Indlæg

/i /af

Tilliden til justitsvæsenet

Tilliden til justitsvæsenet

Heldigvis har vi Højesteret

Tilliden til justitsvæsenet

Jeg synes, min tillid til justitsvæsenet er dalende. Inden for blot den seneste måned har Danmarks Radio dygtigt afdækket, at der er noget helt galt i både anklagemyndighed og politi!

I går kom så Højesterets afgørelse i anklagemyndighedens stort anlagte sag (for lukkede døre —) mod den tidligere “spionchef” Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Sagerne er nu frafaldet, hvilket er både godt og skidt.

  • Det er godt for de mennesker, der i to år har været tiltalt for landsforræderi efter bestemmelser med en straframme op til 12 år.
  • Det er skidt, fordi vi aldrig får at vide, om der “gik røg, uden der var en brand”.

Når domstolene har talt, ved vi som borgere i dette land, hvad vi har at rette os efter. Når anklagemyndigheden vælger at frafalde sagerne, kommer domstolene aldrig til at tale, og så er retstilstanden uklar. Det er ikke godt for tilliden til justitsvæsenet.

Man må undre sig over, at anklagemyndigheden uden videre frafalder sagerne. Skyldes det, at de har vurderet, at de alligevel aldrig kunne vinde dem?

I en retssag er der altid to parter, der ikke begge kan vinde. Der vil altid være en taber, og den rolle ønsker anklagemyndigheden naturligvis ikke at gå ind i med åbne øjne. De har lidt et kæmpe nederlag!

Dørlukningen

Det har været problematisk, at sagerne har været ført for lukkede døre i både byret og landsret. I Danmark hylder vi som en del af åbenheden i (straffe-)retsplejen, at offentligheden ved, hvad der foregår.

Hvis der virkelig var noget om snakken, altså at Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen lækkede statshemmeligheder, der ikke allerede havde været omtalt i TV og aviser, kunne sagerne selvfølgelig ikke føres for åbne døre. Men lukkethed i retsplejen er aldrig af det gode. Og nu får vi altså aldrig at vide, om der var noget om snakken.

Hvad foregår der i politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP)?

Tilliden til justitsvæsenet

Danmarks Radio har vist, hvordan politiet forfølger en familie i underbukser på Vejle-kanten. De trænger ind i familiens hjem uden dommerkendelse. De bruger peberspray uden grund osv.

Familien har i følge DRs oplysninger rene straffeattester. Men selv for mennesker med plettede straffeattester finder retsplejelovens regler altså anvendelse. Det vil sige, at det kræver en dommerkendelse at trænge ind i borgernes hjem, og der må kun bruges peberspray, når det er nødvendigt osv. Faktisk synes jeg, det er forkert, at det gang på gang fremhæves, at familien er ustraffet.

Og endnu en sag:

Seks betjente fra Københavns Politi er anholdt og sigtet for tyveri og narkobesiddelse. “Der er tale om en alvorlig sag”, siger efterforskningschef.

Kilde: dr.dk

Lidt pladder-banalt kan man sige, at politiet er her for at beskytte os som borgere mod det kriminelle uvæsen. Lige nu synes jeg nærmere, det minder mere om, at politiet har udviklet sig til en stat i staten. Men måske har det altid været sådan; vi har bare ikke fået det at vide?

Når og hvis man er utilfreds med politiets arbejde, kan man klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det er fint og åbenbart nødvendigt, at vi har et uafhængigt organ til at varetage den form for opgaver.

Kritikken fra fremtrædende politiforskere går på, at Politiklagemyndigheden vurderer én sag ad gangen og ikke efterfølgende prøver at se det samlede sagskompleks i et metaperspektiv. Fx har den vejlensiske familie klaget adskillige gange men aldrig fået medhold. Havde man – på samme måde som Danmarks Radio – prøvet at se sagerne under et, ville der måske tegne sig et andet billede?

Jeg er bekymret for retssikkerheden!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Utilbørlig behandling af genstande

Utilbørlig behandling af genstande

Noget om koranafbrændinger

Utilbørlig behandling af genstande

Hvor er jeg træt af at tosser – som fx Rasmus Paludan – får så meget opmærksomhed med deres afbrændinger af koranen. Selvfølgelig skal vi ikke brænde hinandens bøger, og det er uanset, om det er Toraen, Biblen eller Koranen. Hvad ville vi sige, hvis muslimer et eller andet sted i Mellemøsten brændte bibler? Det kan man sgu da ikke.

Det fremgår af grundlovens § 77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

De fleste glemmer, når de påberåber sig ytringsfriheden, at der faktisk også står “dog under ansvar for domstolene”. Man må ytre sig, men man må stå til ansvar for det. Det forekommer mig at være det eneste rigtige.

Skulle vi ikke bare lade tosserne fortsætte deres tosserier, men undlade at yde dem politibeskyttelse imens? Gad nok vide om de så turde? Hvorfor skal vi bruge millioner af kroner på det? Det talte jeg med min vinduespudser om forleden dag.

De penge kunne fint bruges andre steder. De ville forslå som en skrædder i helvede i det nødlidende sundhedsvæsen. Men det er signalværdien og tankegangen.

