Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Hvem må få julehjælp?

Danskerne findes i mange modeller

Hvem har ret til julehjælp og på hvilke betingelser?

Debatten blusser op hvert år, og hvert år afslører den noget ubehageligt om os selv. Når fattigdom møder religion, og næstekærlighed møder forargelse, stiger blodtrykket hurtigere end forståelsen. Denne artikel handler ikke kun om julehjælp, men om hvilket samfund vi ønsker at være: et, hvor hjælpen gives ud fra behov – eller ud fra etnicitet? Med afsæt i en aktuel kommentar, civilsamfundets rolle og en gammel højskolesang stilles det enkle, men svære, spørgsmål: Er vi et folk, når det virkelig gælder?

Hvem må få julehjælp?

Det er ingen ny debat. Faktisk slår også den alle rekorder igen i år:

  • Må muslimer søge om – og modtage – julehjælp?
  • Skal man være frikadellespisende dansker for at være berettiget til at modtage julehjælp fra fx Røde Kors?

Finn Wiedemann skriver i POV den 19. december i år:

Ansøgninger om julehjælp slår igen rekord. Hjælpen til fattige og udsatte er i stadig højere grad blevet overladt til civilsamfundsorganisationer.

Og nogle af disse ansøgninger er altså fra muslimer, og det får nogles diastoliske blodtryk op over de 90 (og det er for højt – jeg skriver af erfaring). Måske er der også nogle jøder blandt de ansøgere, der ikke kan få enderne til at nå sammen? Og måske en sikh og en hindu?

Jeg kendte engang en temmelig klog præst, der sagde: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Selv tilføjede jeg: “Og det kaldes næstekærlighed”.

Jeg saksede et par kommentarer fra Røde Kors’ side på det asociale medie Facebook, og jeg lover, at det ikke er de værste, for dem sorterede jeg fra:

  • “Lad os endelig give julehjælp til dem, der ser os døde på grund af vores religion.”
  • “Og derfor får i ikke så meget som én krone herfra! I kan stoppe jeres lortebiks skråt op!”
  • “Problemet ville være løst, hvis folk ikke søgte op til ti steder. Og får alle steder”

Hvordan kan indholdet af menneskers hjerner være så grimt? Mangler de selv noget – fx dannelse?

Har pengene det bedst i borgernes lommer?

Inspireret af kommentaren i POV: det borgerlige parnas har i årevis tudet vores ører fulde med, at “Pengene har det bedst i borgernes lommer”, og derfor har flere behov for julehjælpen, og uddelingen af almisser til lemmerne er endt med at være en civilsamfundsopgave. Ingen har rigtig løftet arven efter Tine Bryld, Hanne Reintoft eller lægen Tage Voss, som var mennesker, der, qua deres virke, kom i første parket til fattigdommen.

Skal alle børn – uanset etnicitet – kunne komme i skole igen i januar og sige, at de har fejret jul og fået gaver? Jeg mener, at svaret er “Ja”, men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skrev allerede i november 2024, at 49.500 børn vokser op i fattigdom. Og der er ikke kommet færre til siden. Dem kan jeg nu godt unde en julekurv m.v. Og om nogen bytter flæskestegen til noget andet, generer mig ikke.

Uden civilsamfundene er der ingen jul eller gaver til dem. Jeg kan godt selv huske, hvordan det var at sige “Nej, jeg ønsker mig ikke noget”, når jeg fornemmede, at familiens økonomi ikke rakte.

Danskerne findes (heldigvis) i mange modeller

Jeg har været meget på højskole – bare ugekurser som voksen – og der lærer man meget skøn musik og sang. Jeg elsker Ebbe Kløvedal Reichs “Danskerne findes i mange modeller” fra 1994.

Teksten har du her, hvis du nu ikke allerede skulle kende den eller bare gerne vil have den genopfrisket.

Vers 1
Danskerne findes i mange modeller
og stadig kommer der nye til.
Er vi et folk, når det virkelig gælder?
Og hvem kan bestemme, hvad folket
vil?
Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår.

