Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Grundlovens § 75, stk. 2

Grundlovens § 75, stk. 2

Et forsørgelsesgrundlag?

Grundlovens § 75, stk. 2 lyder sådan:

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Det fremgår af Folketingets egen hjemmeside, at:

Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende love har bestemt, at det er ‘enhver, der opholder sig lovligt her i landet’. Det står også i de seneste sociallove: lov om social service og lov om aktiv socialpolitik. Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp. Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.

Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse

‘Der må ikke være den mindste tvivl hverken hos myndighederne eller hos flygtningene eller de familiesammenførte til flygtninge om, at de skal rejse hjem, når det er muligt – uanset om det sker ad frivillighedens vej eller med tvang‘

Der er lagt op til en bred fortolkning af ‘når det er muligt’. Det kan vi alle se forskelligt på. Martin Henriksen (DF) og jeg vil næppe være helt enige.

Da filteret faldt

Ydelsen, der har ændret navn til ‘selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’ , er 1. december 2018 på DRs side under skarp beskydning af Kirsten Ketscher, der er professor i socialret og diskriminerings- og ligestillingsret ved Københavns Universitet. Hun mener ikke, at man kan ‘…ernære sig og sine’ på den kommende ydelse, der vil bestå af 9.993 kr. brutto, der vel vil give ca. 6.100 kr. netto, hvis trækprocenten er 39, som min er på en anden overførselsindkomst.

Det, med at kunne ernære sig og sine allerede hvis man var på integrationsydelse, blev beskrevet af Institut for Menneskerettigheder i en rapport fra 11. oktober 2018. Det fremgik, at det kunne man ikke. Forældrene spiste ikke, hvis børnene skulle have mad, og mange boede i skimmelbefængte boliger.

Dagen efter – den 12. oktober – blev jeg indlagt en måned med en nærpsykose, fordi jeg læste rapporten og mistede den sidste rest af mit ‘filter’ herved. Jeg kunne ikke bære, at mennesker skulle leve i den dybe nød her i landet!

Læs den selv. Og bliv evt. klogere.

Martin Henriksen på kant med grundloven som fortolket på Folketingets hjemmeside!

Det fremgår tydeligt på Folketingets hjemmeside, at ‘…Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp.’

Martin Henriksen har et andet standpunkt: ‘– Det er vores opfattelse, at den pågældende paragraf i grundloven som udgangspunkt er til for danske borgere. Den nuværende fortolkning i Justitsministeriet er, at man også er forpligtiget til at give en ydelse til folk, der kommer udefra. Vi mener, at en yderligere sænkelse er helt inden for rammerne af grundloven, siger han.’

Jeg må som jurist – trods alt – sige, at han da er helt ude i skoven. Hvordan kan han sætte sig over de jurister, der har skrevet den rigtige fortolkning af § grundlovens 75, stk. 2? Det er kronjuristerne i Justitsministeriet, der har været på arbejde.

Hvordan kan han?

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Cowboyland

Cowboyland

Retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer

Ovenstående er det vi almindelige mennesker kalder funktionærloven. Af den fremgår:

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren taler herfor.

(Mine fremhævninger.)

§ 2 handler om opsigelsesvarslerne.

§ 21 stk. 1 er temmelig klar, og der er ikke noget at rafle om. Loven er beskyttelsespræceptiv.

Rådgivning fra Djøf

  1. PL-reguleringen: Drop det. Det er småpenge, og det plejer ikke at stå i en kontrakt.
  2. Varslerne: Skriv under selv om deres udspil er noget vrøvl. Retspraksis er nemlig sådan, at domsstolene tager udgangspunkt i lovgivningen (ret naturligt 🙂 ) og lægger til grund, at medarbejderen ikke på tidspunktet for underskrivelsen kunne vide, hvad der burde stå i kontrakten. Det vil sige: det er risikofrit for mig at skrive under, for det gælder alligevel ikke. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om retspraksis ændrer sig, men det lever jeg med.
  3. Det byder mig grundlæggende imod at skrive under på vrøvl, men på baggrund af Djøfs rådgivning, gør jeg det alligevel. Dette må have en ende.
  4. Hvis virksomheden ønsker det, stiller Djøf hjertens gerne op til en omgang “Læs og forstå” for ASE.

Virksomheden og ASE

Jeg har orienteret virksomheden om pkt. 4 herover. De vil – i dag – kontakte ASE og spørge, om de virkelig mener, at det skal være, som virksomheden har forstået det, nemlig at der kan aftales varsler, der er til ugunst for medarbejderen, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg kan ikke se andet, end at virksomheden har misforstået et eller andet. Og ellers træder Djøf gerne i karakter.

Jeg drøftede med Djøf, om det virkelig kunne være sandt, at arbejdsmarkedets parter kunne underkende lovgivningen ved en aftale dem imellem? Det kan naturligvis ikke være sandt – og da slet ikke, når det er til ugunst for medarbejderen. Det hedder ganske enkelt, at loven er “trinhøjere”.

En rigtig fagforening

Jeg er utrolig glad for Djøfs topkompetente rådgivning. Sådan er det, når man er medlem af en rigtig fagforening ctr. en “gul”. Jeg føler mig både taget alvorligt og lyttet til, også selv om det “bare” er et fleksjob på 8½ sølle ugentlige timer til 7.000 bittesmå kr. brutto pr. måned (i al evighed). Jeg er godt nok psykisk syg, men jeg kan stadig tænke, og faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor meget af den “juridiske metode” jeg stadig har en vis føling med. Jeg havde dog ikke ret i det med nulliteten.