Justitsministeriets faktaark

Fra faktaarket: “Der lægges med et kommende lovforslag op til at indsætte et stk. 2 i straffelovens § 110 e, hvorefter den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Kilde: Justitsministeriet.

Kan vi ikke bare bruge straffelovens § 266 b?

I al den tid, debatten har bølget frem og tilbage, har jeg tænkt på, om vi ikke allerede har en bestemmelse, der kunne bruges. Det drejer sig om straffelovens § 266 b, der lyder:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Jeg har undladt at blande mig i debatten, da jeg fornemmede, at der vel var en årsag til, at regeringen ikke selv havde fået den geniale idé. De har trods alt et helt justitsministerium til at hjælpe sig.

Det er altid spændende at læse et ministeriums overvejelser forud for et lovforslag, og når der foreligger et lovforslag, er det givende at læse de såkaldte forarbejder. Man kan læse overvejelserne i det foreslåede link.

Justitsministeriet skriver, at straffelovens § 266 b ikke kan anvendes, “fordi beskyttelsessubjektet for så vidt angår “tro” er tilhængere af en bestemt religion og ikke religionen i sig selv.”

Tosserne tilsviner islam som sådan ikke de mennesker, der er tilhængere af islam. Det er nyttig viden, jeg ikke havde tænkt på. Når Rasmus Paludan udtaler noget om at, “du har sex med geder og knepper din mor” (eller hvordan det lige var), så kan § 266 b bruges. Her angribes mennesker.

Professor emerita Eva Smith har ytret sig i “Ræson” den 4. august

Kommentaren er ikke bag betalingsmuren og kan læses af enhver. Jeg har ikke mange “juridiske helte”, men hun er en af dem.

Eva Smith skriver blandt andet, at den eksisterende lovgivning kan forhindre koranafbrændingerne:

  1. Højesteret har aldrig haft lejlighed til at tage stilling til, om det at brænde hellige bøger for næsen af tilhængerne er en “ytring”, der beskyttes af § 77 i grundloven.
  2. Ordensbekendtgørelsen kan bruges. Den blev jo fx brugt til at udelukke tossen fra folkemødet i år. Og det gik da fint.
  3. Loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet § 1 stk. 4: “Chikane skal behandles som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering, alder, handicap eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.”
    • En ansat muslim ville kunne kræve erstatning og bødestraf efter loven.
    • Her indskrænkes ytringsfriheden, og der er vist aldrig nogen, der har påberåbt sig, at bestemmelsen er i strid med grundloven, så det kan man altså godt.
    • Kunne vi ikke lure lidt fra den bestemmelse?

Og endelig skriver hun:

… den ejendommelige opfattelse, der er opstået her i landet, at de fineste udtryk for ytringsfrihed er hån og spot af andre.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , , /af , , ,

Noget om lov om ophavsret

Noget om lov om ophavsret

Der stjæles med arme og ben

Noget om lov om ophavsret

Forleden fandt jeg på docplayer.dk 324 A4-sider (i form af et PDF-dokument) min webbaserede “stedliste”. For hvert sted på min liste var angivet de personer, jeg, via min slægtsforskning, kan knytte til stedet. Jeg genkendte uden videre alle steder og alle personer. 324 sider er lige godt mange. Jeg var ikke angivet som kilde, der var ikke en henvisning til min TNG-side og jeg var ikke citeret. Men jeg var sur. Jeg forsøgte at finde frem til personen, der havde uploaded listen, men det lykkedes ikke.

I stedet skrev jeg til tjenesten docplayer.dk, at der var tale om en klar overtrædelse af min ophavsret og krævede, de straks fjernede materialet. I dag har jeg fået en mail om, at de har fjernet det, og man får ganske rigtigt en 404-side (det er sådan en “Siden findes ikke”-side), hvis man prøver at tilgå linket. Det er jo fint nok. Om 6 – 12 måneder kan siden nok heller ikke findes med Google.

Siden har jeg så forsøgt at finde ud af, hvad docplayer.dk er. Det viser sig at være  en russisk-ejet “tjeneste” med base i Moskva, der, under dække af navne på afdøde personer, som de finder på afdøde.dk,

tilbyder dig praktiske og gratis værktøjer til at offentliggøre og dele information. Ved at bruge vores websted kan du nemt finde bøger til at forberede dig til eksamen, færdige referat, studerendes opgaver og vejledninger i forskellige emner. Ressourcens undervisningsbibliotek har tusindvis af lærebøger, artikler og bøger i en række fagområder.

De høster internettet ganske systematisk, og offentliggør andres artikler, som om de var skrevet af den person, de finder på afdøde.dk. Det er en velorganiseret og systematiseret form for krænkelse af lov om ophavsret, og stedet burde uden videre lukkes. Tjenesten tjener styrtende med penge via nogle reklamer. Jeg er ikke helt klar over, hvordan det foregår, og selv ser jeg aldrig reklamer, da jeg har købt et program, der sorterer dem fra. Jeg gider ikke se alt det skrammel.