Ca. 1,6 mio. danskere mener, at muslimer skal sendes ud af Danmark. Ca. 1,5 mio vil forbyde islam. Tallene stammer fra en ny undersøgelse offentliggjort i Weekendavisen i den forløbne uge.

Fremmedhadet blomstrer, højrefløjens fremmarch er bekymrende, antisemitismen er grimmere end nogensinde før. Man kan med rette spørge, om vi er et folk, når det virkelig gælder?

Sangen indgyder trods alt håb for en bedre fremtid.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Julen har englelyd eller har den?

Folk har julestress

Julen har englelyd eller har den?

Julen vækker noget forskelligt i os alle. For nogle er den fyldt med glæde, traditioner og fællesskab, mens den for andre kan være en tid, der mest handler om at navigere forventninger, tomme stole og de mange sociale fortællinger om, hvordan en “rigtig jul” bør se ud. Jeg oplever hvert år, hvordan december sætter tempoet op omkring mig, samtidig med at jeg selv søger ro, enkelhed og plads til eftertanke. Denne artikel er et lille blik ind i den særlige blanding af tradition, travlhed og personlig fred, som julen kan være – alt efter hvor man står i livet.

Jeg holder meget af Grundtvigs “Julen har Englelyd”, der findes her i en fin version med Vor Frue Kirkes Drengekor. Min far og hans søster kunne godt lide den, og så blev jeg indoktrineret. Både melodien og teksten er smuk. Og jeg kan begge dele udenad.

Jeg har slet ikke noget imod julen, men jeg har det lidt svært med den, da jeg ikke har nogen at holde den med. Jul er for familier, og når man ikke har familie, mangler “automat-samværet”. Men sådan er det. Jeg hverken vil eller skal begrædes. Den familie, jeg muligvis er i besiddelse af, er vist ikke lige noget for mig.

  • Jeg kunne tilslutte mig et af de mange arrangementer for “juleløse”, men jeg har ikke lyst, da jeg ville føle mig stigmatiseret.
  • Jeg kunne være frivillig ved et af disse arrangementer, men næh det er heller ikke lige noget.
  • Faktisk foretrækker jeg at være mig selv og læse nogle 300 år gamle kirkebøger på min drøm af en ny skærm, og det er alt sammen gået over den 24. kl. 23:59.

Når jeg taler med folk, kan jeg mærke, de er stressede. De skal nå så meget. Der er så mange forventninger, der skal indfries på kortest mulig tid. December fungerer næsten som et kollektivt piskeris: Der er kun 24 dage, og dem skal man åbenbart bruge effektivt – også når det gælder hygge. Hygge må ikke være spontan i december, den skal planlægges, koordineres, fordobles og helst fotograferes.

Hyggen er trængt sammen. Man skal nå at hygge sig maksimalt i december. Har man venner, skal man se dem alle i løbet af julemåneden. Det virker næsten som om, folk er bange for, at relationerne forsvinder, hvis ikke de bliver plejet intensivt lige netop i denne måned. Det bliver et projekt i sig selv. Jeg har bekendte, der synes, jeg skal puttes ind i deres decembertravle kalender, selvom vi ikke har talt sammen i månedsvis. Det kan de godt glemme. Vi ses i februar …

Man skal være sammen med familien, selvom man måske ikke bryder sig om den. Man skal spise ufattelige mængder af mad, selvom man måske ikke er sulten. Jeg kender mennesker, der allerede nu glæder sig til gåsen, de brunede kartofler og den brune sovs. Den slags mad hører jo traditionen til, og derfor kan man ikke springe over – heller ikke selvom kroppen råber “stop”.

Børnene afleverer ikke ønskelister men “bestillingslister”. Budgetterne sprænges. Gavekulturen er accelereret i en grad, så selv voksne taler om ønskelister, som var de kontrakter. Det er som om, december er økonomiens værste måned forklædt som årets hyggeligste.

NGO’erne fortæller hvert år, at antallet af mennesker, der søger julehjælp, er større end året før. De sædvanlige diskussioner om, hvorvidt det er i orden, at også muslimer henter en julekurv vil blusse op helt som sidste år og forrige år og året før. Jeg kendte engang en præst, der sagde noget klogt: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Det kaldes næstekærlighed.

