen skrev, så de fås ikke bedre.

Hverken “husejer” eller “bilejer”, det sidste støder man jo af og til på, er noget, man kan leve af, så egentlig er det forkert, at kalde det for et “erhverv”. Alligevel siger det en del om et menneskes sociale profil, og når der ikke står andet, registrerer jeg derfor det. Hverken huse eller biler var dengang hver mands eje.

Bare jeg dog havde gjort sådan allerede for 20 år siden. Det gjorde jeg imidlertid ikke, og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Nu gennemfører jeg den nye praksis for nye personer og retter op på dem, jeg støder på i databasen, for jeg synes selv, det fungerer ret godt.

Hvad synes du?

Hvor kommer data fra, og hvor kommer de ikke fra?

Data kommer fra:

  • Kirkebøger vedrørende børnenes fødsler/dåb
  • Kirkebøger vedrørende vielser
  • Kirkebøger vedrørende dødsfald
  • Data kommer ikke fra konfirmationer, idet de oftest bare var præstens/degnens afskrift af oplysningerne ved barnets dåb. Det ville give nogle uinteressante og forkerte dubletter vedrørende ca. 14 år gamle forhold
  • Data kommer ikke fra folketællinger, da det kan være ret tilfældigt, hvad der står i dem. Jeg giver dem kun troværdigheden “1”. Kirkebogsindførsler får derimod troværdigheden “4”.

Særligt om de underrepræsenterede kvinder

Kvinderne fyldte ikke meget i fortiden. De var ofte “Forbemeldte Mands Hustru”, “Hans Nielssöns Moder” eller ved død: “Jordet Peder Danielsens Hustru”. De havde således ofte ikke engang et navn.

Når de ikke engang havde et navn, havde de selvfølgelig heller ikke et erhverv (udover at være “fødemaskiner”, det står der dog ikke).

Når vi kommer op i nyere tid, vel egl. 1900-tallet, er de ved vielsen ofte “Husassistent” og ved død “Husmoder”. Er de enlige, eller har de et erhverv, fremgår det, ofte fx “Fabriksarbejderske”, “Hjælper til ved Malkning” eller lignende. Det med “Husassistent” er vel i nyere tid bare et andet ord for at være “i Huset”. Sådan er min mor fx beskrevet ved vielsen med min far.

Dette blot for at sige, at eftersom kvinderne kun sjældent var udearbejdende, er der selvfølgelig også kun sjældent data at registrere. Og altså virker min selvopfundne (geniale 🙂 ) praksis ikke særlig godt vedrørende kvinder. De bliver kort sagt underrepræsenterede.

Kunne det gøres anderledes?

Kilder

Metoden gøres så slagfast som muligt ved hver evig eneste gang at medtage kilden. Det er såre enkelt, da jeg jo alligevel har fat i den, for at dokumentere en fødsel/dåb, en vielse eller et dødsfald.

/2 Kommentarer/i /af

Hvad er slægtsforskning?

Hvad er slægtsforskning?

Ikke kun søgning i databaser

Hvad er slægtsforskning?

Lige p.t. sidder jeg og laver lidt slægtsforskning for en veninde, der gerne vil vide lidt om sin slægt. Hun bor i Thy og er i sandhed “kommet hjem til anerne”. Fx er hun i familie med ca. 20 pct. af dem, der ligger på (den digitaliserede) Vang Kirkegård, Hundborg Herred, Thisted Amt. Når ens eget bliver for svært, er det rart at kunne bistå en anden.

Det er i øvrigt sjovt, at thistedbilleder.dk skriver “OBS! Billeder fra arkivets samling må ikke benyttes eller kopieres uden arkivets tilladelse! Mange af bidragyderne til arkivets store billedsamling – der blandt andet formidles her – bryder sig ikke om, at deres bidrag distribueres på sociale netværk som f.eks. Facebook uden deres vidende.” Hvorfor har de så overhovedet gjort samlingen tilgængelig på nettet? Selvfølgelig bliver billederne da brugt. Det må de da vide, og det er vel også i et eller andet omfang hele idéen? Af egen erfaring ved jeg, at slægtsforskere stjæler med arme og ben – og det gør jeg vel egentlig også selv? Men jeg er irriteret over, at billeder af min nærmeste familie (mis-)bruges igen og igen på fx MyHeritage. Nu er der derfor vandmærker på alle billeder. Men det er for sent.

Det er en lise at arbejde i de små sogne i Thisted og Aarhus amter i modsætning til de store københavnske sogne. Deroppe er der fx fire døde om året; i København er der måske 500. Det gør det jo lidt hurtigere at bladre sig frem til den rette person.