Dansk Journalistforbund har været efter dem

I sommeren 2016 var Dansk Journalistforbund efter dem, men der kom vist aldrig rigtig noget ud af det. Forbundets holdning var, at dk-hostmaster skulle høje med indholdet af danske domæner. Det kunne dk-hostmaster selvfølgelig ikke gå ind på. Hvordan skulle de dog kunne holde øje med, om en domæneejer bruger sit domæne til lovlige eller kriminelle aktiviteter?

Dansk Journalistforbund kom ind i sagen efter en artikel på journalisten.dk, der havde overskriften “Det her er internettets værste mareridt“. Forbundet svarede blandt andet “Nej det kan blive meget værre”, og det havde de ganske ret i.

Hvis du har en hjemmeside, kan du jo prøve at søge på “tjenesten” og se, om de også har publiceret noget af dit materiale.

Ophavsretten er svær at håndhæve

Lov om ophavsret er svær at læse. Selv artikler, der prøver at forklare loven, er svære at læse. I mit tilfælde, er der nu ikke tvivl om, at jeg har ophavsretten, men den er stort set umulig at håndhæve, med mindre man er velhavende og har god tid, siger mediejurist Peter Lind Nielsen, der blandt andet er specialiseret i det digitale område.

Den bedste artikel om ophavsret, jeg nogensinde har læst, er skrevet af min tidligere kollega Anne Mette Broberg fra Patent- og Varemærkestyrelsen. Den har titlen “Slægtsforskning, ophavsret og Internet” og kan findes her. Hun forklarer på jævnt dansk, hvornår man har ophavsret til sit materiale, og selv om artiklen om et par måneder kan fejre sin 16 års fødselsdag, så er principperne stadig gældende, da de er helt fundamentale.

Mette skriver blandt andet:

Ophavsretten handler på den ene side om at beskytte en kreativ og intellektuel indsats, men handler på den anden side også om, at gøre kultur og viden tilgængelig for alle. Ophavsretten er derfor en balance mellem et behov for at beskytte den indsats, som en enkelt person har gjort, men samtidig ikke at opstille så stramme regler at alle andre personer er hæmmet i deres handlinger på en urimelig måde. Det er vigtigt at gøre sig klart, at ophavsret ikke giver en eneret til viden.

For at få ophavsretten til en artikel, en hjemmeside, en slægtstavle, et billede eller lignende, er der tre grundlæggende krav, der skal være opfyldt. Der skal være:

* en ophavsmand,
* tale om et litterært eller kunstnerisk værk, og
* tale om et værk, det vil sige at produktet skal have værkshøjde

Med udgangspunkt i Mettes artikel er jeg ikke i tvivl om, at jeg har ophavsretten til de 324 A4-siders stedregister og alle de andre 52 af mine artikler, der findes på docplayer.dk.

Alt for meget negativ energi

Jeg er ved at nå dertil, at hvis jeg ikke vil kopieres, må jeg undlade at lægge ting på nettet og så lukke min hjemmeside. Jeg bliver så/alt for rasende, når jeg kan se, mine rettigheder overtrædes, fx når en såkaldt slægtsforsker har kopieret hundredvis af mine personer, som han ikke selv har en relation til, og når man søger efter de pågældende personer med Google, kommer man ofte til hans hjemmeside, før man kommer til min. Han mener, jeg ikke forstår, at vi “hjælper hinanden” – jeg mener, han er en simpel tyveknægt. Han kunne da i det mindste angive mig som kilde. Han kan ikke tilrane sig yderligere informationer, da jeg har fundet en vej til at udelukke ham og en lignende, der også stjæler med arme og ben, via en simpel kode i den fil, der hedder .htaccess. Men det de allerede har hugget, er der jo ikke noget at stille op med.

På den anden side set har jeg stor glæde af at skrive og jeg har meget sjov ud af min TNG-side, hvor slægtsdata befinder sig. Mht. sidstnævnte lever jeg i det lønlige håb, at der en dag er en – gerne flere – der leverer mig nogle valide oplysninger. På den anden side set er det endnu ikke sket, så sandsynligheden er nok lille. Jeg er kommet med i et fællesskab, hvor der sidder mange meget dygtige TNG-folk fra hele verden. Og det er både spændende og lærerigt. Jeg har fået mange input fra dem, fx fra dem der koder udvidelser til TNG (MODs). Som modydelse har jeg oversat forskellige hjælpetekster og forklaringer i MODs til dansk. Når jeg nu ikke kan kode, kan jeg da i hvert fald dansk.

Der er også for meget negativ energi knyttet til SEO-firmaet Morningscore (historien kommer en anden dag) og til Microsoft, som jeg fortsat kæmper med (den historie kommer også). Måske skal jeg bare lade det ligge og lave det, der gør mig glad – det irriterer mig bare grænseløst at have spildt samlet set 9.000 kr. på kun et kalenderår.

Microsoft er nok ligeglad med en dårlig anmeldelse på Trustpilot, men det er Morningscore helt sikkert ikke, eftersom de kun har fire i alt. Det er desværre den eneste reaktionsmulighed, jeg har, efter de ikke har rettet op på de mange fejl, jeg har påpeget i deres system siden den 23. oktober 2021.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.