Overvåget samvær
Jeg er ikke på vej i mani, så det er ikke af den grund, jeg skriver to indlæg på en dag. Jeg skriver igen, fordi jeg er harm på min vens vegne. Han har givet mig lov til at skrive historien.
Indholdsfortegnelse
Min ven på øen
Måske kan du huske, at jeg skrev om en ven, der flyttede til en ø, og at vi har lært hinanden at kende på Psykiatrisk Center Hvidovre i sommeren 2015. Efter han flyttede til øen, har vi lært hinanden rigtig godt at kende. Vi ringer sammen hver dag, og vi støtter hinanden i stort og småt.
Han og hans tidligere kæreste har en dreng på fem år sammen. Min ven har fået besked om, at han kun kan se sønnen via “Overvåget samvær”, således som det er beskrevet i Lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love § 17, stk. 1. Hvorfor det egentlig er blevet til overvåget samvær, er jeg ikke klar over, ellers kan jeg bare ikke huske det.
Tilføjelse 01-10-2016: baggrunden for det overvågede samvær er, at kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid.
Han har haft et misbrugsproblem, men det er ovre, nu hvor han har mødt en ny kæreste, og der er kommet orden på livet igen. Han er ikke voldelig, for det hænger ikke sammen med at være buddhist – og var han ikke buddhist, var han såmænd ikke voldelig alligevel.
Årsager til overvåget samvær
Af en pjece fra Statsforvaltningen fremgår det: Der kan være mange forskellige grunde til, at Statsforvaltningen bestemmer, at en forælder har overvåget samvær med sit barn. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid, eller hvor forælderen og barnet endnu ikke kender hinanden. Overvåget samvær kan også sættes i værk, hvis forældrene har mange konflikter og svært ved at samarbejde om barnet. Eller i situationer, hvor der er mistanke om vold eller misbrugsproblemer. I disse situationer vil fastsættelse af overvåget samvær typisk være et alternativ til ophævelse eller suspension af samværet.
Min ven har fået at vide, at Statsforvaltningen ikke kan se, at der skulle være noget til hinder for, at de ser hinanden, og at der hverken er psykiatriske diagnoser eller misbrugsproblemer, der står i vejen.
§ 17, stk. 4: “Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om overvåget samvær”. Og det er så det, han/hun har gjort.
I dag skulle min ven så se sønnen for første gang i et år – der er en time til rådighed. Hvordan knytter man bånd på en time?
Gaven
Sønnen har lige haft fødselsdag, så min ven havde selvfølgelig en gave med. Det absurde er, at moderen nægtede sønnen at tage imod gaven, og denne nægtelse blev godkendt af statsforvaltningens jurister, da den børnesagkyndige psykolog, der var sat til at overvåge samværet, spurgte dem, hvordan det (altså gaven) skulle håndteres. Begrundelsen var, at hvis sønnen fik gaven, kunne moderen blive sur, og at det ikke var foreneligt med barnets tarv, at have en sur mor.
Jeg kan slet ikke forstå den form for argumentation, og jeg har lovet at hjælpe med at formulere en klage til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, jfr. § 31. Det kan ikke være sandt. (I øvrigt er det da underligt, at man har ment, at sager om familier og forbrugere skulle ligge under samme ressortministerium).
Da han ringede og fortalte mig om det, talte vi lidt om “Foreningen far”, og om de kunne hjælpe. Jeg er bare ikke så begejstret for dem, da det man hører ofte er, at de hjælper voldelige fædre med igen at få del i forældremyndigheden, og at fædrene derefter udøver vold mod børnene eller i helt groteske tilfælde ligefrem slår børnene ihjel.
Jeg synes, det hele er noget underligt noget, og jeg skal nok få en klage banket sammen.
Hanne du kan vel Google dig til de ting, som du ikke ved angående overvåget samvær.
@ JR
Det kan jeg naturligvis, men ofte er det jo sådan, at for at finde noget, skal man vide hvad det er, man søger efter.
det lyder bare absurt
håber det bliver redet ud, så han igen kan se sit barn og give gaver.
måske skulle moderen (og sagsbehandler) granskes lidt når de mener det i barnets tarv at nægte det gaven.
@ Anette
Ja absurd og Kafkask.
Min ven har også nogle tanker om, evt. at få set på moderen på en eller anden måde.
håber vi får lov t hør en dag når der er nyt, vil gerne fejre det med ham på bloggen…..
@ Anette
Jeg skal nok vende tilbage med svar, men der går jo nok noget tid.