For mig er det naturligt at være organiseret, og det har jeg været i hele mit liv, selv da jeg stakkede kartofler i Irma efter studenterkurset og før universitetet. Da stod jeg selvfølgelig i HK.

Facebookgruppen “Bak op om de offentligt ansatte” har idelige diskussioner om dem, der lukrerer på det, vi andre via vores forbund har opnået. Må man gerne kalde dem “nassere”? Nej, det må man selvfølgelig ikke, for sådan hverken taler eller skriver man til/om andre mennesker, men selv face to face, kunne jeg sagtens forsvare at sige, at de hellere selv må forhandle deres overenskomster, når de nu ikke er med i en rigtig fagforening. Det er deres valg, men så må de også selv tage konsekvenserne af det valg.

Næste skridt

Når virksomheden har talt med ASE, kontakter de mig, hvorpå jeg fører tastaturet (for så bliver det nemlig tilnærmelsesvis rigtigt). Så skal fjerpennen frem, der skal scannes og sendes frem og tilbage, kommunen skal orienteres osv. Herefter kan vi vende tilbage til opgaverne. Det ser jeg frem til.

Og så noget helt andet

Cowboyland

Citrusbowl med Skyr

Man tager:

  1. En grapefrugt
  2. En appelsin
  3. En mandarin
  4. Et bundt mynte
  5. Et halvt bæger skyr

Findeler og hakker, arrangerer det lidt pænt i et stort glas og nyder det. Det er virkelig lækker morgenmad.

 

/14 Kommentarer/i /af

Overvåget samvær

Jeg er ikke på vej i mani, så det er ikke af den grund, jeg skriver to indlæg på en dag. Jeg skriver igen, fordi jeg er harm på min vens vegne. Han har givet mig lov til at skrive  historien.

Min ven på øen

Måske kan du huske, at jeg skrev om en ven, der flyttede til en ø, og at vi har lært hinanden at kende på Psykiatrisk Center Hvidovre i sommeren 2015. Efter han flyttede til øen, har vi lært hinanden rigtig godt at kende. Vi ringer sammen hver dag, og vi støtter hinanden i stort og småt.

Han og hans tidligere kæreste har en dreng på fem år sammen. Min ven har fået besked om, at han kun kan se sønnen via “Overvåget samvær”, således som det er beskrevet i Lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love § 17, stk. 1. Hvorfor det egentlig er blevet til overvåget samvær, er jeg ikke klar over, ellers kan jeg bare ikke huske det.

Tilføjelse 01-10-2016: baggrunden for det overvågede samvær er, at kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid.

Han har haft et misbrugsproblem, men det er ovre, nu hvor han har mødt en ny kæreste, og der er kommet orden på livet igen. Han er ikke voldelig, for det hænger ikke sammen med at være buddhist – og var han ikke buddhist, var han såmænd ikke voldelig alligevel.

Årsager til overvåget samvær

Af en pjece fra Statsforvaltningen fremgår det: Der kan være mange forskellige grunde til, at Statsforvaltningen bestemmer, at en forælder har overvåget samvær med sit barn. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor kontakten mellem forælder og barn har været afbrudt i lang tid, eller hvor forælderen og barnet endnu ikke kender hinanden. Overvåget samvær kan også sættes i værk, hvis forældrene har mange konflikter og svært ved at samarbejde om barnet. Eller i situationer, hvor der er mistanke om vold eller misbrugsproblemer. I disse situationer vil fastsættelse af overvåget samvær typisk være et alternativ til ophævelse eller suspension af samværet.

Min ven har fået at vide, at Statsforvaltningen ikke kan se, at der skulle være noget til hinder for, at de ser hinanden, og at der hverken er psykiatriske diagnoser eller misbrugsproblemer, der står i vejen.

§ 17, stk. 4: “Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om overvåget samvær”. Og det er så det, han/hun har gjort.

I dag skulle min ven så se sønnen for første gang i et år – der er en time til rådighed. Hvordan knytter man bånd på en time?

Gaven

Sønnen har lige haft fødselsdag, så min ven havde selvfølgelig en gave med. Det absurde er, at moderen nægtede sønnen at tage imod gaven, og denne nægtelse blev godkendt af statsforvaltningens jurister, da den børnesagkyndige psykolog, der var sat til at overvåge samværet, spurgte dem, hvordan det (altså gaven) skulle håndteres. Begrundelsen var, at hvis sønnen fik gaven, kunne moderen blive sur, og at det ikke var foreneligt med barnets tarv, at have en sur mor.

Jeg kan slet ikke forstå den form for argumentation, og jeg har lovet at hjælpe med at formulere en klage til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, jfr. § 31. Det kan ikke være sandt. (I øvrigt er det da underligt, at man har ment, at sager om familier og forbrugere skulle ligge under samme ressortministerium).

Da han ringede og fortalte mig om det, talte vi lidt om “Foreningen far”, og om de kunne hjælpe. Jeg er bare ikke så begejstret for dem, da det man hører ofte er, at de hjælper voldelige fædre med igen at få del i forældremyndigheden, og at fædrene derefter udøver vold mod børnene eller i helt groteske tilfælde ligefrem slår børnene ihjel.

Jeg synes, det hele er noget underligt noget, og jeg skal nok få en klage banket sammen.