Indlæg

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Cowboyland

Cowboyland

Retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer

Ovenstående er det vi almindelige mennesker kalder funktionærloven. Af den fremgår:

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren taler herfor.

(Mine fremhævninger.)

§ 2 handler om opsigelsesvarslerne.

§ 21 stk. 1 er temmelig klar, og der er ikke noget at rafle om. Loven er beskyttelsespræceptiv.

Rådgivning fra Djøf

  1. PL-reguleringen: Drop det. Det er småpenge, og det plejer ikke at stå i en kontrakt.
  2. Varslerne: Skriv under selv om deres udspil er noget vrøvl. Retspraksis er nemlig sådan, at domsstolene tager udgangspunkt i lovgivningen (ret naturligt 🙂 ) og lægger til grund, at medarbejderen ikke på tidspunktet for underskrivelsen kunne vide, hvad der burde stå i kontrakten. Det vil sige: det er risikofrit for mig at skrive under, for det gælder alligevel ikke. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om retspraksis ændrer sig, men det lever jeg med.
  3. Det byder mig grundlæggende imod at skrive under på vrøvl, men på baggrund af Djøfs rådgivning, gør jeg det alligevel. Dette må have en ende.
  4. Hvis virksomheden ønsker det, stiller Djøf hjertens gerne op til en omgang “Læs og forstå” for ASE.

Virksomheden og ASE

Jeg har orienteret virksomheden om pkt. 4 herover. De vil – i dag – kontakte ASE og spørge, om de virkelig mener, at det skal være, som virksomheden har forstået det, nemlig at der kan aftales varsler, der er til ugunst for medarbejderen, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg kan ikke se andet, end at virksomheden har misforstået et eller andet. Og ellers træder Djøf gerne i karakter.

Jeg drøftede med Djøf, om det virkelig kunne være sandt, at arbejdsmarkedets parter kunne underkende lovgivningen ved en aftale dem imellem? Det kan naturligvis ikke være sandt – og da slet ikke, når det er til ugunst for medarbejderen. Det hedder ganske enkelt, at loven er “trinhøjere”.

En rigtig fagforening

Jeg er utrolig glad for Djøfs topkompetente rådgivning. Sådan er det, når man er medlem af en rigtig fagforening ctr. en “gul”. Jeg føler mig både taget alvorligt og lyttet til, også selv om det “bare” er et fleksjob på 8½ sølle ugentlige timer til 7.000 bittesmå kr. brutto pr. måned (i al evighed). Jeg er godt nok psykisk syg, men jeg kan stadig tænke, og faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor meget af den “juridiske metode” jeg stadig har en vis føling med. Jeg havde dog ikke ret i det med nulliteten.

For mig er det naturligt at være organiseret, og det har jeg været i hele mit liv, selv da jeg stakkede kartofler i Irma efter studenterkurset og før universitetet. Da stod jeg selvfølgelig i HK.

Facebookgruppen “Bak op om de offentligt ansatte” har idelige diskussioner om dem, der lukrerer på det, vi andre via vores forbund har opnået. Må man gerne kalde dem “nassere”? Nej, det må man selvfølgelig ikke, for sådan hverken taler eller skriver man til/om andre mennesker, men selv face to face, kunne jeg sagtens forsvare at sige, at de hellere selv må forhandle deres overenskomster, når de nu ikke er med i en rigtig fagforening. Det er deres valg, men så må de også selv tage konsekvenserne af det valg.

Næste skridt

Når virksomheden har talt med ASE, kontakter de mig, hvorpå jeg fører tastaturet (for så bliver det nemlig tilnærmelsesvis rigtigt). Så skal fjerpennen frem, der skal scannes og sendes frem og tilbage, kommunen skal orienteres osv. Herefter kan vi vende tilbage til opgaverne. Det ser jeg frem til.