Ja det er en rigtig god ide. Overvåget samvær skal der være en helt bestemt grund til og den skal være rigtig god.
Det er utroligt, at man ikke kan afse mere end en time til samværet.
Det at blive lukket ind i et lille rum og så, ja kom så FAR, hvor har du været i så lang tid.
Utroligt, at dette kan finde sted i DK.
Hvad med at far og søn kunne tage på legepladsen eller en lille tur, hvor der foregår nogen ting og hvor der også er andre mennesker.
Nej vi danskere er ikke altid gode til alting.
@ JR
Ja det er slet ikke nogen tosset idé med park eller lejeplads, men så skulle overvågeren vel med? Jeg tror ikke, at det kan lykkes, men min ven læser med her på bloggen, så han ser dit forslag, og jeg er sikker på, at han bliver glad for det. Det er altid dejligt, når man har nogen til at bakke op om en, så man ikke tilsidst går og tror, at det er en selv, der er syg i bøtten. Du har gode forslag, og jeg vil prøve med juraen. Kan jeg ikke klare det selv, kender jeg en, jeg måske kan spørge, da hun er uddannet socialrådgiver. Men hun er meget syg, så det er ikke et menneske, jeg tør kalkulere med, selv om hun har arbejdet med børnesager.
Jeg har ikke været ude for noget lignende før, og jeg synes, ikke det kan være rigtigt. Jeg vil i hvert tilfælde gøre mig umage med klagen. Ingen siger, vi kan komme igennem med vores synspunkter, men så får vi da om end ikke andet noget dokumentation på skrift, og så det, at nogen ser på det igen.
Jeg må tilstå, at jeg bestemt heller ikke forstå det med gaven. Det er da for pokker en form for kontakt og når din ven ikke har set sin søn i over et år, så kan det med kontakten være ret svær.
Hvis moren kan blive sur over det, ja så er det efter min mening en dårlig mor, og burde hun så have forældremyndigheden over drengen.
Overvåget samvær er en forfærdelig ting, måske nødvendig i nogen tilfælde, men det lyder jo ikkemtil, at din ven hverken er modbydelig eller voldelig.
Held og lykke med din klage.
@ JR
Ja du har ret, det må være svært at opnå kontakt efter så lang tid – og så at vide, at der kun er en time til rådighed.
Det må være svært at starte med at knytte bånd igen, når der så også er en anden person tilstede. Nej min ven er hverken voldelig, modbydelig osv. Faktisk er jeg ikke helt klar over, hvad der er begrundelsen er for, at samværet skal være overvåget, men det vil jeg sørge for at finde ud af, da jeg måske kan bruge noget af det til klagen.
Det er synd, når børnene bliver ofre i forældrenes indbyrdes konflikter.
Uanset hvad så er det temmelig småligt af moderen, at hun ikke ville tillade, at faderen gav barnet en gave. Hun må have det meget dårligt med sig selv. For hvis hun tror, at hun straffer faderen, så tager hun fejl. Det er barnet, der taber i det – tåbelige – magtspil, der foregår mellem forældrene.
Godt, at du vil hjælpe med at skrive en klage.
@ Den stille Pige
Jeg er glad for, at du kan se det vanvittige her. Jeg forstår altså heller ikke, hvorfor hun ikke vil lade ham få en gave. Og du har fuldstændig ret: Det er barnet, der bliver taberen – som det tit sker i den slags sager.
Ja jeg vil i hvert fald gøre mig umage med at få en klage til at hænge sammen. Og jeg skal lige have sagt til ham, at han skal begære aktindsigt, så vi har noget at tage fat i.
Hvor er det godt, armt du findes i din vens liv. Godt du vil hjælpe, har aldrig hørt noget så grotesk. Drengen kunne åbne gaven under overvågning, så havde overvågeren jo mulighed for at se, hvad det var. Hvad fanden er det for en mor!!! Bliver sku vred, når det er børnene det går ud over. Øv, nogen må have en dårlig smag i munden.
@ Pia
Velkommen til min blog, og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Det er min sikring mod spam. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Ja – grotesk. Jeg vil hjælpe ham, så meget jeg kan. Jeg er cand. jur, så jeg håber, jeg kan hjælpe, også selv om min uddannelse er 25 år gammel. Der er nogle retsgrundsætninger, der sidder på rygmarven.
Jeg er enig med dig i, at det er en mærkelig mor. Han havde købt en ting, der fortæller lidt om, hvor han bor nu. Det burde hun da ikke kunne blive sur over. Jeg forstår det ikke, og derfor hjælper jeg med klagen.