20 års tilbageblik

Man behøver ikke bladre nær så meget mere som for 20 år siden. Usædvanligt søde, dygtige og flittige mennesker har digitaliseret ufattelige mængder af arkivalier. Det største projekt er indtastningen af folketællingerne fra 1787 ff. Jeg har ikke selv deltaget i dette, for jeg er ikke dygtig nok til de gotiske bogstaver, så der ville komme for mange fejl i transskriptionerne. For kort tid siden kontaktede jeg Dansk Demografisk Database og tilbød at indtaste folketællingen 1930 for et af “mine” jyske sogne. De svarede på en sød måde, at reglerne om databeskyttelse (oftest kaldet GDPR) forhindrede indtastning af folketællinger senere end 1916. Det var jeg ikke klar over. De forsøgte at friste med noget ældre, men så ramte jeg ind i noget af det, jeg ikke er helt skarp nok til. Vil man være indtaster, skal man kunne gøre det rigtigt, ellers kan det være lige meget.

Der var en tid før ArkivalierOnline. Det er den vildeste luksus, at man nu kan sidde hjemme 24/7 og læse originale kilder. Jeg husker tydeligt, at for 20 år siden drejede det sig om at være godt forberedt, når lørdage, afspadseringsdage og ferier åbnede for arkivernes Mekka. Det var nærmest stressende, at tiden var så begrænset. Dengang var der undskyldninger for at skrive af fra utroværdige kilder, man fandt på det internet, der knapt var opfundet. Det er der ikke længere. Selv har jeg stadig intentionen om at gennemgå min database fra A til Z og få sat troværdige kilder på det gamle “skrammel”, jeg har. Der kommer en dag…

Det er svært at finde nyere dødsfald, og derfor er de digitaliserede gravsten en god kilde. Der var ikke digitaliseret en eneste gravsten for 20 år siden.

  • Jeg startede sammen med en ven Dansk KirkegårdsIndex (DKI), men det blev aldrig helt den succes, vi regnede med, formentlig fordi konceptet var for svært for mange/de fleste – det forudsatte nemlig, at man etablerede sin egen hjemmeside. Vi tilbød ellers vores bistand til den del, og det er ikke nogen videnskab. Men der ligger tusindvis af gravsten på siden. Selv har jeg fotograferet og indtastet mere end 18.000 gravsten.
  • Herudover opstod konkurrerende sider med et mere enkelt koncept (for de fleste). Ergo blev vi overhalet indenom. Sådan går det, når der ikke er en fælles overordnet styring og koordination.

Der er indtastet enorme mængder af kirkebøger i adskillige konkurrerende projekter. Til formiddag spurgte en bruger, hvorfor man ikke koordinerede projekterne og indtastede til én fælles database? Jo, det ville nok være en god idé, men det har vi diskuteret på mange niveauer i årevis, i hvert fald i al den tid jeg har været med. Enige blev vi aldrig. Som jeg husker det, men det kan være forkert, var akilleshælen kildetro/ikke-kildetro indtastning.

  • Kildetro ville medføre, at søgninger ofte var resultatløse, for hvordan skulle man kunne gætte, hvad degnen eller en anden øvrighedsperson skrev?
  • Ikke-kildetro ville derimod bevirke, at søgeresultaterne var forkerte. Kopierede folk bare resultaterne, ville deres data være forkerte.
  • Herudover: hvem skulle koordinere? Hvem skulle være “dommer” over data? Hvor skulle data placeres og driftes?
  • Der var adskillige andre temaer, som det aldrig lykkedes at finde gode fælles løsninger på.

Herefter gik flere i gang med egne projekter. Sat lidt/meget på spidsen: Det er også meget lettere, hvis man bare skal blive enig med sig selv om, hvad der er korrekt og bedst.

Ikke søgning i databaser

Der er ufatteligt meget, der er gjort søgbart på de 19 år, jeg har været med, og det er så skønt. Men slægtsforskning drejer sig ikke om at kende og søge i de rette databaser.

Databaserne er en enorm hjælp til at finde det rette originale arkivalie, men man skal altid selv prøve at læse “kravetæerne” (som en skrev en dag) for at se, om man er enig med indtasteren. Det medfører for det første højere kvalitet af egne data og for det andet bevirker det, at man (uendeligt) langsomt lærer at læse gotisk. Jeg har jo altså været bidt af en gal genealog i årevis, men må stadig ty til dygtigere folk på Danske Slægtsforskeres Facebookside. Hold da kæft hvor er de dygtige og hjælpsomme. Jeg er dybt imponeret.

Jeg skriver som hovedregel altid, hvad jeg selv læser, hvis jeg altså kan læse noget af det, og beder om korrektur på det. Der er nemlig altid en risiko for, at man læser det, man gerne vil have, der står. Sådan lærer jeg stadig, og der er kun en vej frem, og det er at øve sig og at blive ved at øve sig.

Jeg glæder mig altid, når jeg ser begyndere gå i kødet på originalerne (altså de originale kilder) og beder om hjælp til tydning. De pruster og stønner og synes opgaven er næsten umulig, og det er også næsten uoverkommeligt, men det er sådan, man gør, hvis man vil være en rigtig slægtsforsker. Og det er forudsætningen for med årene at kunne klare mere og mere selv.

Traditionsbundet?

Det er muligt, du synes ovenstående er endog meget traditionsbundet. Det er det også, men jeg står ved hvert et ord.