Jeg var hos frisøren forleden. Han var helt anderledes, end han plejede. Det var utrolig dejligt, at han ikke snakkede en vis herre et øre af, men forskellen var bare markant. Min vinhandler og jeg plejer at slå en sludder af, men han havde ikke tid, for juletravlheden havde indfundet sig.

Flere, jeg møder, beskriver en følelse af, at december skal “overstås”. Det er egentlig tankevækkende, at en måned, der markedsføres som varm, lys og traditionsrig – helt som “Peters Jul” – for mange ender med at være udmattende. Måske burde man i stedet spørge sig selv: Hvem har egentlig besluttet, at julen skal være sådan? Og hvad ville der ske, hvis man bare gjorde den til sin egen?

Jeg glæder mig allerede, til det bliver januar, og verden bliver normal igen. Januar har et dårligt ry, men for mig er det en måned uden forventningspres. En måned, hvor tempoet falder, og hvor man må finde tilbage til det almindelige – med plads til pauser, spontane tanker og måske en lille smule stilhed.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Julehygge er lig mad

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Vi skriver kun onsdag den 16. oktober, men alligevel er det længe siden, man skulle skynde sig at tilmelde sig diverse julemesser og -arrangementer, hvis man ville være sikker på at få en plads ved de riges veldækkede bord.

Jeg har intet imod julen eller det at samles og evt. det at samles i kirken. Det er en smuk tradition og fortælling, og netop i år har vi mennesker nok at bede for (Ukraine, Gaza, Libanon og Israel). Men jeg er holdt op med at holde jul, for jeg kan holde alt det mad ud. Jeg kan ikke holde ud, at fokus er på det, vi skal spise, når vi samles, også selvom menuen er den samme, som den har været de seneste 25 år. Der er intet nyt under solen.

For mig er mad, noget man spiser, når man er sulten. Er man flere sammen om måltidet, er det kun hyggeligt. Er køkkenet stort nok til det, er det også enormt hyggeligt at lave maden sammen. Det er ikke så længe siden, psykologen fortalte, at mange af hendes klienter med en eller anden form for autismespektrumforstyrrelse har et lidt atypisk spisemønster. Endnu en gang må jeg give hende ret. Vågner jeg fx kl. 02 og er sulten, står jeg da op og laver mad. Det er godt, jeg bor alene 🙂

Der er millioner af mennesker i verden, der sulter. Alene i Danmark er der masser af mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og er afhængige af julehjælpen, når de vil give deres børn julegaver, som er på niveau med klassekammeraternes. Og nu er jeg på forhånd klar over, at der vil være nogle, der tænker – eller måske endda skriver – at muslimer henter julehjælp, og det burde de ikke. Mit svar er ganske enkelt: »Vi hjælper, fordi vi er kristne«. Og længere er den ikke.

Herudover er der hele debatten om, hvor vi skal være i år, og hvem vi skal være sammen med, når vi nu var hos Egon sidste år og endda havde inviteret tante Magda og hendes nye kæreste med. Den slags finder jeg også ret anstrengende, og forhandlingerne om det begynder også allerede i oktober.

Alternativ jul

Af ovenstående grunde holder jeg alternativ jul, hvilket passer mig fint. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg lavede juleaften i 2023. I 2022 installerede jeg det lille vidunder af en Synology NAS juleaften. Det var simpelthen så hyggeligt. Der var ingen diskussioner om madlavningen, gåsen brændte ikke på, sovsen var perfekt, og jeg slap for Egon, tante Magda og hendes nye kæreste.

Jeg skal have planlagt en eller anden hyggelig ting til den 24. december i år og også noget til nytårsaften; sidstnævnte har jeg aldrig brudt mig om. Desværre mangler jeg ikke en ny server eller lignende. Men så finder jeg nok på noget andet. I hvert fald skal jeg ikke være en del af »juleræset«, som folk nedsættende kalder det, uagtet de selv medvirker til det. Det har jeg (heller) aldrig forstået.

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.