Og så noget helt andet

Cowboyland

Citrusbowl med Skyr

Man tager:

  1. En grapefrugt
  2. En appelsin
  3. En mandarin
  4. Et bundt mynte
  5. Et halvt bæger skyr

Findeler og hakker, arrangerer det lidt pænt i et stort glas og nyder det. Det er virkelig lækker morgenmad.

 

/14 Kommentarer/i /af

Overvåget samvær

Jeg er ikke på vej i mani, så det er ikke af den grund, jeg skriver to indlæg på en dag. Jeg skriver igen, fordi jeg er harm på min vens vegne. Han har givet mig lov til at skrive  historien.

Min ven på øen

Måske kan du huske, at jeg skrev om en ven, der flyttede til en ø, og at vi har lært hinanden at kende på Psykiatrisk Center Hvidovre i sommeren 2015. Efter han flyttede til øen, har vi lært hinanden rigtig godt at kende. Vi ringer sammen hver dag, og vi støtter hinanden i stort og småt.

Han og hans tidligere kæreste har en dreng på fem år sammen. Min ven har fået besked om, at han kun kan se sønnen via “Overvåget samvær”, således som det er beskrevet i Lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love § 17, stk. 1. Hvorfor det egentlig er blevet til overvåget samvær, er jeg ikke klar over, ellers kan jeg bare ikke huske det.

Tilføjelse 01-10-2016: baggrunden for det overvågede samvær er, at kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid.

Han har haft et misbrugsproblem, men det er ovre, nu hvor han har mødt en ny kæreste, og der er kommet orden på livet igen. Han er ikke voldelig, for det hænger ikke sammen med at være buddhist – og var han ikke buddhist, var han såmænd ikke voldelig alligevel.

Årsager til overvåget samvær

Af en pjece fra Statsforvaltningen fremgår det: Der kan være mange forskellige grunde til, at Statsforvaltningen bestemmer, at en forælder har overvåget samvær med sit barn. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid, eller hvor forælderen og barnet endnu ikke kender hinanden. Overvåget samvær kan også sættes i værk, hvis forældrene har mange konflikter og svært ved at samarbejde om barnet. Eller i situationer, hvor der er mistanke om vold eller misbrugsproblemer. I disse situationer vil fastsættelse af overvåget samvær typisk være et alternativ til ophævelse eller suspension af samværet.

Min ven har fået at vide, at Statsforvaltningen ikke kan se, at der skulle være noget til hinder for, at de ser hinanden, og at der hverken er psykiatriske diagnoser eller misbrugsproblemer, der står i vejen.

§ 17, stk. 4: “Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om overvåget samvær”. Og det er så det, han/hun har gjort.

I dag skulle min ven så se sønnen for første gang i et år – der er en time til rådighed. Hvordan knytter man bånd på en time?

Gaven

Sønnen har lige haft fødselsdag, så min ven havde selvfølgelig en gave med. Det absurde er, at moderen nægtede sønnen at tage imod gaven, og denne nægtelse blev godkendt af statsforvaltningens jurister, da den børnesagkyndige psykolog, der var sat til at overvåge samværet, spurgte dem, hvordan det (altså gaven) skulle håndteres. Begrundelsen var, at hvis sønnen fik gaven, kunne moderen blive sur, og at det ikke var foreneligt med barnets tarv, at have en sur mor.

Jeg kan slet ikke forstå den form for argumentation, og jeg har lovet at hjælpe med at formulere en klage til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, jfr. § 31. Det kan ikke være sandt. (I øvrigt er det da underligt, at man har ment, at sager om familier og forbrugere skulle ligge under samme ressortministerium).

Da han ringede og fortalte mig om det, talte vi lidt om “Foreningen far”, og om de kunne hjælpe. Jeg er bare ikke så begejstret for dem, da det man hører ofte er, at de hjælper voldelige fædre med igen at få del i forældremyndigheden, og at fædrene derefter udøver vold mod børnene eller i helt groteske tilfælde ligefrem slår børnene ihjel.

Jeg synes, det hele er noget underligt noget, og jeg skal nok få en klage banket sammen.