MyHeritage kan mange ting, problemet er, at 50 pct. af det, man finder der, er noget formørket sludder, fordi folk bevidstløst gentager og gentager fejlene. Ingen tjekker de originale kilder. Jeg ser det meget tydeligt, når jeg søger på nogle af de af mine egne slægtninge, som jeg har styr på. Et tænkt eksempel: Manden dør 4. maj 1945. Der står, han er gift med efterlevende Anna Jensdatter. Jeg noterer i Legacy, at hun er død efter 4. maj 1945 og sender data til TNG. Folk finder min TNG-side og skriver af en eller anden årsag selv, at hun er død 4. maj 1945 uden at undre sig over, at ægtefællerne døde samme dag. Det undrer jeg mig over.

Kilder og ræsonnementer

Herudover undrer jeg mig over, at ingen i MyHeritage, som i INGEN, angiver kilderne til deres fund. Det reducerer kvaliteten med faktor 500. Men selvfølgelig kan det være fine ledetråde – der er jo en grund til, at jeg har investeret i et fuldt abonnement for foreløbigt et år. På MyHeritage kan man, som noget meget værdifuldt, finde indtastede folketællinger fra både 1930 og 1940. Hvordan data er kommet derind, aner jeg ikke.

Det ville også være dejligt, hvis man noterede ikke-fund, dvs. alle de steder man har ledt, men ikke fundet noget. Så behøvede andre ikke lede efter det samme. Jeg gør fx sådan:

Tilsyneladende ikke viede:
Århus amt, Hads, Odder, 1844-1872, KM, Viede (konens fødesogn, jfr. FT 1845)
Århus amt, Hads, Randlev, 1839-1868, KM, Viede (ældste datters fødesogn, jfr. FT 1880)

Og endelig savner jeg, at man anførte det, man kunne kalde “ræsonnementer”. Med det mener jeg fx: “Søgt efter fødslen i Ørting Sogn, Hads Herred, Århus Amt, idet folketællingen 1845 angiver, at hun er født der.”

Sådan kunne vi hjælpe hinanden, stadig bruge de originale kilder og ikke forlade os på de gigantiske databaser, der alligevel aldrig bliver helt færdige.

/1 Kommentar/i /af

Slægtsforskning med DNA

Slægtsforskning med DNA

Jeg hoppede på vognen

Slægtsforskning med DNA

Endelig, efter at have ventet otte uger, er mit DNA-resultat fra MyHeritage kommet. Nu ved jeg, at jeg er 70,4 pct. skandinav. Det er nu ikke nogen overraskelse. Jeg kender den biologiske slægt nogenlunde godt bagud i tid fra den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har kigget lidt på resultaterne og forsøgt at læse om alle de – for mig – nye begreber. Det mest overraskende er sådan set, at alle resultaterne er under 1,0 pct. på parametren “Fælles DNA” lige bortset fra en person ved navn Philip, der er min nulevende halvsøsters nulevende søn.

Et venligt menneske i gruppen “Slægtsforskning med DNA” oplyste, at så lavt et fælles DNA typisk peger på noget med fælles aner født tilbage fra starten af 1700-tallet, men dog også kan være med fælles aner født helt op i 1800-tallet.

Uinteressant

Indtil videre er det hele altså ganske uinteressant. Det spændende kunne være, om der på et tidspunkt dukker en nulevende fætter/kusine op, der måske kunne bidrage med et billede af min biologiske far og måske hans forældre. På min biologiske mors side har jeg masser af billeder, som hun var så sød at dele med mig. Det vil sige, at det “kun” er min fars side, der er et mysterium.

Jeg fortalte min fars ungdomskæreste på 97 år, at jeg havde indsendt en DNA-test. Hun spurgte helt fornuftigt: “Hvad vil du opnå?” Det eneste, jeg kunne svare, var det med lidt billeder af min biologiske far og måske hans forældre.

DNA er en metode, der kun er interessant, hvis “de andre” også har ladet sig teste. Eller er der jo ikke noget “at matche” op i mod. Heldigvis har jeg kun spildt ca. 350 kr. på projektet.

Rottegiften…

Jeg har i årevis ment, at min biologiske far havde et selvmordsforsøg via indtagelse af rottegift bag sig. Men eftersom jeg som så mange andre var en idiot i starten af min slægtsforskning (næsten 20 år siden) og ikke fik skrevet kilder på alt, en typisk begynderfejl, har jeg tænkt over, om det var noget, jeg havde “digtet”, om det fx var noget min biologiske mor havde fortalt eller hvor Søren, det stammede fra.

Jeg satte mig af andre årsager til at læse adoptionssagen med lup – og det med rottegiften var selvfølgelig ikke noget, der var faldet ned fra himlen. Det er faktisk noteret af et sygehus i juli 1962:

Diagnose: Depressio mentis: Sindsnedtrykthed. Suicidalforsøg
Oplysning gives fra hjemmet, at pt. har indtaget rottegift i suicidalt øjemed.

Oplysningen er interessant af flere årsager, og en af dem er selvfølgelig, at min psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, er genetisk betinget, og jeg kan altså muligvis have en disposition, der kommer fra ham. Det stemmer fint med, at min biologiske mors søster ikke mente, der var nogen dispositioner på hendes side.